Vores prøvekaniner er inviteret til spisning

Nu skal Anna-kartoflerne stå sin første prøve i aften. De er skrællet og snittet ganske tyndt på agurkehøvlen. Bordet er dækket

Jeg fik den pludselige indskydelse, at vi skulle starte med en forret, selvom jeg slet ikke havde handlet ind til det. Der mangler lidt salat, og tomater, men det må de tænke dem til, vi tager det ganske afslappet. Der bliver alligevel noget kanin over det hele i aften.

Allan har fundet rødvinen frem og vennerne kommer om et øjeblik.

Plænen er godkendt til fødevarer

De sidste par dage har min arbejdsplads nærmest stået på den anden ende, da den har været fyldt med kendte gæster til middag og overnatning.

Der har været privat selskab og jagt. I den forbindelse kommer jeg til at tænke på, at Fødevare Erhverv har været ude og godkende denne græsplæne, som vildtet bliver lagt på, inden det bliver afhentet af vildthandleren. Det er et nyt lovkrav fra i år, som jeg ikke forstår meget af.

Gift med en mand på 111 år

Jeg var klar over, at jeg havde giftet mig med en mand, der var nogle år ældre end jeg selv, men at han var så gammel kommer alligevel bag på mig. Klik evt. billedet større.

Der ser ud til at vi i næste måned skal fejre Allans 111 års fødselsdag. Det har han sørme skjult godt for mig i alle disse år. Skal jeg være ærlig, syntes jeg faktisk heller ikke man kan se det på ham. Han holder sig fantastisk godt.

Hvordan det er gået til, at GN-Resound har fået hans fødselsdag til at være 30.12.1899 forstår vi ikke. Hverken dag, måned eller år er ramt rigtigt.

Hjertestop - udpluk fra min dagbog 2

I fortsættelse af dette. Kl. halv 7 om morgenen, fik vi besked om, at mor i løbet af natten havde haft en meget stor blodprop i hjertet, og at det havde været meget kritisk, men nu stabiliseret, men stadig kritisk. Vi kører til sygehuset, sådan mest for vores egen skyld. Vi ville helst se det med egne øjne. Vi søskende og et barnebarn, var på sygehuset, næsten døgnet rundt, kun afbrudt af nogle få timers nattesøvn. Vi havde mad med og sad i opholdsstuen, og gik ind på skift to og to. Vi er så heldige, at vi søskende har så forskelligt arbejde og arbejdstider, at der altid var nogen der havde fri, når andre arbejdede. Mandag den 18. maj, om morgenen bevæger mors øjenlåg sig – det første livstegn - men vi skulle ikke regne med, hun kom til bevidsthed før tidligst om et døgn. Senere på dagen klemmer hun hånd, og om eftermiddagen vågner hun, længe før forventet og bliver taget ud af respiratoren. Stor var glæden alle steder, selvom vi intet kendte til evt. skader på hjernen. Men mor kunne tale, selvom hun var meget desorienteret, og ikke anede hvor hun var, hvad der var sket osv. Vi havde fået at vide, at vi ikke måtte give hende for mange informationer, men kun fortælle hende, at hun var på sygehuset, og at hun var faldet.
På intensivafdelingen, sagde de til os, at de var overbevist om, at vi børn og familien som sådan, kunne tage en stor del af æren over, at mor var vendt tilbage til livet, og hurtigere end forventet, fordi vi hele tiden havde været hos hende og talt med hende og især med hinanden, mens hun var bevidstløs. Videnskaben mener at bevidstløse hører alt. Det tror vi også selv på. Vi har gode erfaringer med det, da vi for mange år siden blev kaldt ind på sygehuset en nat, for at sige farvel til far, fordi de ikke mente han overlevede. Sygehuset var ikke engang sikker på, at vi kunne nå frem inden det var slut. Far vågnede, kom hjem og fik en hel del år tilføjet til livet.
Vi glædede os selvfølgelig over hvert eneste lille mikroskopiske fremskrid mor gjorde, selvom hun slet ikke var ”vores mor.” Hun så ganske forfærdelig ud. Hun var forslået i ansigtet, blåviolet om øjnene, hun var lam i hele venstre side, munden hang og øjet ”sad helt forkert”. Hun havde en høj og skingrende stemme. Hun var desorienteret, og skulle have hjælp til alt, men hun kunne genkende os. Og hun spurgte til sin “lille familie,” som talte 25 personer. Men hun havde absolut ingen fornemmelse af egen manglende evne til det hele. Hun ville ud og gå tur, hun ville kort sagt alt det hun plejede at gøre. Hun var slet ikke bevidst om, at hun ikke kunne flytte sig, og at hun var tøjret til alverdens slanger og måleapparater. Medicin og væske fik hun gennem drop. Hun havde sonde, da hun ikke kunne spise selv. Midt i alvoren, havde vi mange sjove timer med, og om mor. Der blev brugt galgenhumor, for sådan har vores liv altid været. Vi grinte meget, og endnu mere, når vi søskende talte sammen og refererede om vores oplevelser. Mor gjorde daglige mikroskopiske fremskridt. Ilt, sonde og alle elektroder blev fjernet, og hun kom op at sidde i en kørestol sammenlagt nogle timer dagligt, og var egentlig blevet “for rask” til at ligge på intensiv, men så længe de havde ledige pladser beholdt de hende der, fordi hun skulle være under konstant opsyn. Der var døgnvagt på hende, da hun prøvede på alt muligt, som hun bestemt ikke var klar over hun ikke beherskede, for det havde hun da altid gjort, og så kunne hun vel stadig, mente hun. Mor havde flere brækkede ribben, og en svær neglect, men var i de bedste hænder, indtil der blev plads til hende på Geriatrisk afdeling genoptræning. Det var vi meget taknemlige for. Skæbnen ville dog at hun måtte på en anden afdeling, inden Geriatrisk, fordi det, forståeligt nok, er de mest raske, der må vige pladsen. På den nye afdeling skete desværre nogle forfærdelige ting, fordi der ikke var personale nok til at klare opgaverne. Efter et par meget voldsomme og grimme episoder, samt et par alvorlige samtaler med oversygeplejersken på afdelingen, blev mor efter bare 3 dage, flyttet til Geriatrisk afd. den 29. maj, og det var rigtigt godt, så var vi trygge igen.

Billedet er lånt på nettet og viser et eksempel på neglect

I en måned holdt vi til dette liv, os søskende, da jeg indkaldte til "møde" fordi ingen af os kunne blive ved med at klare dette liv. Jeg kørte dagligt direkte fra jobbet til sygehuset, hvor jeg ofte var 6-8 timer. Ligeså mine søskende. Ingen af os havde styr på eget hjem mere. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at knække halsen, med fuldtidsjob, for lidt søvn, samt et hjem og en mand jeg aldrig så. Vi sås kun til morgenkaffen hver dag, så noget måtte gøres, hvis jeg ikke skulle ryge ned med flaget. Sygehuset havde sagt til os, at vi til hver en tid var velkomne, så tit vi ønskede det og måtte blive så længe vi ville, men at vi ikke kunne blive ved med at holde til det.
Da vi søskende jo ikke fik klarlagt noget på mit arrangerede møde, måtte vi tale sammen på anden vis. Vi blev enige om, at mor ”kun” skulle have besøg to gange dagligt. Det gav en smule luft, da det i snit kun var hver anden dag, vi hver især skulle af sted.
Fortsættelse om neglect og genoptræning kommer senere.

En dag i fiskens tegn

Vi køber ofte helt friske regnbueørreder. Fryseren er i forvejen næsten fyldt til randen, med alverdens ting, så jeg måtte begrænse mit indkøb til 2 stk. ørreder i dag.

Fisk er sundt, og vi syntes disse ørreder smager dejligt. På bordet ligger godt 8 kg fisk, som nu er parteret og lagt i fryseren og der er kogt fiskefond.Grønkålen til julen er også kommet i hus i dag. Den skal blot renses, koges og hakkes.

Musicalen Mamma Mia

I februar måned bestilte vi to billetter.

Og da jeg i sommers talte med min kusine, og fortalte vi skulle derind, spurgte hun om de måtte tage med os. Selvfølgelig måtte de det, hvis de kunne få billetter. Det kunne de. I går oprandt dagen, som vi havde glædet os til.

Det blev en dag med masser af nye oplevelser til os. Vi valgte at tage toget det sidste stykke, så vi var sikker på at få en P-plads. Det i sig selv var en oplevelse. Vi jeg har ikke kørt i tog siden 1973, jo, en enkelt gang for 12 år siden, og biltoget til Østrig for et par år siden. Ellers ikke. Allan gik forrest, ja grin I bare, det er nemlig ikke sådan når bønder kommer til byen. Allan stod og ventede på døren i toget gik op, som de plejer at gøre i de butikker vi færdes i, men der skete bare intet, selvom han stod og fægtede med armene over hovedet, og trådte et par skridt baglæns. En hjælpsom medpassagerer sagde, at han skulle trykke på en knap, og vupti…. med et trylleslag gik døren op i S-toget :-) Da jeg så sagde til dem: “Vi behøver næppe fortælle, at vi kommer fra landet, og det er vores allerførste tur i et S-tog,” som sandt var, blev der godt nok grint i kupéen. Jo, jo, vi lærte da noget i går.

Vi havde fået en plads på gulvet, lige midt for. Jeg fik taget dette billede af senen, inden vi fik at vide, at fotografering var forbudt. Med et lød der et brag, og musikken gik i gang, så vi kunne mærke vibarationerne forplante sig fra gulvet op gennem stolen og ud i hele kroppen. Orkesteret spillede fantastisk, og det samme gjorde skuespillerne. Vi kunne se hvert eneste lille mimik i deres ansigt, tårene i øjnene, og pulsens banken, og at tøjet allerede var mærket af de foregående forestillinger. Den var god, den musical, det var den helt bestemt. Den overgik ikke "Elsk mig i nat" hvad vi heller ikke havde forventet, men det var fint på højde med den. Mamma Mia er både humoristisk og tårevædende. Der er handling i stykket og der er masser af dejlig sang og musik.

http://www.youtube.com/watch?v=54qyYQR3cfw

Efter et par ekstranumre, gik al strømmen i koncertsalen og hele Tivoli. Vi famlede os ud i mørket med hjælp fra lidt stearinlys og lommelygter. Vi var spændt på hvor længe det skulle vare, da vi havde bestilt mad på Restaurent Paafuglen. Da vi nåede ud var der delvis lys i Tivoli igen, og vi fik en dejlig Mamma Mia menu, bestående af:

Hovedret: Helstegt oksemørbrad serveret med pommes Anna, kalveglace og sæsonens garniture
Dessert: Chokoladetallerken bestående af Marcel chokoladekage, chokoladeis og mazarinbund overtrukket chokolade. Hertil frugtcoulis

Vi fik endda opskriften, mundtlig, på den lækre kartoffel, som nærmest lignede hvidkål, da den blev serveret. Den skal jeg helt sikkert eksperimentere med.

Aftenkaffen fik vi hos kusinen og satte derefter kursen mod Lolland, hvor vi kravlede under dynerne kl 1 i nat.

Hjertestop – udsnit af min dagbog 1

Nu har jeg efterhånden skrevet nogle gange om vores, og mine søskendes arbejde for og med mor. Historien er den, at hun faldt om med hjertestop ved min søsters 50 års fødselsdagsfest den 16. maj 2009, lige efter forretten, da hun havde afsluttet sin del af en flot tale, den allerførste i hendes liv. Taler var nemlig noget far altid tog sig af. Der blev selvfølgelig vildt postyr, da hun faldt om på gulvet. Billedet af at hun ligger helt livløs, har vi alle stadig på nethinden, og det forsvinder vist aldrig. Heldigvis var der en sygeplejerske, en SOSU-assistent og en brandmand til stede ved festen. Uden dem havde mor ikke været her i dag. SOSU´en startede straks genoplivning, med hjertemasage og kunstigt åndedræt, mens sygeplejersken ringede 112. Det var hårdt arbejde for SOSU´en, også følelsesmæssigt, fordi hun står mor ret nær, og har gjort, siden hun kom til verden, som genbo til mit barndomshjem. Brandmanden tog over for SOSU´en, indtil akutbilen kom. Mark var helt ude i tovene, han hyperventilerede, og rystede, så ham skulle vi også tage os af. Det hele foregik langt derude hvor kragerne vender, i Radsteds klubhus, et godt stykke nede på fodboldbanen. Vi var aldrig blevet fundet, hvis ikke Allan var løbet de mere end 1,5 km op til hovedvejen for at guide akutbilen. Der stod andre gæster på diverse poster, for at vinke videre til rette sted. Akutbilen meddelte Allan, at han skulle blive stående, for der kom også en ambulance og en lægebil.

Mens akutbilens folk blev informeret af vores egne førstehjælpere, som kunne fortælle, at de havde fået puls, men at den lige var forsvundet igen, tog de nylig ankomne over med genoplivningen og skar hendes tøj op, og så ankom lægen også. De gik hurtigt over til at give elektriske stød. Jeg følte det, som de var lige ved at opgive, men så sagde de: “Vi prøver lige en gang mere.” Heldigvis, for der kom puls.

De fik hende ud i ambulancen, og min søsterdatter som læser til sygeplejerske, kørte med der. Det skulle foregå i eskorte, men om det blev Bispebjerg eller Nyk. F. vidste de ikke. Det blev der taget stilling til undervejs.

Jeg, som heldigvis ikke havde andet end nippet til mit hvidvin, fordi jeg ville vente til rødvinen kom på bordet, kørte bagefter ambulancen, med Mark og min svigerinde, samt en anden søsterdatter, som også læser til sygeplejerske. Vi nåede 300 m, da både falck, lægen og ambulancen stoppede. Den ene falckmand kom hen til mig og sagde. Bliv ikke nervøs, det er gode tegn det her. Din mor har lige kastet op ud over det hele, og det betyder, at vi skal have et par ekstra mand med i bilen, som kan tage sig af din mor under kørsel. Akutbilen parkerer vi her, og chaufføren derfra tager lægebilen og den anden mand kører med i ambulancen sammen med lægen. Vi regner med at de tager os i Nyk. F. Vi er i dialog med dem under kørslen.

Jeg måtte selvfølgelig ikke køre i samme fart som ambulancen, så da vi nåede sygehuset, sad L… og ventede på os, og hun kunne berette om, hvad hun havde hørt om mor under kørslen og ved ankomsten, og smart for os, for hun kendte alle deres fagudtryk. Så vi blev rigtigt godt informeret. Der ville komme en læge og tale med os, så snart det var muligt. Men det var selvfølgelig først og fremmest mor det handlede om, og vi fik at vide, at der godt kunne gå la-a-ang tid. Det ringede jeg og fortalte til Allan, som så kunne fortælle det videre til alle gæsterne, som trods alt, midt i al hurlumhejet, prøvede at opretholde noget der lignede en fest.

Mor blev lagt på køl, en helt ny metode, for at mindske risiko for hjerneskader. En metode man havde gode erfaringer med. Mor lå i respirator - kunstigt koma, som sådan en anden mumie, og sådan ville det være mindst 2 døgn. Vi fik at vide, at vi lige så godt kunne tage hjem, for vi kunne intet gøre, og der kunne blive meget mere brug for os senere. Sygehuset lovede at kontakte os, hvis der skete ændringer af nogen art, men ellers var vi velkommen til at ringe og forhøre os til hver en tid. Vi kørte tilbage, dvs. Mark og svigerinden tog hjem. Vi andre tog tilbage til gæsterne, som trods alt havde formået at opretholde en okay stemning. De blev informeret med det sidste nye, ud over den information vi havde sendt pr. sms. Vi var ved at dø af sult, det var blevet midnat. Konklusionen fra sygehuset var, at det tegnede godt, men de lagde bestemt heller ikke skjul på, at det var meget, meget kritisk, og at alt kunne ske, og at ingen ville vide hvordan hendes tilstand var, når hun engang blev taget ud af den kunstige koma, eller om hun nogensinde kom til bevidsthed igen. Vi kunne kun håbe, bede og ønske det bedste.

Efter jeg havde fået lidt at spise, fik jeg holdt min tale til min søster, og vi holdt ud nogle timer endnu. Stemningen var okay, for heldigvis er der altid nogle der prøver at trække det i den rigtige retning, men selvfølgelig blev det ikke den fest min søster havde ønsket sig. Vi sparede den taxa, vi havde aftalt at tage hjem, for jeg holdt mig fra spiritus resten af aftenen også, bortset fra ½ glas rødvin til min natmad. Man kunne jo aldrig vide.

Opfølgning kommer - på et tidspunkt.