Lidt historie om min farmor og farfar og deres hus

Da jeg var barn, syntes jeg, det var sjovt at kunne fortælle, at min farfar var født i 1895. De andre bedsteforældre var født i det 20. århundrede. Da farmor var 20 år, havde hun allerede 4 børn, som endnu ikke var fyldt 3 år. I 1918, hvor farmor endnu ikke var fyldt 18, fødte hun sit første barn. Allerede året efter fik hun tvillinger, og i 1920 blev min far født. Farmor og farfar fik ialt 8 børn, hvoraf den sidste er født i 1930.
Farfar opvoksede sammen med sine fire halvsøskende, alle med samme mor, men med fire forskellige fædre. Farmor og farfar boede til leje i Landsognet Rørbæk,  nærmere betegnet Oreby, men da tvillingerne blev født, havde de brug for lidt mere plads.

 






I Kalø lå et dobbelthus, hvor hver bolig var på ca. 59 kvm. I den ene ende, se det optegnede ovenfor, boede enken Johanne, som havde brug for opsyn. Farmor og farfar flyttede ind med deres tre børn, men inden længe flyttede den ældste hen til farmors forældre, som boede ganske få huse derfra, og så kom min far til verden.
Enken havde helt alene råderetten over de to værelser, benævnt stue/kammer og stue, ialt ca. 25 kvm. Farmor og farfar boede så i resten af husets ca. 34 kvm med deres børn indtil enken døde. Børneflokken voksede, og bag dørene i den lille træskogang lavede farfar 5-6 køjesenge, forskudt af hinanden, hvor de store børn sov. Da enken døde købte farfar, den 6. april 1929, dødsboet , stadig kun den ene halvdel af dobbelthuset, for den svimlende sum af 1.800,- kr. Et Tusind Otte Hundrede Kroner, iflg. skødet.  Mine bedsteforældre var blevet husejere. Huset havde en ejendomsværdi på 2.500,- kr. Det skal lige nævnes, at der hørte lige så meget udhus til, hvor farfar havde malerværksted. Det var også derovre lokummet befandt sig.
Vi har jævnligt besøgt huset, som er ubeboet og i stærk forfald. I oktober 2008 kunne man stadig komme ind i stuen og kammeret, selvom det vist ikke var helt ufarligt, sådan som loftet hang. Det er langt fra den store renovering huset har gennemgået siden det blev solgt engang i 70´erne.
Køkkenet lignede sig selv, der manglede kun brændekomfuret, og det skakternede køkkengulv, som vi hoppede paradis på.
Soveværelset var der heller ikke ændret på. Kun spisekammeret var lavet om til en slags badeværelse. Disse billeder er fra 2008,
Farmor og farfar kom på plejehjem. Farmor døde i 1972 og farfar i 1978.

Farfar var en dygtig håndværker og selvstændig erhvervsdrivende med næringsbrev indenfor malerfaget. Efter fars, og mange andres udsagn, var han dog lidt af en sær snegl. Han kunne efter endt arbejdsdag godt sidde ude hos kunderne og spille kort den halve nat, mens farmor prøvede at holde sammen på det hele. Jeg og mine søskende husker dog kun farfar som en kærlig person og et meget elskeligt væsen.   












Dette enorme maleri, har min farfar og far i fællesskab malet på væggen i Tårs Forsamlingshus






Jeg husker ikke rigtigt farfar har været på arbejdsmarkedet. Hele mit liv lå han i sengen. Syg, sagde han selv, men ikke nogen diagnose fra lægen, der bekræftede det. farmor kaldte ham kunstig, og sagde det kun var hysteri. Han lå i sengen flere måneder eller halve år, men pludselig, når det passede ham, stod han op, tog sin cykel og kørte mange km på besøg, rundt omkring og hyggede sig hos familien og gamle kunder. Når han kom til os, spurgte han altid: “Tror I farfar har nogen penge i dag?” Det troede vi selvfølgelig. Vi havde jo aldrig set andet. Så hev han tegnebogen op, og ledte og ledte, mens han sagde, at der vist ikke var nogen penge i dag, hvorefter han, meget overrasket, endelig fandt 3 enører eller måske en sjælden gang to- eller femører. Han bad os hente vores sparebøsser, så han kunne se, vi puttede dem derned. Alle farfars børnebørn havde kælenavne, og vi blev aldrig kaldt ved andet af ham. Vi tre tøser hed “Farfáren”, “Farfars lille” og “Farfars lille hoved”.

Måske havde farmor fået mere end nok af børn. Først deres egne 8 og siden 35 børnebørn, samt en lille flok oldebørn, der så dagens lys inden de sidste børnebørn blev født. Farmor var efter sigende streng ved sine egne børn, men det var nok også nødvendigt, sagde far altid, hvis hun skulle kunne styre den store børneflok. Det kan man så mene om, hvad man vil. Vores far fortsatte ikke i det spor, han lod mor om at skælde ud og sætte grænser. Farmor var en meget dominerende dame, der også var rigtig god til at skabe splid mellem sine egne børn, da de blev voksne. Jeg har, i mit voksne liv, ofte hørt, at farmor ikke var særlig børnevenlig. Følgende eksempel bekræfter vel udsagnet!  Hvis nogen trådte på hendes nyrevne havegange, blev de bundet til brændestablen. Personligt har vi tøser dog ikke mærket noget til afstraffelse fra hendes side, måske fordi  vi kendte farmors regler, og altid overholdt dem. Dog har hun tit været på nakken af min søster, som elskede at sidde musestille på skødet af far, uden at sige et kvæk. Min lillesøster og jeg gad nemlig meget sjældent at lege med hende, så hun var altid tredie hjul. Farmor har aldrig leget, eller talt med os, som farfar har. Men vi elskede når vi var i roerne og blev lækkersultne, og fik lov at løbe op til hende, for at få os en kødpølsemad. Den firkantede hun købte hos den rullende slagter. Selvom mor købte nøjagtig den samme kødpølse, så smagte den ikke som farmors. Farmor har, så vidt jeg husker, kun en eneste gang i hele mit liv, været på besøg i mit barndomshjem. Der måtte den helt store overtalelsesevne til, for at få hende til at komme til middag den dag jeg blev konfirmeret. Festen skulle først holdes ugen efter, og der nægtede hun at deltage. På selve dagen var vi kun 10-12 personer til middagen. Farmor kom og spiste med, hvorefter hun blev kørt hjem. Farmor er den lille dame til højre i billedet, og hun ser ikke spor misfornøjet ud. Faktisk griner hun over hele hovedet.
Set med mine voksne øjne, var farmor og farfar nok lige sære, bare på hver deres måde. 
Det er ikke mange billeder jeg har af farmor og farfar, men nogle af deres ting og møbler findes stadig i ruinerne af huset. Disse billeder er taget i denne måned. Taget er faldet ned i stuen, og væggene er væltet. Kammeret ser fint ud, når man kigger ind gennem det åbenstående vindue udefra. 
På bagsiden af huset ser man beboelsen i fuld længde, samt ruinerne af det udhus, som ikke længere eksisterer. Huset bag træet er naboens, og det ser endnu værre ud en dette. Jeg banede mig vej gennem brombærkrat og fik revet skind, for at vise jer hvordan der ser ud.
Hele dobbelthuset er en skændsel for det lille bysamfund. Kommunen vil gerne have ryddet op rundt omkring. Det kan man vel ikke fortænke dem i! Dette er jo dårlig reklame for vores lille landsdel.