fredag den 2. august 2013

Det syder og bobler i køkkenet

Tomatsuppe
Lige inden vi tog på ferie, kunne jeg se, at jeg var nød til at få gjort noget for at få tømt ud i tomatlageret, både det der var høstet og det der var høstklart. Det er jo ikke meningen at det skal gå til spilde, det jeg har sået og plantet. Jeg fik lavet 10 liter tomatsuppe til fryseren. Den store gryde blev fyldt med forskellige tomater, pebre, løg, chili og hvidløg. En smule vand og lidt bouillon, som stod og simrede, hvorefter det blev blendet og kørt igennem en sigte og lagt i fryseren. Nu er det let at smage til med fløde, krydderost og andet indhold til noget let mad senere. Suppen skal nok få ben at gå på. Vi elsker tomatsuppe, og Camilla kom til at savle, da jeg nævnte det for hende.
Syltede peberfrugter
Da vi tog afsted, plukkede jeg alt hvad der var høstklart i drivhuset. Agurker, pebre og knapt modne tomater i massevis blev slæbt med på ferie. Der var gratis salatskål til os på hele turen. Derblev dog suppleret med oliven og feta. Selvom Camilla var hjemme i weekenden, og jeg bad hende om at tage alt det, hun kunne tænke sig i drivhuset, var der rigeligt at høste da vi kom hjem, så det er de sidste dage af ferien gået med. Der var knækket en stor gren af peberbusken, og da der i forvejen er lagt en masse peberterninger i fryseren, syltede jeg en portion.  
P1110688 Der sad stadig en masse røde og hvide ribs, samt en smule solbær tilbage på buskene, så 4½ liter blandet saft er kogt og fyldt på flasker. Vi drikker ellers kun postevand for at slukke tørsten, men hjemmelavet saft kan altså godt glide ned.   P1110685

Det er efterhånden et par år siden jeg har lavet pickles. Sidste år savnede jeg min sennepspickles, så derfor skulle det laves i år, men sennepspulver er ikke hvad det har været. P1110692

Camilla havde et ønske om jeg ville sy et par nye albuebeskyttere til Bacchus, da de andre var slidt op. Nu er der produceret to sæt til vi ses meget snart. Der røg endnu et stykke stof fra lageret. Så ligger det ikke og fylder op. P1110701
I morges da jeg gik i drivhuset, var der knækket to store grene af min gule snackpeber. De kommer på grillen til aftensmaden. Agurkerne har bredt sig lige så meget som sidste år. Ananaskirsebærrene fylder en fjerdedel af drivhuset. Jeg anede ikke, det blev så stor en plante.  Desværre er der også knækket en stor gren af den.P1110702 Alle agurkplanterne blev revet op.
Ananaskirsebærrene kan nu få lov at brede sig endnu mere. Det første bær blev prøvesmagt for længe siden, og nu begynder de at modne jævnt.
Ananaskirsebær Jeg har syltet agurker. Lagt i fryseren til agurkesalat. De bitte små af dem bliver til en lille portion cornichoner. Jeg har hygget mig med disse gøremål. Haven og rengøringen har jeg helt sprunget over, det har været for tørt og varmt, og det var ikke lige det jeg havde lyst til at kaste mig over i ferien. Jeg har kun passet mit drivhus, og af og til bukket mig ned og hevet en håndfuld ukrudt op på min vej. Heldigvis er ukrudtet ikke skudt afsted i raketfart p.g.a. det manglende vand. Bloggen har også taget en pæn del af tiden, men her bliver det altså også hverdag igen. Jeg gider ikke lave mere i dag, så jeg tog cyklen og fik lidt luft under vingerne. Weekenden og ferien afsluttes med familiehygge blandt fætre og kusiner, så nu skal jeg bare finde lidt let og luftigt tøj til os begge, for det bliver vist en varm fornøjelse.

16 kommentarer:

  1. Hvor har du dog været flittig. ;O) Dejligt at have så mange "skatte" på hylderne, når efteråret melder sin ankomst. Kh Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt, bare at kunne hente i fryseren og fra hylderne. Hvad sylteting angår har vi altid været selvforsynende.

      Slet
  2. Imponerende hvad du får ud af jeres drivhus, og rigtig god weekend, vi hørte lidt om den i onsdags.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg faktisk også, og så er det ikke engang så stort som det I nok så i onsdags :-) Tak og god weekend til jer også.

      Slet
  3. Man skulle tro, at du havde et meget større drivhus, med alt det du får ud af det. Det må være så fedt med et drivhus, og det må være mindst lige så dejligt at have fyldt op i det hjemlige lager med alskens gode sager.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, du har jo set det, så du kender det. Jeg er også glad for vi fik købt drivhus, det giver nogle glæder som ikke er til at få på friland, og så er det meget lettere at passe end urtehaven.
      Jeg ville aldrig gå ud og købe alle de ting. De koster jo en formue :-)

      Slet
  4. Af en eller anden grund smager alting meget bedre, når det kommer fra egne jorder :-)
    Vi ses jo i morgen - og jeg tror vi (også) skal snakke pickles, for de pickles jeg kender, er ugennemsigtige, og jeg bryder mig egentlig ikke om det :-)
    Din tomatsuppe lyder også supergod.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det smager meget bedre, men naboer, venner og families jord er altså lige så godt. Det er hjemmefabrikatet der afgør det :-)
      Jeg er vild med pickles, og helst den min mormor lavede, men jeg kan ikke få det sennepspulver mere. Jeg kan godt lide at det tynde har lidt tykkelse, men det kan man jo selv bestemme, ligesom man kan indholdet.
      Vi ses helt bestemt :-)

      Slet
  5. Det er da godt der ikke er kommet ret meget vand, så alt det ukrudt, der kunne være vokset op også skulle fjernes. Sikke dog en mængde ting og sager fra drivhuset du skriver om. God arbejdslyst, når weekenden er omme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvom vi godt kan bruge vand, så har den manglende regn sparret mig for en masse arbejde.
      Det er helt utroligt hvad det lille drivhus kan levere, men noget af høsten er fra haven. Faktisk så har vi ikke meget urtehave tilbage. Vi har haft mindst 10 gange så meget, men det er omsat til græsplæne.
      Tak skal du have :-)

      Slet
  6. Det er dog fantastisk, så meget du har i drivhuset, og alt det du får ud af det. Det må være skønt at have så stort et vinterforråd!
    God weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt at have noget på lager. Jeg køber aldrig surt eller sødt. Det skal da lige være noget helt specielt på et Marked eller en Messe.
      Tak, weekenden smuttede som dug for solen.

      Slet
  7. Det lyder varmt at stå at lave vintersuppe i disse temperaturer - men jeg kan godt forstå, at du ikke vil lade alt det gode gå til spilde, og til vinter er det jo ren fryd bare at kunne tage op af fryseren! Men det lyder nu stadig overordentligt aktivt - håber, at du kan slappe lidt af i weekenden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også varmt, men køkkenet er det koldeste sted i huset indtil ved middagstid. Soveværelset det varmeste, så jeg kommer tidligt op og har en lang formiddag.
      Jeg må tit tale til min egen fornuft, fordi jeg har lyst til at plukke og samle alt det spiselige, jeg møder på min vej. Det snerper mod det sygelige :-)
      De fleste timer i weekenden er gået med at sidde ned.

      Slet
  8. Jeg savner mit drivhus, når jeg læser, hvad du har udrettet her. Jeg håber, at vi når at få nyt op til næste år, for det er altså skønt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt at kunne hente sig en tomat, men hellere undvære hjemmeavlede tomater et par år, end et køkken :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)