Når nøden er størst, er hjælpen nærmest

Jeg havde allerede om morgenen, inden jeg cyklede på arbejde, sagt til Allan, at jeg nok ville smutte på svampejagt efter fyraften, selvom det er forbudt, men jeg regnede med at kunne få tilgivelse. Jeg tror nemlig, der er Karl Johan svampe i den skov.
Var jeg ikke taget på svampejagt, havde jeg ikke mødt de to cyklister, der var strandet langt fra civilisationen, og som nu stod og spærrede den lille skovvej, da jeg begav mig hjemad, tomhændet, men med troen på at svampene er der. 

• Samtidig med at cyklisterne spurgte, om jeg kunne komme forbi dem, spurgte de også om jeg var lokalkendt. Ja, (svarede jeg lidt tøvende, for det afhang jo lidt af hvad de ville vide) jeg bor lige nede i xxxxx.
• Er der en cykelsmed? Vi er nemlig punkteret, og cyklen kan slet ikke holde luft. Man kan høre det siver ud, og vi har allerede pumpet flere gange.
• Det er desværre ingen cykelsmed, men I kan komme med mig hjem, så må vi kunne klare det der. Vi har lappegrej, og det udstyr der skal bruges. (De havde selv lappegrej med, men havde glemt dækjern.)
• Hvor langt er der? for vi skal tilbage til Bøtø ad Sundruten.
• Vi bor nærmest på ruten, så I skal den vej alligevel, men der er 2-3 km.
• Ih, hvor er det altså sødt af dig. Det er et fantastisk tilbud, som vi meget gerne vil tage imod, men du skal ikke vente på os. Bare vi har adressen, så dukker vi op.

De pumpede cyklen endnu en gang, men det holdt kun nogle få hundrede meter. De ville ikke have jeg skulle spilde al min tid på dem. Det var alt rigeligt, det jeg allerede havde tilbudt dem, så de fik adressen, og jeg cyklede hjem, og sagde til Allan, at der kommer et par cyklister om lidt, som jeg har lovet kan få lappet deres cykel her. Da jeg havde parkeret cyklen gik jeg dem i møde.
Vi fik en snak om vores fælles interesse, cykling og om smukke cykelruter og andre skønne steder i vort lille land. De var selv gamle fynboer, men havde nu boet i Virum i 30 år og aldrig set Lolland og Falster. Derfor havde de lejet et sommerhus på Bøtø, hvor de havde taget deres cykler med. Nøjagtig som vi selv altid gør.
Der var glæde, da hullet i slangen trods alt ikke var større, end det kunne lappes, men ellers havde vi selvfølgelig hjulpet dem videre på anden vis. Der var masser af snak på værkstedet, mens arbejdet stod på.
De var yderst taknemmelige og sagde flere gange, at det var meget heldigt, at de netop skulle mødte mig der i skoven. Det kunne jeg så kun bekræfte dem i. Man kan nemlig let cykle over størstedelen af de mange kilometer, uden at møde et eneste menneske.
Vi ønskede dem en god tur tilbage til Nykøbing F. hvor deres bil ventede på dem.
Sådan kan en dag pludselig blive beriget af vildt fremmede mennesker.