onsdag den 5. september 2012

Fødselsdag på Mallorca

Mallorca Mallorca var et af de feriesteder, jeg hele tiden gik uden om, når Allan foreslog det som et muligt rejsemål. Jeg havde hørt og læst rigeligt om de grisefester danskerne valfartede til, og det tiltrak bestemt ikke mig. En dag i 2006 hvor tiden dog løber, var der igen en læserrejse i den lille lokale avis, og vi slog til. Det eneste vi forlanger, er en lejlighed, så vi kan klare os selv. Sådanne læserrejser er som regel med meget kort varsel, og rejseugen er selvfølgelig fastlagt. Sådan gik det til, at jeg kunne fejre min fødselsdag under de varme himmelstrøg det år.Morgenstund på altanen med udsigt til regnbuen
For os der bor i udkantsdanmark, uden offentlige transportmidler, er det en nem og billig måde, at komme til lufthavnen på. Det koster ikke ekstra. Tværtimod er selve rejsen altid mindst 1.000,- til 2.000,-  kr. billigere pr. person, i forhold til at vi bestiller rejsen direkte hos rejseselskabet, og vi behøver ikke at bruge tid på at finde “det rigtige” hotel. Vi skal bare selv køre til opsamlingsstedet ca. 20 km væk. Vi har rigtige gode erfaringer med at rejse på den måde.
Vandretur langs stranden, Alcudia vandretur langs kanalen
Vi boede i Alcudia, og selvom der var langt at gå op til den gamle Alcudia bydel, så tog vi turen flere gange. Den er absolut et besøg værd. Vi var rundt rigtigt mange steder, og fik pløjet øen igennem fra nord til saltminerne og Sant Jordi i syd, i hvert fald den “hurtige” del af øen. Altså østsiden, hvor der ikke er den store bjergkørsel.  
Rådhuset i den gamle bydel Alcudia Port Pollenca
Vi kørte til Inca, hvor der lå en læderfabrik, som rygtet sagde, vi absolut skulle besøge, men vi er nu allermest til naturen og ikke til shopping, så vi kom hurtigt videre. Bl.a. til Porto Colom og Coves D´arta, hvor der er en kæmpe drypstenshule. Vi havde ellers besluttet, at vi har set drypstenshuler nok rundt omkring, for det er trods alt det samme man ser, sådan da. Vi besluttede alligevel at ofre en billet og få en guidet rundtur, da den for en gangs skyld også foregik på engelsk, og ikke kun på fransk og andre uforståelige sprog. Vi må tilstå, at det er den flotteste hule vi har set, og det var alle pengene værd.
Porto Colom Coves D´arta, drypstenshule Mallorca
Formentor nåede vi også. Turen dertil gik ad hårnålesving, og var en rigtig smuk tur.
Formentor Smuk udsigt ved Formentor
På et tidspunkt nåede vi et skilt, hvor der kun var tilladt kørsel for personbiler. Altså turistbusserne var afskåret fra den tur. Vi konkluderede hurtigt, at så måtte det lige være noget for os. Vi forstår godt hvorfor busserne ikke måtte køre der, for det var ganske simpelt en umulighed med de smalle veje, skarpe sving, og højre skrænter. Selvom Allan kører pænt, ville jeg altså hellere gå end hænge der ude ved skrænten, men jeg holdt ud. Det var bedre at sidde inde mod bjergsiden. Vi mødte også cyklende folk, men selv de professionelle, sådan så de i hvert fald ud, måtte trække. Vi er enige om at denne feries højdepunkt, var Formentor og ikke mindst den sidste bid ud til Cap de Formentor. 
Hårnålesving Formentors Cap de Formentor
Den dag jeg fyldte år, var der arrangeret et stort show på vores hotel. Normalt deltager vi ikke i hotellets arrangementer, men vi gav det en chance, og blev på hotellet og spiste den dag. Nogle meget unge mennesker opførte Grease og sikke et show. Det gjorde de rigtigt godt.
Papegøjeshow på MallorcaDer var også et papegøjeshow, hvor papegøjerne kørte på rulleskøjter og cyklede, samt meget andet. Ved I at sådan en papegøje er meget tung… Vi blev i hvert fald noget overrasket, da de blev plantet på vores hænder. Pludselig bliver en ganske almindelig, “midt i ugen fødselsdag” til noget helt specielt, og én man altid husker.

Den ferie gjorde, at jeg godt kunne pakke alle mine fordomme om Mallorca væk. Det er en dejlig ø, med masser af natur, og det er lidt synd, at den stadig har ryet hængende fra grisefesternes tid. Det fortjener den bestemt ikke. Jeg har, som nævnt, revideret min egen opfattelse af øen, og selvom jeg ofte siger, at jeg ikke vil det samme sted hen to gange, så er der trods alt en del af øen, der endnu ikke er udforsket.   
.

18 kommentarer:

  1. Malorca, ja synd den ø har fået det ry, men mon ikke det snart er glemt,
    Malorca er en smuk ø, Alcudia er dejlig badeferie,,, jeg gad godt rejse i morgen ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det håber jeg, men jeg hører dog stadig andre sige det samme som jeg altid har gjort.
      Badeferie har vi aldrig nogensinde prøvet. Vi har aldrig siddet på en strand eller ved en pool længere tid end det tager Allan at spise en is :-) Heldigvis er Alcudia og charterferier generelt andet end badeferier.

      Slet
  2. Ja Mallorca er en skøn ø, og sikke en dejlig ferie I har holdt dernede.

    Jeg var der en del gange i grisefesternes tid, allerede dengang var det en fantastisk smuk ø, når man kom bare en smule væk fra de helt vilde turistområder.

    Jeg holdt pause fra øen i mange år, og kom der først igen for nogle år siden, hvor vi var dernede og spille golf 2-3 gange sammen med gode venner. Nu har de jo fået hus på fastlandet, men vi snakker tit om, at vi gerne vil til Mallorca og spille igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en dejlig ø, og selvom man var der i grisefesternes tid, behøvede man jo ikke deltage i dem.
      Vi flygter stadig fra alle turisterne, uanset hvor vi kommer hen.

      Det har jo både fordele og ulemper at have fast bolig, når nu den haves, skal den jo også bruges, men mon ikke I finder på at tage på en enkelt tur igen, en skønne dag!

      Slet
  3. Jeg har de samme fordomme som du havde, og John har kæmpet en brav kamp for at aflive dem. Han har været på Mallorca et par gange og vil så gerne vise mig øen.
    Lenes blog har overbevist mig mere end noget andet, så vi satser på 14 dage i maj 2013. I lejlighed, selvfølgelig ;-)
    Den der Formentor-tur ser fantastisk ud - og nej: vi skal bestemt heller ikke på badeferie ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan godt tage tid, at få gjort ægtefællen moden til forskellige ting, og det gælder bestemt begge veje :-)
      Selvfølgelig, en lejlighed giver mere frihed :-)I kan godt glæde jer, og Formentor må I ikke gå glip af.

      Slet
    2. Havde det været Facebook havde jeg skrevet "like" :-D

      Slet
    3. Selvfølgelig :-)

      Slet
  4. Mallorca er en pragtfuld ø med masser af smukke steder at besøge. Jeg har også været der med min cykel, fordi jeg gerne ville op at køre i bjergene. De var imidlertid lidt for stejle til mig (jeg har også trukket noget af vejen til Formentor), så jeg måtte holde mig til de lavereliggende dele af øen; men det gjorde ikke noget, for der var også masser af dejlig natur at se på.

    Det lyder til at være en rigtig dejlig tur I har været på - og Mallorca er altid et gensyn værd.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har jo været alle tænkelige steder med din cykel, så hvorfor ikke også Mallorca :-) Der er nemlig mange smukke steder der er lidt nemmere at klare på cykel.
      Det var en dejlig tur, og vi mangler at se hele vestsiden, og der tager det tid med al den bjergkørsel.

      Slet
  5. Som ganske ung, var jeg med min mor på Mallorca, det var også i grisefesternes tid, men jeg husker også øen som meget smuk når man kom lidt væk fra turisthelvedet. Vi kørte meget rundt med øens busser og jeg ville da gerne tilbage og se øen igen når jeg engang har overvundet min flyskræk..;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Den flyskræk sætter lidt begrænsninger, men vi har vel alle lidt at kæmpe med. Jeg kæmper med vandet :-) Du må på motorcykel og sejle det sidste stykke, du ved jo der er noget at se :-)

      Slet
  6. Jeg får lyst til sol og varme, når jeg ser dine dejlige billeder. Og det er da nogle fantastisk fine rammer at fejre fødselsdag i.

    SvarSlet
  7. Der er ikke noget så godt som sol og varme, når vi i DK har efterår eller vinter, og samtidig holde fødselsdag uden forpligtelser er helt ideelt :-)

    SvarSlet
  8. Kan da kun give dig ret! ;-) I har dog stadig meget til gode, der er seværdigheder nok til mange rejser endnu ;-)
    ps. ved ikke om der overhovedet laves grisefester længere ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved det :-)
      Jeg tror alle grisefesterne er aflivet :-)

      Slet
  9. Sikke en dejlig fødselsdag og ferie I har haft. Mallorca var, som også Harzen og Gardasøen no-go for mit vedkommende. Mallorca var grisefester og både Harzen og Gardasøen udelukkende befolket med turister med rollator. Troede jeg. Jeg har siden været alle steder og - selvfølgelig - fundet ud af, at der er både smukt, kønt og dejligt alle steder. Hvis man altså lige gider selv at gøre en indsats :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sjovt som vi alle har nogle fordomme om feriesteder. Allan tror der er krig alle steder sydøst for Middelhavet, så der nægter han at rejse hen. Jeg og vores voksne unger fik ham dog overalt til Tyrkiet et par år senere, og der var ganske fredeligt :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)