Hvad indbyder regnvejr og dis i højderne til, i en lejet bil?

Torsdag den 14. april. Vi vågner atter op til regnvejr.
At bo på 3. sal giver god motion flere gange dagligt, når man som jeg konsekvent nægter at benytte elevator, hvis der er trapper, men i mit stille sind har jeg tænkt, om jeg havde gjort det samme, hvis vi havde boet på 11. etage. Vi har før boet på 11. etage, og jeg har endnu aldrig taget elevatoren, men jeg bliver jo ikke yngre. Når vi er på ferie, er det altid mig, der tager morgentjansen med at løbe til bageren, hvis en sådan findes inden for en km eller halvanden, mens Allan brygger kaffen.
Efter morgenkaffen gik vi ind for at hente bilen, og satte kursen mod Santana, fordi denne rute gav flere muligheder for at få opfyldt nogle af vores ønsker, hvis vejret ville være med os, og det, på himlen at dømme, trods alt så ud, som der var en smule sigtbarhed i modsætning til vestpå. Vejret var dog ikke særlig samarbejdsvilligt fra morgenstunden. Dette er udsigten fra bilruden. Hvad der gemmer sig dernede, ved vi ikke. 

Det var et rigtigt bygevejr, så vi nød, når der var små huller i tågen så vi bare kunne se lidt af landskabet. Her regner det stadig, men solen kæmper for at få overtaget.
Vi nåede til Santana, hvor vi har været før i regnvejr, men i modsætning til sidst, hvor Allan ikke var særlig mobil, var der ophold i bygerne i samme øjeblik vi parkerede. Så vi fik set meget mere end sidst. Denne gang besøgte vi turistmagneten, men der var, sikkert på grund af vejret, ikke ret mange mennesker. Vi kiggede ind i alle de små stråtækte huse, og så alt fra nips til blomster og håndarbejde, og jeg købte nogle vinterhårdføre blomsterløg med hjem. Nu må vi se om de vil gro her.
Man siger jo at heldet følger en vis slags mennesker. Den slags mennesker følte vi at vi var den dag, for det vi havde set det vi skulle, begyndte det igen at regne, så vi fandt bilen og kørte videre ud i det blå grå.
Jeg, som sidder med kortet, vidste godt at vi kørte mod Caldeirao Verde, men at vejen endte blindt efter en lang bjergtur, var vi ikke forberedt på. Jeg havde ikke lyst til at sidde i bilen, mens Allan skulle vende på den smalle vej med med udkig til frit fald langt, langt nede. Jeg hopper ud og meddeler, at jeg går tilbage til ‘platformen’, hvor han kan samle mig op.
Jamen det er jo her, siger jeg. Hvad for noget, spørger Allan. Ja, den starter, den smukke, men alt for krævende, levadavandring. Den der ikke er egnet til dit bentøj.
Da det som ved et mirakel, igen er blevet tørvejr, spørger jeg,  om vi ikke skal prøve at se hvordan der ser ud, bare et lille stykke ad vejen. Jo, det kunne vi da godt. Det startede med en bred vandresti, men der er nok at falde over, hvis man ikke ser sig for.












Stien blev indskrænket og der blev vådt og fedtet at færdes, da vandet plaskende ned fra klipperne, men vi skulle da lige se hvad der var omkring det næste hjørne. 






Sådan tog det ene sving det næste, flere gange, så delte vejen sig. Allan ville den ene vej, og jeg den anden. Han blev dog enig med mig i, at jeg havde ret. Det andet så lidt for faretruende ud.  












Vi forcerede de første trapper og gik videre. Vi kunne høre, at vi ikke var helt alene i verden. For et sted derude, kunne vi høre nogen snakke og senere kom de gående imod os. Alligevel var det vist på tide for os at vende snuden den anden vej. Det begyndte også at se noget mere strabadserende ud, men grønt og frodigt var der.  
Nu fik vi slået to fluer med et smæk. Vi fik set og gået i Laurissilva urskoven, som er med på Unescos liste, og som vi på grund af jordskred måtte droppe sidste år. .




Skovsøen med det krystalklare og meget kolde vand med det tilhørende vandfald, som ligger for enden af ruten, nåede vi ikke frem til, men vi nød udsigten over Sao Jorge, og glædede os over, at vi trods alt fik set en del af denne smukke levadarute.

Caldeirao Verde betyder det grønne bad eller den grønne potte på portugisisk, og det navn lever det fuldt op til.
Det begyndte atter at regne, da vi nåede frem til bilen.
Nu begyndte nedstigningen. Vi har virkelig været heldige med, at vi nåede frem et par steder, hvor vi kunne gøre ophold, for selvom vi gerne vil opleve, så er det ikke optimalt for nogen af os, at sidde inde i bilen en hel dag selvom det giver tørvejr og det er pokkers til mas med at få skiftet til regntøj og sidde i det i bilen er heller ikke morsomt.