torsdag den 30. oktober 2014

Alzheimer, skoven og himlen

Det er en rigtig kedelig sygdom. Inden vi kørte afsted mandag aften for at se teaterforestillingen: Jeg hedder Bente, havde vi udsigt til denne solnedgang fra køkkenvinduet.  
P1030947a
Jeg havde læst om teaterstykket, som handler om en yngre kvinde, der har fået stillet diagnosen alzheimer. Man ser hvordan en smuk, stærk og struktureret kvinde, som alle ser op til, langsomt sygner ind. En kvinde der altid vidste hvad man skulle gøre, og som veninderne hentede hjælp og støtte hos, ender med at blive afhængig af veninderne, inden hun dør. Skuespillerne gjorde det godt, men selve stykket var en smule forvirrende, og ikke helt som jeg havde forventet. Det betyder dog ikke at det var dårligt. Det blev bare en helt anderledes aften. Du kan læse mere om stykket her.
P1030949 P1030950

Da vi stod og ventede på at dørene til teatersalen blev åbnet, kom der en bemærkning fra Allan, at han synes det udelukkende var den ældre generation, der var mødt op denne aften. Det samme havde jeg bemærket, og sagde hvad laver vi så egentlig her… Der var både mænd og kvinder repræsenteret, men langt over halvdelen af teatergængerne var kvinder. 
P1030900 P1030938
Søndagen gik efter planen, med havearbejde, men jeg nåede også at gå mig en tur i skoven på en times tid. Uhh… det bliver hurtigt og tidligt mørkt nu. Det var helt lyst da jeg gik hjemmefra, men inde i skoven, var det ret mørkt. På billedet til venstre herunder, er solen på vej ned bag skoves trætoppe.  Til højre er himlen over vandet i stik modsat retning.   
P1030924 P1030933

Det er dermed ved at være slut med at rende på de små stier sent om eftermiddagen, før det bliver lysere igen. Kommer man ud i lysningerne, ser skoven ganske anderledes lys ud.
P1030914
Himlen og dagene er fyldt med sol. Faktisk har jeg en blændende sol lige i øjnene hele den halve time det tager mig at køre på arbejde. Til fyraften så himlen sådan ud i dag, da jeg kørte fra Stubbekøbing. Der blænder den kun, hvis min kigger direkte ind i solen.P1030955a
Lige inden jeg nåede matriklen, parkerede jeg bilen og bevægede mig nogle få skridt rundt, for at nyde og forevige dagens solnedgang.
P1030958a
Min efterårsferie vinker forude. Det har været oppe at vende et par gange herhjemme, om vi skulle rejse en tur sydpå. Vi har dog truffet beslutningen om, at vi venter, til vi er kommet et godt stykke ind i det nye år. Vi har lagt nogle små planer for den kommende uge, som vi jeg mener, vi jeg får meget mere ud af. Jeg vil nemlig gerne have en enkelt dag eller to herhjemme. Allerhelst mindst en hel dag i begge ender af en ferie. Sådan har jeg det bedst.   

12 kommentarer:

  1. Sikke nogle flotte fotos af efteråret i skoven. Og forrygende aftenhimmel...
    Alzheimer er så trist... Jeg har simpelthen ikke lyst/mod til et teaterstykke eller film. Skæbnen er hård ved både person og pårørende. Frygteligt at miste sig selv og for familien at miste deres nære, se dem forsvinde fra denne verden uden mulighed for at gøre noget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Naturen er gavmild.
      Det er en trist og hård skæbne, uanset om man er den ramte eller en pårørende, men det er der desværre også andre diagnoser, der er, eller kan være, når der ikke er anden udsigt end dyden, som f.eks. En uhelbredelig kræft.
      Nu er det ikke fordi, jeg elsker at svælge i andres elendighed, men når man ser hvad andre, ind imellem må kæmpe med, så påskønner man sit liv endnu mere, også når det ser sort ud. Bare det ikke er FOR sort ;-)

      Slet
  2. Fantastiske billeder! Flot aftenhimmel!
    Jeg ville ikke have lyst til at konfrontere mig selv med Alzheimer-problematikken i teatret. Det er så forfærdelig en sygdom, hvor man mister to gange.
    God efterårsferie! Sørg nu også for at holde helt fri nogle dage ;-)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bliver aldrig træt af at se på himlen.
      Det er tankevækkende og en ganske forfærdelig sygdom, men problemet forsvinder jo ikke, fordi man lader være at se og høre om det ;-) Hvis man måske går og brokker sig over nogle skavanker i det daglige, så er det vand ved siden af dette. Jeg ved godt, at ingen problemer er så store, som dem man ofte selv står midt i. Der har jeg såmænd også været et par gange, men jeg har overlevet, selvom jeg ikke var helt sikker ;-)
      Tak. Jeg holder jo fri en HEL UGE :-)

      Slet
  3. Uh, et uhyggeligt emne at sætte op som teater. Men sikkert meget tankevækkende! Har du læst Stadig Alice? Jeg har ikke (endnu), men den skulle være god (og grum). Jeg tror, den ældre generation (hvem det så end er) er i overtal til mange teaterstykker, fordi alle forældrene er nødt til at blive hjemme og passe deres unger. Fantastiske billeder :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Stykket var sat op, så der også var noget at grine, eller i det mindste at smile af. Nej jeg har heller ikke læst bogen - endnu.
      Teateret er vist bare ikke et sted de unge eller de yngre kommer. De er i stedet flittige biografgængere Det kan de nemlig godt finde børnepasningsmuligheder til ;-) Tak.

      Slet
  4. Alzheimer er en frygtelig sygdom, og jeg har tit tænkt på, hvor være langsomt at blive buret inde i sit eget fængsel. Måske tænker man stadig mange tanker, måske længes man efter at kunne de ting, ens nærmeste kan, men man kan bare ikke. Måske så du "En sang for Martin" instrueret af Bille August, den handler netop om Alzheimer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Af alle sygdomme er det nok den, Allan frygter allermest. Det er mange år siden, han gjorde mig klart, hvad hans ønsker for ham var, hvis det frygtelige skulle ske. Han er ellers ikke en mand, der tænker meget over ret meget.
      Jeg har set både film og dokumentarer om alzheimer, men jeg er en klovn til at huske titler og den slags om film (og bøger) men når jeg læser den korte introduktion, ved jeg ofte med det samme, at den har jeg set. En ting er sikkert, hvis den kun har været vist i biffen, så har jeg med garanti ikke set den.

      Slet
  5. Lad os håbe forskerne snart finder en eller anden bremse eller kur mod Alzheimers sygdom. Jeg tror ikke jeg ville gå i teatret for at se et stykke om den. Det er prisværdigt at man kan se et teaterstykke herom og at der kommer folk der gerne vil vide mere.
    Dejlige billeder - og god ferie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lad os håbe det. Jeg tror dog, at hvis ikke man i forvejen kender lidt til alzheimer, så bliver man alligevel ikke klogere ved at se stykket. Jeg vel næsten påstå, at man netop skal vide lift om sygdommen, hvis man skal få noget ud af det.
      Tak skal du have.
      Tak skal du have

      Slet
  6. Jeg tror, at når man er ung - eller yngre, som det hedder, når man er ældre end ung ... er man stadig udødelig i egne øjne og kan slet ikke forholde sig til Alzheimer. Det kan vi andre, fordi vi har oplevet en eller flere, som har lidt eller lider af det.
    Må dog indrømme, at hvis jeg endelig går i teatret, vil jeg underholdes med noget mere muntert end dette triste emne, som jeg hellere vil læse om, hvis jeg vil vide mere :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg helt enig i. Jeg har dog læst, at det ER det mere modne publikum, der går i teateret, men her var gennemsnitsalderen vist 70, eller det så i hvert fald sådan ud ;-)
      Det er vist kun 2. gang i mit liv, (bortset fra musicals, som er noget helt andet) jeg har set et teaterstykke, og ingen af gangene vil jeg påstå, jeg har lært noget. Det gør man vist kun, hvis man læser om det, eller ser dokumentar.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)