Julegaver, roer og muldvarpe

Jeg har gennem mit arbejdsliv, fået mange fine gaver af mine arbejdsgivere. Det er fordelen ved at have flere arbejdspladser. Ulempen er så når der samles ind til kollegaerne. Det er min første jul på arbejdsplads nr. 2. Der overraskes jeg jævnligt, på den gode måde. Da vi under frokosthyggen i torsdags, hvor det var sidste dag, vi alle var samlet inden jul, ikke blot fik hver en flot buket, men også angivet et beløb, vi selv kunne købe en julegave for. Chefen mente vi alle var bedre til at købe den helt rigtige julegave, end hun var. Vi skal selvfølgelig bare aflevere vor bon. Jamen, altså, hvad skal jeg købe? Jeg ønsker mig jo ingenting… Jeg må på jagt i morgen, når jeg skal ud og købe de julegaver vi mangler. Allan har klaret nogle af dem.
I dag, hvor det var sidste dag, for nogle af folkene, på den anden arbejdsplads, var vi som sædvanlig inviteret til gløgg og æbleskiver hos chefen. Han kunne i den grad også overraske. Jeg har aldrig i de mange, mange år, været ked af min julegave derfra, som altid indeholdt nogle flasker vin en bog og de senere år også lidt andet. ‘Vi’ har en lille nichevirksomhed, et selvstændigt firma, sammen med andre virksomheder, og dette firma har i år stiftet endnu et nyt selskab, der skal arbejde som talerør for alle de små lokale virksomheder. Det kræver enorme ressourcer at få markedsført og solgt sine produkter. Hvis ikke man har prøvet det, ved man ikke hvor omfattende og problemfyldt dette er. Flere af virksomhederne har ikke salg fra egen butik, men sælger direkte engros. Andre har heller ikke en hjemmeside. Alle er mere eller mindre afhængig af at andre vil sælge deres varer, så de kan bruge tiden på det, de er rigtige gode til. Nemlig at producere varene.
Min kurv er fyldt med 19 forskellige produkter fra små lokale virksomheder. Ikke bare fra Lolland og Falster, men fra hele landet. Jeg glæder mig til at smage og bruge det hele, og måske få gode ideer til selv at producere noget nyt på hjemmefronten.

• Æblegløgg med solbærsaft OG Jordbærdrik fra Sønderjylland
• Æblemost fra Buxbom på Lolland
• Solbærsaft OG solbær-dessertvin fra Lolland
• Stikkelsbærsirup OG ribs-solbær-stikkelsbærsaft fra Sønderjylland
• Hyldeblomst fra Lolland
• Julemarmelade OG æblecidereddike fra Lolland
• Æblemost fra Falster
• Æble-ribs chutney fra Lolland
• Mors krydderolie OG Mors Sennep med cognac fra Nordvest-Jylland 
• Grønjægerens pilsner OG Kong Asgers Ale fra Møn
• Munkens Juledrøm fra Silkeborg
• Honning med pebermyntesmag fra Sjælland
• Lakridsbrud fra Sjælland

Gavekurvene så umiddelbart ens ud, men en kollega så lige, da vi læssede bilen, at han ikke havde fået samme chokolade, som jeg havde. Hans var hvid chokolade, hindbærbrud, så måske er kurvene ikke helt ens! Jeg får hverken procenter eller noget andet ud af denne lille ‘reklame’. Jeg må som alle andre mennesker i dette land, købe varene på nøjagtige samme vilkår, de samme steder, til de samme priser i de forskellige dagligvarebutikker, eller forskellige steder på nettet som f.eks. *Attmatr Web-shop.
Hvis ikke du ved det stadig er roetid, så kom en tur til øerne, og få vished. Der ligger tonsvis af roer. Forleden så jeg på nettets roeavis, at vinderen af den årlige roekonkurrence, årets største roe, som kun roedyrkere kan deltage i, var fundet. Den største indleverede roe vejede 15,1 kg. Jeg kan fortælle jer, at det er langt, langt over det normale. I får et billede af sidste års kalender og pjece om roefrø. De har altid så mange kloge ord på deres brochurer, og det var faktisk hensigten allerede sidste år at bruge teksten. Dette års guldkorn landede på mit skrivebord i dag, men det gemmer jeg til en anden gang. Vinderen af roekonkurrencen, kan vist dristigt tilslutte sig: ‘Tro på frøet og få ro i sjælen.’

Muldvarpeskud har vi mange af på arbejdet. I mandags da jeg mødte var der 3 muldvarpeskud. I onsdags var der 7. Jeg sagde til chefen, at muldvarmene var på vej ind på kontoret, hvortil han svarede, at vi hellere måtte få sat et par fælder. Fælderne var sat, da jeg mødte i morges, men der havde de allerede skudt forbi. Nu var der elleve, og da jeg gik hjem var der 12. Nu er jeg spændt på om de er nået frem til trappestenen på mandag, med den fart de har på.

*Ordet Attmatr, udtales at-matter, og kommer af det gamle nordiske ord att, der betyder mad. Attmatr kan oversættes med verden og mad, iflg. deres hjemmeside.

Privathospitalet Hamlet - afsted det gik

I fredags nåede vi endelig, langt om længe, datoen for Allans tid hos en læge, for blot at få en henvisning til en ultralydscanning et eller andet sted. Vi tilhører Nykøbing F. sygehus, som har lange ventetider. Stor var overraskelsen da Allan mandag formiddag fik en opringning fra Hamlet, om at de havde fået en henvisning, og at de havde en tid allerede samme dag, hvis han altså kunne komme. Det kom jo lidt an på tidspunktet, for vi har trods alt et par timers kørsel derind. Den ledige tid var kl. 17, så han takkede ja og kontaktede mig, så jeg havde en mulighed for at tage med.
Allan blev scannet fra bryst til lår. Nyrer, lever, urinveje, galdeveje osv. viste sig heldigvis at være helt normale. Der var heller ikke noget nyt brok at se. Så hvorfor han har, eller har haft så ondt, nu er det mere ømt end deciderede smerter, kunne lægen ikke give svar på.
Sådan kan det gå, at noget akut pludselig kommer foran det, vi egentlig mente, var en god ide at få tjekket op på. Så den store lægeundersøgelse, som han for længe siden har bestilt tid til, skal han først til på mandag. Vi tror begge, at han atter en gang skal sendes til en neurolog, og så forventer jeg, at han får lidt at vide om de blodprøver, der ikke ligger inden for normen. 

Jeg selv har raget mig en seneskedehindebetændelse til. Ikke lægedokumenteret, men jeg har prøvet det før, for 20-30 år siden, så jeg kender symptomerne. Jeg har selvfølgelig allerede iværksat nogle foranstaltninger, så det forhåbentlig ikke bliver så slemt som sidst, hvor jeg ikke kunne vride en klud i lange tider. Allan har været ude at købe et neoprenbind til mig, som jeg har på, når jeg er på arbejde. Det støtter min tommelfinger bedre, men ikke så godt oppe i håndleddet. Dette noget mere gammeldags elastikbind er både mere behageligt at have på og støtter og varmer bedre. Huden kan ånde og jeg kan også sove med det på. Mit strikketøj er sendt på juleferie og julekortene bliver ikke hjemmelavede i år. Jeg har  fundet nogle gamle købekort i min kortskuffe. Fint at få udryddet dem, mens jeg stadig har nogle få på listen, der skal have julekort. 5 stk. er det reduceret til i år. Det er trods alt til at overskue, selvom det mere er lange julebreve end en kort hilsen på et julekort. Der bliver skrevet et kort hver aften, og nu mangler jeg kun et. Sørme om ikke jeg også har fået hentet nisserne ned fra loftet. Nu skal jeg bare have hevet dem op af kassen. De springer næppe på plads helt af sig selv.

Jeg er slet ikke klar til julen

Jeg synes der har sneget sig en hel del ind foran juleforberedelserne her i huset. Allans helbred. Hjælp til søster. Samvær med familien. Min firmajuleudflugtstur, lidt overarbejde og meget mere, så jeg er slet ikke klar til julen endnu.
Camilla har haft en fugtskade i sin bolig. Nu er vi i fællesskab nået så langt, at der skulle sættes tapet op. Det er altid mit job, så lørdag morgen kørte vi til København, for at få den sidste aftale i kalenderen udryddet og værelset i lejligheden gjort færdig fra vores side. Nu kan hun selv male, når det passer hende.
Mens jeg tapetserede bagte Camilla pebernødder, som hun og Allan også næsten fik udryddet. Der blev dog lagt lidt til side til S… så han kunne smage, når han kom hjem fra arbejde. Vi nåede hjem. Fik vendt os et par omgange under bruseren, inden vi skulle til vennerne, som havde inviteret på aftensmad.

Søndagen var afsat til julegaveindkøb. Det fik jeg ikke meget ud af. Kun en enkelt gave er i hus. Der er heldigvis en weekend mere til at få klaret den opgave. 
Der er endnu ikke kommet nisser op i år. Kun julehyggebelysning. Ungerne har i flere år sagt, hvorfor jeg dog gider at pynte op, da det ikke er julepynten eller gaverne der afgør om det er jul. Det er de tre retter, grønlangkål, andesteg og risalamande, der ene og alene afgør om det er jul i familien eller ej. Dertil kommer hyggen og samværet. Nu ser vi hvad det bliver til.
Grønkålen, flæsket og anden ligger i fryseren. Jeg skal arbejde den 23. december hele dagen, så jeg må se at få styr på de sidste ting i løbet af denne uge. Og bare maden er i hus, har jeg god tid til det hele den 24, så der er ingen grund til at få stress over noget endnu
Julekortet til den 80 årige ‘tante’ i Spanien er skrevet og afsendt. De sidste par stykker må blive om aftenen de næste par dage.
Til gengæld er påskeblomster og krokus, som sædvanlig tidligt på færde. Siden jeg begyndte at blogge i 2010 har det vist sig, ved mine skriverier, at de titter frem allerede i november. Således også i år. For en måned siden, mens vi stadig havde det fine ‘sommervejr’ så jeg dem allerede. I dag har de en højde af 3-4 cm. Vintergækker og erantis er endnu ikke synlige, selvom de skal blomstre først, men sådan plejer det også at være. 
Torsdag er der jule-frokost-hygge på arbejdsplads nr. 2. Fredag er julehygge med gløgg og æbleskiver på arbejdsplads nr. 1. 

Julemarked i Lübeck med kollegaer

Jeg er her stadig, men har haft travlt med at holde diverse aftaler hele ugen, og det fortsætter et par dage endnu.
I går mødtes hele koglet på banegården i Nykøbing Falster, for at tage toget til Lübeck. På færgen blev der uddelt hjemmebagt brød, vand og juice, som vi kunne forsyne os med efter behov.
Mens det regnede, tordnede og sneede helt vildt herhjemme, kom vi frem til et, efter årstiden, godt vejr og gik mod markedet. Udover os, der figurerer på lønningslisten, lige fra rengøringen til chefen, var de ansattes hjemmeboende børn også inviteret med, så vi var 11 personer i aldersgruppen 9 til ... mig selv.

 
Efter at have gået lidt rundt, og været inde og spise frokost, aftalte vi tid og sted, hvor vi skulle mødes, hvis vi blev væk fra hinanden, eller hvis nogen ville gå rundt på egen hånd.

Det blev til lidt af hvert for os alle. Eventyrbyen, var for både børn og voksne.
Dette er blot et lille udpluk af eventyrene.
Vi kunne sætte navn på dem alle, undtagen et. Til venstre er det Askepot, men hvad hedder det til højre? Jeg husker et eventyr med potteskår, men kan ikke komme det nærmere. De andre var helt blanke. Kan nogen hjælpe?
Jeg kiggede meget på gamle bygninger. Dem er der utroligt mange og flotte af i Lübeck. 
Vi var et par stykker der besøgte kunsthåndværker-julemarkedet. At se de gamle navere arbejde, er mere interessant end alverdens boder. Der var selvfølgelig ikke noget mekanisk værktøj af nogen art. Bemærk trædrejerens primitive drejebænk til venstre. Der var også manden, der sad med et bræt på skødet og slog huller i læderet, så det kunne sys sammen. De, eller i hvert fald dette tyske marked, er ikke meget anderledes end de danske. Det er langt fra første gang, jeg undrer mig over, alt det man prøver at sælge. Her var der bl.a. murstensstøv i små souvenirposer fra ombygningen af St. Petri.

Chefen og jeg var de eneste, der havde lyst til at gå op i tårnet i samme bygning, for at kigge ud over hele byen.
Kaffe og kage blev nydt i Marcipanhuset. For en chokolade- og marcipanglad person må det være et eldorado. Jeg kunne ikke drømme om at sætte tænderne i noget af det, om jeg så fik penge for det.

Da vi kom ud igen var det slut med tørvejret, men nu var det blevet så mørkt, at vi fik glæde af julebelysningen. Der var en halv time til vi skulle gå mod toget. Alle skulle nå en eller anden butik for at købe noget med hjem. Jeg tog en lille tur rundt i byen helt på egen hånd, for at finde et supermarked, hvor jeg kunne købe mandler, som jeg er storforbruger af. Jeg fandt supermarkedet, men mandlerne var faktisk dyrere at købe, end når de er på tilbud herhjemme, så jeg gik tomhændet ud i regnen igen. Regnen fortsatte så det var meget passende at komme i tørvejr i toget.
Selvom jeg langt fra er en shopper, og også uhyre sjældent kan fristes til at købe noget med hjem, har jeg hygget mig på min helt egen måde. Både med de mennesker jeg har været sammen med, men også ved at studere andet end juleboder. Nu har jeg oplevet et Weihnachtsmarkt, og kan give mit besyv med, når alle andre taler om dem.
Tilføjelse: Grænsekontrol begge veje. På vej i toget derned, var der 4 betjente der inspicerede alle os rejsende. På vejen hjem blev hver og en af alle rejsende kontaktet af et par toldere. Alle blev spurgt om nationalitet, hvor vi kom fra, hvad vi havde af bagage, og hvor vi skulle hen.

Gløgg i skoven, klejner og andet i køkkenet

Fredag havde Camilla en fridag. Den valgte hun at tilbringe en stor del af her på Lolland. Hun ankom allerede til middag. Da jeg kom hjem, havde hun lavet eftermiddagskaffe, så vi hyggede med masser af snak, indtil Mads havde fri og kunne slutte sig til os og aftensmaden. Vi fik snakket og hygget godt igennem alle fire.
Lørdag formiddag var hele byen inviteret på vandretur i skoven, for at lære den bedre at kende og høre lidt om skovdrift i almindelighed. Det ville jeg ikke gå glip af, selvom jeg kender skoven rigtigt godt, og heller ikke er på hel bar bund hvad skovdrift angår. Turen blev ledet af skovfogeden der fortalte om skovens særlige kendetegn og om skovdrit i almindelighed. Det var nu ikke den helt store tilslutning til dette arrangement. Måske var det det kolde og fugtige vejr, der holdt dem inde. Det er ikke til at vide, men vi 11 der troppede op, havde et par interessante timer. Vi kom rundt i skoven, hvor vi normalt ikke må færdes. Sådan noget holder jeg meget af. Jeg blev også klogere. Jeg var f.eks. ikke klar over, at vi er nabo til Danmarks 2. største skov. Jeg går ud fra, at den unge skovfoged taler sandt, når han siger det, men googler man, er det ikke det resultat man finder. Ålholm har ca. 4300 ha skov, efter de har solgt noget fra bl.a. i Sorø. Vi sluttede af med gløgg over bål. Nogle få af os blev og holdt skovfogeden med selskab indtil bålet var gået ud. Det var en informationsrig dag om både skoven og Ålholm som helhed.
Efter den sene frokost gik jeg i gang med at bage klejner, efter min meget gamle opskrift. Jeg havde også planer om ærøpandekager, men den pakke gær røg tilbage i køleskabet, for pludselig var det atter spisetid.
Det er jo mørkt, når vi står op, og det er ikke hver dag jeg tænker på at lukke døren eller vinduet op, for at se hvordan vejret ser ud. Skal jeg på arbejde, giver det sig selv, når jeg kommer ud. I tirsdags fik vi den første sne. Godt nok kun et lille tyndt lag, som meget hurtigt forsvandt. I dag var der også hvidt derude, helt frem til ved 9-tiden, men det var kun rimfrost. 
Op på formiddagen kørte jeg efter gran, og fik fat i nogle blomster, så jeg kunne lave de sædvanlige kirkegårdsdekorationer. En til far og en til svigermor. Af resterne blev der en lille buket til min mormor og morfars gravsted også. Buketterne blev lagt på kirkegårdene i går.   
Far ville være fyldt 94 år i dag, og selvom det i sommers var 7 år siden han døde, er vi, som flere af jer ved, aldrig holdt op med at samles på hans fødselsdag. Vi mødes og spiser grønlangkål, nøjagtig som da han levede. Det bliver dog ikke i aften, på selve dagen, da søster er på arbejde. Jo flere der falder væk, des mere vigtigt er det, for os 8 der er tilbage, at vi alle er samlet. I år mangler vi desværre også svoger.

En tur i kanen – minder fra barndomstiden

Jeg mindes med glæde min barndom, som jeg trods alt ikke synes er så forfærdelig længe siden. Alligevel ved jeg at mange jævnaldrende, ikke har oplevet så gammeldags en barndom, som jeg er vokset op i. Bl.a. det iskolde værelse med is på de indvendige ruder. 
Min allerførste seng husker jeg ikke og mor heller ikke. Jeg husker begge mine søskendes første seng, men ingen af dem har jeg ligget i. Jeg husker jeg fik en brugt 'voksenseng’. Sengebunden var på samme måde, som mine forældres. Metal-spiral-fjedre spændt ud over hele bunden. Ovenpå disse fjedre lå noget kraftigt gråt lærred. Der skulle jo nødig gå hul på krøluldsmadrassen, som også skulle beskyttes mod rustskade.
I hovedgærdet, ovenpå madrassen, lå en skråpude, også af krøluld.
Der var meget tilbehør til sengene på det tidspunkt. På krøluldsmadrassen blev lagt et gråt tæppe. Noget der lignede de såkaldte hundetæpper i dag. Derefter kom en underdyne - eller flere... inden lagnet og evt. et 'rumpestykke' som man bruger på hospitalerne, blev lagt. Til sidst kom hovedpude og dyne, og om vinteren endnu et tæppe, så man kunne holde varmen. 

I mit barndomshjem, lavede vi alting selv. Når der var slagtet gæs og ænder, blev dunene sorteret fra fjerene. Jeg kan stadig se min mormor sidde på sin elskede trebenede malkeskammel og plukke, skolde og pille fjerkræ. Alle fjerene samlede hun i det store forklæde hun altid bar. Dunene kom i gruekedlen og blev varmet godt op, så evt. fedt, der var trukket med ud af fjerkræet under plukningen forsvandt. Man skulle huske at lægge låg på gruekedlen. Ellers fløj dunene rundt i hele vaskehuset.
Når dunene var fine og rene, og man havde samlet nok, blev der syet nye dyner og underdyner af stribet bolster, hvis ikke vårene allerede lå og ventede på dette fyld. Til de stribede underdyner brugte man de lidt grovere dun og fjer. De allerfineste af slagsen blev gemt til overdyner og hovedpuder. Dynerne var ret tunge, men vi kendte på det tidspunkt ikke til andet. Dynerne skulle rystes med nogle dages mellemrum, fordi fjerene endte i benenden, og dynen kunne let ende på gulvet midt om natten.  Min lidt yngre kusine har, i sit voksne liv for få år siden, fortalt, at hun mindes de dejlige barndomsferier, hun havde på Lolland, med undtagelse af dynerne, som åbenbart var hendes helt store mareridt. Når hun blev puttet godnat, følte hun, at det var umuligt at røre på sig, eller at trække vejret før næste morgen. Stakkels barn tænker jeg stadig, når jeg kommer til at tænke på det. 
Der var intet så godt, som når mor havde lagt rent sengetøj på. Så skulle vi bruge skammel for at komme i seng, så højt lå vi - og også dejligt blødt. Vi følte os som prinsessen på ærten. Om vinteren blev nattøjet hentet ind i stuen, hvor det blev varmet foran kakkelovnen. Der blev lagt en varmedunk i hver seng. Vi sov med både natsokker og sengetrøje, og var det rigtig vinter og koldt, blev vi pakket ind i et tæppe, inden dynen blev lagt over os. Måske et tæppe ovenpå dynen også. Det var bare med at holde fingrene under dynen, for der var isende koldt og det samme var næsetippen.
Det hændte vi skulle sove hos min moster. Så var der hele fem unger der skulle have varmedunk. Deres egne to og os tre søskende. Derfor blev der lagt mursten på kakkelovnen. Når de var godt gennemvarmede blev de pakket ind i avispapir og derefter et håndklæde eller lignende, så vi ikke brændte os. Sådan et par mursten var stadig meget varme næste morgen. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har frosset om natten, men det var koldt både at gå i seng og stå op.
Selvom vi har radiator i soveværelset, er der aldrig tændt for varmen. Tvært imod står vinduet åbent hele døgnet, året rundt. Varmedunk og tæpper hører også kun barndommen til. Jeg kan slet ikke sove i et rum med varme på. Mine søskende og mor har det på samme måde. Alligevel tænker jeg tit på hvor priviigerede vi er i dag. Husene er i sig selv lunere end det var i min barndom.
.

Læge, læge, læge og mere læge og stive systemer

Den store lægeundersøgelse, som Allan skal i gang med, var det umuligt at få en tid til, før den 22. december. Det er så både godt og skidt, at der er dukket noget andet og mere akut op.
Set i bakspejlet, startede det så småt lørdag aften. Søndag eftermiddag kunne han næsten ikke gå. Han havde, og har stadig smerter i skridtet. Deromkring hvor benene ‘er sat på’. Smerterne strækker sig periodevis til både lår og mave. Jeg havde en ide om det kunne være lyskebrok og beordrede ham til  lægehuset i mandags. Vel vidende at der ikke var nogen ledge tider  Det betyder, at man må sidde og vente, til man forhåbentlig kan blive presses ind mellem andre patienter. Der sad han så og ventede næsten 4 timer, inden hans navn blev råbt op.
Ved det han var så dårlig, som han var, blev der taget nogle blodprøver, som så også kan bruges til den oprindelige undersøgelse senere. Allan skulle også aflevere en urinprøve, men ham som ellers, hele livet, har rendt på toilettet hundrede utallige gange om dagen, kunne ikke levere en dråbe. lægen gav ham en recept på antibiotika for blærebetændelse, som ingen af os, overhovedet, troede på det var, fordi han ikke havde en eneste af de symptomer. Næste morgen skulle Allan så aflevere den famøse urinprøve, og blev ringet op senere på formiddagen af sygeplejersken, som sagde, at der ikke var noget at se i urinen, men de ville sende den til dyrkning i Nykøbing. Allan kunne stadig dårligt gå,  og smerterne var de samme, og han tør slet ikke løfte noget.
Onsdag da jeg havde fri, ringede jeg til lægevagten. Vi fik en tid onsdag aften. Hvad han fejler, er hverken vi, eller nogen læge endnu blevet klog på. Lægevagten gav den besked, at Allan skulle have en henvisning til en urolog, og til en ultralydscanning, men det kunne og måtte han ikke henvise til. Jeg siger så, jeg ved, at vi ikke får en henvisning bare fordi vi selv beder om det. Jo, det skulle han nok sørge for at skrive til Lægehuset med det samme, så de kunne se, det var det han havde konkluderet. Allan spurgte om ikke de kunne indlægge ham, men det kunne de ikke. Der skulle mere alvorlige ting, eller et trafikuheld til Han fik besked på at køre til lægen igen i dag, for at få lavet denne henvisning. Da han mødte op, fik han at vde, at det kunne han ikke få. Det kræver en undersøgelse først af egen læge. Egen læge har en tid til ham i det nye år, så han har bedt om at benytte den læge, der først have en ledig tid. Første ledige tid er den 12. december. Indtil da må Allan leve med smerterne, som er til at bære, når bare han sidder eller ligger.
Den dyrkede urinprøve fik han svar på i dag. Der var ingen bakterier i. Samtidig fik han svar på alle blodprøverne. Et par af tallene ligger lavere end i den laveste ende af skalaen, men den udredning skal de først begynde at kigge nærmere på den 22. december. Vi kan ikke gøre andet end at vente.

PS: Kommentarerne har gjort, at jeg indsættet nogle link, som måske kan vise hvor stort et problem det er, i det hele taget, at komme til læge på disse kanter, hvor der er lægemangel. Mange læger har lukket for patientadgang. Flere borgere har altså slet ingen læge. Ventetid på et halvt år er derfor ikke unormalt for at komme i behandling.  Pressemeddelelse, Lokalnyt/Tiggergang, DR Nyheder, Lægeforeningen, TvØst og L-F Folketidende,  Lægeskift og km-grænse. 
Der er meget andet at finde på nettet end det jeg lige har linket til. Søg og du vil finde.