tirsdag den 28. februar 2012

ABC: Klapjagt

Denne uges bogstav hos ABC-Scandinavia er K.
Jeg ville næsten påstå, at klapjagt er et uddødt fænomen. Mig bekendt foregår jagterne på de store steder i dag kun med hundefolk og helt uden klappere, men hvis man læser her, får man et andet indtryk. Vejret har stor indflydelse på hvordan jagten forløber. Ingen er vel i tvivl om, at det var gevaldigt tåget, den dag disse billeder blev taget
Jagt 2012 Jagt 2012
Som barn ville jeg gerne være klapper på et af de lokale slotte, men det var ikke så helt ligetil at komme ind. Slet ikke som pige. De antog oftest kun drenge, fordi man regnede med, at de var mere robuste. Det var nemlig ikke for tøsedrenge. Da min fætter havde ansøgt og blev antaget, ville min kusine og jeg gøre alt for også at komme med på holdet året efter. Vi søgte og ventede meget spændt. Lykkelig var vi jeg, da vi blev godkendt til at prøve vor første klapjagt. Min kusine, hendes storebror og jeg, var derefter fast på holdet hvert år, hvor vi deltog med allerstørste glæde ved den store årlige jagt. 
P1020913Vi fik udpeget vores led i kæden, hvor vi skulle sørge for at holde samme afstand hele dagen. Der var ikke noget med at gå uden om brombærkrat, grøfter eller andre forhindringer, der veg mere end ca. en meter. Vi skulle bare vade igennem ild og vand, mens vi klappede i hænderne, eller med en kæp på træerne, for at jage vildtet frem.Vi skulle lytte efter horn og komme hurtigt frem, hvis eller når såten blev afblæst. 
At komme “hjem” i jagtstuen på Slottet, hvor der blev tændt op i pejsen, så vi kunne få varmen, mens vi spiste vores medbragte klemmer og fik serveret en stor kop varm kakao med et wienerbrød til inden klapjagten fortsatte, var skønt. Når den lange dag var omme, fik vi udbetalt dagens løn i en brun prøvepose. Jeg husker det som en guldgrube, og jeg syntes det var alle pengene værd. Der var dog et år, hvor det var et forfærdeligt vejr. Hundekoldt med blæst, regn og sne, hvor min kusine og jeg blev sendt tidligt hjem. Vi fik slet ikke valget om at blive, men blev blot sendt hjem, helt uden penge. Det var vi lidt utilfredse med, men turde ikke sige noget og cyklede slukøret hjem til min moster. Vi var ret kede af at have mistet vores løn. Vi havde dog været der en halv dag. Da min fætter kom hjem, havde han to ekstra lønningsposer med. En til søster og en til mig. Behøver jeg at sige, at vi var ovenud lykkelige, da vi så, at der var løn for hele dagen. Min moster har utallige gange fortalt, at vi begge var så forfrosne og trætte, så hun pakkede os ind med tæpper og varmedunke. Og da det blev spisetid, var jeg så slap, at jeg ikke kunne løfte det kalkunlår, som min aftensmad bestod af. Historien var vist en af min mosters favoritter, og den blev også nævnt i min konfirmationssang.
Fasan P7076444
For nogle år siden, fik jeg mulighed for at opleve en jagt, som den så ud nu. Jeg sagde selvfølgelig straks ja. Det var spændende og meget anderledes end da jeg var barn. Det hele er noget mere konfortabelt med fastmonterede bænke i “prærievognen” hvor vi havde tag over hovedet og lukkede sider, i stedet for bare at sidde på bunden af en åben traktorvogn. Interessant var det også at se hundene arbejde. De er fantastisk gode til de opgaver, de er sat til at udføre. Da jeg var barn, var det ikke hunde, der var flest af på jagterne, men blot et par stykker til at finde det nedskudte vildt på ejerens komando. I dag ser verden helt anderledes ud, også på det område.

4 kommentarer:

  1. Godt indlæg om klapjagter Pia, det kommer ikke helt bag på mig, at du VILLE ud og være klapper, og at det selvfølgelig lykkedes for dig.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kender mig efterhånden ret godt, lader det til :-)
      Mit valgsprog er, at man kan hvad man vil, hvortil Allan siger, at jeg ikke kan gå på vandet. Jeg siger det er fordi jeg ikke vil :-)

      Slet
  2. Jeg synes altså, at klapjagt er lidt snyd. Hvis det bliver gjort rigtigt, har vildtet jo ikke en chance. Jeg synes også at kunne huske nogle røverhistorer om nogen, der klappede 'den forkerte vej' fordi de syntes, det var synd for dyrene ;-)

    Helt ufarligt var det vel heller ikke at være klapper?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nu ikke hver gang vildtet blev skudt, det kunne godt smutte forbi jægerne.
      Jeg har aldrig hørt om den slags klapperi :-)

      Det er IKKE farligt at være klapper, man skulle selvfølgelig holde sig til sin rute. Der var og er trods alt mange regler der skal overholdes, og jægerne skyder jo ikke hemningsløst. Der er meget klare regler for retning og højden der må skydes i, samt hvad man må skyde og hvor meget. Selv de antal af skud det er tilladt at affyre.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)