Et lille pip kan føre til meget eller gøre en stor forskel

Når man er altfavnende, og har mange interesser, må nogle af dem af og til hvile, for at give plads til andre. Nye som gamle, som jeg også skriver øverst på mit blog, og under afsnittet ‘Om mig’ 
Interesser mangler jeg ikke, men tiden til de forskellige ting bliver så derefter. Det passer mig ganske glimrende. Sådan trives jeg bedst. Hellere lidt af alt, end meget af lidt i alt for lang tid.

Det er ca. 1½ år siden, jeg meldte ud, at jeg lukkede min blog. Den blev dog efter et års tid atter åbnet, (dog på lidt lavere blus) da jeg fik lidt luft i mit liv igen. Nogle interesser er bare sværere at slippe end andre.
Sidste år startede jeg igen på at skrive den gode gammeldags dagbog i papirform. I mange år har jeg ellers skrevet dagbog på pc’en, men da pc’en ikke bliver tændt hver dag, som den gjorde for et par år siden, fungerer den model ikke. Faktisk kan der godt gå et par uger før den bliver tændt. Jeg har jo min iPad. Den gammeldags dagbog ligger altid klar til at grifle lidt, eller til tider ret meget, ned i om dagens små og store hændelser. For selvom bloggen også er en slags dagbog, så er det trods alt ikke alt, der kommer frem her. Den sidste tid har der været rigtigt meget at skrive om både sjovt, godt og skidt.

Der er masser af sociale medier, man kan bruge sin tid på. Jeg har da også profiler flere steder. LinkedIn, var nærmest et krav, for 5 år siden. Det betyder ikke at jeg færdes der. Slet ikke, men jeg får af og til henvendelser fra firmaer, der gerne vil have, jeg kontakter dem, da de måske godt kunne bruge sådan en som mig. Første gang svarede jeg pænt, nej tak, men jeg må tilstå at jeg ikke reagerer på det mere. Jeg nøjes med at varme mig ved, at jeg stadig kan være attraktiv på arbejdsmarkedet, udover der hvor jeg er ansat.
 
Jeg har også en profil på Facebook, men der går uger mellem at jeg kommer der, og når jeg viser mig der, synes jeg der er flere reklamer end der er opdateringer fra venner. Så selvom jeg har internet på mobilen, så har jeg altid haft den aftale med mig selv, at jeg er logget af, og altså er nødt til at taste brugernavn og kode, hvis jeg vil på FB. Det besværliggør at man lige kan tage et kig, og det valg har jeg gjort meget bevidst. 

I 2016 oprettede jeg en profil på Instagram, og lagde et enkelt billede op, for at prøve at se hvad det var for noget. Det var lige som det, indtil 2017. Mine opslag er, indtil videre, til at overskue. Jeg viser mig dog der af og til, men det er ikke noget jeg beskæftiger mig med dagligt, og jeg bruger ikke meget tid på det. Når alt kommer til alt, så er det stadig blogplatformen, jeg bruger mest tid på. Direkte eller indirekte. Jeg har efterhånden ikke tal på de henvendelser, jeg gennem årene, har fået fra, ikke bare private personer i Danmark og de nordiske lande, men også mange journalister. Det er da sjovt at min lille blog, kan være leveringsdygtig i historier til både tv og fagblade i Danmark og Norge. Det sidste var et indslag i dansk tv om vinterkrigen her på Lolland. Jeg endte dog med at give bolden videre, til andre, som jeg vidste kendte nogen, der havde mere spændende historier at fortælle end jeg selv havde.
Forleden fik jeg en mail fra en brillesamler, som håbede jeg tog ham seriøs. Han var nået frem til min blog ad en omvej. Jeg havde, for flere år siden, skrevet en kommentar om briller, hos en anden blogger. Jeg var den eneste han kunne finde kontaktoplysninger på, skrev han. Det viser bare lidt om, hvad en kommentar til et indlæg, hos en anden blogger, kan føre til, samt vigtigheden af, at vi som bloggere også svarer på gamle indlæg, hvor der kan dukke interessante ting op. Han ville gerne købe nogle helt bestemte briller, men desværre kunne jeg ikke hjælpe ham, da alle gamle briller bliver afleveret løbende, efterhånden som vi må have nye.
Jeg prioriter min hverdagsaftener og weekender med meget andet. Jeg vil, så vidt det er muligt, gerne ud at gå en tur hver dag. Det har jeg virkelig savnet i al den tid, hvor jeg gik med en brækket knogle og samtidig havde alt, alt for meget arbejde at se til. Siden december måned, har jeg som minimum gået 3-10 km mindst 3 gange ugentligt og ofte 5 gange, som jeg også gjorde før jeg fik nyt job og før det famøse fald juleaften.
Mads har i denne weekend fejret sin 40 års fødselsdag. Jeg havde selvfølgelig lovet at give et nap med forskellige ting til de 40 gæster han havde inviteret. Ugen op til ville skæbnen at Mads og Allan blev ramt af influenza og den ene har været mere ‘død’ end den anden, og jeg nævner ikke et spor om alder. Jeg selv er og har heller ikke været helt frisk. For første gang i mange, mange år er jeg blevet ramt af sygdom, men har dog passet job og ting ved siden af,  Mor har jeg også taget mig af, sammen med mine søskende, som også ligger eller har ligget med den omtalte virus. Nogle af den endda flere gange. De første lagede ud i december.  Var der noget jeg absolut ikke havde lyst til, så var det at stå ud af min seng kl. 3 om natten, for at få lægevagten til at komme på sygebesøg. Næste aften var det Mark, der måtte køre til lægevagten med hende. Hun er bevilliget hjemmehjælp tre gange dagligt weekenden over. Mads måtte til læge på sin fødselsdag, hvor han fik penicillin for kold lungebetændelse. Allan måtte afsted samme dag. Han fik dog kun hostesaft. Mig, tja, jeg har holdt den gående hele ugen på pernodil. Det er ikke lysten der har drevet hverken sneskovling eller alt det andet jeg havde lovet at tage mig af. Samt det der nu en gang er nødvendigt og normalt ellers ikke håndterer under mig. Jeg forlod festlighederne ved midnatstid i går, men det var jeg ikke ene om. Som altid er der skare af ‘de unge’ som fortsætter til den lyse morgen. Hvor længe de har holdt ud, ved jeg ikke i skrivende stund.

Mit liv er stadig lige så alsidigt, som det altid har været. Det er der ikke lavet om på, og det bliver der heller ikke, så længe jeg har min fulde førlighed, og kan hvad jeg vil. Jeg har blandt andet hygget mig med at skære, klippe og klistre lidt. 

Selvom søvn ikke er det jeg har fået mest af den sidste uge, så var jeg alligevel færdig med at sove allerede klokken 5 i morges. Når ikke det kan være anderledes, så kunne jeg lige så godt stå op og give et lidt længere pip fra mig her. Nu vil jeg pleje mig selv, og nyde der (forhåbentlig) ikke er de helt store pligter resten af weekenden.