Ingen og intet skulle spolere vores planer

Årets første campingtur var endnu ikke blevet til noget, så denne weekend var afsat til det. Vi var fuldstændige enige om, at uanset hvad der måtte dukke op af interessante ting, og uanset vejret, så skulle vi altså afsted. Intet skulle hindre os i det. Der skete bare det, at Camille spurgte, er I egentlig hjemme på lørdag, for jeg har lavet en aftale med Mads. Det var rigtigt ærgerligt, for vi vil rigtigt gerne være sammen med vores børn. Selvfølgelig skal I tage afsted som planlagt, sagde Camilla, vi ses da bare en anden dag.
Nu er det bare sådan at vi, de sidste to måneder, nærmest hverken har hørt eller set noget til de to børn, vi har sat i verden. De har begge rigeligt at se til, og det har jeg vi faktisk også selv. Derfor har kontakten kun bestået af sms- og mailkorrespondance, samt ultrakorte telefonsamtaler. Selvom jeg var barnepige for 3 uger siden, så er der grænser for hvor meget samtale, der finder sted midt om natten, når “barnet” bliver afhentet.

Altså vi kunne og ville bare ikke gå glip af dette besøg, så vi blev hjemme. Mads dukkede uventet op på matriklen til morgenkaffe. Det kunne han lige nå, inden Camilla kom til ham. Ihh… mor, hvor er det længe siden jeg har set dig. Sidste weekend rakte jeg bare et par pølsebrød op på taget til ham, og så forsvandt jeg igen.
Jeg tænkte, når nu vi alligevel har aflyst vores campingtur, så kunne jeg da høre om vennerne kunne og ville komme og spise aftensmad. Der blev takket ja. Et øjeblik efter ringede mor og spurgte, hvad vi lavede, og hun fik svar. Så lød der et lidt ‘skuffende’ nåååå i den anden ende. Var der noget, spørger jeg. Næh, jeg ville da bare kigge en tur ned til jer, hvis I var hjemme, for jeg har været oppe siden kl. 6 og tænkte hvad hele dagen skulle gå med. Jamen kom du bare. 
En sms blev sendt til Camilla, at aftalen var flyttet til vores adresse. Her lavede Mads serviceeftersyn på Camillas bil, mens hun selv støvsugede den. Vi fik en tår formiddagskaffe i haven. Dejligt med en fryser der indeholder lidt af hvert, så der blev også kage til. Camilla, jeg og Bacchus gik en tur til vandet. Der var Falck i gang med en øvelse. Allan og Mads lavede bremser på vores gamle Polo og mor gik på en lille havevandring. Det lyder større end det er.
Vi havde slet ikke handlet ind til hverken frokost eller aftensmad, for vi skulle jo på camping, og i øvrigt ville Camilla først komme efter frokost til Mads, men hendes planer blev også ændret. Vores køleskab var stort set tomt, men jeg kogte lidt æg, fandt et par dåser tun, kippers og torskerogn i skabet. Mor havde helt tilfældigt taget lidt små frikadeller med, som var resterne fra hendes fødselsdag, og hun syntes ikke hun skulle leve af frikadeller resten af året. Frokosten blev også nydt i haven. Timerne fløj afsted. Jeg var ved at være lidt presset tidsmæssigt, for at nå at lave den aftensmad, jeg havde inviteret til. Jeg ville jo gerne være til stede og hygge sammen med ungerne, som slet ikke havde travlt med at forlade os. De skulle først nå noget til aftens.
Heldigvis havde jeg fundet lidt kød i fryseren, som blev taget op om morgenen, men planen var altså stadig at Allan skulle ud og handle lidt, men da ungerne forlod vores matrikel, kunne jeg alligevel ikke nå at lave det jeg ville, så menuen blev ændret.
I skal ikke lade jer forstyrre af mig, siger mor, jeg kører også om et øjeblik. Det bestemmer du altså selv, men du må gerne spise med. Kan jeg være det bekendt, spørger hun og fortsætter. Jeg vil jo gerne hilse på … & … og høre hvordan de har det, og jeg har jo ikke noget at skulle hjem til. Bare jeg kommer hjem inden det bliver mørkt. Et par gevaldige tordenskyller gjorde, at vi desværre måtte sidde inde på terrassen og spise aftensmaden, og grillen måtte ind på værkstedet, men det lykkedes at få mad på bordet, og hyggen kunne ingen tage fra os. Da mor kørte efter at have tilbragt 12 timer her, hyggede vi andre videre. Det blev midnat inden vil blev alene igen. Det blev en dejlig lørdag. Vi må afsætte en ny weekend til en campingtur.