fredag den 28. august 2015

Så’n en tidlig lørdag morgen og lidt om søndagsmad

Når man ikke kan sove, kan man lige så godt stå op. Vi bruger opslagstavlen til korte meddelelser om hvor den anden er henne, hvis vi ikke lige har mulighed for at tale sammen. Jeg skrev ganske kort, ‘går tur’. Så ville Allan se det, når han fik øjne.
P1080492










Vejret var herligt, og der er så stille alle vegne. Kun nogle få sejlere har fået øjne. Jeg fik en lille snak med en af dem.
P1080494a
Da jeg vendte næsen hjemad, var folk begyndt at vågne. Nu, en uge efter, kan man allerede tydeligt se forskellen på morgenerne. I skrivende stund er det ret mørkt derude. I lørdags var det helt anderledes. Selve vejret har selvfølgelig stor indflydelse. I dag er det gråt og efterårsagtigt, mens det i lørdags var sommervejr. P1080496








Da jeg nåede hjem, havde Allan lavet kaffe, og var godt i gang med at indtage dagens første måltid. Det tilsluttede jeg mig, inden jeg gik i gang med at skrælle og koge en ordentlig portion nedfaldne æbler. Det kom der en æblekage ud af og resten af grøden blev lagt i fryseren. Jeg fik råsyltet nogle squash og pillet hindbær og andet i den stil. 
Søndag havde vi lavet en aftale med vennerne om at tage ud i det blå med mad og kaffe. Jeg ville medbringe al maden. Vennerne vil så tage en grill med. Allerede om lørdagen havde jeg lagt et helt kalkunbryst i en marinade af et par dl. øl, frisk hakket estragon, lidt finthakkede løg, 4 knuste fed hvidløg, ½ dl olie, et par spsk. citron og all-round krydderier i form af det køkkenskabene indeholdt, bl.a. paprika og koriander. I denne lage lå kødet og trak i ca.12 timer. Jeg havde også kogt en portion polenta, som også skulle grilles. 
P1080521 P1080526

Søndag formiddag hentede jeg nogle pærer i haven, som med udgangspunkt i denne pære-blommesalat, blev skåret i både og vendt på panden i et par skefulde olie og ditto honning. Samme behandling fik en portion blommer. Begge dele blev blandet i en skål og drysset med en blanding af hakkede valnødder og hasselnødder.  
Til den anden salatskål hentede jeg forskellige tomater i drivhuset. Disse blev blandet med en mango i tern samt lidt hjertesalat og grønne asparges. Lidt hjemmelavet  olie-eddikedressing kom henover.P1030310
Vi nød hele eftermiddagen med heste, svin og en enkelt lama som tilskuere, mens vi tog et kig ud over vandet og var omsværmet af flotte røde og grønne guldsmede og andre flyvende insekter, alt sammen ved Klodskov, hvor et par af os også tog en lille travetur, mens andre tændte op i grillen og passede den. Efter spisningen og lidt hygge kørte hver til sit.    

Det er blevet lyst, men solen lader vente på sig. Det ser ud til mere regn som vi fik 11 mm af i går.

Om ca. en time sætter jeg mig på cyklen, og ser om jeg kan bunde gennem skoven.

18 kommentarer:

  1. Jeres venner blev vist godt forkælede - Sikke nogle lækre salater!
    Det er lidt vemodigt på denne tid af året, hvor den mørke tid nærmer sig med stormskridt, men efterårshygge er nu ikke at foragte. Vi skal bare lige vænne os til det ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg syntes det var min tur til at forkæle dem. Vi elsker alle at ekspermentere, prøve nyt og få inspiration og det faldt også i god jord :-)
      Der ved jeg du synes. Jeg har det ikke sådan. Jeg glæder mig over at det igen snart bliver mere behageligt at ligge i sengen, uden at blive generet af sol og varme, og dermed få lidt bedre nattesøvn. Ikke at jeg vil undvære sol og sommer heller, men alle årstider har sine fordele og ulemper.
      Solen lom fram allerede inden jeg skulle på cyklen, og det har holdt hele dagen :-)

      Slet
  2. Mums nogle lækre salater du har kreeret.. :-)
    Jeg kan også pludselig mærke at efteråret er på vej. Det er blevet mørkt om morgenen når jeg står op, og også mærkbart tidligt mørkt om aftenen.
    God weekend hos jer, når I når dertil. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der var heller ikke nogen der ikke kunne lide dem :-)
      Ja og nu går det stærkt. Selvom solen er fremme, er det alligevel køligt og fugtigt om morgenen, så overtøjet er igen fundet frem.
      Tak i lige måde til jer :-)

      Slet
  3. Jeg siger som Benedicte: sikke nogle lækre salater, men alt det andet du skriver om lyder også særdeles indbydende.

    Tænker du på at være taknemmelig over at kunne gå ud og samle æbler og lave æblegrød? Når man bor i byen, er den slags jo en luksus, man kun kan tænke sig til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hver eneste gang jeg henter noget i haven eller i naturen, tænker jeg over, hvor skønt det er. Jeg ved nu flere der bor midt i byen, der tager ud og høster æbler og meget andet. (Også derinde hvor du bor) Der findes mange steder og flere grønne områder, hvor man gerne må plukke til eget forbrug, og de vilde hegn findes overalt, selvfølgelig ikke lige på byens torv ;-) Du skal bare ud med kurven eller posen under armen.

      Slet
  4. Unknown sagde ...

    Det er længe siden jeg har været på en tidlig morgentur, men den stemning, du beskriver, kender jeg godt. Jeg må se om jeg kan komme på morgentur igen!

    Jeg bliver meget inspireret af de salatopskrifter. Jeg laver næsten altid salat, men mit "repertoire" strækker sig ikke så vidt :)

    (Når jeg sender kommentea siger den "Ukendt" og når jeg prøver at rette, kan den ikke modtage kommentar. Hilsen/Donald).

    28/8/15 11.03

    SvarSlet
    Svar
    1. Så tager du ture på andre tider af dagen, men en morgentur til at starte dagen på er ikke så tosset.
      Der er så mange muligheder med salat, og i dag kan man stort set blande alt, har jeg indtryk af og gør det også selv.
      Jeg forstår det altså ikke. Jeg har ikke pillet ved noget, og jeg har lige tjekket, at indstillingen er sat sådan at alle kan kommentere, selv en robot ;-) Du er jo også på med direkte link til din blog, kan jeg se.

      Slet
  5. Det er tydeligt at se vi snart når til efteråret. Det er mørkere om morgenen. Lyder som lækker mad, du kreerede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Heldigvis er det stadig lyst, når jeg kører hjemmefra, og når jeg kommer hjem, men det går stærkt. Alle var tilfredse, og jeg laver det gerne igen.

      Slet
  6. Jeg tilslutter mig fuldt ud de øvrige kommentatorer, det lyder som en rigtig lækker middag. Jeg tænkte også på, hvor er det dejligt at du kan hente så meget i haven, det er guld værd og skønt ikke altid at skulle bruge supermarkedets plast indpakkede frugt og grønt.
    Indtil videre synes jeg ikke vi har mærket så meget til efteråret, men vi ved det, det varer ikke længe. Men det er jo også en dejlig årstid som jeg synes er forbundet med hygge, hjemmebagte boller og stearinlys ☺.
    En rigtig god weekend til jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg nyder også både at høste og tilberede det hele. Jeg synes faktisk at meget af den frugt og grønt der ligger i de butikker og supermarkeder jeg kommer, slet ikke er pakket ind. Vi køber oftest i løs vægt.
      Vi har haft nogle blæsende dage ind imellem, men det har stadig været varmt. Lige bortset fra på cyklen om morgenen. Det kræver overtøj nu. Jeg nyder alle årstiderne, så kan vi kaste os over andre sysler når vi slipper for haven :-)
      Tak og god weekend til jer også.

      Slet
  7. Bortset fra, at jeg synes det er vildt svært, er det faktisk hyggeligt at være oppe og se resten af verden vågne.Jeg har lidt på fornemmelsen, at det sker noget oftere for dig end for mig ;-)
    Den der mango-tomatsalat lyder superlækker!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke svært ved at komme op og ud om morgenen, så jeg ser jævnligt byen eller byer rundt omkring vågne, men om jeg slår dig på det punkt, skal jeg ikke afgøre ;-)

      Den smager allerbedst med balsamico granatæble, men jeg havde brugt det sidste.

      Slet
  8. En tidlig morgenstund, hvor man føler sig som den eneste i hele verden, kan give energi til resten af dagen. - Det er bare meget sjældent, jeg oplever at vågne så tidligt :-)
    Superflotte salater; det må have været en dejlig middag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ren nydelse, selvom jeg jævnligt ønsker at jeg kan sove længe i weekenden, bare til halv 8, det ville være luksus, når man ikke har noget man skal nå til et bestemt klokkeslet. Når man ikke kan sove, kan man jo lige så godt nyde morgentimerne med et eller andet, i stedet for at ligge og blive irriteret og få ondt i hele skroget.
      Det var en fin middag og det er pæreår i år, i hvet fald i vores have, så pæresalat kommer jævnligt på bordet den næste tid.

      Slet
  9. God ide mht. hvorfor er jeg ikke lige ved siden af dig.
    Jeg ved flere bruger sms funktionen. Vi er jo fra den tid hvor det ikke lige er det vi tjekker straks vi vågner ;-)

    SvarSlet
  10. Jeg vil ikke have forstyrrende sms'er. Jeg ser bare ud ad vinduet, og tager vejret som det kommer, men til visse planlagte udendørs aktiviteter, kan jeg godt finde på at tjekke Yr.no, for at være forberedt på tøjvalget. Lige sådan når vi skal på ferie både herhjemme og udenlands.

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)