Rhodos 3 – Øen rundt langs kysten

Vi plejer ikke at ligge og snue den på vores fridage, hverken tidlig eller sent, men kunne godt have trukket den en times tid, hvis det havde passet ind i solens døgnrytme. Hele ugen stod vi nemlig op sammen med den.  Allerede kl. 6.13 er denne solopgang fanget fra vores terrasse, mens vi kogte vandet til kaffen.

Efter morgenkaffen, tog vi turen ned langs vestkysten, hvor der skulle et par geder over vejen og op ad bjergskråningen, lige før vi nåede til Kamiros. Klik evt. billederne større og se hvad mit lille kamera kan fange på lang afstand. Billededet til højre er zoomet ind fra billedet i midten. . 
Hele øen rundt, havde vi udsigt til vandet
Vi lavede en afstikker til den lille bjerglandsby Emponas, en lille vinby. Der var smagsprøver alle steder, men vi Allan skulle køre, og jeg er altid solidarisk, når vi er sydpå, for man ved aldrig, om der kan blive brug for mig bag rattet. Vi nøjedes med at se på alle de opstillede flasker på vores vandring rundt i byen.   
Vi kørte ud til vestkysten igen, og da vi nåede Monolithos, og så et vejskilt, hvor der stod “Beach” ville vi en tur derned. Der stod ingen antal km, og vi var jo ude ved kysten. men højt oppe. Allan mente han kunne få en is dernede.
Vi kørte og vi kørte. Vejen blev smallere og smallere, og svingene skarpere og skarpere. Allan sagde jeg skulle prøve at se på vores GPS, hvordan bilen snurrede rundt hele tiden. Men, nej tak, siger jeg, det er da lige til at blive søsyg af, så jeg holdt øjnene fra den. 
Vi nåede ned til Fourni Beach, og jo, der var en bil, der var indrettet som is- og madbod. Vi udvalgte en is på kortet, men desværre var den udsolgt, det var sidst på sæsonen, så vi fik vist en lille kasse med 8-10 is i. Det var alt hvad der var. Vi valgte et bæger med chokoladeis, dem var der nemlig to af. Det viste sig at det var en børneis, en lille klat is, og under det et lille stykke plasticlegetøj.
Vi gik en tur rundt på stranden og klipperne. Der var en grotte, men der var lang, lang vandring, og vi havde lang vej hjem, selvom vi endnu ikke havde besluttet om vi skulle tage samme vej tilbage, eller vi skulle fortsætte hele vejen rundt om øen. Foreløbig skulle vi op fra stranden, og da vi kom det, besluttede vi at vi hellere ville køre øen rundt, end tage samme vej tilbage, selvom vi nok blev nød til at tage turen hjem uden de store stop.   
Vi overvejede meget at køre til Prassonissi, men mente det var for lang en tur, så det blev droppet. Da vi nåede den lille hyggelige by Lardos, som vi havde kørt igennem dagen før,  fandt vi et sted, hvor vi købte os en tår kaffe og en lille muffins. Da jeg sad der med landkortet, for at vise Allan hvor vi havde været, kom ejeren af caféen, og spurgte om han kunne hjælpe med noget. Ja, måske! Kan du fortælle os hvad vi skal se her på Rhodos.
Det han foreslog, havde vi allerede set, og da jeg viste ham hvor vi havde været, og hvad vi havde set, blev han meget overrasket og sagde, at vi havde kørt rigtigt meget, det syntes vi nu ikke, vi er jo vant til større afstande, og at vi allerede havde set det hele, og mere end nogen græker havde set. Det synes jeg lød mærkeligt. Han fortalte at grækerne er dovne, og ikke bevæger sig væk fra deres bopæl. Vi fortalte at vi næste dag ville se sommerfugledalen, men han sagde, nej, nej, gør det ikke. Det er det ikke værd. I bliver så skuffede. De havde selv været der sidste år i højsæsonen, og der var ingen sommerfugle at se. Det var ikke det det blev skruet op til. Det fik vi os en lille snak med ham om. Han anbefalede i stedet “Seven Springs”, som jeg havde læst om, men ikke kunne finde. 
Vi havde bilen en dag mere, og det skulle jo udnyttes på en eller anden måde.