Julehjælp og anden hjælp

Jeg tror altid der vil være brug for hjælp og støtte til alle mulige emner. Så længe jeg kan huske, har der altid været burg for hjælp og støtte til de syge, handicappede og de svage i samfundet. I vores unge dage havde vi nok at gøre, med at få økonomien til at hænge sammen her i huset. Allerede dengang kendte vi et par stykker der søgte om julehjælp. Vi selv har dog klaret det uden støtte fra andre, ved at være sparsommelige, og lave alting selv, og ellers “bare” undvære det der ikke var råd til.  Selvom pengene var små, har vi dog altid støttet ved at købe julekalendere, lodsedler og den slags, når det var lokalt. Ind imellem har vi da også støttet mange andre, mere landsdækkende formål.

Med årene har den stemmen dørklokker dog bredt sig, for her i kvarteret er der nærmest folkevandring fra "storbyerne” som Nyk. F., Vordingborg og hele resten af Lolland og Falster, så vi må ofte, selvom det er svært, sige nej tak, men vi kan altså ikke støtte alt og alle.

Du så måske også udsendelsen om de fattige i Danmark? Det gør ondt, når nogen har så lidt. Desværre bliver der flere og flere af dem, og der er rift om julehjælpskasserne. Måske kender du allerede den helt private gruppe på Facebook der hedder: “Julehjælp” Den startede i 2010. Jeg fik dog først øje på den sidste år, men der kan vi alle være med at støtte, ved bare at rydde op på eget overskudslager. Ønskerne spænder vidt fra brugt tøj, puslespil, malebøger, skoletaske, penalhus, bøger, julegodter og alt hvad der ellers kan være med til at få et fattigt hjem til at få noget der bare ligner lidt af vor andres jul. De er bestemt ikke krævende. Måske findes der også en familie lige rundt om dit gadehjørne, der ville blive rigtig glad for et par hjemmestrikkede sokker eller noget helt tredie. Jeg bliver så glad om hjertet, når jeg ser, hvor mange, der får disse små ønsker opfyldt.
Her i huset er vi i gang med at hjælpe alt det vi kan, dog med noget helt andet. Det er vores egne børn der nyder godt af det. Mads har fået grønt lys af forsikringsselskabet. Da vi fik den besked af Mads, var jeg ikke i tvivl om hvad min fridag skulle bruges til. Jeg trak vanterne på, begav mig ud på en spadseretur, for at hjælpe Mads med at bane vejen, så han kan komme i gang med renoveringen. Da jeg nåede frem begyndte det at sne, med store fnug. Det holdt dog hurtigt op. Allan kom og gav et nap med de større ting, vi skulle være to om. I morgen tidlig har Allan lovet at tage med Camilla til Neunstein i Tyskland, hvor de skal opholde sig hele to dage. Camilla glæder sig rigtigt meget til at være sammen med sin far, siger hun, men hun sagde også med et lille smil: “Tror du far og jeg kan enes hele vejen?” Far og datter er to alen ud af et stykke, de har begge en meget, meget kort lunte. Ind imellem kunne de godt have brug for lidt af den tålmodighed mor og søn har fået tildelt.
Jeg tilbringer denne fredag aften på Nyråd Kro, hvor jeg skal mødes med et par gamle frøer, til hygge og snak. Kroen har jeg aldrig spist på, men jeg håber de laver god mad.

Et aktivitetsniveau på lavt blus

Efter en nat med mindre end 5 timers søvn, er det ikke de store projekter vi kaster os over her på matriklen. På sådan en dag, har naturen rigtigt godt af os. Eller måske er det snarere omvendt! Regnen silede ned, og det var hundekoldt, mere end i lørdags, så denne gang foreslog jeg ikke at tage på en flere timers skovtur, selvom jeg ikke er bange for lidt vand fra oven, men noget skulle der ske, så valget faldt på julemarkeder. Der er jo rigeligt at vælge imellem i denne tid, og der er som regel ikke meget nyt at hente på den konto, synes jeg. Derfor valgte vi at støtte op om de små lokale markeder.
Vi startede med at besøge Majbølle Mølle, hvor Møllelauget kæmper for møllen, som under en vinterstorm tilbage i 2007/08 mistede sine vinger. Alt hvad der kan købes der, er lavet på frivilligt basis, for at skrabe penge hjem til møllens restaurering. Møllelauget vil gerne have at møllen bliver brugt, så der laves aktiviteter og alt overskudet går selvfølgelig til vedligeholdelse af møllen. Der er mange muligheder for at bruge møllen, både som privat person, kunstner eller firma. Er man medlem af lauget kan man leje nogle meget billige festlokaler. De ihærdige ildsjæle, har stemt utallige dørklokker, og søgt legater, så det nu er lykkedes at skaffe en formue penge nok, til de nye møllevinger. Træet er også endelig fundet, og i 2013 skulle der gerne komme vinger på igen. Er man heldig og vinden blæser rigtigt, så vil møllen kunne male frisk mel på mølledagen.  
Vi satte kursen mod Vilhelmsdal, hvor hestepigerne havde arrangeret julemarked i ridehallen. Det var deres første arrangement af slagsen. Pigerne var kommet lidt sent i gang, for alle de større kræmmere, eller hvad sådan nogen nu kaldes, var optaget andet sted. Vi synes de havde gjort det rigtigt godt, og hyggen fejlede bestemt ikke noget. Man kunne købe gløgg og meget mere, også nybagte pandekager, som man kunne tage med ind i en af de hyggelige hestebokse og sidde og nyde det hele i fred og ro.
Der var pyntet mange fine hestebokse, men der var stadig plads til alle de heste, der ikke var på fold, til stævne eller på anden vis ude af stalden. Vi gennemsøgte staldene, for at se om vi kunne finde svigerindens hest. Vi vidste, at det var den allerstørste hest på hele gården, så vi fandt den, og fik hilst på den. Da Camilla har været bidt af heste og gået til ridning, er det ikke den første store hest vi har mødt, men jeg tror nu alligevel at denne slog rekorden med flere cm.
Vi kørte hjem og spiste os lidt frokost, inden vi fortsatte til Den gamle Købmandsgård i Nyk. F. Der holdt de nemlig også et lille hyggeligt julemarked. Der kunne man dog også finde de helt eksklusive ting i boderne. Der var historiefortællinger for børn i de gamle bygninger, samt kage- og snapsekonkurrencer for voksne.   
Vi gik ned i den anden ende af byen, hvor selve museet og den gamle købmandsbutik ligger. Vi kunne også have valgt at tage hestevognen helt gratis. I den gamle nostalgiske købmandsbutik kan man handle flere dagligvarer hele året. Nogle af varene er dog kun til ren udstilling. 
Det var blevet mørkt da vi forlod butikken, så solnedgangen var allerede godt i gang.
Det sidste billede viser dagens udbytte, som blev alkoholfri kirsebærgløgg og et par poser mel fra Majbøllegård. Vi kan købe det hele i Lolles gårdbutik. Vil du have mel fra et af Danmarks bedste landbrug, så kan du finde din forhandler her.

Julefrokost med krudt og kugler

Først havde vi fået at vide, at julefrokosten blev sparet væk i år. Hvad der har gjort, at vi alligevel fik lov til at holde en, dog en noget mere skrabet model end sædvanlig, det ved vi ikke. Vi mødtes, som vi plejer, i butikken lige før lukketid, for at køre samlet af sted, i så få biler som muligt, til et hemmeligt sted, som  altid kun chefen har kendt. Vores tidligere førstemand nye chef, sendte hurtigt opgaven videre til et par ansatte “tøser” og vi kan nu konkludere at vores julefrokostånd stadig lever. Vi kørte en halv times tid, og endte et sted på Lolland, helt derude hvor kragerne vender, efter at have kørt ad små krogede veje og i slalomkørsel op ad en markvejsallé inden vi endte på en gårdsplads, hvor vi blev budt velkommen af et par unge mennesker, som fortalte at vi skulle ud og prøve at skyde lerduer. Som jeg nævnte i forrige indlæg, havde vi alle fået besked på at tage noget tøj på, der kunne tåle at blive beskidt, samt være varmt påklædt og meget gerne i gummistøvler. Jeg havde heldigvis hørt efter i timen, for det var hundekoldt. Alle de unge mennesker...de er unge, nogen er meget, meget unge. Jeg kunne aldersmæssigt være mor til hele bundet... Altså de unge var kun iført tynde bukser og tynde kondisko.

Vi fik nogle instrukser, for det er jo ikke helt ufarligt at have med rigtige våben at gøre. En erfaren støttepædagog stod hele eftermiddagen troligt ved siden af hver enkelt af os, og sørgede for at geværet blev ladt, afsikret, vendt i den rigtige retning og i det hele taget “bare” blev håndteret korrekt. Vi var blevet advaret om geværet kunne give et slag i skulderen, især hvis man ikke trykkede det hårdt ind mod sig selv. Flere af pigerne fik sig nogle slag, og var ømme senere på aftenen. Drengene syntes også det var rigtigt svært at ramme duerne, så der var ikke mange lerduer der døde i går. Jeg selv ramte en enkelt. En dreng ramte absolut slet intet. Vi skød løs i flere timer, dog afbrudt af en kort stående kaffepause med varme æbleskiver. Det hele serveret under åben himmel. Jeg kan hilse jer og sige, at sådan et gevær er ret tungt at stå med, inden man er færdig med egen skyderunde.
Det var en pige der vandt medaljen for flest ramte duer, og hvor er det altså sjovt at se reaktionerne fra de dårlige tabere. Jeg ved, at nu har jeg oplevet at se det mest tøsesure ansigt nogensinde. Det sad på en dreng.
Meningen var faktisk at vi skulle til endnu et arrangement, men vi blev brændt af kl. 13 samme dag, og derfor blev lerdueskydningen forlænget til vi ikke kunne se noget mere. Vi var nysgerrige, og ville gerne vide hvilket arrangement vi var gået glip af. Der var flere der åndede lettet op, også de store stærke drenge. Vi skulle have været tilbage til Nykøbing, hvor en mand ville møde op med terrarier med slanger og fugleedderkopper, som vi alle skulle have stiftet bekendskab med på egen krop. Der er jeg sikker på jeg kunne have scoret nogle point på edderkoppen. Godt nok er de store, men jeg synes altså at edderkopper er søde og bløde dyr. Slangen ville jeg nok ikke være så tryg ved, hvis jeg fik den hængt om halsen, men at røre den kunne jeg nok overtales til. Jeg kørte tilbage til butikken med mine passasegere, mens jeg selv kørte tilbage til Lolland, tog et bad og kom i noget rent tøj. Min transporttid frem og tilbage er en time.
Jeg fik privatchauffør på til chefens hus, hvor vi skulle mødes og spise. Maden kom udefra, og var ikke den fine menu, som vi alle de andre år er blevet forkælet med, men det var ganske udmærket. Vi spiste i god ro og orden, og hyggesnakkede på kryds og tværs. Alle skulle medbringe en lille raflegave til 20,- kr. og så var der igen gang i kampen. Vi spillede på tid, lang tid. Endelig ringede uret, og pakkerne fik love at blive hvor de lå. Resten af aftenen forløb lidt anderleds end den plejer, men det behøver det jo ikke være ringere af. Det var tydeligt at se, at alle har hygget og moret sig på hver sin måde. 
Jeg tænker tit, at jeg er et priviligeret menneske, der i så mange år, har fået lov til at være sammen med så mange unge mennesker et par gange om året. Jeg har også tit både tænkt og sagt højt, at de må synes det er mærkeligt, at jeg “den gamle kone,” som jeg absolut må være, set med deres øjne, deltager i disse firmafester, hvor alle, også chefen, er yngre end mine egne børn, men de siger, at de synes det er fedt og frisk gjort. Jeg har aldrig på nogen måde følt mig særbehandlet, og ønsker det heller ikke, for så skulle jeg måske hellere være blevet hjemme! Jeg har gennem årene talt med næsten alle, der har været ansat, både de gamle voksne og de helt unge, og det er pænt mange, fordi de normalt kun er i virksomheden de to år, de er i lære. Og de helt unge er der sjældent længere end til de fylder 18 år. Igen i aftes/nat fik jeg et par lange gode snakke med flere kollegaer. Pludselig var klokken to, og jeg ringede til min chauffør. Ganske få minutter før Allan kom begyndte folk at gå hjem eller i byen, så det var det helt rigtige tidspunkt jeg brød op på. Det blev en kort nat for os begge, så dagen i dag er brugt på det rene daskeri i lokalsamfundet, men det må komme i et andet indlæg. Jeg tror jeg vil se dyner.

Fasantid og vintermad

I modsætning til sidste år, hvor jeg helt uventet blev tilbudt fasaner, så har jeg i år bestilt nogle. Inden de modtages, var det på tide at få ryddet fryseren for den pose med skrog fra sidste år. Jeg ville egentlig bare koge en god fond, som jeg kunne bruge til suppe en dag, når det skulle gå lidt stærkere.
Fasanskrog, vand, gulerødder, løg, hvidløg, æbler, løvstikke, chili, laurbærblade, hele peberkorn, og salt blev blandet sammen i en gryde, hvor det stod og småsimrede i 3 timer. Jeg havde knapt nok tændt for komfuret, før der spredte sig en herlig duft i køkkenet, så jeg besluttede at aftensmaden skulle være fasansuppe. Det blev dog ikke den suppe, som jeg gerne ville lave, for som sædvanlig var alt ikke på lageret. Sådan er det, når man ikke køber ind efter bestemte opskrifter, men så må man jo bruge hvad man har. 
Kartofler i små tern, friske champignon, lidt suppeurter og selvfølgelig lidt af det afpillede fasankød, samt lidt æbler og løg fra fonden. Det blev en dejlig suppe, syntes vi begge. Resten af fasankødet blev blandet med de godt kogte løg, æbler og gulerødder. Pisket sammen med lidt hjemmelavede kapers, og lidt tranebær til en fasanrilette, som jeg vil glæde mig til at spise på mit rugbrød i morgen.
Forleden lavede jeg “skovhuggerens livret” Eller dvs. den opskrift blev også omskrevet, fordi jeg ikke havde porrer i huset, men kun rosenkål og så undlod jeg mælk og sovs, og puttede kartoffelskiver i retten i stedet for at servere kartoffelmos til. Retten her er til 4 personer.

• 2 røgede snitter (eller 500-600 g bacon) 
• 4-6 gulerødder
• 2-3 porrer (eller tilsvarende rosenkål)
• 1-2 tsk karry
• 1-2 tsk paprika
• salt og peber
• 75 g margarine
• 1 liter mælk
• 1 liter vand
• sovsejævner

Skær kødet i terninger. Smelt fedtstof og svits karry og kød heri. Tilsæt gulerødder og porrer (rosenkål) og svits ganske lidt, tilsæt vand og mælk som sagtens kan undlades samt krydderier )  Læg låg på gryden og lad retten simre i ca. fem kvarter. Jævn sovsen og smag til med salt og peber. Springer du mælken over skal retten ikke jævnes.
I morgen ved middagstid skal jeg til julefrokost i firmaet. Som sædvanlig bliver det ikke nogen helt almindelig julefrokost. Selvom meget har ændret sig, så prøver medarbejderne at holde stilen, i hvert fald i år med. Jeg ved jeg vi skal have gammelt tøj på og være klædt varmt på, med hue, vanter og støvler, fordi det skal foregå udendørs. Jeg glæder mig til at se hvad jeg skal kastes ud i denne gang, selvom jeg måske også har en skummel mistanke om, at noget skal gå specielt ud over mig. Vi ses på søndag, når jeg har fået lidt søvn.

Der er altid et lys i tågen

Vi er lidt omgivet af tåge i denne tid, både bogstaveligt og i overført betydning. Rørskaden kan vi ikke gå i gang med. Mads mangler grønt lys fra forsikringsselskabet. Vi undrede os lidt over, at det var den udsendte vvs-mand, der stod for hele sagen, men han sagde, at det var ham alene der stod for opgaven. Mads var selvfølgelig velkommen til at kontakte forsikringsselskabet, men de ville bare sende bolden tilbage til vvs-manden igen. Mads er ellers et meget tålmodigt menneske, men nu vil han altså bare gerne have et svar, så han igen kan få noget der ligner et hjem. I denne uge kommer to håndværkere for at se på skaden og udregne et tilbud til forsikringsselskabet. Vi håber de kan nå at sende det afsted senest i weekenden, så Mads kan få en besked om hvor han står i næste uge. Det er måske ikke realistisk, men man har da lov at håbe.

I mandags på jobbet, kom der en helt lille blomsterbutik ind ad døren. Jeg tænkte om der mon skulle foregår noget jeg ikke var vidende om. Der fulgte ingen besked med, om hvor de kom fra. De to budbringere sagde blot, at de havde fået lov til at aflevere dem på kontoret. Udenpå var der dog noteret, hvem der skulle have dem. Jeg fik ringet til en af de heldige, så han kunne komme forbi kontoret og dele ud til de respektive modtagere. Kollegaen var selvfølgelig nysgerrig, men jeg ville ikke sige hvad han skulle hente, men blot at han skulle komme forbi samme dag, så han kunne nå at dele ud til de andre to inden fyraften. Han havde nær tabt både næse og mund af bare overraskelse. Da han endelig fik samlet sig efter at have spurgt utallige gange om hvem og hvorfor, uden jeg kunne give svar, sagde jeg: “Du kunne jo starte med at åbne dit kort, og se om det siger dig noget.” Det viste sig, at alle fire blomsterdekorationer var fra en kunde, vi har udført et stykke arbejde hos. Kunden var så tilfreds med resultatet, at det måtte siges med blomster og et personligt kort til hver. I dag fortalte chefen mig, at han havde fået en sammenplantning af … Det ved jeg, og du er ikke den eneste, sagde jeg. Han blev lige så overrasket, som min kollega, da jeg fortalte historien, og mon ikke de andre to også er blevet det! Jeg selv må nøjes med at nyde chefens blomst, som står og pynter på kontoret, men det er da næsten også det samme, som hvis jeg selv havde fået den forærende.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Når en kreditor får nyt IT-system, kan der let gå kuk i tingene. Der stod åbenbart ikke det samme på “min” regning, som der gjode i kreditorens bogholderisystem. Det fandt vi ud af, da jeg sendte en mail vedr. forskellige fejl og mangler, og spurgte om hun ville se på det.
Svaret var: Det lyder mærkeligt!  I mit system står der ……………..Der er vist et eller andet jeg lige skal have fulgt op på. Tænkte om jeg måtte ulejlige dig med evt. at maile bilaget til mig, så jeg kan se det!  Det drejer sig om faktura nr…..  Er det samme fakturanr. du taler om?
Ja, vi taler om samme fakturanr.  Det samme problem er faktisk gældende for faktura ….. Jeg vedhæfter bilagene.
Jeg beklager alt det rod!  Jeg tjekker op på dem begge og skriver til dig senere! Tak for din tålmodighed!
Da jeg kom hjem fra arbejde, og åbnede døren til bryggerset, slog en herlig duft mig i møde. Jeg var slet ikke i tvivl om, hvad der var foregået i køkkenet. Allan havde haft gang i bageriet. Der var en gang, for flere år siden,  hvor han gjorde det jævnligt, men der er godt nok blevet langt imellem hans bagværk de sidste mange år. I dag blev det “kun” et par ganske almindelige franskbrød, da vi manglede ingredienser i huset til noget mere groft, han ville have bagt. Han mente dog ikke at brødet var blevet helt så godt, fordi det var lidt hårdt i skorpen. Inden jeg fordelte brødene i poser, blev der prøvesmagt og det var slet ikke så ringe. Det kunne vist ikke være blevet ret meget bedre. Der findes ingen bedre kager end hjemmebagt brød.

Stegt flæsk og uventet besøg

Til min fødselsdag foreslog Camilla, at vi skulle prøve at samle et lille udvalg af familien til stegt flæsk og persillesovs og en rigtig hyggedag inden jul. Vi synes det var en rigtig god idé, men det er altså rigtigt svært at få samling på bare en lille flok. Der er altid nogen der har andre aftaler, ligegyldigt hvilken dato vi valgte. Da det var Camillas forslag, og vi havde lovet at lægge hus til, måtte det blive en dag, hvor både hun og vi kunne. Denne weekend var eneste mulighed, og vi ville kun blive seks personer. Vi endte på fem. Der blev hygget igennem i køkkenet.
Inden ungerne ankom, var der dækket bord i stuen, som der oftest er, når vi samles, men da det blev spisetid, sagde Camilla. Ihh… kan vi ikke bare sidde herude i køkkenet og spise mad. Det er da meget hyggeligere, men nu har I selvfølgelig dækket bord. Jamen det er da ikke noget problem, de par tallerkener kan vi da hurtigt flytte, og sådan blev det. Børnene blev luftet, affodret og lagt til at sove, og mens jeg lavede persillesovsen, fik ungerne en lille pakke de kunne pakke op. Eiii… skal vi have gaver, hvorfor det? Det havde vi bare lyst til. I er da tosset, men tak. Ungerne mente det næsten var som juleaften og gaverne bragte både glæde og julelys i deres øjne. 
Vi åd stegeflæsk i lange baner, hver og en af os. Camilla slog sig på maven og sagde, puh, hvor er jeg altså mæt. Det kom helt bag på mig, da hun et øjeblik efter sagde, at hun godt kunne spise en isvaffel. Du spiser da aldrig is. Jo, faktisk er jeg blevet rigtig glad for is. Nå, isvafler har jeg altså ikke, men is kan du godt få, der skal bare også være plads til æblekage. Allan var ikke sen til at hente isen, og den blev også spist. Efter kaffen og æblekagen kørte Camilla tilbage til Kbh. Mads blev hængende lidt længere inden han også forsvandt. Vi har alle haft en rigtig hyggelig dag og aften. Det blev sent inden køkkenbordet blev ryddet og vi kom i seng.

Tidligt i morges sendte Mads en sms: Er I oppe? Ja, jeg er, skrev jeg tilbage. Må jeg komme og få morgenkaffe sammen med jer? Selvfølgelig må du det. Da jeg lukkede ham ind, havde han en bagerpose med nybagte tebirkes med. Både Allan og Mormor blev taget på sengen.
Over middag, var mor den eneste der stadig var her. Jeg havde lige sendt Allan ud på en køretur, for at hente nogle æg, og selv sat mig med strikketøjet, da min mobil ringede. Jeg nåede at se navnet i mit display inden jeg tog telefonen. Selvom vi Allan er i familie med ham der ringede, har han aldrig været i vort hjem, men vi har mødt ham flere gange og også talt med ham andre steder. Sidst var til familietræffet på Frilandsmuseet, hvor han og jeg udvekslede telefonnr. Jeg spurgte om han var på disse kanter, jaaah, det var han faktisk. Okay, du står måske næsten uden for vores dør? Nej dog ikke, jeg er hos H.. og H.. Jamen kunne I tænke jer et komme forbi til en tår kaffe? Ja, tak, det vil vi meget gerne, hvis I altså har tid og ikke har andre planer der bliver spoleret. Vi har ingen planer, så kom I bare. Ungerne er kørt, og de har ikke spist alt æblekagen, så jeg sætter kaffen over. Tak, vi kommer. Øh… hvad er det nu jeres adresse er? Mor fik travlt med at få pakket sammen og komme hjem. Hun mente det var på tide vi slap af med hende. 15 minutter efter ringede det på døren, og snakken gik lystigt de næste mange timer. Allans fætter kan noget helt specielt, og har vundet en flot 2. præmie. Du kan se og høre ham her.
Allan kaldte for et øjeblik siden, at jeg skulle komme ind og se om jeg kunne genkende nogen af de personer der var på tv-skærmen i “Station 2 Politirapporten.” Jeg ser mig da jævnligt i et spejl, så det så jeg straks, selvom jeg havde placeret mit kamera foran ansigtet. Det gjorde jeg nemlig meget bevidst, da jeg opdagede filmfolkene fra TV2 fokuserede på os der stod i køen.

Når fritidsinteresser blev til lønnede job

Jeg er bidt af tal, og har altid været det. Lige fra ganske lille pige, legede jeg kontor. Skrev regninger og lavede kassekladde. Da jeg tjente mine første penge, blev der skam lavet budget, så jeg har aldrig været i tvivl om, at det var der min vej lå, men der er jo så meget andet spændende og interessant  i denne verden, så jeg har altid haft mere end et job. Jeg har arbejdet inden for utroligt mange forskellige ting. Faktisk har jeg haft utallige små og store bibeskæftigelser og flere samtidig, men jeg har altid været meget trofast overfor min hovedarbejdsgiver. Min første “voksenarbejdsplads” bortset fra min elevplads, og et halvt års vikarjob, som egentligt kun var et barselsvikariat på 3 måneder, valgte jeg selv at forlade efter 15 år, og det “nye” job passer jeg stadig på 24. år. 
Nu var det bijob det skulle handle om. De allerfleste af dem er ikke nogen jeg selv har søgt. De er dukket op af det blå, enten udsprunget af mine egne interesser, hvor folk har henvendt sig, om jeg ville dette eller hint, eller det er job jeg direkte er blevet tilbudt. For det meste er jeg sprunget på vognen, men jeg er også selv hoppet af, når det ikke var sjovt længere.   
Jeg valgte at gå på deltid, da Mads blev født. Hjemme- og weekendarbejde, var bestemt en kæmpe fordel, da børnene var små, fordi jeg kunne være hjemme, når de havde fri fra skole, og arbejde når det passede ind. Ungerne har derved altid haft en af os forældre hjemme.
Jeg har skrevet festsange i 29 år, men til sidst blev jeg så træt af dette. Folk havde ikke respekt for almindelige spise- og sovetider, men bankede på døren fra 7 morgen til 22 aften og vi havde en telefon der kimede hele døgnet. Jeg kunne ikke følge med arbejdsopgaverne og måtte sige nej til mange. Succesen kvalte min lyst til at arbejde med dette.  

Jeg har serveret i Forsamlingshuse og haller med hundredevis af mennesker, men også i de noget finere kredse i næsten lige så mange år. Jeg har skrevet ugebladsnovelle, malet sølvbryllupsskilte og den slags. Været gravermedhjælper, og har syet tøj for folk, været rengøringskone for et boligselskab, kun absolut nødhjælpsassistance, samt været kirkekasserer i nogle år. Jeg troede jeg vidste alt om menighedsråd og kirkearbejde, så efter betænkningstid, og en betingelse af, at det ikke indebar jeg skulle løse sognebånd med et antal faste kirkebesøg samt deltage i menighedsrådsmøder, men at det kun gjaldt selve regnskabet, og de møder der udsprang sig deraf, sagde jeg ja. Jeg tog fejl, jeg vidste ikke alt om kirkelove. Det er det mest bureaukratiske system jeg har oplevet. Jeg blev tilbudt at tage endnu et kirkesogn, eller flere under mine vinger, men jeg var ikke interesseret og takkede nej. Den “krig” der er var i menighedsrådene rigtigt mange steder i hele landet, jeg fik kirkebladet, havde jeg ikke lyst til at være en del af.  Et job af den slags var mere end rigeligt til mig. Efter 6 år fik jeg til sidst nok og sagde op, helt uden sikkerhedsnet. Allan gik sygemeldt og hans vores fremtid var i forvejen aldeles usikker, men der måtte forandring til hvis jeg skulle overleve. Vi måtte bare klare at få brød på bordet uden den indtægt. Så var det, at jeg så et barselsvikariat som bogholder inde i byen. Jeg søgte det og sørme om ikke jeg fik lov at passe det i 9 år og 11 måneder inden det snart slutter. De nævnte bijob dækker vist de største og længste i mit liv.

Hvad jeg beskæftigede mig med inden voksenlivet og tjente lidt skillinger ved,  må blive en anden gang.
 

Fod- og rørskade

Egentlig har de to ting ikke noget med hinanden at gøre, ud over fællesbetegnelsen for  skade. Jeg havde lovet Jørgen, at fortælle om udfaldet hos kvaksalveren. Da jeg mødte op til behandling i sidste uge, spurgte han selvfølgelig hvordan det var gået, og om det havde hjulpet. Mit svar som I kender, var nej, desværre. Jeg fik igen den store “undersøgelse” men han måtte erkende, at der ikke rigtigt var noget at sætte på plads. Det han gjorde var småting, som han selv sagde. Han var trods alt ærlig nok, men sagde dog at de allerfleste, der kom hos ham fik det bedre. Jeg aner af gode grunde ikke om det er 51% eller meget højere, men nu har jeg givet behandlingen en chance. Efter 11 år med vals, tango, quickstep, foxtrot, rumba, samba, wienervals, cha-cha-cha og jive er livet på dansegulvet slut. Vi har haft det rigtigt sjovt, i den tid der er gået.  
Rørskaden er straks værre, og dog, det er den jo egentlig ikke, for den kan helbredes. I søndags kom Mads og fortalte, at han havde kæmpet for at få varme i huset det meste af lørdagen, men anlægget løb hele tiden tør for vand. Han mente derfor det måtte være et rør til gulvvarmen på badeværelset, der var blevet utæt, og spurgte om Allan havde tid og lyst til at hjælpe ham med at finde en løsning, så han kunne få varme i huset samt varmt vand i hanerne. Selvom Mads næsten altid er selvhjulpen, er det ikke så tosset når ens far er vvs-mand. Det blev en lang arbejdssøndag for de to, men det lykkedes dem at løse problemet midlertidigt, og så få fat i forsikringsselskabet mandag morgen. Det var held i uheld, at Mads havde bestilt 4 feriedage. De 2 blev afholdt før weekenden og de andre to her mandag og tirsdag. Aftalen i søndags blev at Allan tog op til Mads mandag, så de var der begge to, når forsikringsmanden kom. Da jeg havde fri var Allan ikke kommet hjem. Mads ringede og spurgte mig, om jeg havde tid til at komme derop, så vi kunne snakke lidt. Jeg har ikke forstand på rørarbejde, og skulle i gang med madlavningen, men kørte selvfølgelig derop. Så snart jeg åbnede døren, kunne jeg godt forstå hvad han mente.
Hele huset var sat på den anden ende, efter den udsendte fra forsikringsselskabet havde været på besøg. Mads og Allan have fået grønt lys til at udføre en del af arbejdet, så vvs-manden hurtigere kunne komme til. Et stort dobbelt køkkenskab var tømt for mel, sukker, bøtter og alverdens slags køkkenting, fordi de skulle ned under gulvet, hvor rørene ligger. Det hele var bare stillet på køkkenbordet, i vindueskarmen og hvor de ellers kunne finde plads, de to mænd. 5½ meter køkkengulv er brækket op, og fliser og beton er hugget op i en smal rende i bryggerset. Godt han har skjult rørskadeforsikring.
Dagen i dag har vi alle tre brugt på projektet. Der er indhentet tilbud, kørt affald væk jeg har endda været ude at køre med stor trailer, ikke noget jeg plejer at befatte mig med, men de andre havde travlt med ting jeg ikke forstod mig på, som afpropning af rør og den slags. Der er gjort helt klar til i morgen tidlig, hvor der kommer en og trækker de nye rør. Det store køkkenskab blev flyttet ind i stuen, og jeg har fået placeret alle hans ting i skabet igen. Lige nu er det hverken til at se hoved eller hale i noget af det. Det bliver en langsommelig affære inden der kommer styr på det hele igen. Allan møder op på Mads´ adresse i morgen tidlig. Vi andre kører på arbejde, og så må vi se hvad der sker, og hvornår næste skridt kan tages. 
I sidste uge, inden alt dette skete, kom Mads med en kærlighedserklæring, som lød: Har jeg egentlig fortalt jer to, hvor meget jeg elsker og holder af jer. Jeg går faktisk tit og tænker på det, men jeg kan ikke huske, om jeg har fået sagt det, sådan ordentligt. Jo Mads, det har du sagt før, men det er da dejligt at vide, at det stadig forholder sig sådan. 

Jul på slottet

Set med mine øjne, er det alt, alt for tidligt at jule, og jeg mente, at denne julemesse trods alt ikke var anderledes end alle de andre, der finder sted på de celebre steder her på øerne og sydsjælland. I min sidste antagelse var Allan ikke helt enig. Han var sikker på dette var noget  helt specielt, så det blev vi enige om at undersøge. Vi vil jo også gerne holde lidt øje med hvad de laver derovre. Det er næsten 10 måneder siden, vi var der sidst. Allan havde undersøgt muligheden for overnatning igen, men alt var optaget.
Vi tog tidligt hjemmefra lørdag morgen, efter at have pakket tasken med kaffe og andre fornødenheder. Allan skulle tanke bilen, så jeg startede turen til fods, for at få lidt frisk luft at starte den lange tur på. 
Vi ankom til Gram lige før middag. Der var sort af biler allerede, og de vrimlede stadig ind på det enorme parkeringsareal. Du altforbarmende, der var sort af mennesker. Sikke en succes de har fået med deres nye julemarked. Det var næsten en umulig opgave, at komme til at se en bod for lutter mennesker. Allerværst var det i herregårdsteltet ved bager- og slagterområdet, hvor folk stod i kø i flere rækker, for at komme til at smage på alle herlighederne. Køen rykkede sig ikke en tomme.
Vi nøjedes med at savle på afstand og skyndte os ind i herregårdsstaldene (den 80 meter lange kostald) Der var også trængsel, men dog mulighed for at komme til med lidt tålmodighed. Derefter gik vi over gaden og ind i Den Holstenske Lade, som ikke er færdigrenoveret, men vi kan godt se der er sket noget siden sidst.
Vi sluttede af på selve slottet, hvor vi måtte stå i kø for at komme ind. Den del af besøget var nu rimelig hurtigt overstået, for der var ikke åbnet til alle rum denne gang. Det var jo også julemesse, det hele handlede om, selvom der egentlig ikke er for meget jul over det. Det er mest gaveidéer det lægger op til. Vi er stadig vældig imponeret over det enorme projekt de nye ejere har gang i, og de følger deres oprindelige plan.
Vi kender vores plads på rangstigen, så vi tog kælderudgangen, der hvor tyendet hører til, og spiste os en pandekage inden vi forlod slottet.
Nu sidder I måske og venter på, hvem af os der havde ret med hensyn til en anderledes julemesse? Det havde jeg selvfølgelig, og Allan har forlængst bøjet sig. Indrømmet, jeg så et par ting jeg ikke havde set før, men det ville jeg helt sikkert også have mødt her på øen. Om vi fik købt noget… Jeg havde nogle fødselsdagspenge, og det var vist på tide at de kom ud at arbejde, så lidt af dem fik jeg brændt af på disse to krukker velvære til kroppen. Produktet er nyt for mig, og var næsten til halv pris i dagens anledning. Med os hjem kom også et glas lakridspulver, som jeg længe har fablet om at købe, så helt tomhændet gik vi da ikke derfra.  
Som sædvanlig, når vi er på disse kanter, tog vi en tur til Tyskland for at handle lidt vand, øl og vin. Der skal saftsuseme meget i indkøbsvognen, hvis det skal være rentabelt. Det eneste der virkelig er penge at spare på, er mandler, som jeg er storforbruger af. Men vi fik en tur ud af det, som Allan altid udtrykker sig. Jeg kan nu godt undvære al din tid i en bil.
Ellen, hvis du synes vi har mange svaner på Lolland, så skulle du have været med på denne tur. Der var tusindvis af dem. To “kolonier” på samme mark. Jeg var ude i regnvejret for at skaffe dokumentation. Desværre kan jeg ikke vise et reelt billede, for så ville ingen kunne se hvad det var. Turen hjemad blev ekstra lang, fordi Allan ikke havde fået fjernet “undgå motorveje” på GPS´en. Først da vi næsten var nået til Sønderborg, indså han at jeg havde ret. Desværre var det regn og bælgravende mørkt, så de store naturoplevelser så vi ikke meget til. Vi landede på matriklen lidt før midnat.

Tre lørdage om ugen

Det er længe siden jeg fik den kedelige, men slet ikke uforudsete besked. 

Jeg har fulgt de sidste arbejdsopgaver til dørs, så langt som det nu er muligt, og det har jeg det rigtigt godt med. Jeg kunne være ligeglad og sige, at det rager mig noget så langsomt, men jeg har det bedst, med at passe det jeg er ansat til, lige til det sidste. Derfor er jeg disponibel hele døgnet. Det bliver brugt, men bestemt ikke udnyttet. Det er vel godt og vel en måneds tid siden, jeg spurgte den nye butikschef, om ikke jeg lige så godt kunne aflevere nøglen til hele herligheden, så jeg var fri for det ansvar, når nu det alligevel blev mere og mere sjældent der var brug for mig. Han var helt enig. Hvis og når jeg møder på kontoret, er det til grossertid kl. 9.30 hvor butikken åbner, eller senere. Arbejdet er som regel meget hurtigt overstået. Jeg bruger alt fra ganske få minutter til et par timer, som nu i dag, og jeg kombinerer mine arbejdsdage med frisør, tandlæge og andre nødvendige ting. Min gamle chef havde hørt jeg kom på kontoret i dag, så han var der, da han havde brug for hjælp til et par opgaver. Han forhører sig stadig om nyt arbejde til mig, ved hver en given lejlighed, hvor han sætter sine fødder. Jeg synes det er rigtigt flot af ham. Desværre er vi godt klar over, at der ikke rigtigt er noget arbejde her på øen. Jeg har søgt en del uopfordrede stillinger allerede nu, men det er en håbløs situation. Jeg skal nok råbe rigtigt højt, når der en dag er jackpot, ellers nyder jeg bare livet, indtil systemet begynder at kaste rundt med mig. Det system kender jeg alt for godt fra Allan og Mads samt flere andre, så det er ikke fremmed for mig, men det skal ikke få lov at fylde allerede nu, og jeg nægter at kommentere på kommentarer i den retning, så ved I det.
Det største problem vi har, med de to ekstra fridage jeg har fået om ugen, er at Allan nu ikke mere kan finde ud af hvilken ugedag vi har. Det plejer jo at være lørdag eller søndag, når jeg er hjemme hele dagen. Der er udsigt til mange, mange flere lørdage de næste par måneder. Jeg vil udnytte og nyde hver eneste af dem efter bedste evne. Hvor mange af jer mon har 35 lørdage, at tage af frem til den 31. januar 2013? Okay, der er nok nogen, der kan slå dem, men jeg er ganske tilfreds med dem jeg har.