Mandagstema: Hvidt

Min første tanke var sne, men bortset fra lidt slud, så har vi endnu ikke fået sne i år. Det er vådt og meget mørkt udenfor i disse dage. Der er selvfølgelig masser af snebilleder i fotoalbummet fra tidligere på året, men mit valg er i stedet faldet på børnenes dåbskjoler og en lille historie omkring dem. 










Mads er mine forældres allerførste barnebarn, og mor tilbød at sy en dåbskjole, som alle hendes børnebørn kunne døbes i. Det sagde jeg, ja tak til. Mor fik en ældre dame til at orkere et mellemstykke.
Det var nu langt fra alle børnebørnene der blev døbt i den kjole. Et par af børnene kunne selv gå op ad kirkegulvet. Et andet barnebarn blev døbt i en gammel familiedåbskjole, tilhørende den fædrende familie. Men faktisk, så er det endt med, at vi 3 søskende har fået hvert et barn døbt i kjolen. At mor så oven i købet selv fik brug for den, da min lillebror skulle døbes, det var der ingen der havde regnet med, så sjovt nok blev han det andet barn, der blev båret til døbefonden i den kjole. Båndene blev udskiftet med “den rigtige” farve til hver dåb.










Da vi fik Camilla, var hun knapt  3 mdr. gammel, så vi havde regnet med at kunne få lov til at døbe hende i kjolen også, men der er nogle love og forskellige sagsbehandlinger vi skulle vente på, så det trak ud og hun voksede fra kjolen, og stavrede allerede rundt på sine egne ben, inden hun var fyldt 9 måneder. Jeg syntes det var lidt ærgerligt, at hun ikke kunne blive døbt i den samme kjole som Mads, men sådan var det. Da vi endelig fik grønt lyst til at få hende døbt, var hun 11 måneder gammel, og vi besluttede at hun så først skulle døbes på sin egen 1 års fødselsdag. Hverken Camilla eller jeg skulle snydes for en “rigtig” dåbskjole, så derfor syede jeg en til hende. Det kunne ikke nytte noget at lave en lang kjole. Hun skulle kunne gå frit uden at falde, for hun benede rundt på sine små ben, og ville helst ikke bæres, og da slet ikke ligge ned.
Du kan se flere bud på hvidt her

Gærklejner, julefrokost med? og middelalderen

Lidt julebag skal der til, men da jeg ikke selv spiser småkager, har jeg ikke bagt nogen de sidste 10 år, tror jeg. Allan er tilfreds med dem der kan købes, og det er meget nemmere. Til julen hører også både æbleskiver og klejner. Dem spiser jeg til gengæld meget gerne, så jeg fik lavet gammeldags gærklejner i lørdags, inden jeg skulle mødes med kollegaerne og chefen, når de lukkede butikken.
Opskriften på klejnerne er meget gammel. Nogen gange laver jeg mega store klejner, på størrelse med de Norske klejner, men denne gang en noget mindre udgave. Bruger man klejnesporer bliver der ca. 140 stk. 

• 500 g mel
• 125 g margarine
• 50 g sukker
• 3 dl mælk
• 2-3 æg
• 50 g gær

Lad sukkeret smelte gæren, smelt margarinen, kom mælken deri, og bland det hele med gæren. Dejen hæver 1-1½ time eller i tupperwareskålen til låget springer af.. Rul tykt ud og vrid klejnerne, som igen hæver 20 min. inden de bages i fedt eller palmin.
__________________________________________________________________________






Chefen er altid meget hemmelighedsfuld om firmaets personalefester. I sommers havde han arrangeret dette. Denne gang havde chefen bare sagt, at vi skulle have træningstøj med. Det var alt hvad vi vidste. Vi gik alle ti fra butikken i samlet trop og var som altid meget spændt på hvad vi skulle kastes ud i. Turen stoppede foran en danseskole, og vi blev modtaget af en meget proffessionel danselærer. Ind og klæde om, og så fik vi at vide at vi skulle danse zumba en hel time. Mændene, som alle er fodboldnørder, blev beordret op foran, og så gik det ellers løs til musikken i et forrygende tempo, med arme og ben. Denne sport lå langt fra næsten alle ansattes interesser og motionsformer. Jeg var glad for at jeg havde dyrket aerobic i rigtigt mange år, for det kom mig i den grad tilgode nu. Vi fik rystet røv, balder og alt andet på plads. Hold op hvor var det sjovt. Benene havde jeg ikke de store problemer med at få til at makke ret, mens det var noget sværere, at få armene til at leve det liv de skulle, samtidig med at benene skulle lave noget helt andet.  Bestemt ikke kedeligt. Den sport kunne jeg godt forfalde til, det var der så andre der ikke kunne, også af pigerne. Vi skiltes sveddryppende, for at køre hjem og bade, klæde om og mødes til selve julefrokosten som foregik hos Ole Hviid. Hver eneste medarbejder får altid lov til selv at vælge sin egen menu. Vi får alt hvad vi kan spise og drikke, der mangler absolut ingenting. Vi sidder bare og snakker på kryds og tværs og hygger allesammen. Sådan som jeg allerbedst kan lide det. Allan hentede mig i nat, og vi var hjemme ved halv 3 tiden.















I dag gad vi ikke rigtigt foretage os noget, så vi kørte en tur i Middelaldercentret, hvor Allan har været men aldrig jeg, selvom vi bor rimelig tæt på. Det ligger et meget smukt sted, og i dag var der julemarked. Selvfølgelig var der også lidt juleting. Jeg synes godt om detaljerne i disse strømpenisser. Bemærk nissen der strammer korsettet med et ben i ryggen på konen.














Man kunne købe alt fra vin og øl, til småkager, marmelade, smykker og meget andet i de gamle huse. Ved ind- og udgangen var der en helt gaveforretning med et udvalg af forskellige gaveartikler, så man kunne købe lidt julegaver med hjem. Vi sluttede dagen af med at spise en sen frokost i Den Gyldne Svane, som udelukkende oplyses af stearinlys, så der er rimeligt mørkt derinde. 
Maden er lavet af friske råvarer. Mange opskrifter er fra middelaldertiden, og bliver serveret på gammeldags fade/tallerkener og krus. Altså intet glas og porcelæn. Allan og jeg bestilte en 3 retters platte. Man vælger helt selv hvilke tre retter man vil have på den platte.
Vi bestilte begge Varmrøget laks med urter og Bedstemors æbleflæsk. Som tredie ret valgte Allan Ribbensteg med rødkål, mens jeg bestilte en Moden brie med druer. Allan fik sig en middelalderøl, som jeg nippede lidt til. Jeg er ikke nogen øldrikker, men den øl her havde ikke den “grimme ølsmag”, som øl nu engang har, efter min smag. Det var rigtig god mad, og helt bestemt anbefalelsesværdigt. Ulempen er at man kun spiser med en minigrydeske af træ og en lille kniv. Gafler findes ikke.  Det skal man lige vænne sig til.

Allan er meget træt, han sad oppe og ventede hele natten på at jeg skulle ringe efter ham, så han kunne komme i seng, så vi skal vist tidligt i seng i aften.

Grønlangkål og fødselsdag

Vi er nok en lidt småtosset familie, så måske har forskerne ret, når de siger vi har brug for traditioner! Selvom det i sommers var 4 år siden far døde, så samles vi altså stadig og fejrer dagen. Mor havde påtaget sig opgaven, at samle alle 25-30 personer, indtil hun blev syg, hvorefter vi børn har overtaget det, fordi vi alle var enige om at det skulle fortsætte, dog med lidt ændringer. Børnebørnene, deres mænd samt oldebørne bliver ikke inviteret med mere. Det er blevet kutyme, at det kun er os fire søskende med vores ægtefæller der samles. Sidste år fejrede vi 90 års fødselsdagen med manér. I år ville mor så prøve om hun igen kunne klare opgaven, efter hun gik ned med flaget. Derfor var vi børn, i går, inviteret til grønlangkål, sammen med et meget hjælpsomt barnebarn og dennes kæreste.
Vi, eller nogen af os, og det er meget forskelligt,  starter med et besøg på kirkegården hvor der bliver tændt et lys. I år kunne jeg og andre ikke nå at komme på kirkegården inden vi skulle spise, så jeg var der i søndags, hvor dette billede er taget, men far fik sit lys. Det er mors første “store” projekt siden hun fik hjertestop, hvor hun skulle lave mad til så “mange” 11 personer. Før kunne hun sagtens magte 30 mennesker helt alene.



Barnebarnet har været med mor ude og købe frisk grønkål, som mor selv har kogt og hakket til fryseren. Dvs. hun måtte have hjælp af søster til hakningen, fordi kødhakkeren ikke ville som hun.
Sidste weekend fortalte mor så, at hun var nervøs og usikker på om hun kunne klare opgaven. Hun drømte om det om natten og hele dagen spekulerede hun på det. Det fyldte rigtigt meget, alt for meget, i hendes tanker. Hun havde ikke mål på mængderne. Det var jo altid noget hun bare lavede uden mål. Hun havde også nævnt det for mine søskende, men de kan ikke lave grønlangkål, så de var stået af. Jeg sagde til mor, at der ikke var noget at være nervøs for, det var jo kun hendes børn der kom. Det hjalp lidt, men det tunge læs blev først fjernet fra hendes skuldre, da jeg lovede at komme direkte fra arbejdet og give et nap med maden, især med brunkartoflerne, som hun var mest bekymret for. Okay, jeg lavede både grønkålen og brunkartoflerne, men mor havde lavet det hele klart, og var med til at røre i gryden og smage til. På mors opfordring, har jeg prøvet at skrive de mængder ned jeg har brugt, så hun har det til næste år. Medister og flæsk havde hun selv saltet og kogt. Hamburgerryggen var hun ikke tilfreds med, så hun havde kogt en ny. Hun havde lavet hjemmerørt sennep, dækket bord og pyntet op.
Allerede på tirsdag har hun lovet barnebarnet, at hjælpe hende med at lave samme menu, når hun har fødselsdag. Søster fik bestilt hjemmerørt sennep til juleaften. Mor sørger for vi ikke keder os, men vi sørger også for, at hun holdes i gang og ikke glemmer det hun har lært igen.
For en gangs skyld blev der overhovedet slet ikke sunget og spillet. Vi talte om alt mellem himmel og jord. Skuespilleremner som vi aldrig havde berørt. Mark startede en lille flaskeleg, og den mente svoger sagtens han kunne slå. Det var arbejdsdag for de allerfleste af os dagen efter, så derfor holdt vi heller ikke ud til den lyse morgen, men det blev alligevel næsten midnat inden vi var hjemme.

I morgen venter en spændende dag med kollegaerne.

Om at have tid

Julemåneden giver lidt ekstra travlhed rundt omkring i mange hjem, og derfor kom jeg til at tænke på disse gamle ord, som til en vis grad stadig er aktuelle. Historien er skrevet af Olav Christensen, Odder, og har altså intet med mig og min familie at gøre.
En bemærkning de fleste af os jævnligt hører eller bruger er: “Jeg har ikke tid” men hvad er tid!
Min oldefar arbejdede 12 timer dagligt – undtagen søndag. Det var en arbejdsuge på 72 timer. Ved siden af jobbet passede han sin kolonihave med det lille hus. Han var kasserer i skyttelauget, strålerørsfører i det kommunale brandværn, tenor og nodeskriver i sangforeningen. Han klippede selv håret på sine 3 børn, han forsålede familiens fodtøj og kløvede 8 kubikmeter brænde. Desuden lavede han selv det meste af det, der skulle bruges i huset.
Min bedstefar var kommet ned på en arbejdsuge på 54 timer. Han overtog haven efter oldefar og var også strålerørsfører. I sangforeningen sang han ligeledes tenor og han var aktivt med i skyttelauget, men han var ikke kasserer eller nodeskriver og han klippede heller ikke selv sine børn. Da man var begyndt at fyre med kul indskrænkede hans brændehugts sig til 1 kubikmeter. Husgeråd var noget man købte hos isenkræmmeren.
Min far arbejdede 48 timer ugentlig. Han havde hverken tid til sang eller frivilligt brandtjeneste. Hans to børn gik til frisøren. Brændehugst – da højst for motionens skyld.
Og jeg? Jeg er traditionstro medlem af Hjerteforeningen og tager motionsdiplomet hvert år, men kommer der ellers aldrig. Jeg har opgivet familiehaven – det betaler sig jo ikke længere. Jeg har ingen børn. Brænde og kul? – nej tak – jeg har oliefyr. Hvordan skulle man ellers få tid til noget i vor forjagede tid. Jeg skal trods alt arbejde 37 timer om ugen.

• Min oldefar? – han blev 94 år – iøvrigt en herlig fyr.
• Min bedstefar? – jo – han blev 65 år.
• Min far? – jah han blev kun 52 år – blodprop du ved.
• Jeg selv? – man skal jo ikke slide sig ihjel – nej lad os få den 35 timers uge.

_________________________________________________________________________
Jeg selv havde tid til at nyde den smukke solopgang i går på vej til arbejdet, og det sidste af den blev nydt fra kontorvinduet.
I morgen må jeg se om jeg kan få tid til at komme på loftet efter mit julepynt. Min weekend er afskrevet. Hele lørdagen står i firmaets tegn.

Dekorationer til bord og kirkegård

Hold da op, hvor har det regnet og tordnet her i nat. Først blev jeg vækket af tyverialarmen, og da jeg endelig havde fået tjek på den, og var ved at blunde hen, blev jeg vækket af en ordentlig gang tordenvejr. Allan har intet hørt eller set, men bare sovet sin skønhedssøvn.

Min plan i dag, var at pynte lidt op til jul, men jeg skulle lige lave et par dekorationer til kirkegården først. Far har nemlig fødselsdag i den uge vi kommer ind i, så hvis jeg skulle nå at få det klaret, så var det nu. Jeg havde besluttet mig for, at det i år ikke skulle være de mere traditionelle kranse, kors og puder af gran, mos eller blade. Derfor havde jeg indkøbt nogle gule roser, men det var også alt, hvad jeg var i besiddelse af. Jeg ringede til mor, for at høre om hun selv havde fået lagt noget på kirkegården, det havde hun, men hun skulle lave et par juledekorationer, som skulle bruges til juleafslutningen i strikkeklubben Røde Kors i morgen, og det vidste hun ikke lige om hun helt havde taget på mere. Vi aftalte at jeg kom derop med det jeg havde. Jeg ud i haven for at se hvad jeg kunne finde der. Lidt grønne grene og et par kviste gran blev klippet af, så ellers afsted ud i regn, slud og storm, med rosensaksen, for at se hvad jeg kunne finde i naturen. Jeg pakkede hele molevitten i bilen, og drog afsted. Det hele blev spredt ud på på bryggersgulvet, hvor jeg satte mig, mens mor fik bordet og gik i gang med sin opgave.
Mor har lavet utroligt meget af den slags før i tiden, så hun havde alt hvad hun skulle bruge. Hun havde bare ikke håndelag for det mere, kunne hun både mærke og se. Vi hyggede mens vi arbejdede. Jeg fik bundet en buket til far, og så ville jeg lave endnu en til min svigermors gravsted. Det sidste gran kunne der lige blive en lille buket af, til at lægge på en af de mange andre familiegravsteder. der findes på kirkegården i Tårs.
Mor klarede sine to dekorationer næsten helt selv. Jeg måtte bare sætte sløjfen, og dække et par små bare lerpletter med gran. De dekorationer kan hun godt være bekendt at have med til strik.
Min søster har været fuldt beskæftiget med at rette, rette og rette strikketøj, stoppe ender ind, og sy sammen de sidste 14 dage for mor. Ofte mener mor, at en eller anden fejl, nok går, men søster er kritisk og trevler op. Det er også berettiget, og mor ved det godt. Hun kan jo godt se hun har lavet det forkert, men kan bare ikke rette det selv. Arbejdet skal være i orden, ellers får man det bare retur af Røde Kors, det ved hun fra før i tiden, at mange andre har fået. De mange fejl i den sidste tid, har nu bevirket, at mor mente, hun var nød til at have noget meget let strikketøj, et tæppe, hvor hun udelukkende skulle strikke ret, uden ind- og udtagning, for så kunne hun strikke på det når hjernen skulle koble fra, hvis hun skulle se tv eller snakke samtidig. Mor har altid kunne begge dele uden problemer, så det kan man vel stadig, mener hun. Dette tæppe viste mor mig med ordene: “Prøv at se hvad jeg har lavet her, men det må altså være som det er,” siger hun. Hmmm…hvad siger søster? Hun har ikke set det, for hun har haft rigeligt at se til, med alle de andre fejl, jeg har lavet, så det turde jeg slet ikke vise hende. Jeg skyndte mig bare at gemme det væk, siger hun. Mor det kan du altså ikke aflevere. Hun havde fået strikket lidt glatstrikning ca. 10 cm fra arbejdets begyndelse, og hun havde strikket 3 gange så langt efter fejlen. Hvorfor ikke, jeg vender bare vrangsiden nedad. Jamen nu er der jo ikke rigtigt ret og vrang på et tæppe.
Vi talte lidt om det, og hun sagde, hvis du kan ordne det, så værsgo. Jeg klippede de første 10 cm af strikkearbejdet, samlede maskerne op og lukkede af.  Så siger mor, hvis din søster spørger, hvorfor der er så mange ender at stoppe ind der, så siger jeg bare: “Spørg Pia” og så grinede hun. Mor har også gang i en rigtig fin sort sweater, og der var ingen fejl. Vi fik en tår eftermiddagskaffe, mens vi fik planlagt lidt til senere på ugen, men det må I høre om en anden dag. Jeg kørte på kirkegården og lagde buketten hos far, og sendte Allan afsted til Tingsted kirke med den anden buket, mens jeg fortsatte mit juleri herhjemme.
De fire bloklys jeg havde indkøbt, er der aldrig kommet ild i. De ligger til en anden god gang. Indtil i dag har vi ikke haft andet julelys, end et ganske almindeligt bloklys, helt uden julepynt. Adventskrans, eller det kan man jo ikke kalde den, fordi det netop ikke er en krans i år. Nogle gange er det en gammeldags adventskrans, andre gange noget helt, helt andet. Det er fler år siden jeg sidst brugte disse stager, så det var på tide at få dem frem i lyset igen, mente jeg. Det blev lige til en enkelt dekoration mere, inden det blev tid at få gang i aftensmaden. Hende her, har i den seneste tid fået mig til at savle et par gange, så menuen bestod i aften af stegeflæsk med persillesovs.

Hjemmelavet is, æbleskiver og kameraetui

Udendørslivet har ikke råbt så højt efter mig i dag, så jeg startede dagen med at lave en gang is til fryseren. Det tager ikke mange minutter.
Opskriften er til 8 personer og kommer her:

• 4 æggeblommer
• 4 spsk. sukker
• 2 tsk. vanilje
• Piskes hvidt
• ½ l piskefløde piskes, ikke for stiv
• 4 æggehvider piskes til skum
• Hakket chokolade m.v.

Fløden blandes i æggesnapsen, æggehviderne vendes forsigtigt i og til sidst fyldet, inden den sættes i fryseren.

Mit kamera har måttet nøjes med en tynd brillepose som beskyttelse. Jeg kunne godt have brugt et mønster, men det havde jeg ikke, så der blev bare flikket noget hurtig sammen af en lille stofrest. Skråbånd der matchede havde jeg heller ikke, og der var ikke stof nok til at klippe nogen selv. Et par engangsvaskeklude blev brugt som polstring. Nu er mit lille kamera bedre beskyttet, når det ligger i håndtasken.

Selvom vejret ikke var værd at sende en hund ud i, så kørte vi alligevel en smut til Nyk. F. for at se om vi kunne få et par julegaver i hus. Enten var det ikke på lager, eller også var det til priser vi absolut ikke ville betale. Det lykkedes os at få en enkelt gave i hus.
Jeg havde medbragt en rugbrødsklemme til os hver, for når nu vi var i Nyk. F. så skulle vi da også opleve at se det gamle damptog som skulle på juletur til Bandholm. Det er en eftertragtet juleattraktion, især for børnefamilier. Billetterne var for længst udsolgt. Vi ville nu heller ikke med, men bare se på.

Det regnede, blæste, og var bidende koldt, så vi skyndte os hjem i varmen, hvor vi fik en tår kaffe, inden jeg gik i gang med at bage en portion kernemælksæbleskiver, mens Allan har hygget sig ved computeren.
Nu er det mig der hygger ved computeren, mens Allan står i køkkenet og laver vores aftensmad, som er færdig nu, så jeg smutter ud og spiser.

Himmelsk # 61

Det er ikke meget solen har vist sig på himlen den sidste måneds tid. I hele november har det for det meste været tåget og diset. Da jeg kom ud i indkørslen i morges så himlen sådan ud.





















De sidste par dage har dog også budt på skønne solopgange. Sådan så himlen ud onsdag morgen på vej til job.
Der er en masse traktorer med roevogne på vejene i denne tid, så der er tid til at nyde solen, når man alligevel ikke kan komme udenom. I tirsdags så himlen sådan ud gennem bilruden.  





















Du kan se flere himmelske billeder hos Petunia.