Emsig security og Lille Venedig i Puerto Mogan

Jeg havde læst, man kunne gå langs stranden hele vejen til Puerte Rico. Da vi havde forceret et stort stykke med kæmpe store sten, var der sat hegn op, så man ikke kunne komme ud til stranden, men der var en fin sandvej at gå på. Senere kom vi til et stort og bredt indgangsparti. Vi blev enige om, at vi ville tage den rute. Der var også andre mennesker, der gik eller sad på stranden.
Vi var vel nået halvvejs over sandstranden, da to securityvagter kom os i møde fra den anden side, og bare pegede i den retning vi kom fra, mens de fulgte os tilbage. Vi var ikke i tvivl om, vi ikke måtte være der, jeg ville bare så gerne kende grunden. Jeg forsøgte at få svar på om vejen løngere fremme var spærret, om det var farligt at gå der, eller om det var privat område, men de var begge tavse. Kun en udstrakt arm, der pegede i den retning, vi skulle gå.
Næste dag, på vores busudflugt, spurgte jeg guiden, om hun kendte noget til dette. Svaret var, at der vist var nogle stridigheder med regeringen. Securityvagterne var på pletten hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Måske overnatter de også? Det irriterede mig mere og mere, at jeg ikke kendte svaret på, hvorfor vi og mange andre blev jaget væk. Nogle folk gik henover stranden. Andre slog sig ned, og blev der hele dagen, mens andre blev jaget ud, både før og efter de havde slået sig ned. I min optik, måtte det så være forbeholdt udvalgte mennesker, nogen med adgangskort, eller hvad ved jeg. Det var ganske tydeligt ikke kun de lokale, der slog sig ned, men gåden kunne jeg ikke få løst. 
En dag da vi kom gående fra den modsatte side. Tænkte jeg, at jeg igen, venligt, ville prøve at få et ordentligt svar på, hvorfor man ikke måtte gå der. Allan ville ikke have noget med de mennesker at gøre, så jeg tog turen alene. Jeg fik den samme udstrakte arm allerede, mens jeg prøvede at nærme mig dem og deres bil. Vagten har sikkert tænk, at jeg var tungnem, for jeg fortsatte kursen imod dem, trods den udstrakte arm. Det fik den ene af dem til at komme mig i møde, mens han stadig pegede i den retning jeg skulle gå. Med al min venlighed spurgte jeg 'Seguridad', som der står på ryggen af ham, om jeg kunne spørge ham om noget. Vagterne kan åbenbart hverken tale eller forstå to ord på engelsk. Jeg fik intet ord ud af ham. Han kunne kun ryste på hovedet, og pege den vej jeg skulle gå.
Hjemme på hotellet, spurgte jeg næste dag i receptionen, om de kunne give mig et svar på det mysterium. Det er hverken forbudt at gå, eller opholde sig der, men de prøver at få folk væk. Nogen respekterer deres ord og går, som vi gjorde, mens andre ignorerer dem og slår sig ned og færdes der, som man kunne helt uden problemer, så sent som sidste år.En af dagene besluttede vi at tage en taxa til Poerto Mogan. Et norsk par kom først, men taxachaufføren, spurgte hvor vi skulle hen, og vinkede os med ind i bilen. Alle taxaer kører efter taxameter pr. kørte kilometer. En euro pr. km og der er ingen startgebyr som i Danmark.
Man forstå jo godt, at den lille by også går under navnet Lille Venedig. Vi havde overvejet at tage dertil på en markedsdag, men vel vidende om, at der ville være sort af mennesker, valgte vi de fra. Der var rigeligt med mennesker i forvejen, men vi fandt de lidt mere stille stræder og gader, når vi ikke lige havde slået os ned på en cafe, for at nyde kaffe eller lidt koldt til ganen.
Da vi havde set nok på byen og arkitekturen, og hvad der ellers var at kigge på rundt omkring af sjove ting og sager, tog vi en taxa hjem igen. Denne gang var der ingen at dele den med, men en busbillet til os hver, ville have kostet over 10 euro pr. næse, havde vi fået oplyst, mens vores taxa kostede under 14 euro.