Guldkorn der huskes hele livet

Man kan til stadighed undre sig over børns logiske tankegang. Følgende dialog  udveksledes mellem min niece og hendes yngste datter. (Dengang 5 år)

• Barnet bekymrer sig om det lille guldfiskedam i haven og siger: "Mor, det er virkelig ikke godt, at søen er frosset til."
• Mor: "Hvorfor det, skat?"
• Barnet: "For så kan fiskene ikke trække vejret.
• Mor: "Det går nok" (siger moren, der ikke lige kan rumme mere i det øjeblik)
• Barnet: "Nej, mor! De dør jo, når de ikke kan trække vejret.".(Moderen tager sig sammen og prøver at give et fornuftigt svar) Jeg mener, der er noget med, at fisk går i dvale om vinteren.
• Barnet: "Hvad er dvale?"
• Mor: " Hmm, det er når man sover hele vinteren uden at spise eller drikke. Det er næsten som at være halvdød, men det er jo alligevel noget vrøvl, for man kan jo ikke være halvt død.
• Barnet: "Jo, det kan man godt, mor. Hvis man skærer en mand over på midten, så er han jo halvt død.

En anden nieces datter, 5 år, og den mellemste i en søskendeflok på tre, siger: Mormor, når jeg bliver voksen, skal jeg ikke have børn. Nåh, hvor ikke det S, siger mormor. Nej for jeg gider ikke køre så mange gange.


Vi bliver i genren. Her er en mere fra en anden niece, da hun for mere end 20 år siden, var i ca. samme alder. Jeg skal måske lige nævne, at min mor var graver, så alle børnebørnene har betragtet kirkegården, og alt det der skete i kirken, som en hel naturlig del af livet. Gennem deres opvækst har de været med mor på arbejde mange gange, (når de ikke måtte komme i dagpleje eller børnehave) lige fra de lå i barnevognen, til de var gamle nok til at være alene hjemme.

• Under et toiletbesøg, spurgte niecen sin mor: "Hvor kommer toiletpapiret egentlig hen, når vi skyller ud?" Søster siger: "Det kommer bare ned i jorden."
• Niecen: "Ad, bruger oldemor virkelig det til at tørre næse i?"

Lidt om vores egne ungers kommentarer i forbindelse med deres opdragelse. 
Camilla fik en opsang om et eller andet, hvortil hun med løftet pegefinger svarede: “Når jeg bliver stor, og du bliver lille, så er det mig, der bestemmer.”
Under lignende uoverensstemmelser med Mads, kom han med kommentaren: "Jeg glæder mig til jeg bliver voksen, for de voksne har det så nemt"   
Da vi, sammen med vennerne, kørte på ferie til Ungarn, skulle der lidt adspredelse til, for os alle, under de mange timers transport. Da vi kørte i to biler, byttede jeg af og til plads med konen i den anden bil. Da det oftest er Allan, der er chauffør, har det altid været mig, der tog mig af ungerne under kørslen. Da jeg på et tidspunkt sad i den anden bil, og ungerne begyndte med lidt kævleri på bagsædet, blev det Allan for meget, så han bad dem holde op, hvortil Camilla siger: “Far, det er ikke dig der bestemmer. Det er den, der sidder på mors plads, der bestemmer”.  Den regel har fungerede fint fra den dag af. Medpassageren skulle blot vide, at det var ham eller hende, der havde den tjans. 
Alle billederne er fra denne uge, og har intet med indlægget at gøre.