Regnvejr på Maderia

Onsdag den 13. april. Det regner. Det regner rigtigt meget. Jeg tjekker vejrudsigten på yr.no, som siger regn, regn og atter regn resten af ferien. De kommende dage vil det regne endnu mere end i dag, og det vil også komme til at blæse endnu mere, og vi skal have respekt for regnen på Madeira. Vi gider ikke sidde i lejligheden, så hvad gør vi?
Hjemmefra havde vi store planen om at gå i et par nye levadavandringer. Om muligt gerne på egen hånd, men især det sidste, var nok ikke særligt klogt i det vejr, selvom Ribero Frio på 11 km, iflg. guiden, er blevet en rute som mange turister går, helt uden guide, så rejseselskaberne har taget turen af programmet og bybussen går både til og fra. Rejseselskabets tilbud var samme tur som sidste år, blot i en endnu kortere udgave. De havde dog mulighed for at arrangere en tur med engelsktalende guide til Caldeirao Verde, men det var en meget krævende tur på 13 km med op til flere stejle skråninger og mange trapper. Det ville ikke være godt for Allans knæ. 
Vi trak i regntøjet og gik 1½ km ind til Avis for at leje en bil, så vi kan komme rundt om øen endnu engang, og blandt andet se det vejret forhindrede os i sidste år. Da det var klaret, gik vi ad små stikveje tilbage til lejligheden, for at spise lidt frokost. Sådan en enkelt ostemad er hurtigt klaret, så vi trak atter i det våde regntøj, for at gå på Strandpromenaden fra Funchal til Camara De Lobos, en tur på 6 km, som også stod på ønskelisten sidste år. Blev det for surt, kunne vi jo altid vende om, eller gå op og vente på en af de gule busser.













Faktisk gik vi der og hyggede os i regnvejret. Pludselig nåede vi til en tunnel, og da der ikke var andre veje, måtte vi jo ind gennem den åbne låge. Vi bemærkede begge hængelåsen og advarselsskiltet. I min fantasi udspillede der sig en helt actionfilm om at blive fanget derinde. Hold op hvor det larmede og buldrede. I første omgang kunne vi ikke lokalisere hvad pokker der skete. Det gav næring til min livlige fantasi, som jeg stille gik og legede med. En livlig fantasi, kan give en grå dag masser af kulør. Da vi kom til et hul i tunellen, fandt vi ud af, at det var de store bølger, der piskede hen over, eller op ad klippevæggen. Her kunne vi se hvor galt det kunne gå, da vandet i små stænk, sprøjtede flere meter op til dette klippehul. Helt tørvejr i tunellen var det ikke, men det dryppede, eller tapløb, kun på udsatte steder.

Vi kom til den anden ende af tunellen, hvor lågen heldigvis også stod åben. Efter en tid holdt den silende regn op. Det er en anbefalelsesværdig spadseretur, selv i blæst regn- og gråvejr. 
Strandpromenaden består, en lang del af ruten, af en ‘lamelgangbro’ af træ lagt ud over en masse store sten, som ellers ikke ville have været særlige gangvenlige. Området er med jævne mellemrum opdelt af låger, der kan lukkes og låses, når vejret er derefter. Når man har gået turen i det vejr, vi har, forstår man det godt.





Vi kom til det sorteste fine sand, og overvejede at gå ud til klippen og tage trapperne op for at få et vue ud over havet, men blev enige om, at der ikke kunne være noget at se. Vi måtte hellere spare vores skridt og evt. gøre det på tilbagevejen.
Vi fortsatte vores ‘ørkenvandring’ med stribevis af hoteller på højre side, indtil vi nåede et mere grønt område, hvor vandfaldet piskede ned ad klippevæggen og solen tittede frem gennem de små regnstænk.
Skyerne hang stadig tungt i horisonten, da vi nåede cementfabrikken og tankerne gik til Eric.
Den sidste del af turen, inden vi nåede Camara De Lobos, var i et noget anderledes terræn og med en hel anden udsigt end den første del, men den får I, når vi har fået en tår kaffe og hvilt benene, for nu er målet, den lille fiskerby, til at øjne i horisonten langt nede.
Hvor heldig kan man være! Solen var brudt frem, og der var lige to ledige pladser til os i solen og endda i læ for vinden, så der blev vist bare arme. Efter 16 km til fods i går og foreløbig 10 km i dag, spørger jeg Allan, hvordan hans ben har det. Kan du gå tilbage, eller skal vi tage en bus? Hans ben havde det fint - endnu, og i morgen skulle vi jo hente bilen, så vi tog den samme tur tilbage. Nu vidste vi også hvad det indebar.
Først en hulens masse trapper. Her er en lille bid af dem. 
Da vi havde forceret denne etape, ville vi se, om vi stadig kunne se den sjove fugl, der gik rundt langt, lang nede. Det gjorde den, men med det blotte øje, kunne vi ikke artsbestemme fuglen. Silkehejren, som det viste sig at være, var hele tiden i bevægelse, så det svært at få zoomet ind og få et billede af den, så vi på den store skærm kunne se hvad det egentlig var for en. 













Der var et meget smukt område omkring den lille fiskerby, hvis man bevægede sig væk fra selve byen, hvor turisterne flokkedes om de tre restauranter, der lå side om side på havneområdet. 
Smukkere findes det da ikke, uanset om man kigger den ene eller den anden vej.
Okay, der findes også knapt så smukke udsigter, med ting man undrer sig over, som for eksempel. hvad der er bag disse to døre i den kæmpe klippe med huse på toppen. Det så ud til blot at være fyldt op med haveaffald. Meget underligt, for dernede fra er det ikke muligt at køre noget væk, men måske sejle?



Hvorfor vælger man at mure skårede flasker og glas ned i en mur, der i forvejen er 2,5 meter høj og afspærret med hegn?
Mange steder på denne rute, var bjergvæggene boltet sammen og fuget som man fuger huse.  





Det trak igen sammen til regn. Da vi nåede tunellen var lågen stadig åben, men nu var der masser af vand i derinde.
Sådan fik en regnvejrsdag ben at gå.