torsdag den 11. november 2010

Hjertestop – udsnit af min dagbog 1

Nu har jeg efterhånden skrevet nogle gange om vores, og mine søskendes arbejde for og med mor. Festbord Historien er den, at hun faldt om med hjertestop ved min søsters 50 års fødselsdagsfest den 16. maj 2009, lige efter forretten, da hun havde afsluttet sin del af en flot tale, den allerførste i hendes liv. Taler var nemlig noget far altid tog sig af. Der blev selvfølgelig vildt postyr, da hun faldt om på gulvet. Billedet af at hun ligger helt livløs, har vi alle stadig på nethinden, og det forsvinder vist aldrig. Heldigvis var der en sygeplejerske, en SOSU-assistent og en brandmand til stede ved festen. Uden dem havde mor ikke været her i dag. SOSU´en startede straks genoplivning, med hjertemasage og kunstigt åndedræt, mens sygeplejersken ringede 112. Det var hårdt arbejde for SOSU´en, også følelsesmæssigt, fordi hun står mor ret nær, og har gjort, siden hun kom til verden, som genbo til mit barndomshjem. Brandmanden tog over for SOSU´en, indtil akutbilen kom. Mark var helt ude i tovene, han hyperventilerede, og rystede, så ham skulle vi også tage os af. Det hele foregik langt derude hvor kragerne vender, i Radsteds klubhus, et godt stykke nede på fodboldbanen. Vi var aldrig blevet fundet, hvis ikke Allan var løbet de mere end 1,5 km op til hovedvejen for at guide akutbilen. Der stod andre gæster på diverse poster, for at vinke videre til rette sted. Akutbilen meddelte Allan, at han skulle blive stående, for der kom også en ambulance og en lægebil.

Akutbil(1) Lægebilen

Mens akutbilens folk blev informeret af vores egne førstehjælpere, som kunne fortælle, at de havde fået puls, men at den lige var forsvundet igen, tog de nylig ankomne over med genoplivningen og skar hendes tøj op, og så ankom lægen også. De gik hurtigt over til at give elektriske stød. Jeg følte det, som de var lige ved at opgive, men så sagde de: “Vi prøver lige en gang mere.” Heldigvis, for der kom puls. Hjertestarter

De fik hende ud i ambulancen, og min søsterdatter som læser til sygeplejerske, kørte med der. Det skulle foregå i eskorte, men om det blev Bispebjerg eller Nyk. F. vidste de ikke. Det blev der taget stilling til undervejs.

Jeg, som heldigvis ikke havde andet end nippet til mit hvidvin, fordi jeg ville vente til rødvinen kom på bordet, kørte bagefter ambulancen, med Mark og min svigerinde, samt en anden søsterdatter, som også læser til sygeplejerske. Vi nåede 300 m, da både falck, lægen og ambulancen stoppede. Den ene falckmand kom hen til mig og sagde. Bliv ikke nervøs, det er gode tegn det her. Din mor har lige kastet op ud over det hele, og det betyder, at vi skal have et par ekstra mand med i bilen, som kan tage sig af din mor under kørsel. Akutbilen parkerer vi her, og chaufføren derfra tager lægebilen og den anden mand kører med i ambulancen sammen med lægen. Vi regner med at de tager os i Nyk. F. Vi er i dialog med dem under kørslen.

Jeg måtte selvfølgelig ikke køre i samme fart som ambulancen, så da vi nåede sygehuset, sad L… og ventede på os, og hun kunne berette om, hvad hun havde hørt om mor under kørslen og ved ankomsten, og smart for os, for hun kendte alle deres fagudtryk. Så vi blev rigtigt godt informeret. Der ville komme en læge og tale med os, så snart det var muligt. Men det var selvfølgelig først og fremmest mor det handlede om, og vi fik at vide, at der godt kunne gå la-a-ang tid. Det ringede jeg og fortalte til Allan, som så kunne fortælle det videre til alle gæsterne, som trods alt, midt i al hurlumhejet, prøvede at opretholde noget der lignede en fest.

Mor blev lagt på køl, en helt ny metode, for at mindske risiko for hjerneskader. En metode man havde gode erfaringer med. Mor lå i respirator - kunstigt koma, som sådan en anden mumie, og sådan ville det være mindst 2 døgn. Vi fik at vide, at vi lige så godt kunne tage hjem, for vi kunne intet gøre, og der kunne blive meget mere brug for os senere. Sygehuset lovede at kontakte os, hvis der skete ændringer af nogen art, men ellers var vi velkommen til at ringe og forhøre os til hver en tid. Vi kørte tilbage, dvs. Mark og svigerinden tog hjem. Vi andre tog tilbage til gæsterne, som trods alt havde formået at opretholde en okay stemning. De blev informeret med det sidste nye, ud over den information vi havde sendt pr. sms. Vi var ved at dø af sult, det var blevet midnat. Konklusionen fra sygehuset var, at det tegnede godt, men de lagde bestemt heller ikke skjul på, at det var meget, meget kritisk, og at alt kunne ske, og at ingen ville vide hvordan hendes tilstand var, når hun engang blev taget ud af den kunstige koma, eller om hun nogensinde kom til bevidsthed igen. Vi kunne kun håbe, bede og ønske det bedste.Flag

Efter jeg havde fået lidt at spise, fik jeg holdt min tale til min søster, og vi holdt ud nogle timer endnu. Stemningen var okay, for heldigvis er der altid nogle der prøver at trække det i den rigtige retning, men selvfølgelig blev det ikke den fest min søster havde ønsket sig. Vi sparede den taxa, vi havde aftalt at tage hjem, for jeg holdt mig fra spiritus resten af aftenen også, bortset fra ½ glas rødvin til min natmad. Man kunne jo aldrig vide.

Opfølgning kommer - på et tidspunkt.

8 kommentarer:

  1. Det er en voldsom oplevelse I har haft Pia, hvor er det godt, at der var nogle af gæsterne, der kunne yde den rette førsthjælp. Og din mor og I er heldige at det skete efter at nedkølings metoden blev taget i brug.
    Min svoger sidder i dag som senhjerneskadet på et hjem, han fik en blodprop i hjertet i 2002, han er formentlig en af dem, der kunne have haft det meget bedre, med den behandling man bruger i dag.
    Tak for din historie, og en god dag til dig.

    SvarSlet
  2. Sikken dog en voldsom oplevelse og måske heller ikke lige der er sjovest at skulle mindes om sin 50 års fødselsdag...godt at der var professionelle folk til stede og at din mor kom forholdsvis hurtigt under behandling....En god dag til dig...

    SvarSlet
  3. Gudskelov, at din mor var til fest og kunne få den rette hjælp så hurtigt. Det er et under, at det lige præcis skete der, i stedet for hjemme hos hende selv. Det må have været en voldsom oplevelse for jer alle, men også godt at de øvrige gæster formåede at holde en nogenlunde god stemning til festen for fødselarens skyld.
    Tak fordi du fortalte om det. En god aften til dig og dine.

    SvarSlet
  4. Inge, vi er mere end heldige :-) ca. 10 år før denne episode fik mor en blodprop i hjertet, og kom sig heldigvis helt uden mén.
    Det er trist, at det er gået så galt med din svoger. Livet er dyrebart, og vi skal være taknemlige for hver dag, vi får foræret.
    En dejlig aften til dig ☺

    SvarSlet
  5. Ja, det var en voldsom oplevelse Annemarie. Da Allan holdt 50 års fødselsdag, faldt mor også om, og røg afsted med ambulance. Der må være noget med de 50 års fester :-) Der var den samme SUSU køkkenpersonale.
    Du må ha´ en dejlig aften ☺

    SvarSlet
  6. Det er nemlig rigtigt Annette. Vi har også talt om at hvis det var sket i hjemmet, var det ikke gået så godt. Min moster døde på samme måde, i armene på sin datter på vej til middagsbordet. Nu bliver der alt for meget drama over det hele her fra mit skrivebord ☺
    Vi har rigtigt meget at være taknemlig over.
    Tak, også en dejlig aften til dig ☺

    SvarSlet
  7. Puha - det er søreme godt, at der (så vidt jeg ved) ikke er flere 50-års fødselsdage i sigte inden for de næste mange år...
    Det var en barsk oplevelse for jer alle, og det var godt, det gik så godt. Nogle gange kan man bagefter godt ønske, at løbet også virkelig var kørt, men heldigvis ikke her.

    SvarSlet
  8. Ellen, heldigvis har vi også haft 50-års dage uden den slags optræden :-)
    Du har ret, og under processen, var det også somme tider svært at vide, hvad vi skulle ønske. Heldigvis har mor fået et godt liv.

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)