torsdag den 3. april 2014

Mine ringe fortæller historier

For mere end to måneder siden skrev Susanne om et par af sine ringe. Det gav mig inspirationen til at fortælle om mine egne ringes historie.
P1000294
På højre hånd bærer jeg min forlovelses- og vielsesring. Til sommer har den siddet på min hånd i 40 år. Ringen er af rødguld med en fast støbt kant af almindeligt guld på begge sider. Ringen kan hverken laves større eller mindre. Vi har forhørt os for nogle år siden, da Allans er lige lovlig stram, men det betyder den skal smeltes om. Minderne vælter frem, når jeg ser på ringen. Først og fremmest historien om selve indkøbet, men også vores forlovelse,  som skete på vores første fælles ferie.
Da vi blev gift, valgte vi at få en dato mere i, fordi jeg stadig var helt vild med de ringe, og syntes det var fjollet at købe nye. Ringen på langfingeren fik jeg til min 40 års fødselsdag på Kreta. P1000289
På venstre hånd havde jeg engang en kæmpe guldring med en enorm stor sten.  På sin vis var den stadig flot, men den skreg til alt og alle, at den nærmest var fra det 17. århundrede. Derfor besluttede jeg mig for at få den smeltet om, og fik lavet en ring med Mads’  første mælketand. Ringen blev tegnet af guldsmeden, mens jeg stod og så på, så vi var helt enige om hvordan den skulle se ud, inden han lavede mesterværket til mig.
På langfingeren bærer jeg en ring med en ægte perle. En gave fra Allan. Det er den eneste ring der kommer af mig, når jeg er i haven, slasker med vand eller andre ting, der er hård ved perlen. Selvom man passer på ringen perlen, er det ikke unormalt at man får sat en ny i hvert andet år, sagde guldsmeden. Det blev jeg lidt fortørnet over, for jeg gider ikke have smykker der ligger og gemmer sig i en æske. Svoger har spurgt om jeg ikke har noget smykkeskrin, siden jeg har så mange ringe på, men jeg går med de smykker jeg har. De hænger på mig døgnet rundt. Heldigvis er guldsmedens spådom ikke gået i opfyldelse. Det er stadig den samme perle der sidder i, siden Allan forærede mig den for mange år siden, vist nok til min 50 års fødselsdag, som bare var en ganske almindelig dag, hvor jeg gik på arbejde. Der blev heller ikke holdt fest. Ringen må finde sig i helt almindelig brug, som inkluderer håndvask og den slags, selvom det blev frarådet.

20 kommentarer:

  1. Det er dejlige historier der hører til dine ringe Pia.
    Jeg har to på højre hånd, jeg altid har på, resten ligger i skuffen, og bliver brugt on and off, når jeg lige husker det.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig lige det med at huske det. Det er jeg helt fri for :-)

      Slet
  2. Fine og specielle ringe med hver sin skønne historie :-)!
    De fleste af mine ringe ligger pt. i smykkeskrinet, da jeg har fået problemer med fingrene. Også min vielsesring. Jeg håber på bedre tider:-)! God torsdag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvilke problemer du har med dine fingre, men alle menneskers fingre ændrer sig med alderen, så måske skal du have gjort noget ved ringene, hvis du vil kunne gå med dem.

      Slet
  3. Det er lige, som det skal være: Ringe med masser af historie :-) Og ringen med mælketanden er virkelig helt speciel. PÅ en eller anden måde må du også være god til ikke at slide dine ringe. Jeg har måttet få lagt nyt guld i foreløbig to ringe, fordi de har været slidt op og er knækket. Hvilket jo, så vidt jeg kan forstå, ville være en katastrofe med din vielsesring. Iøvrigt nydelige hænder du har :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde hørt om en der havde fået lavet et vedhæng til en halskæde, og deraf kom min idé. Mælketandsringen er blevet forstærket 2 gange. Sidste gang måtte den også laves større. Ringen fra Kreta har også været til reparation. Pludselig en dag var der et hul, der hvor stenen sad. Ringene skal kunne tåle noget, for jeg har aldrig haft en arbejdshandske på uanset om jeg lægger fliser, hamrer, saver eller ved almindeligt havearbejde. Vielsesringen er heldigvis meget stærk og tyk.
      Ih tak, selvom de er blevet noget tykkere og mere rynket med årene ;-)

      Slet
  4. En mælketandsring! Det er en usædvanlig, men en meget sjov ide.
    John og jeg har også nogle specielle vielsesringe med mønster i, og min er blevet gjort større uden det kan ses. Prøv at tale med en anden guldsmed - jeg tror godt, det kan lade sig gøre for Allan også. Prisen ved jeg selvfølgelig ikke noget om, men jeg synes jeg gav en meget rimelig pris for det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Normalt kan en ring udvides, hvis den er kraftig nok, men det kan vores ikke, fordi den er lavet på en helt speciel måde. Vi har fået forklaringen og ingen kan altså lave det. Det generer heller ikke Allan, det var bare mig, der dengang synes, det ville være en god ide, at han også kunne få den af, når fingrene hæver, hvad de jo somme tider gør, og så kan han slet ikke dreje ringen rundt. Det mener jeg ikke er godt. Sker der noget, må enten fingeren eller ringen altså lade livet ;-)

      Slet
  5. Tak for historien. Det er ikke så ringe endda at gå med en mælketand på en finger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme. Ringen er slet ikke så ringe ;-)

      Slet
  6. Hvor er dine ringe flotte.
    Jeg har en del forskellige ringe, som også fortæller nogle historier, men de bli'r kun brugt ved særlige lejligheder. Nogle af dem er ret sarte og et par stykker mangler skal ha' nye sten sat i.
    Til daglig går jeg med ringe, som jeg har fået af børnene; så føles det som om jeg har mine nærmeste meget tæt på...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også stadig glad for dem allesammen.
      Mon ikke de fleste ringe kan fortælle historier, det tror jeg. Da jeg fik sat ny sten i min var det ikke kun stenen jeg skulle betale for, der var også arbejdsløn, og lidt mere guld, fordi stenen manglede en anelse for at kunne fylde hullet ud, men skulle han bestille en kvarts ametysts hjem der passede nøjagtigt, ville det blive meget dyrere end den pris jeg havde givet for ringen. 14 karat og ægte sten, koster jo nærmest ingenting i det græske. Guldsmeden havde heldigvis en sten i rosa kvarts han gerne ville af med, så jeg slap vældig billigt, husker jeg.
      Jeg kan sagtens forestille mig at når du ser på dine ringe, har du børnene i dine tanker.

      Slet
  7. Tak for historierne. Måske jeg skal vise den anden hånd frem en dag. Jeg kan godt lide, at du fik smeltet om til noget, der kan bruges og bringer glæde. Der ligger alt for meget rundt omkring i skufferne, der aldrig bliver brugt. Jeg går også med en fin en, som jeg fik af Bo og ungerne, da jeg blev 40.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil da glæde mig til at læse om ringene på din anden hånd. Min ring nåede aldrig ned i skuffen, den røg direkte til guldsmeden, og så følte jeg mig meget nøgen indtil den nye ring var klar, men ja, der ligger meget gemt rundt omkring og det er synd.
      Dejligt med gode minder lige på hånden.

      Slet
  8. Det er dejligt med smykker, der er fyldt med minder. Og den mest spændende historie var næsten om ringen med Mads’ første mælketand.

    SvarSlet
    Svar
    1. Minder af den gode slags kan man ikke få for mange af. Faktisk har jeg flere mælketænder liggenden både fra Mads og Camilla Jeg havde flere planer, men det er ikke ført ud i livet.

      Slet
  9. Du bærer dit liv på dine hænder :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt udtryk. Det er jo det jeg gør :-)

      Slet
  10. Dejligt med nogle gode historier, der oven i købet er fra det virkelige, levede liv. Jeg kan godt forstå, du går med ringene altid, når der hører så mange historier til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gode historier kan man ikke få for mange af. Selvom ringene ikke havde nogen historie ville jeg alligevel gå med dem altid. Jeg synes det er synd at have en formue liggende gemt.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)