Lillebror og hyldebær

Vi har, for længe siden, lovet Mark at hjælpe ham, med at sætte en ny dør og et par vinduer i hans hus. Han er en travl ung mand, der er sports- og spillenarkoman, musik, så det er ikke nemt at finde en dag, hvor både vi og han ikke er optaget. I går nåede vi til dagen, som var blevet afsat til projektet. Den unge mand vil så gerne lære at blive en alsidig fritidshåndværker, for det er der altid brug for, når man har eget hus, og især når det er et ældre et af slagsen. Vi vidste ikke, at Mark havde ringet til Mads aftenen forinden, og spurgt om han også ville give et nap med. Det var vist et meget godt træk, for den dør drillede lidt. Mark og jeg trak os og lod de to kloge herrer løse problemet i fællesskab. For ikke at drive tiden væk, gik vi i gang med at ordne lidt i haven. Vi kom blot løbende, når der blev kaldt på os.

Det tog det meste af dagen at få døren sat i, og få stoppet isolering i samt fuget den, så det blev ikke til nogen vinduer i denne omgang. Ingen af mændene orkede mere, og da slet ikke hvis vinduerne også skulle drille.
Vi brød op, og Mads havde sagt, at han ikke havde fået plukket nogle af alle de hyldebær han har i haven, og nok heller ikke fik gjort det alene, så jeg havde bevæbnet mig med både pose og saks. Han mente ellers tidligere, at han nok kunne overkomme at plukke bærrene, skylle dem og smide dem i fryseren, så jeg senere, når det passede bedre, kunne lave lidt hyldebærsuppe til ham.
Han er ved at drukne i hyldebær, især når vi tager naboernes træer med, som hænger ind over hans grund. Selvfølgelig kan jeg ikke få nok, men blev nød til at holde, mens der stadig var en chance for at komme helskindet hjem med dem i cykelkurven.
Det blev en lang lørdag aften i køkkenet, hvor der blev kogt saft af 6,5 kg hyldebær. En pæn portion, ca. 4 liter, er hældt på flasker, og resten er jeg, i skrivende stund, ved at lave hyldebærsuppe af til at lægge i fryseren. Dagen flyver afsted og naturen kalder stadig derude,  det er tid til at få høstet andre ting. Kun tiden vil vise hvor meget af det jeg drømmer om, bliver en realitet.  

Frivilligt arbejde og hverdagen

Når man holder en smule ferie, og i forlængelse af denne, hiver et par weekender ud af kalenderen til lutter fornøjelser, så sker der ikke ret meget på hjemmefronten. Når vi så samtidig har lovet, at lægge lidt frivilligt arbejde, i et kæmpe projekt, så reduceres arbejdstimerne yderligere herhjemme. Vores Grundejerforening, har søgt om at blive en Blomstrende Landsby, men det er en betingelse, at vi som borgere lægger en hel del rigtigt mange arbejdstimer, ganske frivilligt, før vi når så langt. Bestyrelsen, som vi ikke sidder i, har søgt penge fra Landdistriktspuljen, og vi har fået bevilliget 350.000,- kr. til en aktivitetsplads, så vi kan få turisterne til at slå sig ned her. Samtidig er det noget byens borgere også kan få glæde af.
Loven forlanger, af sikkerhedsmæssige årsager, at det er professionelle folk, der opstiller legeredskaberne, men rydning af buske, klipning af hæk og bortkørsel af samme, samt underlag som grus, fliser og opbygning af sheltere må skal vi beboere selv klare. Jeg har endnu ikke lagt en eneste times arbejde i dette projekt, da jeg har mit arbejde at passe i hverdagen, men Allan har, sammen med andre brugt nogle dage på projektet. Arbejdet skrider fornuftigt fremad.
Ind imellem dette projekt, bliver der stadig malet træværk her på matriklen. Alle gavle og vindskeder er heldigvis færdige, men hele terrassen mangler, og nu er vi løbet tør for grøn maling, men vi har andre malerprojekter og anden maling klar.
Det meste i haven er ved at synge på sidste vers, bortset fra hindbærhøsten som stadig er i fuld gang. Heldigvis er hindbærbedet halveret siden sidste år. Det ene hibiscustræ er næsten også først lige begyndt at blomstre, så lidt at se på er der stadig.
Vores frugttræer har slået fejl i år. Sidste år havde vi æbler, pærer og vindruer til hele kommunen. I år har vi kun få æbler og intet af det andet. Jo, kvæder og nødder, men det er jo først senere. Æblerne er høstet. De fine er lagt på køl til at spise som de er. Resten er skrællet, kogt og lagt i fryseren til æblekager senere. Høsten af tranebær, forårets nyindkøbte plante, var hurtigt overtået. Der var to bær, de røg lige i munden som de var, så var det overstået.
Tomaterne giver stadig godt, og selvom det, efter årstiden, stadig er helt fint vejr, så indbyder temperaturen sig efterhånden igen til at servere en gang suppe til aftensmad. Jeg havde en pæn portion overmodne tomater, som jeg tilsatte et stort hakket løg, en hel stærk chili, lidt vand og en grønsagsbouillon. Det hele kogte til det var mørt, hvorefter det blev blendet. Bladselleri blev sauteret i smør og tilsat suppen sammen med rejer og piskefløde. Sidstnævnte tog den røde farve fra suppen, så den blev lidt fimset i farven, men uhm, hvor vi jeg åd, og alligevel blev der en portion til fryseren.  

Fødselsdag på Mallorca

Mallorca var et af de feriesteder, jeg hele tiden gik uden om, når Allan foreslog det som et muligt rejsemål. Jeg havde hørt og læst rigeligt om de grisefester danskerne valfartede til, og det tiltrak bestemt ikke mig. En dag i 2006 hvor tiden dog løber, var der igen en læserrejse i den lille lokale avis, og vi slog til. Det eneste vi forlanger, er en lejlighed, så vi kan klare os selv. Sådanne læserrejser er som regel med meget kort varsel, og rejseugen er selvfølgelig fastlagt. Sådan gik det til, at jeg kunne fejre min fødselsdag under de varme himmelstrøg det år.
For os der bor i udkantsdanmark, uden offentlige transportmidler, er det en nem og billig måde, at komme til lufthavnen på. Det koster ikke ekstra. Tværtimod er selve rejsen altid mindst 1.000,- til 2.000,-  kr. billigere pr. person, i forhold til at vi bestiller rejsen direkte hos rejseselskabet, og vi behøver ikke at bruge tid på at finde “det rigtige” hotel. Vi skal bare selv køre til opsamlingsstedet ca. 20 km væk. Vi har rigtige gode erfaringer med at rejse på den måde.
Vi boede i Alcudia, og selvom der var langt at gå op til den gamle Alcudia bydel, så tog vi turen flere gange. Den er absolut et besøg værd. Vi var rundt rigtigt mange steder, og fik pløjet øen igennem fra nord til saltminerne og Sant Jordi i syd, i hvert fald den “hurtige” del af øen. Altså østsiden, hvor der ikke er den store bjergkørsel.  
Vi kørte til Inca, hvor der lå en læderfabrik, som rygtet sagde, vi absolut skulle besøge, men vi er nu allermest til naturen og ikke til shopping, så vi kom hurtigt videre. Bl.a. til Porto Colom og Coves D´arta, hvor der er en kæmpe drypstenshule. Vi havde ellers besluttet, at vi har set drypstenshuler nok rundt omkring, for det er trods alt det samme man ser, sådan da. Vi besluttede alligevel at ofre en billet og få en guidet rundtur, da den for en gangs skyld også foregik på engelsk, og ikke kun på fransk og andre uforståelige sprog. Vi må tilstå, at det er den flotteste hule vi har set, og det var alle pengene værd.
Formentor nåede vi også. Turen dertil gik ad hårnålesving, og var en rigtig smuk tur.
På et tidspunkt nåede vi et skilt, hvor der kun var tilladt kørsel for personbiler. Altså turistbusserne var afskåret fra den tur. Vi konkluderede hurtigt, at så måtte det lige være noget for os. Vi forstår godt hvorfor busserne ikke måtte køre der, for det var ganske simpelt en umulighed med de smalle veje, skarpe sving, og højre skrænter. Selvom Allan kører pænt, ville jeg altså hellere gå end hænge der ude ved skrænten, men jeg holdt ud. Det var bedre at sidde inde mod bjergsiden. Vi mødte også cyklende folk, men selv de professionelle, sådan så de i hvert fald ud, måtte trække. Vi er enige om at denne feries højdepunkt, var Formentor og ikke mindst den sidste bid ud til Cap de Formentor. 
Den dag jeg fyldte år, var der arrangeret et stort show på vores hotel. Normalt deltager vi ikke i hotellets arrangementer, men vi gav det en chance, og blev på hotellet og spiste den dag. Nogle meget unge mennesker opførte Grease og sikke et show. Det gjorde de rigtigt godt.
Der var også et papegøjeshow, hvor papegøjerne kørte på rulleskøjter og cyklede, samt meget andet. Ved I at sådan en papegøje er meget tung… Vi blev i hvert fald noget overrasket, da de blev plantet på vores hænder. Pludselig bliver en ganske almindelig, “midt i ugen fødselsdag” til noget helt specielt, og én man altid husker.

Den ferie gjorde, at jeg godt kunne pakke alle mine fordomme om Mallorca væk. Det er en dejlig ø, med masser af natur, og det er lidt synd, at den stadig har ryet hængende fra grisefesternes tid. Det fortjener den bestemt ikke. Jeg har, som nævnt, revideret min egen opfattelse af øen, og selvom jeg ofte siger, at jeg ikke vil det samme sted hen to gange, så er der trods alt en del af øen, der endnu ikke er udforsket.   
.

Familiemøde, blogtræf og cykeltur

Allan har, i flere år, været ret misundelig på de fætter- kusinefester vi holder i min familie. Jeg ved det er et stort arbejde, at finde adresser på alle og arrangere, selvom det dog er blevet noget nemmere nu, da mange er på Facebook, og kan kontaktes den vej rundt. Da vi startede var der kun telefonbogen og ingen internet.
Også i Allans familie, har flere med jævne mellemrum sagt, at det kunne være sjovt at mødes alle sammen, men så sker der heller ikke mere. På FB var der et familiemedlem, der lød lidt mere ihærdig, og Allan øjnede straks chancen, men ham og skrivning, hvis der skal sættes mere end tre ord sammen, er en håbløst situation, så hans bøn var: Vil du ikke nok? Jo, men du må selv følge op, og klare resten. Ja, ja, det skulle han også nok. Det har han næsten også gjort. Familien er spredt fra Gedser til Skagen Jylland, så forslaget blev, at hver familie pakkede madkurven og troppede op på Frilandsmuseet, hvor vi skulle mødes, for at få nogle hyggelige timer sammen. Der var lidt stille under spisningen, for flere havde aldrig mødt hinanden, og kendte ikke hinanden, som vi der lever i blogland gør det. Så man aner absolut intet om hinanden. Under traveturene kom der godt gang i samtalerne, på kryds og tværs, og alle har tilkendegivet inde i den lukkede gruppe på Facebook, at det har været en ganske hyggelig dag, der godt må blive en tradition. 
Når nu vi var kommet til staden, havde vi lavet en aftale med Hanne, som vi mødte første gang i Sverige hos Ellen og John. Vi tilbød at tage hende med til Lolland, så vi kunne vise hende lidt af sydhavsøerne. Hanne var straks med på idéen, og vi startede aftenen med et let aftensmåltid, inden vi gik os en lang tur i skoven og langs vandet. 
Vi ved jo, at Hanne også er glad for at cykle, så vi foreslog, at hele søndagen skulle foregår på cykel, også selvom det skulle regne lidt. Vi havde fået lov til at låne søsters cykel i dagens anledning.
I formiddags pakkede vi madkurven til hele dagen og begav os ud på Sundruten som er 46 km. Vi var ikke nået ret langt før Allan måtte af og pumpe.  Det foregik flere gange, inden han indså nødvendigheden af, at cyklen skulle lappes. Vi mærker og lytter alle tre, men kan bare ikke finde det hul. Til sidst lykkedes det endelig, og vi fortsatte turen, og nød det gode vejr, solen og udsigten. Der blev holdt drikke- og spisepauser samt fotostop undervejs. Vi har mest kørt på skov- og grusveje, meget, meget smalle stier, vi har kørt på mountainbikerute mellem trærødder og høje skrænter, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden, for ikke at styrte og ende flere meter nede i vandet.  
Vi har været rundt på Lolland og Falster, og en lille bid af vejen foregik på asfalteret vej. Der er en vis herre der igen har fået ondt i bagen, fordi han som sædvanlig ikke har fået trænet. Hanne kunne også mærke, at det var en anden cykel, end den hun var vant til at køre på. Hjemme igen var der nogen, der fik sig en ekstra kop kaffe, mens jeg fik lavet lidt mad. Vi har nydt, vi har hygget, og vi har kørt Hanne til toget, hvor vi vinkede farvel for en god time siden.
Endnu en dejlig weekend er smuttet, og regntøjet fik vi slet ikke brug for. Vejret har i den grad været med os begge dagene.

Nyt syn på tilværelsen

Da jeg for et år siden fik en besked fra optikeren om, at det var tid til eftersyn, så jeg ingen grund til at få det testet. Jeg så aldeles udmærket, og da øjenlægen, ved det årlige eftersyn, samtidig havde sagt, at min syn var fantastisk flot, så der var ingen grund til at spilde tid og penge på det sjov.

Nu er det dog flere måneder siden jeg begyndte at fable om, at jeg måtte have mit syn kontrolleret. Den ene dag tog den anden, så begyndte Allan også at jamre over, at han ikke synes han så særligt godt mere. Han var den første der fik gjort noget ved sagen. I sidste uge hentede han sine nye briller.

Nu blev det endelig også min tur. Selvom jeg har glidende overgang, kan jeg ikke nøjes med et par briller, men med mit brillevalg, får jeg brille nr. 2 for en merpris af 200,- kr. for både stel og glas, og det er da til at overkomme. Jeg har dog ikke frit valg på alle hylder, men dog et pænt lille udvalg, og jeg kan sagtens nøjes. Nyt syn til os begge løb op i den nette sum af næsten 17.000,-. og hvis jeg ikke ville nøjes, så kunne jeg lægge 8.000,- mere oven i. Det er godt nok mange penge at fyre af på en uge. Godt det snart er lønningsdag, og godt vi har mad i fryseren, så vi kan leve "gratis" en tid.

Min optiker er en spøjs mand, med en helt specielt humor, som nogen holder af, og andre direkte hader. Han siger ærligt, at han ikke kan hamle op med alle kæderne, og derfor er der ikke noget der hedder rabat hos ham, ikke så meget som en femøre. Hvis I vil have rabatter og tilbud, så må I handle et andet sted. Hård og kontant besked og det står ikke til diskution. Jeg ved at brillerens og solbriller er gratis tilbehør i alle kædebutikkerne. Det har jeg før nydt godt af, og Allan gør stadig, hvor jeg pænt må betale for det hele. Så overrasket blev jeg da jeg fik udleveret en fin lille gaveæske, hvor indholdet grangiveligt lignede parfume, men det er såmænd kun brillerens i en lille glasflaske og en ditto i plastik. For som han siger, så giver han ikke ved dørene. Det er den pris jeg må betale, for at have fundet en optiker, der kan lave briller jeg kan se med. Solbrillerne må så vente lidt. Jeg regner ikke med at få så meget brug for dem, mere i år.

I tilfælde af, at uheldet skulle være ude, plejer vi altid at holde de sidste nye briller som reserve i huset. Uden disse hjælpemidler, ville vi være noget på den. Det kan dog nu konstateres, at der er en vis herre, der ikke lige har fået afleveret de gamle briller nogle gange. Vi kan snart åbne en brillebutik. Lige nu haves 12 par briller i huset. Nu er de pakket sammen, og ligger klar til aflevering, så andre trængende kan få glæde af dem. Det første par til venstre og de to første par til højre bliver dog i huset til reservebrug.

En støtteweekend

I der jævnligt læser med, har sikkert bemærket, at vi gerne støtter lokalt, så meget som muligt, uden at tilsidesætte andre pligter og fornøjelser. I lørdags holdt Krenkerup Gods høstfest. Det regnede lidt om morgenen, så malerarbejde var udelukket, men vi tager ikke skade af lidt vand, så vi iførte os regntøj og tog afsted om formiddagen, hvor der var god plads. 
I dagens anledning havde godsejeren åbnet herskabsstalden, så vi havde mulighed for at se de gamle flotte hestekøretøjer. Herskabsstalden er imponerende flot, set med vores øjne. Bemærk stukken og marmorsøjlerne med guldbelægning.
Vejret blev tørt og solrigt, og efter at vi havde dasket rundt og set og smagt lidt på diverse varer fra forskellige lokale gårdbutikker, fandt vi en solrig plads, hvor vi drak vores øl, som vi fik på indgangsbilletten. Den halve liter øl krævede følgeskab af lidt fast føde som sandwich eller pølser, som Meyers køkken stod for. Vi fik en hyggelig sludder med helt ukendte mennesker fra Nakskov, der sad ved samme bord. Allan og jeg sad på bænken så længe, at vi fik nye naboer, som kom helt fra Næstved, for bare at se bryggeriet, som de lige havde set en tv-udsendelse om. Dem fik vi også en rigtig hyggelig sludder med. Mens vi sad der, ringede Danske Ølentusiaster med klokken, og den unge godsejer fik overrakt et diplom.
Vi havde slet ikke travlt med at komme hjem og male, så vi gik en rundtur til. Her på øerne ville mange arrangementer slet ikke finde sted, hvis ikke der var så mange frivillige enkeltpersoner, og foreninger som bl.a. L.F.K. Tærskeværket var også startet op. Vi besluttede at køre hjem og fik et stempel på hånden, så vi kunne komme igen senere og deltage i de musikalske festligheder, uden at betale entré to gange. Der blev vi godt nok for magelige, for det væltede ned med vand om aftenen, så vi og cyklerne blev hjemme i tørvejr. 

Vi har ofte taget turen til Kbh. for at besøge Frilandsmuseet derinde, men vi har aldrig nogensinde besøgt vort eget, som ligger lige om hjørnet. Vi har nemlig tit hørt devisen, at der ikke var noget at se. I dag, da der var håndværkerdag, blev vi nød til selv, at få syn for sagen. Det udsagn, kan de altså godt pakke sammen. Det holder slet ikke. I hvert fald ikke med sådan et arrangemet, der i dag var stablet på benene.


Ildsjælene, som altid er Tordenskjolds soldater, der brænder for at holde gang i Lolland, havde gjort et enestående stykke arbejde sammen med en masse frivillige, der brænder for at vise og fortælle historier fra gamle dage. Området og antallet af huse er selvfølgelig ikke så stort som det i Kbh., så uden arrangementer, vil det nok være lidt tyndbenet. Der var meget, meget mere at se, end da vi var på Museumsgården på Møn.
Der blev støbt blykugler til fugleskydningen, der blev malet porcelæn, lavet koste og børster. Der var bødkeren, urmageren, guld – og kobbersmeden. Der blev kittet vinduer, lavet kalk, kalket huse, tjæret mølle, repareret bygninger, tækket huse. Bagt pandekager på brændekomfuret, og der var gratis pandekager til alle.
Der var de smukkeste broderier, kniblinger, vævning. Se bare damerne her, de har selv lavet alt det tøj de har på. Der var vaskedag, fåreklipning osv. osv. Man kunne tydeligt se og høre, at alle brændte for hver deres opgave.
Vi kunne jo ikke blive ved med at drive hele weekenden væk, så vi forlod Maribo og fik mor til at give eftermiddagskaffen, hvor der også røg et par timer. Jeg nåede dog lige at få pillet lidt brombær på hjemvejen. De ligger nu i fryseren sammen med så meget andet. Sådan fik den weekend hurtigt ben at gå på.

I morgen aften kalder en ny dansesæson i helt nye lokaler, men med gamle dansevenner og danselærer. Sæsonen kunne godt vente med at starte en måneds tid endnu, men sådan er det ikke, og skal vi kunne følge med, må vi med fra start, ganske som vi plejer.