Rhodos til fods

Fra min seng kunne jeg nå de tykke gardiner som holder solen og varmen ude. Det var bælgravende mørkt, men jeg kunne bare ikke sove. Jeg har ikke tal på alle de gange jeg har lettet på gardinet, for at se om dagen er ved at vågne. Det var meget tidligt, da jeg røg ud af fjerene og prikkede til Allan, for at høre om han ville med på en morgentur til Mandraki havn. Der tog længere tid at gå derind, end jeg havde regnet med. Vi kunne i hvert fald ikke følge med solens tempo.
Godt mit lille Lumix kan zoome langt, for da vi nåede helt frem, var det blevet lyst, men så fik vi da set hele det historiske havneområde.
Som man også kan se fra den gamle by.
Vi spadserede også en tur på den anden side af muren i den gamle by. Murene var 16 meter tykke, fortalte en guide en flok turister vi gik forbi. Og alle de kugler var kanonkugler, der havde været brugt. Fantastisk store, og lige til at tage et hvil på.
De fleste mure tvivlede vi dog på var 16 m tykke, men vi fandt en der, opmålt med vores skridtlængde, var 26 meter. Vi så et squaschtræ. Selvfølgelig en plante der klatrede op af et næsten dødt træ.
I butikkerne, var der også nogle der arbejde gevaldigt stærkt. Det er ikke alle grækere der er dovne. Hende her havde et imponerende tempo, mens hun vævede dette tæppe. Alligevel tager det 5 måneder, før det er færdigt.
En anden tog sig et hvil. Nogen vil måske mene, det var frækt at tage dette billede. Konen er blind, og sidder og snakker højt med sig selv, mens hun “leger” med det bobleplast, man pakker ting ind i for beskyttelse. Det hændte hun fandt en bobbel hun kunne trykke med et lille smæld.
Udenfor den gamle by, var der også lidt kunstværker at se på. Og som altid er vi imponeret over at træer kan gro midt på fortove, i det rene beton ser det nærmest ud til.
Den allersidste dag, sad vi og nød et måltid mad på taget af en restaurent, og inden vi blev hentet af bussen, nåede vi at se lidt af den sidste solnedgang på Rhodos
Hver eneste dag rundede vi de 10.000 skridt, også de dage vi lejede bil. Ialt har vi gået 124.663 skridt på vores ture, de 8 dage ferien varede, uden de helt store problemer for Allan. Jeg kører af princip aldrig i elevator, og har taget trapperne til 6. etage 2-3 gange dagligt, uden undtagelse. Kun ganske få gange, måtte Allan krybe til korset og blive “hejst” op. 
Ferieberetningen fra Rhodos er slut, selvom der stadig er masser af billeder på lager.

Rhodos 1

Vi bestiller altid bus, fra lufthavnen til hotellet, hos rejseselskabet, men vi har aldrig før prøvet, at være de eneste to i bussen, bortset fra chaufføren, og oven i købet de allersidste, ud af ca. 55 personer, der skulle sættes af. Da vi ved middagstid, helt alene, ankom til Hotel Marie, og fik overrakt nøglen til vores værelse på 6. etage, blev vi henvist til elevatoren. Jeg spurgte straks efter trapperne. Receptionisten tabte helt underkæben, og sagde: Why Madame, der er elevator! Ønsker De et værelse på 1. sal? Nej, tak, det er fint. Hun rystede på hovedet, og jeg tog trapperne, ganske som jeg, vi plejer. Allan tog dog denne gang elevatoren med begge kufferterne. Trapperne er god motion. Dem tog vi hver eneste gang vi skulle ned og op igen, 2-3 gange om dagen.
Efter at have siddet de mange timer i bil, fly og bus, startede vi med en spadseretur ud i det blå, for at nyde solen og varmen. Det første vi faldt over, var de helt anderledes fortove og vejbelægninger. Sikke et brolæggerarbejde. Det fandtes i utallige mønstre overalt. Vi havnede helt tilfældigt i den gamle bydel, med de 16 m tykke mure og de små snoede, smalle gader, lige fra de helt øde, til de tæt turistpakkede. Små og store forretninger i hundredevis, med alt hvad hjertet kan begære. Hvis man aldrig har været på Kreta eller Rhodos, så forbavses man over alle de guldsmedebutikker der ligger side om side. På ganske få meter finder man hurtigt 10 guldsmedeforretninger. Ligeså de ægte skind- og lædervarerforretninger. Spisesteder i lige så store mængder, og alle prøver at kapre kunder, som man nu engang gør dernede sydpå.
Vi har selvfølgelig vadet rundt mellem alle de andre turister flere gange, men vi har vist også nærmest set hver eneste lille snoede og øde gade, hvor vi fandt ud af, at de almindelig små hjem omdannes til minibutikker i højsæsonen. Vi så bl.a. en åben dør, hvor der sad en meget gammel kone, og solgte hjemmebagte kager, mens datteren, tror jeg, stod i køkkenet og bagte. Duften af nybag fulgte efter os langt ned ad gaden.
Vi fik øje på dette træ, som nogen har malet øjne på. Både på den ene og den anden side af træet. Der var i det hele taget så meget at se på, at vi var enige om, at vi let kunne bruge et par dage mere til at udforske den gamle by, Vi besluttede at gå hjemad, da vi ikke var helt klar over hvor langt væk vi var kommet, men vi vidste der var et pænt stykke vej at vandre. Da vi ikke kendte turen, gik vi ned til vandet, og fulgte det et stykke vej, mens vi så solen forsvinde.
Efter vi have fået lidt mad, på hjemvejen, havde mørket sænket sig over Rhodos. Vi gik op i lejligheden, og ud på terrassen for at nyde resten af aftenen. Månen lyste da om kap med det enormt store Casino, på den anden side af gaden, hvor der vist spilles for rigtig mange penge, hver eneste dag.
Der vil komme flere ferieberetninger hen ad vejen.
I dag står der DM i dans, i min kalender, så vi er snart ude ad døren.

Uden livrem og seler

Jeg elsker at kaste mig ud i nye oplevelser, men havde jeg vidst, hvad der ventede forude, havde jeg aldrig sagt ja, og jeg var blevet en oplevelse fattigere.
En skindjakke har aldrig sagt mig noget, men Allan har altid drømt om at blive indehaver af en. Da vi var på Rhodos, prøvede hver eneste skindbutik selvfølgelig, som man nu gør på de kanter, at kapre os mig som kunde, men de fik at vide, at jeg ikke kunne overtales. Jeg sagde til dem, at uanset hvor meget de slæbte frem, fik de ikke solgt noget til mig. Så foreslog de pelse, men det er endnu mindre mig. Jeg kunne godt se de var flotte, men ingen får mig i en pels. Indrømmet, det var noget dejligt blødt og lækkert skind, som jeg aldrig har set magen til. De fik mig overtalt til at prøve to jakker, men jeg stod fast på mit. Jeg skulle ikke have noget. Allan fik de overtalt, og han var solgt. Det var jeg sådan set også, bare ved synet af den glæde, der udstrålede sig fra hans ansigt. Jakken klædte ham også godt. Han blev ikke den korte tykke damptromle, han plejede at ligne, når han har prøvet noget herhjemme. 
Jakken var bestemt ikke billig, men Allan er en rigtig krejler, og havde allerede, for at presse prisen endnu mere, fortalt en lille nødløgn, at han ikke havde noget kort at betale med, men kun de kontanter han gik med. Det hele var altså op til mig. Forretningens dankortterminal virkede ikke optimalt, fortalte de. Den kunne finde på at inddrage vores kort, og det ville de ikke udsætte os for, og med den rabat Allan havde tilranet sig, ville de gerne have kontanter, da der med kortbetaling ellers ville gå en måned eller mere før pengene stod på deres konto. Det kender jeg alt til, så jeg vidste, han talte sandt. Derfor foreslog indehaveren, at han fulgte mig ned til en hæveautomat i en af byens banker. Det var nemlig en bestemt bank, vi skulle til, hvis vi ville være sikker på, ikke at blive snydt. Måske var det et lille trick fra deres side, for at holde fast på os som kunder! Allan og jeg havde travet byen tyndt, så vi kunne vel bare gå, når der nu ikke var særlig langt. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle sidde bag på mandens scooter. Jo, jo, jeg har da været med til at sidde to på en cykel engang i fordums tid, men at jeg skulle hoppe op bag en vildt fremmed mand, og bare holde fast om maven på ham, havde jeg slet ikke set komme, og det havde Allan heller ikke, men han havde dog nærværelse nok til at hive fotografiapparatet frem, og snuppe et billede, da vi kørte afsted.
Inde i butikken blev Allan beværtet med ouzo, mens han samtidig begyndte at blive en smule bekymret for, om jeg mon i det hele taget kom tilbage igen, fortalte han mig senere. Han vidste nemlig ikke, at indehaveren havde spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at se lidt af byen. Han tilbød at køre en lille omvej, for at vise mig nogle små spændende gader, som ikke var nemme at finde, hvis ikke man var stedkendt. Den var jeg selvfølgelig helt med på. Da vi endelig kom tilbage igen, åndede Allan lettet op og kom ud sammen med en anden ekspedient, som selv mente, at han også skulle være med på billedet.
Der var nu ikke noget fordækt over den forretning og deres metode. Vi blev behandlet aldeles godt, og min chauffør kørte kvikt og godt. Den lille rundtur bevirkede, at jeg senere kunne vise Allan de små snoede og kuperede brostensbelagte gader, hvor vi havde kørt på scooter. Havde jeg vidst jeg skulle sidde bag på en scooter, så havde Allan ikke fået ny jakke. Kan I se det for jer! Allan har motorcykelkørekort, og har altid ønsket at vi kunne køre afsted på motorcykel. Jeg har altid nægtet, og derfor har han ingen motorcykel.

Rhodos 2 – midt gennem øen til Lindos

Efter vi, den næste dag,  igen havde gået rundt i den gamle bydel, og travet ialt 13 km, mente vi det var passende at holde en pause fra den del af byen. Sidst i ferieugen ville vi jo få endnu et par dage til at vandre rundt i nærområdet. Der var masser af  bygninger, gader, stræder, og små kroge at udforske endnu, men vi prøvede at fordele det ved at leje en bil i 3 dage, så vi kunne udforske øen på kryds og tværs.
Vi drak vores morgenkaffen, mens vi så solen stå op, og da vi fik overrakt nøglerne til bilen, tog vi turen ned midt gennem øen.


Vi startede med at køre til Lalyssos og videre gennem en masse små veje, vi ikke har helt styr på, men vi nåede frem til Prastida.

Derfra fortsatte vi turen ad snoede bjergveje, en ret lang øde strækning, hvor vi kun mødte ganske få biler, mellem de små byer Maritsa, Psinthos, Arhipoli, Platania, men lige inden vi nåede Laerma, så vi dette herlige syn, midt i det øde bjerglandskab.

Mellem Laerma og Lardos var det tydeligt, at der havde været en stor skovbrand.
Da vi nåede Lardos ændrede landskabet sig, og der var igen liv på vejene og i byerne. Det siges, at man ikke har været på Rhodos hvis ikke man har set Lindos. De maleriske hvide huse der klatrer op ad bjergvæggen, når man kommer kørende eller sejlende.
Vi ville helt til tops på Akropolis, og det sker gennem en labyrint af små snoede gader, med forretninger i massevis. Kan du ikke gå, kan du altid købe dig til en tur på et æsel. Jeg har aldrig set så mange æsler på et sted før. De æsler, der lige havde gået turen, blev placeret bagerest, så de kunne hvile ud.
Det sidste stykke vej op, sidder en stribe kvinder og sælger deres håndarbejde, mens de selv flittigt broderer og hækler. Fra toppen af Akropolis ser Lindos ud som nederst til venstre. Vi gik ned, for at kravle op, og væk fra mængden af turister, for at spise en klemme, mens vi nød udsigten.
Hjemturen tog vi ad østkysten til Pylonas, Kalathos, Massari, Arhangelos, Kolympia og Falliraki inden vi nåede hjem, hvor vi fandt et sted at spise, så vi igen kunne se solnedgangen.  























Vi blev helt afhængige af de solop- og nedgange. Dem ville vi ikke gå glip af.