En tur til Æbelø

Vejret var ikke det allerbedste, og som du kan læse her udsatte vi vores afrejsetidspunkt. Jeg har læst at man sagtens kan gå til Æbelø alene uden guide, men jeg har også læst de frygtelige skrækhistorier, så det var allersidste udkald, at køre fra Lolland om søndagen, hvis vi ville  med på den tur, som Kirsten fra Flyvesandet Strand Camp, havde skiltet med på sin hjemmeside. Vi ville ikke løbe nogen risiko, ved at gå turen alene, så vi kørte hjemmefra i øs-sjask regnvejr, og stillede op i ligeså meget regnvejr. Vi gik til informationen for at forhøre os, om turen stadig blev til noget næste formiddag. Svaret var ja. Hvis vi ville gå, så gik hun med. Nogle timer senere blev det dog så meget ophold, at vi kunne gå en tur til stranden i regntøj og gummistøvler.
Vejret var alligevel ikke helt på vores side, så Allan begyndte at trække i land. Hvis ikke vejret var bedre næste morgen, så skulle han ikke nyde noget. Det blev for koldt, at gå i vandet tre kvarter, mente han. Jeg havde besluttet, at jeg ville gennemføre turen, uanset om det indebar både en lunge- og blærebetændelse. Jeg mødte op i regnfrakke og nærmest bar r.. kl. 10 ligesom et par stykker mere, der også havde sat sig ordentlig ind i turen. Mange var p.g.a. af vejret sprunget fra, det regnede lidt om morgenen, men vi drog tre fyldte biler afsted. Allan kørte, mig, guiden, samt en fransk/dansk kvinde fra campingpladsen til Jersore, hvor der stod yderligere en flok, som gerne ville følges med guiden. Det kom bag på mange, at de ikke kunne bunde i gummistøvler og holde de lange bukser tørre på vandreturen, så det var nærmest en trussetur. 
Efter en lille times vandring gik vi i land på Æbelø Holm, hvor nogen får tørt tøj på, inden vi går videre over Brådet. Især børnene var våde fra top til tå. 
Vi fortsatte turen over tangen, hvor vi kunne gå tørskoet over. Der var spået os lidt vand, dog ikke mere end et par gummistøvler kunne bunde.
På Æbelø, var det kun guiden, der havde lyst til en dukkert. Hun er vinterbader, og måler vandtemperaturen til DMI hver eneste dag. Vandet var 16 grader. Vi spiste den medbragte mad, inden vi gik Æbelø rundt. Nogen frøs, og var pakket godt ind, men vi var stadig nogle vikinger.   
De fleste af os tog turen hele vejen rundt om øen. Guiden havde aldrig oplevet så meget vand på selve øen. Der gik vist nogle kondisko til på den tur. Os med klip-klapper og gummistøvler var bedre klædt på til smattet. Børnene var helt vilde med “eventyrtræet” her i midten, et bøgetræ, med en helt speciel stamme.
Der var en anderledes og spændende fauna. Vi så dådyr, sommerfugle, edderfugle, men desværre ikke en eneste muflon. Det kunne ellers have været rigtigt interessant. Der var meterhøje bregner i massevis, en hel skov. Og fra en hochitz, var der udsigt til søen og det mest sumpede område.
Jeg undrede mig over alle de træer der var skåret i, og da jeg var nede på knæ, for at studere fænomenet, fortalte en jæger, der var med på turen, at det gjorde man nogle steder, så træerne væltede “af sig selv" “, for at hjælpe dyrene til at skaffe føde hele vinteren. Jeg kender en smule til jagt, men havde aldrig hørt om dette før.
Vi nåede ud til fyrtårnet, hvor vi kunne se til Juelsminde.
Vi tog turen hjemad langs kysten, for at se havnen på Æbelø. Den består af en dynge sten.  Vi nåede til resterne af udskibningstedet længere fremme. Lige før vi nåede Brådet, havde “nogen” hængt lidt tøj til tørre på buske og brændestakke, som nu var blevet tørt til hjemturen.  
Klokken 16 sendte jeg Allan en sms, om at vi begyndte den lange vandring igen, hen over Brådet og ikke mindst turen i vandet tilbage til Jersore.
Vandet skulle være blevet lidt lavere, altså til knæhøjde, men det var samme højde, som på udturen. Allerede ude ved fyret, var der et par stykker, der var meget trætte, og godt kunne mærke der var brugt nogle muskler, som ikke havde været rørt megt længe. Det var stadig ikke gået op for et par stykker, at turen rundt på Æbelø var på 15 km. Så de var helt sikker på, at de slet ikke kunne gå dagen efter, fordi det var mange år siden, de sidst havde gået noget, der bare nærmerede sig disse km. Nogen havde stadig energi, til at fortsætte i et rimeligt tempo, mens andre sakkede bagud.

Set i bakspejlet, var det nok en rigtig god beslutning Allan tog, da han valgte at blive hjemme fra denne vandretur, da det er ret hårdt for bentøj og ikke mindst dårlige knæ. Havde han været med, havde han nok skulle sidde ned det meste af resten af vores ferie, og så var vi gået glip af en masse andre oplevelser. Jeg var rigtig glad for at have været med på turen, men det er hårdt at gå i vand. Selvom jeg ikke havde problemer af nogen art, kunne jeg dog godt mærke at benene var lidt brugte. Som det kan ses på mit venstre ben, kom det blå mærke atter til syne i det kolde vand.
Her går vi i land, og Allan har gået langs kysten og fulgt os hele vejen i det våde element. Det blev en vandretur på 6½ time, og kun få dråber regn. Vi var endda så heldige, at solen også tittede frem et par timer. Kl. halv 6 var vi igen tilbage på campingpladsen, og efter spisetid, blev det atter tid til en vandretur langs vandet.