torsdag den 3. september 2015

Noget er genkendeligt, mens andet er sunket i jorden

Fredag den 24. juli og sidste hele feriedag på Bornholm

Der findes 3 rokkesten på Bornholm, men den rigtige ligger i Paradisbakkerne. Den ville vi have et gensyn med. Stien, der fører dertil, er ikke det bedste terræn at færdes i. Det er absolut ingen cykelrute, ikke engang på mountainbike. Disse tyske cyklister måtte trække.P1080052
Efter en lang gåtur, nåede vi frem til rokkestenen, som anslås at veje ca. 35 ton.
P1080045 P1080047

Alle Bornholmere siger at Rokkestenen ikke kan rokke mere, selvom det modsatte står i brochurene. Vi så dog at tre mænd i fællesskab fik den til at rokke, meget, meget lidt, ved en speciel teknik, som der også står om på planchen foran stenen.P1080060
Hvis du har læst med på disse ferieindlæg, har du måske bidt mærke i, at vi utallige gange har været ved Helligdomsklipperne og travet dem tynde, men uden at finde det der var engang. Fra Bornholmerpladsen mente Allan vi manglede at gå den modsatte vej, og jeg kunne ikke overbevise ham om, at vi havde gået der i går, bare fra en anden indgangsvinkel. Som jeg sagde, er det ikke mig der har dårlige knæ, men det er spildte resurser. Det bliver min tredie tur i denne uge og din anden. Det kunne vi så ikke blive enige om, så vi gik turen en gang mere, helt ned til vandet alle de steder det var muligt.
P1080062 P1080065

Først da vi havde været alle trapper op og ned og ikke kunne komme længere, måtte manden overgive sig, og modvilligt tilstå at jeg havde ret. Vi kan vist roligt sige, at vi nu har set Helligdomsklipperne fra alle vinkler, men den helt bestemte klippe, som Allan har ledt efter, har de flyttet. Det mest sandsynlige er nok, at hans hukommelse ikke er helt intakt.   
P1080074 P1080079

Nu havde vi fået dagens motion, så vi kørte til Bornholms Tekniske Samling. Bare navnet, var nok, til at jeg ikke gad undersøge nærmere hvad det egentlig var, men Allan ville gerne se det, og jeg tænkte, at selvom det var stort, så var det nok noget, jeg hurtigt kunne få overstået. Der tog jeg fejl. Der var alt, og det er interessant for alle og enhver, vil jeg påstå. Det er så fint delt op, så man kan finde det håndværk eller erhverv man er interesseret i. Snedker, tømrer, murer, skomager, elektriker, frisør, fremkalderværksted, trykkeri, og jeg kan blive ved og ved.
P1080076 P1080116

Der er en samling på over 6.000 kopper i loftet, der er musikinstrumenter, toiletter, vaskemaskiner, radioer, telefoner, øl og sodavand i lange baner, legetøj, oliedunke og kørestole. Jamen der er ikke grænser for, hvad du kan finde.
P1080120 P1080142
Har det vakt din interesse, så følg linket ovenover, og se meget mere.

16 kommentarer:

  1. Superinteressant sted, som jeg ville elske at gå på opdagelse i. Jeg synes bare det er et noget misvisende navn, men pyt med det :-)
    Hvad var der dog så specielt ved den klippe, som har flyttet sig siden Allan var der sidst? ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig et interessant sted. Navnet sælger ikke rigtigt hele indholdet, selvom der er tusindvis af tekniske sager.
      Ikke andet end at han har leget farefuld bjergbestiger på den for mere end 30 år siden.

      Slet
  2. Jeg husker Bornholm som en vidunderlig ø, selv om det er mange år siden jeg sidst har været der. Måske engang det vil lykkes os at komme dertil.
    Jeg vil egentlig også gerne vide, hvad der er med den klippe, som "nogle" har tilladt sig at flytte ☺.
    Det ser ud til, at det er lettere at høste brombær hos jer ☺. Der findes ikke mange brombærkrat hernede og dog, et sted har jeg set dem, men det ligger klos op ad jernbanesporet, så dem har jeg ikke så meget lyst til at plukke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Bornholm er noget helt specielt. I må aftale at hele din lille danske familie holder ferie der på er tidspunkt :-)
      Som skrevet til Ellen, har han klatret rundt der med 'livet som indsats.' 'Ung' og dumdristig.
      Der gik mange år før jeg fandt brombær her. Indtil da kørte jeg langt for at plukke dem. Der findes brombærsteder der er rift om. Har jeg set dem i dag og vil plukke i morgen, så kan jeg godt regne med de er væk. Jeg kan godt forstå du ikke vil så tæt på toget.

      Slet
  3. Tak for turen. Den tekniske samling synes at være meget interessant at besøge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme. Ja, vi kunne have brugt meget mere tid i rigtigt mange af afdelingerne.

      Slet
  4. Tak for turen Pia, jeg var nok stået af på den sidste tur til Helligdomsklipperne. 2 gange må være nok på en uge.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme. Jeg synes faktisk også at det var nok, men hellere gå med, end sidde på en bænk og kede sig ihjel :-)

      Slet
  5. Jeg har boet på Bornholm som barn (fra 1976 - 1980), men som barn kunne jeg ikke se, hvor smuk øen er. Det skal man være voksen for. Jeg har så været der på besøg én gang som boksen, og der kunne jeg se skønheden.

    Det teknisk museum ser rigtig spændende ud; det kunne jeg godt tænke mig at besøge engang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Som barn ser man ikke den slags skønheder. Det er noget man først sætte pris på senere i livet.
      Det er absolut også et besøg værd.

      Slet
  6. Skægt med de erindringer, der ikke altid passer ind i virkeligheden... Vi kørte en gang rundt i (efter ungernes mening) laaaaang tid for at finde et bestemt æbletræ, der skulle stå i Eriks barndomsland. Vi fandt det aldrig. Fældet, formentlig. Men bornholmske klipper skulle jo ikke forvitre så hurtigt...?
    Det er da godt nok en raritetssamling for enhver interesse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er noget mærkeligt noget.
      Ha ha... Det er egentlig utroligt hvad man gider blive ved med at jagte. Det må have været et meget specielt æbletræ. Allans kommentar til den manglende klippe, var at de måtte have lavet noget om siden sidst. Jeg tvivler på de flytter rundt på klipperne, men måske nogle nedgange er ændret. Det kunne være en mulighed, som vi ser det på Møns Klint.

      Slet
  7. Åhhh ja den rokkesten. Jeg husker da jeg besøgte Bornholm for en del år siden og genså den for første gang siden barndommen, at jeg blev SÅ skuffet ;-) Men sådan er det vist ofte med ting vi husker fra barndommens land.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvad der var en stor ting, da man var barn, er ikke helt det samme nu, men noget af det ved men jo inderst inde godt, aldrig vil være det samme som dengang.
      Rokkestenen er stadig stor, men den har været større ;-)

      Slet
  8. Når jeg læser dine dejlige indlæg omkring ferien på Bornholm, får jeg lyst til at gense øen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også et dejligt sted at opholde sig.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)