På stoffer, plejeområdet - nu forladt og helt alene

Jeg har længe haft en stor trang til at sy. Det er ikke ideer og lysten jeg mangler, men kun lidt tid. Vores bærbare computer, manglede en taske. Selvom jeg stadig har en del stof liggende, var der intet der kunne bruges. Allans krav var ensfarvet, sort eller blåt. Jeg manglede også noget polstring, men stof til for havde jeg masser af. Hele weekenden har jeg brugt på sjove ting, og jeg har hygget mig.
Jeg havde intet mønster, men målte og klippede efter computeren. Indvendige lommer blev syet i til musen og andre småting. Til sidst en lynlås, så vi kan lukke for det hele. Der blev et lille stykke stof tilbage. Af det syede jeg mig en taske, som jeg kan have min vanddunk, frugtboks og madpakke i, når jeg kører på arbejde. En fin lille størrelse.





Jeg fik sømmet nogle arbejdsbukser op og lavet et lille etui til mine hæklenåle af en silkerest. Aftenen står som regel på strik, og i den sidste tid har det været sokker, men forandring må der til. Det tog ikke mange timer før et par tøfler var helt færdige. De er strikket i dobbelt strømpegarn. Bindebåndene er syet fast. 
Ind imellem dette håndarbejde, har jeg også hygget mig i køkkenet. Da jeg både havde pærer og marcipan, der skulle bruges, bagte jeg en rigtig lækker pærekage. To pakker gær i køleskabet skulle også anvendes og jeg mente også jeg havde noget groft mel, der skulle udryddes, men der var kun hvedemel i skabet, så en ganske almindelig portion bolledej blev tilsat havregryn og lidt finthakkede æblestykker. Lette, luftige og mættende blev de.
Jeg har tit skrevet om den hokkaidogratin jeg laver, men aldrig bragt opskriften. Flere søger på den, men må gå forgæves. Nu er den her.
Siden mor kom hjem fra Rigshospitalet i tirsdags har hun opholdt sig hos os. Hun har dog været til “aflastning” hos søster 1, nogle timer et par gange i løbet af ugen. Det går stadig fint med mor, hun kommer selv op og ned i sengen, men hun kan ikke selv tage tøj af og på overkroppen, for slet ikke at tale om det “korset” hun skal være snørret ind i, i en hel måned. Det generer hende, så vi jeg tager det af hende 2-4 gange dagligt,  og sætter det på igen, også bare for at give hendes krop lidt luft. Den træthed de sagde hun ville møde, har meldt sin ankomst, så hun hviler, siger hun selv, men vi ved hun snorksover et par gange eller tre om dagen/aftenen. Når vi går ture, er hendes gang allerede hurtigere og helt uden pauser. 
Allan havde jo vundet det mini-cruice for to til Oslo. I dag er han taget afsted på en lille velfortjent ferie helt alene, så i formiddags blev mor igen afsat til søster 1, som kører hende til strik i Røde Kors. Når det er forbi, afleverer hun hende hos søster 2 til aftensmad og natlogi. Søster 2 kører hende til læge i morgen, hvor hun skal have fjernet sting. Jeg henter mor igen hos søster 2, i morgen når jeg har fri fra arbejde. Det kræver lidt koordinering at få det hele til at gå op i en højere enhed. Mor håber at lægen siger hun må tage korsettet af allerede nu, og hvis hun får lov til det, bliver livet lettere for hende og os. Hun kan flytte hjem til sig selv, og vi kan nøjes med at handle, gøre rent, vaske tøj og den slags for hende de næste 4-6 uger. Det er ikke fordi hun er en belastning, men jeg vil gerne have min hverdag tilbage, så jeg stornyder denne aften i helt stille omgivelser.  
Opdatering: Tirsdag fik mor lægens ord for at tage korsettet af, på den betingelse at det blev udskiftet med en sports-bh, som hun skal have på 24 timer i døgnet. Valget var mellem pest og kolera, mente mor, men hun og søster var ude at investere i det nye klædningsstykke, så nu kan hun selv tage bluse på også. 
Torsdag: Nu tæller hun dagene, til hun må køre bil igen om små 14 dage.