Livstegn fra en druknet

Der har ikke været meget liv på min blog de sidste dage. Hver eneste eftermiddag og aften, efter fyraften, har jeg stået i køkkenet til meget sent, når jeg ikke har ligget med måsen i vejret ude i haven. Det er ikke fordi jeg vil beklage mig, for valget er helt mit eget.

De hvide ribs, som overnattede på køkkenbordet, fik jeg lavet gelé af. De første sqaush fra haven blev høstet og skåret i tern. Løg hevet op og skåret i ringe. Peberfrugter skåret i strimler. Det hele blev lagt i en saltlage, hvor det skulle trække et døgn.
Nu er der lavet en lækker squashpickles, som helst skal trække en måned yderligere inden der skal spises af den.

. 
Der er vejarbejde og trafikkaos på Frederik IX bro, som har været delvis spærret fra februar måned, og vil være det indtil september. Og da jeg ikke gider hænge i kø der hele og halve timer, for at komme over, så vælger jeg ofte alternative ruter, men alle veje og broer er spærret af opgravninger og store maskiner, så det er oftest valget mellem pest eller kolera. De sidste 4-5 måneder har jeg været lidt omkring, nogle dage med mere held end andre. Selv på motorvejen og tunnellen har der været problemer. Jeg forstår ikke hvorfor alle tre forbindelser mellem Lolland og Falster absolut skal iscenesættes samtidig!
Nå, det var så et lille sidespring, men det var altså en af disse snørklede omveje der førte mig til Eurospar, hvor jeg smuttede ind for at købe lidt nødvendigt med hjem. De havde tilbud på kalkunbryst, en besparelse der ville noget, så dem måtte jeg have med hjem også. Noget af det blev skåret ud i mindre portioner, inden det hele blev lagt i fryseren.
Ind imellem de hjemlige sysler, er jeg begravet i papirer på kontorerne. På landet står døre og vinduer åbne, og selvom radioen kører hele dagen, kan jeg alligevel tydeligt høre masser af fuglesang og frøernes kvækken, fra søen lige udenfor. Slår jeg øjnene op og kigger ud af de mange vinduer, ser jeg harer, fasaner og grønbenede rørhøns løbe rundt. Ind imellem er der også en del støj fra landbrugets store maskiner. Jo, jo, der er sandelig liv omkring mit nye kontor. Jeg er så glad for at være der, at jeg ikke engang opdager at det er fyraften. Det er sket et par gange nu, at jeg ufrivilligt har taget en halv time ekstra, men det skal jeg nok få igen, på et tidspunkt.
Jeg nyder mine cykelture morgen og eftermiddag, det er der jeg får slappet af og ladet op. Og her er et par billeder af lidt af det jeg har oplevet hver dag i denne uge. Sort sol, nærmest, men inden jeg kommer af cyklen, så er de pist væk.
Herhjemme er det haven, jeg er i færd med at give den helt store overhaling. Vi har ukrudt i lange baner. Utroligt som det gror. Jeg synes jo lige jeg har været over det.

Hækken ind til den ene nabo er bestemt ikke køn længere. Den har stået der i mere end 30 år, og den er 1,30 m bred og skaldet på udsatte steder, og naboens buske presser den længere og længere ind hos os. Vi havde talt lidt om hvad vi skulle gøre, hvis vi fik lov. Hækken er nemlig ikke vores. I aftes gik Allan ind til naboen, for at tale med dem om hækken. Vi kunne gøre nøjagtigt som vi ville. Vi havde taget en beslutning, vel vidende, at det blev lidt bart.

I dag da jeg kom hjem, var Allan godt i gang med motorsaven, og havde allerede kørt to store læs på containerpladsen. Mens jeg hakkede og rev, skar Allan de sidste par meter ned. Hvad vi skal gøre for at dække de nøgne stammer, har vi ikke nogen løsning på. Naboen ved heller ikke hvad de skal gøre ved hækken. De har tænkt over det et par år, uden at komme til noget resultat. 

 

Allan står for det meste for maden, når jeg er i haven, og der er da ikke noget der er mere skønt, end når han kalder på mig fordi maden står på bordet. Opvasken, den klarer han selvfølgelig også sammen med Marie.
Disse sidste to billeder, er egentlig lidt usle, i hvert fald, af det jeg faktisk gerne ville vise jer. Jeg så  nemlig en store flagspætte, der fløj rundt over hovedet på mig, da jeg cyklede hjem i dag. Ligesom rådyret jeg altid finder i det samme hjørne. I dag var der dog kun et enkelt nede på marken.
De næste par dage bliver der også lidt stille på min blog, hvis altså vejret vil som jeg. Som jeg før har skrevet vil jeg gerne det hele, men tiden sætter sine begrænsninger, og i det gode vejr, vil jeg hellige mig haven og udendørslivet. Bloglæsning bliver altså lidt begrænset fra min side.