Små og store lysglimt

I sidste uge fik jeg pludselig nogle gevaldige lyn for venstre øje. Fænomenet er mig  bekendt, fra mit højre øje. Både Allan og jeg har været igennem møllen og fik begge meldingen, at der ikke var noget galt, og man vænner sig til de evige lyn, som man mest ser i mørke, og de små lykker eller fluer der er findes foran øjet. Denne gang var lynene noget voldsommere end dem jeg ellers lever med i perioder på venstre øje. Jeg ved at det er vigtigt at blive undersøgt af en øjenlæge, men med min viden, trak jeg opringningen til øjenlægen. Lynene blev også svagere i løbet af et par dage, men mandag morgen, da jeg sad på min pind, opdagede jeg at synet var blevet uskarpt, så jeg måtte hellere se at få det tjekket. Sekretæren sagde du skal tjekkes af en øjenlæge, men jeg kan ikke give dig en akuttid før i morgen tidlig 7:50  og du SKAL komme. Ja, ja, tænkte jeg, det er jo derfor jeg ringer. Du skal også sørge for at finde en chauffør, for du må ikke køre bil bagefter. Selvfølgelig adlød jeg, men katastrofalt var det i hvert fald ikke, for så ville hun have sagt, jeg skulle komme aldeles omgående.
Jeg måtte ringe til Allan og sige han ikke skulle lave nogle aftaler, fordi jeg havde brug for en chauffør. Derefter ringede jeg til den anden arbejdsplads, og sagde at jeg ikke kom fra morgenstunden, men forventede at dukke op senere. Tirsdag morgen blev jeg så tjekket godt og grundigt. Øjenlægen kan ikke se nogen rifter eller nethindeløsning. Det nedtrukne rullegardin, som slører synet ret meget, og de store sorte pletter, der hele tiden farer forbi, eller sidder mere permanent foran øjet, er ret så irriterende. Jeg ser ikke skarpt, når jeg skal fokusere på tekst, tråde en nål, kniple og den slags småtterier. Det er heldigvis ikke nær så utydeligt som inden min operation, for jeg bruger trods alt begge øjne. Det går meget bedre at se langt. Sker der noget, hvor jeg tænker, at det ikke er normalt, skal jeg ringe. Jeg har tid for årlig kontrol for den arvelige grønne stær om ca. 14 dage, og så vil han kigge på det igen. 
Et lysglimt er det også, at vi her på matriklen slap fuldstændig helskindet igennem stormen. Både drivhus, campingvogn og alt andet har overlevet uden skader. Andre var knapt så heldige, men generelt er vi nok sluppet billigt her på øerne. På min vej har jeg dog mødt nogle af skaderne. Dette kastanjetræ er først væltet efter jeg var kørt hjem fra arbejde. Det væltede ret heldigt, væk fra vejen og uden at ramme huset. Var det faldet lidt skråt, var hele huset, som man ikke kan se på billedet blevet ødelagt, og mennesker måske kommet til skade. Nu gik det kun ud over hækken.
Sidst vi havde orkan, i december 1999, var vi til bisættelse på Fyn, Assens og nåede lige akkurat over Storebæltsbroen som de sidste, inden den også blev spærret for den helt almindelige personbilstrafik. Man kan godt forstå, de lukker broen, når man har prøvet at køre der i sådan et vejr. Man har jo ikke kontakt med vejbanen hele tiden.