Jeg sværmede mellem en Nokia Lumia 925 og en Galaxy S4 Mini. Sidstnævnte løb med sejren, alene af den grund, at Lumia skulle være næsten umulig at stille på lydløs. Så nu skal hovedet igen fyldes med ny indlæring. Om aftenen strømmede det ind med blomster, penge og andre gaver. Fødselsdagen varede lige til lørdag over middag, og så var det ellers tid til at komme i festskrudet.
Mit festskrud, så dog noget anderledes ud end alle gæsternes, men det var helt efter reglementet. Jeg havde sagt ja til at hjælpe ved et stort uofficielt middagsselskab, hvor en masse prominente gæster, sammen med Dronningen og Prinsgemalen skulle indtage de herskabelige gemakker. Jeg var i forvejen advidseret om, at det var min opgave at servere for Dronningens bord. Jeg har prøvet det utallige gange før, så jeg vidste helt konkret, hvad jeg gik ind til. Der var derfor hverken kriller i maven, eller rystende hænder. Det gør det unægteligt meget nemmere at jonglere med de enormt store og tunge sølvfade, de dyre Flora Danica og monogramtallerkener, uden at smadre hverken dem, eller de meget højstilkede og tynde, flere hundrede år gamle glas, eller spilde på dug og gæster.
Vi var selvfølgelig en stor stab personale, som skal få det til at hænge sammen. Nogle mindre, men absolut meget vigtige arbejdsopgaver blev uddelegeret til bestemte personer af værtinden. De andre fordelte vi selv, og vi hjælper hinanden, som vi nu har tid til. Min opgave var at tage imod alle gæsterne, og få dem til at skrive i gæstebogen, mens en kollega skulle stå med en bakke og sørge for at alle herrerne tog et føre-til-bords-kort. Vi skulle også hjælpe gæsterne af med overtøjet, vise vej og svare på evt. spørgsmål. Andre havde fået opgaven at servere champagne og appetizere, og derefter gå rundt og sørge for at alle hele tiden har noget at spise og drikke, hvis de ønskede det. Der skulle holdes øje med kronebilen og tusind andre ting.
Der skulle tændes utallige stearinlys, skænkes hvidvin, vievand, postevand, lægges varme kuvertbrød, og vi skulle stå klar, og helst se ud som om vi ikke havde lavet andet, end at vente på at gæsterne skulle gå til bords. Det hele skal hver eneste gang koordineres med køkkenet, så de ved hvor langt vi er nået. En anden garvet tjener og jeg var uddelt førertrøjerne, og havde aftalt hvem der styrede hvad. Selve middagen, som denne gang bestod af 4 retter mad, nogle gange 5 retter, skulle skal altid overståes på 1½ time. Absolutte max. er 1 time og 3 kvarter, så skal vi stå klar til at skænke kaffe, cognac og likør, som vi skal have gjort klar mellem de andre 4 retter, hvor vi også skal skænke vand og rødvin, tømme askebægre, servere cola eller øl, hvis gæsterne ikke drikker vin. Menuen var suppe, hovedret, ost og dessert. To af serveringsfolkene, var uøvede i faget, og havde aldrig serveret for sådan et selskab, så hvilken side der serveres fra, og hvilken side tallerkener fjernes osv. skulle lige indøves, og når der råbes: 'Så kører vi', sætter vi alle i gang med samme handling.
Vi går med en tallerken af gangen. Vi fjerner en to af gangen. Ikke stable. Retten bliver præsenteret gæsterne på en sølvtallerken. Hovedretten bliver dog for det meste altid fadserveret, også tilbehøret. “Etterne” går med kød- og grønsagsfadet, mens “toerne” går bagefter og byder kartofler, risotto eller hvad det måtte være, samt sovs til hver enkelt gæst. Ind imellem alt dette skulle PET- folkene også have informationer, også når de var på inspektion. Jeg havde fået den opgave af dem, at ringe når jeg observerede noget ganske bestemt, og allerhelst før det overhovedet skete. Jeg kan jo ikke være alle steder, så jeg allierede mig med værten, som gav mig et præg, og jeg fik ringet rettidigt.
Vi nåede 4 retter mad på 1½ time. Kokkene fik sved på panden, og det gjorde de to nye i faget også. Selvom kokkene er vant til at komme til fine middage, bare ikke der hvor jeg har færdes, har de aldrig før nået menuen igennem på 1½ time. De bruger normalt to timer, og så går det alligevel pænt stærkt, kan jeg godt hilse og sige. Værtsparret var ovenud tilfredse, og mange af gæsterne kom med en personlig tak til os. Selvom vi som personale ikke kendte hinanden, så er det i den grad teamarbejde, når det er allerbedst. De allerfleste havde fyraften kl. 23.15. Men 4 af os skulle blive en tid endnu. Jeg har taget turen over gårdspladsen. Og turen fra øst til vest, nord og syd, fra kælder til kvist utallige gange inden vi havde fyraften kl. halv to i nat, hvor jeg møder en snorksovende mand. Snorket har han så præsteret at gøre det meste af natten. I retfærdighedens navn skal siges, at han har har knoklet hårdt den sidste uge, med at hjælpe her og der. Han har ikke engang udsovet efter 10 timers søvn, han faldt i søvn på stolen, og har taget sig en skraber, mens jeg skrev dette indlæg. Mine fødder er slet ikke flade i dag. De føles i hvert fald helt runde og er også ømme at træde på. Jeg håber på at få en nattesøvn, der er en dronning værdig. Jeg mener, det må være min tur til at sove i nat.
Tillykke med fødselsdagen og din nye telefon. Flot at du kan klare sådan et arrangement og servering, er virkelig imponeret ;O) Jeg ville aldrig kunne bruges. Med dårlig balance er jeg altid den første der vælter noget, men spændende at få et lille indblik. Håber du har sovet godt. Kh Helle
SvarSletTak, tak. Man skal selvfølgelig kunne stå fast selv, ellers går den ikke :-) jeg har sovet fint.
SletHold da op, tænk at servere for Majestæten! Det havde jeg aldrig klaret, men jeg kan se, ud af det du skriver, at det har du bare styr på. Jeg er meget imponeret! Der er så meget, der kan gå galt, men det gør det ikke, når man er erfaren.
SvarSletTillykke med din nye telefon. Jeg håber, du bliver glad for den i en fart. Det er så fedt, at få en ny telefon.
Selv for en erfaren, kan det gå galt, det gjorde det heldigvis ikke.
SletJeg har der ellers bedst med den gamle tlf., men nu er der ingen vej tilbage, jeg har fået klippet simgortet til i går, så nu kan jeg ikke bruge den gamle.
Tillykke med fødselsdagen, flot klaret med serveringen. ;-D Håber dine fødder er kommet sig lidt.
SvarSletTak, fødderne har det bedre, og de skal ikke gå ret meget i dag.
SletHjertelig tillykke med fødselsdagen - og med en godt klaret serveringsopgave. Håber du er veludsovet.
SvarSletTak, tak. Om jeg har udsovet mærker jeg senere. Lige nu er jeg frisk nok :-)
SletSpændende om du bliver glad for din nye smartphone.. :-) og flot klaret med oppasning af vores dronning og prinsegemal. :-)
SvarSletJeg sad og legede lidt i aftes, og det lykkedes mig både at tage telefonen, skrive sms og ringe op ;-)
SletLyder som en aften der kunne sende mig op i gardinerne af panik og stress :-)
SvarSletDejligt med ny telefon og den skal du nok blive glad for og om 2 uger vil jeg vædde med at du slet ikke fatter hvad du gjorde før du fik den... :-)
Det er nok ikke noget du så skal sige ja til, men det ved du jo godt selv ;-)
SletDen nye tlf. er noget af en omvæltning, så måske går der mere end to uger. Jeg er ikke den store telefonbruger.
Det må være meget specielt at servere for de kongelige, sikke en oplevelse, som du så åbenbart er vandt til!
SvarSletTillykke med fødselsdagen også.
Det er det selvfølgelig også, men alt bliver jo hverdag. Tak.
SletTillykke med fødselsdagen :-)
SvarSletTænk at få lov at servere for de kongelige. Jeg ved godt, at de også er mennesker, men det må alligevel være en lidt speciel oplevelse.
SletTak. Selvfølgelig var det en meget anderledes og speciel oplevelse de første gange. Og der rystede mine arme og ben, så porcelænet klirrede, hvis det stod for tæt :-)
Spændende læsning
SvarSletDer sker også meget spændende, som jeg selvfølgelig ikke kan dele, men jeg kigger lige over til dig. :-)
SletJeg har ingen Google+ konto, og ønsker det heller ikke, så jeg kan ikke kommentere hos dig, men slægtsforskning er et meget spændende emne.
SletJeg synes altid, det er så spændende, når du fortæller om de fine middage, hvor du er med fra den anden side.
SvarSletTillykke med telefonen, som jeg synes er et rigtig godt valg (har lige selv købt en Galaxy) - jeg bliver så glad, hver gang der er en, der IKKE køber en iPhone ;-)
SletDet er jo også meget anderledes end alt anden servering, selv på de fineste spisesteder.
Allan syntes jeg skulle have en iPhone 5, han vil så gerne give mig det bedste. Det allerbedste er, det der passer til mig, og ikke til hvad alle andre har, siger og gør ;-)