onsdag den 5. oktober 2011

Mandagstema: Barndomsminder

Dem har jeg rigtig mange af, i hukommelsen, mens det kniber noget mere med dokumentationen.
Sodavand og kage hørte ikke til i mit barndomshjem, men ved helt særlige lejligheder fik vi tre tøser lov at dele en eller to hele sodavand på 0,25 liter. Om søndagen fik vi hvert et glas mørkt hvidtøl, med sukker i. Den rullende bager kom ugentligt, og hver gang fik vi tre kanelsnegle gratis af bageren. Vi spiste dem aldrig. Kun hvis de blev serveret med varm mælk og kanelsukker, så gled de fint ned. For os var det allerbedste en fedtemad med salt og sukker. Ostemanden og den rullende slagter kom også forbi, og der var altid tre røde pølser til os, når vi var med ude ved vognen. De gled meget nemt ned. Mælken blev hentet på nabogården. Hver dag lagde mor penge i en lille mælkespand, som vi bar ind til naboen. Senere på dagen kunne vi hente spanden fyldt med mælk. Det allerbedste var det øverste lag. Hos købmanden, blev alting købt i løst vægt. Skulle vi have sennep, kom mor penge i et glas, og vi vendte hjem med tilsvarende sennep. Lykken var at komme med far hos købmanden om lørdagen, for ham kunne vi let lokke til at købe slik for 5 øre. Vi kunne få en hel pakke lakridscigaretter til deling. Det gik ikke med mor.
barndommen barndommen 002  barndommen 001
Far var selvstændig håndværker, og havde sin kæmpe store cykelanhænger, som han i dagligdagen havde fyldt med værktøj og materialer. Når vi skulle på besøg hos familien lidt længere væk, blev anhængeren tømt, og mor redte op med madrasser, dyner og tæpper. Så lå vi alle tre i cykelanhængeren og sov sødeligt, mens far trak det tunge læs, i de sene nattetimer. Jeg er heller ikke opvokset med tv. Vi havde kun radio og far havde et grammofonafspiller og plader i massevis. Radioen styrede far. Det var ikke noget vi måtte røre ved. Radioavisen, Giro 413, Søndagskoncerten, og historiefortællinger. Hver fredag aften, var det ren leg og hygge, sammen med mor og far. Vi spillede Gris, Rommy, Kasino eller Whist, mens vi hørte Inge Aasted, synge for de små, i radioen. Eller vi legede med ord. Vi skulle se hvem der kunne finde flest ord, på tid, i et andet ord. Far har altid haft evnen til at lege lærdom ind i os, på en sjov og underholdende måde. Vores hverdagsaftener og weekender var fyldt med sang og musik. Far spillede guitar og banjo, mens vi alle fem sang til. I den kolde og mørke tid foregik det inde i stuen, mens vi oftest sad og broderede eller strikkede. Men om sommeren foregik sang og spil ude i haven. Der var ikke noget så godt som at tage på skovtur ude på den anden side af hækken med madpakken eller et par kiks og lidt hjemmelavet saftevand. Eller helt nede på engen, hvor vi også løb på skøjter om vinteren. Om sommeren cyklede alle byens unger til stranden 10 km væk. De store passede på de små. Det var en “farlig vej” Vi kunne risikere at møde en lastbil eller to. 
P1000138 P1000154
Der er utallige minder. Fra gemmerne har jeg fundet den jubilæumsmønt, jeg som 5-årig fik af Sparekassen.
Du kan se flere barndomsminder hos Helene.

20 kommentarer:

  1. Fantastisk at høre om dine barndoms minder, Pia - Der er nogle af dem jeg kan genkende fra min egen barndom - såsom bagerbilen og andet ... Dejligt at høre om andre også :)

    SvarSlet
  2. Åh hvor har du, ligesom Ellen, en god hukommelse - bare det var mig.
    Jeg havde en grammofonplade med Inge Åsted og hos os var det tvebakker der blev spist med varm mælk og kanelsukker; kolde grødrester blev også peppet op med den slags og jeg eklskede det.
    Sjovt at du har fundet en sparekassemønt med præcis det egetræ jeg havde på min sparebøsse (som du måske har set af min kommentar på Ellens indlæg om barndomsminder ;-)

    SvarSlet
  3. Et dejligt indlæg Pia, noget af det sidder jeg smilende og genkender.du må have en god dag :-)

    SvarSlet
  4. Dejlige barndomsminder, vi fik heller ikke slik særlig tit, men jeg elskede når der blev bagt klatkager...;D

    SvarSlet
  5. Deilige minner og så fin en mynt.
    Takk for at du delte
    Ha en flott onsdag

    SvarSlet
  6. Mariane.... Det er dejlige tider at mindes, og "gamle dage" er altid interessante :-)

    SvarSlet
  7. Ditte.... Der dukker sikkert flere minder op hos dig nu :-) Tvebakker måtte jeg for det meste nøjes med at drømme om :-) Kolde grødrester med mælk, har jeg først fået i mit voksne liv, hos Allans mor. Vi fik altid klatkager derhjemme :-)
    Jeg så godt din kommentar hos Ellen, og min sparebøsse var en oval og sølvfarvet. Jeg tror den var fra Landbostandens Sparekasse, men er ikke sikker.

    SvarSlet
  8. Inge... Tak, min dag har været dejlig, og et smil er altid godt :-) God aften til dig :-)

    SvarSlet
  9. Annemarie......Uhm, klatkager, det fik vi også. Det smager rigtigt godt, og er nemmere at overkomme at bage, end pandekager :-)

    SvarSlet
  10. Mormor... Ja, barndomsminder er dejlige :-) God aften til dig.

    SvarSlet
  11. Hej! Jag brukar sitta och tänka tillbaka på den tiden som var förr. Tyvärr kommer den icke tillbaka. Ha en fin dag !

    SvarSlet
  12. Pia, det var rigtig hyggeligt, at læse om dine barndomsminder. Meget af det du skriver, kan jeg nikke genkendende til, men der er jo heller ikke så mange år imellem os ☺. En rigtig god weekend til dig med travlt gæstebud.

    SvarSlet
  13. Janne... Det gør den ikke, men minderne har vi :-)
    God aften til dig.

    SvarSlet
  14. Annette.... Jeg har mange flere barndomsminder, og de par år mellem os to, gør næppe den store forskel på opvæksten :-) Måske mere om man var fra by eller land! men selvfølgelig er der også andre ting der spiller ind.
    Tak, jeg er så småt i gang med lidt forberedelser :-)God weekend til dig også.

    SvarSlet
  15. Hej Pia
    Jeg læser (næsten:-)) altid med stor fornøjelse dine blog-beretninger. Da efter en lille blog-pause, faldt over dine barndomsminder, tænkte jeg: "hun må da være meget ældre en mig" ment sjovt og positivt! - fordi det føltes som en hyggelig morfar-beretning. Faktisk er vi næsten jævnaldrende, og jeg er opvokset i en jysk akademikerfamilie som nr. 3 pige af 4 - hvor den yngste kom 10 år efter mig. Jeg husker også Inge Aasted, og at sodavand var noget, som var forbeholdt fester og højtider. Men når jeg læser om det, så tænker jeg - "Hold da op hvor er tiden blevet af?" - om 5 år er jeg 60 år - og jeg føler mig som både 25 og 45-årig - men i hvert fald ikke som en "ældre" person. Men når det ses nedskrevet, så kommer virkeligheden lige i synet - du er rigtig god til at huske, skrive og beskrive - TAK for det.

    SvarSlet
  16. Hej Nina
    Tak for de rosende ord :-) Da jeg var barn, elskede jeg at høre mine forældre og bedsteforældre tale om gamle dage. Det samme gjorde vores børn. Nu kan jeg selv fortælle om gamle dage :-) Og jeg synes det er spændende, at høre hvad vores børn, kan fortælle om deres egen "gamle dage"
    Jeg går ikke op i min alder, og føler mig heller ikke, hverken ung eller gammel :-)

    SvarSlet
  17. Det var spændende at høre om dine "gamle dage"; hvor bliver tiden dog af?. På din beskrivelse virker det som om der er ca. 10 år i mellem os (jeg er 47) og er opvokset i en by/flere byer.

    SvarSlet
  18. Hanne..... Jeg er lige fyldt 56 så de ca. 10 år passer fint :-) Selvom Allan er 7-8 år ældre har hans været meget anderledes, og præget af at bo tæt på byen.

    SvarSlet
  19. Sjovt at læse om dine barndomsminder - du har en god hukommelse for detaljerne.
    Selv om du er et par år yngre end mig, og jeg har boet på landet, kan jeg godt fornemme, at du alligevel boede længere ude på landet end jeg gjorde :-)

    SvarSlet
  20. Ellen.... Når Allan og jeg taler barndom, så skulle man somme tider tro, at jeg er ældre end ham, til trods for at han næsten er 8 år ældre end mig. Der kan man se hvad by og land gør til forskel. Han kan dog tale med, da hans farmor og farfar boede lige så langt ude :-)

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)