Arbejdet kaldte mig til Sønderjylland

Før jeg fik de nye job, vidste jeg hvornår jeg havde fri. Det ved jeg aldrig mere. Jeg farer fra Herodes til Pilatus, og hver gang jeg synes det lysner, så dukker der noget nyt op. Jeg har dog stadig troen på, at jeg igen en dag, får en mere struktureret hverdag, men lige nu er der altså stadig rigeligt at se til. 
Der er ikke noget så kedeligt som at tilbringe timerne i en bil, og så helt alene den lange vej, 2 x 300 km. Næsten en hel arbejdsdag på transport alene frem og tilbage, samt deltagelse i et flere timers langt møde, befordrer ikke ligefrem en opkvikkende tilstand. En af fordelene ved at Allan ikke mere er på arbejdsmarkedet, er at han kunne tage med mig.
Efter stort set ingen nattesøvn, fordi en larmende torden og bragen havde holdt mig vågen det meste af natten, satte vi kursen mod vest, meget tidligt torsdag morgen. Jeg havde pakket de nødvendige papirer og forberedt mig til mødet på Gram Slotskro. Allan havde pakket sit fiskegrej. Det var lummervarmt og solrigt. Nattens uvejr havde ikke renset luften. Det blev mere og mere tåget, jo længere væk vi kom fra Sydhavsøerne. Selvom de sagde i radioen, at solen var ved at bryde igennem, så oplevede vi det stik modsatte. Da vi kørte på Storebæltsbroen var det så tåget, at vi ikke kunne se pylonerne og det samme gjorde sig gældende på Lillebæltsbroen. Solen kom slet ikke frem i det jydske og fynske i den tid vi var der. 
Vi holder meget øje med, hvad de foretager dem på Gram Slot, og denne dag var jo oplagt til at høre og se, hvad de havde gang i, og hvor langt de var nået i deres planer. Til begge sider er der bygninger så langt øjet rækker øverste billeder. Indvendigt er den gamle nyrenoverede kostald blevet et imponerende lokale. Nu er det, det udvendige der bliver set efter i sømmene.  
På den anden side af gaden begyndte de samme torsdag morgen at rive taget af Den gamle Holstenske Lade, fordi den skal renoveres, som den oprindeligt blev bygget i fordums tid. Murværket bliver der ikke rørt ved. Bygningen skal stå færdig allerede til september, men jeg er overbevist om, at Brodersen når sine mål til tiden. Det plejer han nemlig.
Vi satte næsen mod øst igen. Det blev kun til en lille afstikker ad margueritruten på Fyn, da vi begge egentlig meget hellere bare ville hjem. Jo længere vi kom mod øst, des mere solrigt og varmt blev det. Det var meget, meget varmt da vi landede hjemme, hvor solen havde skinnet hele dagen, og drivhusets planter hang og higede efter både luft og vand. Det blev en lang tur, så jeg var glad for at Allan kunne tage med, og han var heldigvis lige så glad for at kunne være med på turen.
Både jobmæssigt og privat har det været en presset uge, og denne uge ser ikke anderledes ud.