Det går ikke længere

Siden midt i februar måned, har vi levet alt for godt, fordi kalender stort set har været booket hver eneste weekend til et eller andet, der har medført lidt ekstra god mad, og lidt vin. Begge dele i større mængder end jeg normalt sætter til livs. Det kan ses på vægten, og nu skal der altså gøres noget ved det. Jeg har fået nogle irriterende  “armlæn” der generer mig når jeg sidder ned. Vægten er langsomt, men sikkert accelereret, med  et snit på 400-500 g pr. måned. Nu er grænsen ingen nået, for hvad der er acceptabelt fra min side. Jeg må sætte ind som jeg plejer, med lidt mere motion, da der skal være plads til de kolonariske udskejelser der byder sig. Dem vil jeg ikke gå glip af. 3 ugentlige cykeldage og en enkelt dansetime er ikke nok, til at forbrænde de kalorier der indtages. I haven er det umuligt at komme til at brænde kalorier af, på grund af den evige regn. Og den kommende weekend står på endnu en gang overforbrug af kalorier.  

Selvom det også regnede i dag, da jeg havde fri, iførte jeg mig regntøj og gummistøvler og begav mig afsted på en af mine ofte benyttede vandreture, opmålt til 7 km ved hjælp af I Forms ruteplanner. Jeg lavede nogle små afstikkere ind i skoven, for at se om der var nogle gode svampesteder, men da jeg ikke anede om de var spiselige, lod jeg dem stå, og smagte i stedet på nogle af de mange brombær. Jeg ved ikke helt hvor mange km jeg nåede op på, men ca. 10 km vil jeg tro. Turen varede 2 timer, og det blev både varmt og tørvejr inden jeg nåede helt hjem, hvor Allan stod klar med kameraet og aftensmaden, som selvfølgelig bestod af masser af grønsager.

Der blev lige lidt tid til nogle omgange med hulahopringen og lidt hop med sjippetovet, inden vi kørte til dans, hvor Allan også fik lidt, eller rettere rigtigt meget, sved på panden og resten af kroppen, ligesom alle os andre, efter at vi havde terpet os igennem den ene quickstep, vals og jive efter den anden. Alle som én kørte vi drivvåde hjem, og det var ikke regnen vi var blevet gennemblødt af.