Små og store lysglimt

I sidste uge fik jeg pludselig nogle gevaldige lyn for venstre øje. Fænomenet er mig  bekendt, fra mit højre øje. Både Allan og jeg har været igennem møllen og fik begge meldingen, at der ikke var noget galt, og man vænner sig til de evige lyn, som man mest ser i mørke, og de små lykker eller fluer der er findes foran øjet. Denne gang var lynene noget voldsommere end dem jeg ellers lever med i perioder på venstre øje. Jeg ved at det er vigtigt at blive undersøgt af en øjenlæge, men med min viden, trak jeg opringningen til øjenlægen. Lynene blev også svagere i løbet af et par dage, men mandag morgen, da jeg sad på min pind, opdagede jeg at synet var blevet uskarpt, så jeg måtte hellere se at få det tjekket. Sekretæren sagde du skal tjekkes af en øjenlæge, men jeg kan ikke give dig en akuttid før i morgen tidlig 7:50  og du SKAL komme. Ja, ja, tænkte jeg, det er jo derfor jeg ringer. Du skal også sørge for at finde en chauffør, for du må ikke køre bil bagefter. Selvfølgelig adlød jeg, men katastrofalt var det i hvert fald ikke, for så ville hun have sagt, jeg skulle komme aldeles omgående.
Jeg måtte ringe til Allan og sige han ikke skulle lave nogle aftaler, fordi jeg havde brug for en chauffør. Derefter ringede jeg til den anden arbejdsplads, og sagde at jeg ikke kom fra morgenstunden, men forventede at dukke op senere. Tirsdag morgen blev jeg så tjekket godt og grundigt. Øjenlægen kan ikke se nogen rifter eller nethindeløsning. Det nedtrukne rullegardin, som slører synet ret meget, og de store sorte pletter, der hele tiden farer forbi, eller sidder mere permanent foran øjet, er ret så irriterende. Jeg ser ikke skarpt, når jeg skal fokusere på tekst, tråde en nål, kniple og den slags småtterier. Det er heldigvis ikke nær så utydeligt som inden min operation, for jeg bruger trods alt begge øjne. Det går meget bedre at se langt. Sker der noget, hvor jeg tænker, at det ikke er normalt, skal jeg ringe. Jeg har tid for årlig kontrol for den arvelige grønne stær om ca. 14 dage, og så vil han kigge på det igen. 
Et lysglimt er det også, at vi her på matriklen slap fuldstændig helskindet igennem stormen. Både drivhus, campingvogn og alt andet har overlevet uden skader. Andre var knapt så heldige, men generelt er vi nok sluppet billigt her på øerne. På min vej har jeg dog mødt nogle af skaderne. Dette kastanjetræ er først væltet efter jeg var kørt hjem fra arbejde. Det væltede ret heldigt, væk fra vejen og uden at ramme huset. Var det faldet lidt skråt, var hele huset, som man ikke kan se på billedet blevet ødelagt, og mennesker måske kommet til skade. Nu gik det kun ud over hækken.
Sidst vi havde orkan, i december 1999, var vi til bisættelse på Fyn, Assens og nåede lige akkurat over Storebæltsbroen som de sidste, inden den også blev spærret for den helt almindelige personbilstrafik. Man kan godt forstå, de lukker broen, når man har prøvet at køre der i sådan et vejr. Man har jo ikke kontakt med vejbanen hele tiden. 

Rod – så enkelt kan det siges

I den tid mor har boet her, har vores hjem set en del anderledes ud end det plejer. Omrokering af møbler. Ekstra stole, som ikke plejer at være inde i huset, så hende den kortbendede mor kunne nå gulvet, samt selvfølgelig alt det der hører med til at huse en ekstra person, der ikke skal flytte permanent ind. Billedet er solopgangen tirsdag morgen.
Tordag aften havde mor besluttet, at hun lige så godt kunne være hjemme hos sig selv, også selvom soveværelset ligger på 1. sal og toilettet/badeværelset i stuen. Hun mente, vi efterhånden skulle have lidt fred for hende, så vi kunne få vores normale hjem tilbage. Jeg kørte mor hjem, og vi fik sat møbler på plads igen. Så skulle alt være i den skønneste orden igen. Det er det bare ikke.
Jeg roder. Symaskinen, syæsken og alt mit stof flyder stadig på stuebordet. Jeg havde nemlig planer om at sy noget mere. Jeg har gang i hækletøj i stuen. Jeg har hevet flere poser garn frem, som står i gangen, mens jeg leder efter et mønster til at strikke noget der passer til hende den vanskelige mig selv. Jeg har været i garnbutikken for at købe et mønster og supplerende garn, men intet er fundet godt nok til fruen. Faktisk har jeg brugt rigtigt meget tid på at nå frem til absolut intet.
Kniplebrættet ligger og flyder i køkkenet. Ialt har jeg været afsted til tre knipleaftener. I tirsdags blev jeg sat i gang med min 2. prøve. Denne gang 20 pinde, altså dobbelt så mange som jeg startede med. Jeg knipler, trevler op, knipler trevler op i en uendelighed. Hvor svært kan det lige være! Rigtigt svært, vil jeg bare sige. Jeg fatter ikke de arbejdstegninger. Jeg kan ikke se hvad jeg skal, men jeg kan se det er forkert. Alle ‘trøster’ mig med, at de havde nøjagtig samme problem da de startede. Jeg må vente til tirsdag, hvor jeg igen kan få hjælp. Faktisk er der kniplemesse i Slagelse denne weekend.
Jeg har længe ønsket mig de sidste 4 bøger, men har ikke kunnet skaffe dem. Fik dog, med hjælp fra Ditte fat i en, men manglede stadig 3. En sød pige har nu fundet dem hos Pensum og foræret mig dem. De ligger også fremme, fordi jeg selvfølgelig skal læse dem, men har bare ikke nået det. 
Drivhuset er stadig fyldt med masser af peberfrugter, som jeg faktisk ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved. Jeg har både syltet og lagt i fryseren, og det bliver ved med at vælte frem. Hele min opvaskebalje blev fyldt til randen. Jeg måtte kunne langtidsbage dem, som jeg gjorde med de sidste tomater. Det er hermed gjort, men hvordan de smager vil tiden vise. Nu har jeg hevet den ene peberplante op, og den anden må snart følge efter. 
I aften er vi inviteret til spisning hos vennerne, så jeg er stukket af fra hele roderiet. I morgen må jeg se at træffe nogle beslutninger, så noget af det rod kan blive fjernet.

På stoffer, plejeområdet - nu forladt og helt alene

Jeg har længe haft en stor trang til at sy. Det er ikke ideer og lysten jeg mangler, men kun lidt tid. Vores bærbare computer, manglede en taske. Selvom jeg stadig har en del stof liggende, var der intet der kunne bruges. Allans krav var ensfarvet, sort eller blåt. Jeg manglede også noget polstring, men stof til for havde jeg masser af. Hele weekenden har jeg brugt på sjove ting, og jeg har hygget mig.
Jeg havde intet mønster, men målte og klippede efter computeren. Indvendige lommer blev syet i til musen og andre småting. Til sidst en lynlås, så vi kan lukke for det hele. Der blev et lille stykke stof tilbage. Af det syede jeg mig en taske, som jeg kan have min vanddunk, frugtboks og madpakke i, når jeg kører på arbejde. En fin lille størrelse.





Jeg fik sømmet nogle arbejdsbukser op og lavet et lille etui til mine hæklenåle af en silkerest. Aftenen står som regel på strik, og i den sidste tid har det været sokker, men forandring må der til. Det tog ikke mange timer før et par tøfler var helt færdige. De er strikket i dobbelt strømpegarn. Bindebåndene er syet fast. 
Ind imellem dette håndarbejde, har jeg også hygget mig i køkkenet. Da jeg både havde pærer og marcipan, der skulle bruges, bagte jeg en rigtig lækker pærekage. To pakker gær i køleskabet skulle også anvendes og jeg mente også jeg havde noget groft mel, der skulle udryddes, men der var kun hvedemel i skabet, så en ganske almindelig portion bolledej blev tilsat havregryn og lidt finthakkede æblestykker. Lette, luftige og mættende blev de.
Jeg har tit skrevet om den hokkaidogratin jeg laver, men aldrig bragt opskriften. Flere søger på den, men må gå forgæves. Nu er den her.
Siden mor kom hjem fra Rigshospitalet i tirsdags har hun opholdt sig hos os. Hun har dog været til “aflastning” hos søster 1, nogle timer et par gange i løbet af ugen. Det går stadig fint med mor, hun kommer selv op og ned i sengen, men hun kan ikke selv tage tøj af og på overkroppen, for slet ikke at tale om det “korset” hun skal være snørret ind i, i en hel måned. Det generer hende, så vi jeg tager det af hende 2-4 gange dagligt,  og sætter det på igen, også bare for at give hendes krop lidt luft. Den træthed de sagde hun ville møde, har meldt sin ankomst, så hun hviler, siger hun selv, men vi ved hun snorksover et par gange eller tre om dagen/aftenen. Når vi går ture, er hendes gang allerede hurtigere og helt uden pauser. 
Allan havde jo vundet det mini-cruice for to til Oslo. I dag er han taget afsted på en lille velfortjent ferie helt alene, så i formiddags blev mor igen afsat til søster 1, som kører hende til strik i Røde Kors. Når det er forbi, afleverer hun hende hos søster 2 til aftensmad og natlogi. Søster 2 kører hende til læge i morgen, hvor hun skal have fjernet sting. Jeg henter mor igen hos søster 2, i morgen når jeg har fri fra arbejde. Det kræver lidt koordinering at få det hele til at gå op i en højere enhed. Mor håber at lægen siger hun må tage korsettet af allerede nu, og hvis hun får lov til det, bliver livet lettere for hende og os. Hun kan flytte hjem til sig selv, og vi kan nøjes med at handle, gøre rent, vaske tøj og den slags for hende de næste 4-6 uger. Det er ikke fordi hun er en belastning, men jeg vil gerne have min hverdag tilbage, så jeg stornyder denne aften i helt stille omgivelser.  
Opdatering: Tirsdag fik mor lægens ord for at tage korsettet af, på den betingelse at det blev udskiftet med en sports-bh, som hun skal have på 24 timer i døgnet. Valget var mellem pest og kolera, mente mor, men hun og søster var ude at investere i det nye klædningsstykke, så nu kan hun selv tage bluse på også. 
Torsdag: Nu tæller hun dagene, til hun må køre bil igen om små 14 dage. 

Lidt opsamling om Færøerne

Vi fik fremsendt en rejsebeskrivelse, fra North Travel, om hvad der var værd at se. Den var også ganske udmærket, men når vi får pillet underholdning, teater, koncerter, og diverse sejlture fra, så skulle vi finde alternativer. Jeg fandt yderligere et par gode kilder her, her og her, men det var stort set de samme udflugter, dog med enkelte fravigelser, som blev noteret.
Vejnettet er kun på ialt 600 km, så man kan så let som ingenting se Færøerne på 4 dage. Det påstås endda, at man kan nå Færøerne rundt til fods, i løbet af 7 dage. Så 8 dage incl. en bil, siger lidt om, at der er masser af tid til rådighed også til fods. 


Vi var ikke i tvivl om, at får er deres levebrød sammen med fiskeri. På morgenbordet, var der altid det store udvalg, på alle de hoteller vi boede på. Skærpekød, vindtørret fårekød, lammerullepølse og andet lammepålæg. Jeg smagte det meste, mens Allan veg udenom, men at der findes 50 fårearter deroppe, vidste vi ikke hjemmefra.
Det er ikke løgn, når man læser, at alt går langsomt på Færøerne. Der er virkelig ikke noget hastværk nogen steder. Man tager sig rigtig god tid. Det samme gør naturen.



Hyldeblomsterne var først ved at blomstre, mens de hang i sorte klaser herhjemme.

Heller ikke kartoflerne var nået længere end til blomsterstadiet. Selv laksene vokser langsommere.
Alt er også småt på Færøerne. Lufthavnen, husene. Mange døre er så smalle, at man vist er nød til at gå sidelæns ind. Bygderne, kartoffelstykkerne og brandstationerne er små. Sågar nogle af kagerne og hotelværelserne var små. Vi fandt dog Café Carrello i Torshavn, den allersidste aften. Der var madportionerne bestemt ikke små, og maden var også god.
Selvom Færøerne er en del af Danmark, så har campingpladserne langt fra den samme standard, som vi er vant til. Efter vores mening egner de sig kun til autocampere. Der var heller ikke trængsel nogen steder, men gad vide hvordan de ser ud i sæsonen?
Vi undredede os også over, at man kan få lov at drive café på de vilkår. Der blev endda lavet en slags mad også. Der er vist ikke noget, der hedder fødevaremyndigheder deroppe. Bemærk lige loftet. Den gik ikke i vores del af Danmark.
Arbejdstilsyn er der vist heller ikke noget af. Se dette stillads, og dem så vi flere af, med håndværkere på.


Der bliver slået hø, med le. Høet bliver hængt til tørre i fiskenet, for ikke at blæse væk.

Der blev blandet cement med en skovl i en trillebør, nøjagtigt som far gjorde da jeg var barn. Vi så både store og små stengærde blive bygget.
Det eneste, der er vist er stort på Færøerne, er deres laksefiskeri. De er MEGAstore de bassiner, og de findes overalt. Vi så de var ved at samle sådan et bassin, og på billedet nednenfor til højre, er der 19 af slagsen. De to sidste ses på den anden side af molen. Det er ikke en lille båd, der ligger derude. Det er et meget stort skib.
Jeg skrev at man ikke kan benytte GPS på Færøerne. Det betød at mit lille Lumix også var uden GPS. Det er ellers rigtigt rart, at man til hver en tid, kan se hvor billedet er taget. Jeg fik taget ca. 1100 billeder, og Allan har taget det samme.
Færøerne er absolut et besøg værd, men hvis man ikke er til vandring og det rene driveri, så er 4 dage altså nok, til at opleve en helt anderledes natur. Vil man have liv, og flere muligheder, skal turen lægges i skolebørnenes sommerferie, eller man skal være med i et rejseselskab, og ikke tage ud på egen hånd. Vi har det nu stadigvæk bedst med at klare os selv. Selv vejret vil vi ikke klage over. Vi havde forberedt os på noget der var meget værre. Vi oplevede endda solen skinne, fra en skyfri himmel, de første par dage.
Vil du læse mere om hele vores tur kan du finde beretningerne dag for dag her.

En sej kylling

I tre måneder, har mor nervøst gået og ventet på den bypass, hun i første omgang fik stillet i udsigt for 4 år siden. På det tidspunkt havde det, i hver fald psykisk, taget livet af hende. Lægerne sagde derfor, at det kunne hun altid få lavet senere. Mor, som altid har været en hvirvelvind, og stadig er det, tabte mere og mere pusten, når hun skulle gå, og brugte længere og længere tid på at komme fra A til B. Hun undlod også at cykle. Når hun gik, tog hun de mange nødvendige pauser, også på meget korte strækninger. Som nogen af jer ved, skete der jo det, at jeg fik lov at ringe til lægevagten, og hele apparatet blev sat i sving. Først skulle hun ‘bare’ have en ballonudvidelse, men det ville kunne de ikke udføre. I tirsdags, for nøjagtig en uge siden, blev hun så indlagt på Rigshospitalets hjertekirurgiske afsnit på 15. etage, hvorfra dette billede er taget.










I onsdags fik mor en 4 dobbelt bypass. Søster og svoger var med ved mors side de første 4 dage, så søster har taget det store slæb. Søster er eminent til at tage sig af børn, samt syge og gamle mennesker. Tirsdagen bestod af den ene undersøgelse og samtale efter den anden. Elleve ialt. For bl.a. at berolige mor, sagde søster, prøv at se ham der, og hende der. De blev opereret i går og i forgårs. Se hvor friske de ser ud allerede nu. Ja, ja, sagde mor, og søster kunne godt høre, at hun ikke skulle komme alt for godt i gang. Det var jo et stort indgreb.
Operationen skulle foretages af Rigshospitalets dygtigste læge og professor, Daniel Steinbrüchel. Mor blev kørt på operationsstuen kl. 13:30 og det ville tage 1-2 timer at få gjort hende klar, fra narkose til de kunne gå i gang med at operere. Selve operationen ville tage samme antal timer og ditto timer til at fjerne alt udstyret fra hende igen, før hun kunne komme til opvågning. Kl. var kun 17:00 da lægen meddelte søster, at mor var kørt til opvågning, og alt var forløbet stille, fredeligt og roligt. Hun fik taget en vene fra benet, og de andre tre omkørsler direkte fra hjertet.
Allerede torsdag morgen står mor på benene, støttet af personalet. Over middag render hun rundt på gangene, dog med rollator. Samme eftermiddag står en mandlig portør og redder en seng til mors "nabo" og han spørger mor: Hvornår skal du ned og opereres? Mor siger, mig? Ja… Jamen, det blev jeg da i går. Hvad? Nu har jeg arbejdet på denne afdeling i 2 år og på en anden i 3 år, og jeg har aldrig nogen sinde før oplevet så frisk en nyopereret patient som dig. Vi så selv med egne øjne, ganske unge piger i tyverne, som så mindre friske ud end mor.
Mor skulle ringe efter hjælp til toiletbesøg osv. Hun blev også fulgt derud, og fik besked på at ringe igen, når hun var færdig. Inden nogen får set sig om befinder mor sig igen på stuen, og søster siger mor… du skulle jo ringe. Nåhh, er hendes svar. Da personalet kommer, må søster sige, at mor allerede er væk og har klaret det hele selv.
Da mor fortæller mig, at lægen sagde hun var sej, spurgte jeg om det var at skære i, men det fik hun altså ikke lige spurgt om. Sygeplejerskerne kalder hende for en usædvanlig og sjælden patient og en sej Qvinde En af dem, har arbejdet der i 15 år, og har aldrig oplevet noget lignende. Alle på afdelingen hviler et par timer i sengen til middag, men ikke mor. Alle patienter er væk fra opholdsstuen 19:30, men ikke mor. Hun er og har altid været uvenner med sin seng. I dag henter søster og svoger hende hjem, og så bor hun hos os en tid. Allan er jo hjemme i dagtimerne. Det er vist på tide at søster får en afløser. Hun har brugt sin ferie på dette projekt, og jeg ved hun er savnet på sin arbejdsplads, især af beboerne, som spørger efter hende i tide og utide, så snart hun ikke er der. Søster, ikke bare passer sit arbejde, hun engagerer sig også med beboerne i fritiden, hvor hun bruger tid på dem. 
Da søster tog hjem fredag aften, havde de gået 50 km og kørt i elevator 40 gange. Søster blev afløst af Mark. Vi tog over lørdag morgen og var der lige til sengetid. Vi fulgte med i den arbejdsgang, der var omkring mor med måling og tjek af hende, røntgen osv. Da de skulle fjerne pacemakeren, spurgte de mor om hun havde en høj eller lav smertetærskel. Mor mente nok den lå lidt højt. Godt, for dette kommer til at gøre ondt og svie. Du tager en dyb indånding, og når jeg siger 3 puster du ud, og så hiver jeg til af alle kræfter, for elektroderne sidder rigtigt godt fast i hjertet. Mor måtte skrige, bande og slå, men hun nøjedes med en enkelt trækning i mundvigene. Sidste søster tog søndagen. I går mandag måtte mor klare sig helt uden en eneste af os. Hun skulle til et informationsmøde om hvad der skulle ske efter denne operation. Personalet så gerne at en pårørende deltog i dette, men vi får informationen på anden vis.
Det hele er gået over al forventning, men “faren” er ikke drevet helt over, set med mors øjne. Hende hun delte stue med, blev opereret for ½ år siden. Nu var der gået betændelse i det, så hun blev åbnet igen og skal igennem 3 narkoser og sugninger ialt. Så man kan ikke vide sig helt sikker. Nej, det kan man jo aldrig, men man behøver heller ikke at se spøgelser alle vegne.  
Nu må vi se om mor selv kan komme op og ned i sengen, eller hun skal have hjælp til dette, også om natten, hvor hun altid skal op et par gange. Vi har ikke sådan et hæve-sænke-hovedgærde, som på hospitalet, så vi må se hvordan vi klarer det. Brystbenet skal have fred til at gro sammen igen, så der er helt bestemte måder, hun skal rejse og sætte sig på. Nogle foranstaltninger til hoste, nys osv. skal tages. Der er ting hun slet ikke må, så vi må være lidt på nakken af hende, men hun er søreme ikke nem at styre.
Her vil stadig være lidt stille fra min side.  
Opdatering søndag: Mor klarer selv at komme op og ned i sengen. Værst er "støttekorsettet" som hun skal gå med alle døgnets 24 timer i en hel måned. Det generer og fylder godt under tøjet, så hun skal have hjælp til at få tøj på overkroppen, og strømper, da korsettet forhindrer hende i at nå fødderne. Det er en befrielse, når sulet bliver luftet to-tre eller flere gange dagligt. Hun er træt, og hviler/sover/snorker et par gange i løbet af dagen. Hun går allerede stærkere end før operationen. Tirsdag skal hun have taget sting. 

Jeg skal have styr på mit liv

Når der er ro og orden i mit liv, både det indre og det ydre, så trives jeg bedst. Lige nu halter det hele lidt. Det ser lidt tåget og broget ud overalt i denne tid. Det gjorde dagens morgenvejr også.
Hus og have flyder. Masser af ting, bliver ikke gjort og tingene hober sig op. Sådan noget kan jeg slet ikke trives med på længere sigt. Og nu er vi altså kommet rigtigt godt bagud, fordi arbejdet først og fremmest skal passes, for mit vedkommende. Dernæst har vi i lang tid haft booket vores kalender med aftaler, og en aftale svigter vi altså ikke. Jeg vil også meget gerne skrive her på bloggen og fortælle om vores spændende og interessante liv, samt følge med hos alle jer andre. Man kan som bekendt ikke det hele, uanset hvor gerne man vil det. Måske forsvinder jeg helt i en tid, måske kommer der et indlæg, der viser at jeg er i live, det afhænger af så meget. Et enkelt indlæg ligger klar til udgivelse.
Min familie har første prioritet, uden at jeg glemmer mig selv. Jeg bilder mig ind, at jeg er  rigtig god til at mærke efter, hvordan jeg selv har det, så jeg trives optimalt. Jeg har brug for at få orden omkring mig, så derfor skruer jeg ned for aktivitetsniveauet i blogverdenen, og kaster mig i stedet ud i fysisk arbejde og støtte til familien. Vi skal igennem en hård tid igen, hvor vi alle hjælper efter bedste evne.   
Mark har hverken badeværelse eller varmt vand i huset, så vi giver et nap, hvor vi kan. Allan, som er vvs-mand, har taget sin tørn over de sidste par uger. Jeg har lovet at lægge fliser i fyrrum og badeværelse, så de kan få fyret ind igen og få dem et bad i eget hjem.
Mor blev meget tidligt i morges, helt efter planen, indlagt på Rigshospitalet. Hun skal igennem en bypassoperation, hvor bare alene tanken om dette, kunne give hende et nyt hjertestop. Søster er taget med, og skal have en afløser på et tidspunkt. Kryds lige fingre for, at det hele går godt i morgen, og at det hjælper mor på længere sigt. Det har både vi og lægerne nemlig lovet hende. Søster, som overnatter på patienthospitalet, har lige meddelt os, at dagen i dag stadig står på undersøgelser, undersøgelser, undersøgelser og endnu flere undersøgelser, men at både mor og personalet er vældig søde.  Da jeg nærmede mig byen og dagens arbejdsplads 5 min. efter øverste billede er taget, skulle jeg holde for toget, og her var tågen lettet. Andre steder var den så tyk, at der ikke var nogen sigtbarhed.
Ingen af jer derude, behøver at være bekymret for mig. Jeg har det fint og har fået det bekræftet ved at måle mit blodtryk, som stadig er, som det plejer at være. 110/67 med en hvilepuls på 72. Sidstnævnte kunne dog godt være bedre. Det er der måske en lille chance for det bliver, hvis denne stol og pc-tid bliver udskiftet med lidt mere bevægelse. Jeg starter med at gå mig aftentur.
Opdatering: Onsdag aften kl. 21:00 ligger mor i koma og vil gøre nogle timer endnu. Vi ved først mere efter kl. 9 i morgen tidlig.
Torsdag: Hele familien har fældet et par tårer de sidste dage, men det er glædestårer. Operationen er gået godt. Hele 4 omkørsler 4 dobbelt bypass har hun fået. Hun var oppe og drikke eftermiddagskaffe i dag. Søster har fået lov at lægge et billede på FB, så alle der kender mor kan følge med.  
Lørdag: Lægen siger mor er en sej kvinde. På afdelingen bliver hun kaldt den seje Qvinde, den usædvanlige og sjældne patient. Hun har i dag fået fjernet pacemakeren sikkerhedsforanstaltningen, de sidste tre ud af fem slanger i halsen, overvågningsapparatet, støttestrømpen og indsprøjtningen i maven. Hun er snart en fri kvinde. For som de siger derinde, kan de alligevel ikke holde hende i sengen.  

En kongelig weekend med kronebil og meget mere

Det hele startede fredag morgen, hvor jeg fik en ny telefon af Allan. Han har de sidste par år ment, at jeg skulle udskifte min gode og topmodernede Nokia 7500 Prism, til en Smartphone, men min telefon var god nok til mig og mit behov, og jeg ville gerne have tid til at sætte mig ind i hvilken ny jeg evt. skulle have, når den tid kom. Det blev så nu.
Jeg sværmede mellem en Nokia Lumia 925 og en Galaxy S4 Mini. Sidstnævnte løb med sejren, alene af den grund, at Lumia skulle være næsten umulig at stille på lydløs. Så nu skal hovedet igen fyldes med ny indlæring. Om aftenen strømmede det ind med blomster, penge og andre gaver. Fødselsdagen varede lige til lørdag over middag, og så var det ellers tid til at komme i festskrudet.
Mit festskrud, så dog noget anderledes ud end alle gæsternes, men det var helt efter reglementet. Jeg havde sagt ja til at hjælpe ved et stort uofficielt middagsselskab, hvor en masse prominente gæster, sammen med Dronningen og Prinsgemalen skulle indtage de herskabelige gemakker. Jeg var i forvejen advidseret om, at det var min opgave at servere for Dronningens bord. Jeg har prøvet det utallige gange før, så jeg vidste helt konkret, hvad jeg gik ind til. Der var derfor hverken kriller i maven, eller rystende hænder. Det gør det unægteligt meget nemmere at jonglere med de enormt store og tunge sølvfade, de dyre Flora Danica og monogramtallerkener, uden at smadre hverken dem, eller de meget højstilkede og tynde, flere hundrede år gamle glas, eller spilde på dug og gæster.

Vi var selvfølgelig en stor stab personale, som skal få det til at hænge sammen. Nogle mindre, men absolut meget vigtige arbejdsopgaver blev uddelegeret til bestemte personer af værtinden. De andre fordelte vi selv, og vi hjælper hinanden, som vi nu har tid til. Min opgave var at tage imod alle gæsterne, og få dem til at skrive i gæstebogen, mens en kollega skulle stå med en bakke og sørge for at alle herrerne tog et føre-til-bords-kort. Vi skulle også hjælpe gæsterne af med overtøjet, vise vej og svare på evt. spørgsmål. Andre havde fået opgaven at servere champagne og appetizere, og derefter gå rundt og sørge for at alle hele tiden har noget at spise og drikke, hvis de ønskede det. Der skulle holdes øje med kronebilen og tusind andre ting.

Der skulle tændes utallige stearinlys, skænkes hvidvin, vievand, postevand, lægges varme kuvertbrød, og vi skulle stå klar, og helst se ud som om vi ikke havde lavet andet, end at vente på at gæsterne skulle gå til bords. Det hele skal hver eneste gang koordineres med køkkenet, så de ved hvor langt vi er nået. En anden garvet tjener og jeg var uddelt førertrøjerne, og havde aftalt hvem der styrede hvad. Selve middagen, som denne gang bestod af 4 retter mad, nogle gange 5 retter, skulle skal altid overståes på 1½ time.  Absolutte max. er 1 time og 3 kvarter, så skal vi stå klar til at skænke kaffe, cognac og likør, som vi skal have gjort klar mellem de andre 4 retter, hvor vi også skal skænke vand og rødvin, tømme askebægre, servere cola eller øl, hvis gæsterne ikke drikker vin. Menuen var suppe, hovedret, ost og dessert. To af serveringsfolkene, var uøvede i faget, og havde aldrig serveret for sådan et selskab, så hvilken side der serveres fra, og hvilken side tallerkener fjernes osv. skulle lige indøves, og når der råbes: 'Så kører vi', sætter vi alle i gang med samme handling.

Vi går med en tallerken af gangen. Vi fjerner en to af gangen. Ikke stable. Retten bliver præsenteret gæsterne på en sølvtallerken. Hovedretten bliver dog for det meste altid fadserveret, også tilbehøret. “Etterne” går med kød- og grønsagsfadet, mens “toerne” går bagefter og byder kartofler, risotto eller hvad det måtte være, samt sovs til hver enkelt gæst. Ind imellem alt dette skulle PET- folkene også have informationer, også når de var på inspektion. Jeg havde fået den opgave af dem, at ringe når jeg observerede noget ganske bestemt, og allerhelst før det overhovedet skete. Jeg kan jo ikke være alle steder, så jeg allierede mig med værten, som gav mig et præg, og jeg fik ringet rettidigt.  

Vi nåede 4 retter mad på 1½ time. Kokkene fik sved på panden, og det gjorde de to nye i faget også. Selvom kokkene er vant til at komme til fine middage, bare ikke der hvor jeg har færdes, har de aldrig før nået menuen igennem på 1½ time. De bruger normalt to timer, og så går det alligevel pænt stærkt, kan jeg godt hilse og sige. Værtsparret var ovenud tilfredse, og mange af gæsterne kom med en personlig tak til os. Selvom vi som personale ikke kendte hinanden, så er det i den grad teamarbejde, når det er allerbedst. De allerfleste havde fyraften kl. 23.15. Men 4 af os skulle blive en tid endnu. Jeg har taget turen over gårdspladsen. Og turen fra øst til vest, nord og syd, fra kælder til kvist utallige gange inden vi havde fyraften kl. halv to i nat, hvor jeg møder en snorksovende mand. Snorket har han så præsteret at gøre det meste af natten. I retfærdighedens navn skal siges, at han har har knoklet hårdt den sidste uge, med at hjælpe her og der. Han har ikke engang udsovet efter 10 timers søvn, han faldt i søvn på stolen, og har taget sig en skraber, mens jeg skrev dette indlæg. Mine fødder er slet ikke flade i dag. De føles i hvert fald helt runde og er også ømme at træde på. Jeg håber på at få en nattesøvn, der er en dronning værdig. Jeg mener, det må være min tur til at sove i nat.

Fødselsdag

 
I 1955, før telefonerne fik deres indtog i de danske hjem, blev min jordemoders datter, mors kusine, sendt afsted med en besked til far, som passede sit arbejde i nabolaget. Han var ved at male stue hos en kunde, da jeg så dagens lys ved middagstid i min mormor og morfars stue.



I disse dage kan jeg faktisk fejre et par eller tre - fire fødselsdage mere, da det nu er et halvt år siden, jeg startede i mit nye bijob. De første fire måneder, tænkte jeg flere gange, hvad pokker det var, jeg havde rodet mig ud i. Et par gange kom tanken, at det klarer jeg aldrig, men knapt var tanken tænkt, før jeg sagde til mig selv, hvad er det dog for noget vrøvl, hvis du vil, så kan du. Derfor, sagde jeg til chefen lige inden vi tog på sommerferie, at der var ting, der skulle ændres på, hvis han stadig ville have hjælp fra mig. Han kunne selv vælge, om det var mig, eller en anden, der skulle sidde i stolen. Han mente stadig det skulle være mig, og han siger jeg er hård ved ham, men at det også er berettiget. Jeg ved, det går i den rigtige retning, og Rom blev jo ikke bygget på en dag.
I denne uge fik jeg vi en opringning. En navngiven person ville tale med mig, og spurgte til mit mobilnummer. Da Allan spurgte ind til, hvad det drejede sig om, fandt han ud af at det var et vikarbureau, der havde et ledigt job til mig indenfor jordbruget. De ville ikke forstyrre mere, da Allan fortalte, at jeg havde arbejde nok.  
Denne fredag aftenen skal tilbringes i selskab med en flok unge mennesker. Ungerne, Mark og mor er inviteret til aftensmad. Vi bliver bare et lille hyggeligt selskab på 10 personer. Jeg kunne godt have brugt en fridag eller to til fødselsdagsforberedelserne. Jeg prøver dog at smutte tidligere hjem i dagens anledning, og Allan har fået ordre på at passe ovnen, dække bordet og andre småting, så vi når det nok.