Himmelsk # 58

Denne uge har været himmelsk på mange måder. I mandags da vi kørte til dans, kom vi alt for tidligt. Så tidligt, at vi nåede at se lidt af Sakskøbing by, som vi sjældent kommer i, da de daglige ruter ligger i to helt andre retninger. Himlen er helt sort. Det passer ubeskriveligt godt til den stemning, der faldt over vort lille hjem, da vi i går formiddags fik meddelelsen om at vores ekssvoger, havde tabt kampen mod kræften og nu ikke mere er iblandt os. Han og jeg var lige gamle, og det er da alt for tidligt at skulle væk herfra.










Helt anderledes himmelsk var det i går, da vi kørte ind til Camilla. Vi kunne se solen hele vejen, men man må desværre ikke bare sådan stoppe op på motervejen. Da vi nåede rastepladsen Piberhus, fik vi en chance for at forevige det der var tilbage. Smukt var det, men det var det også til fyraften i dag ved Vestermak i Vigsnæs.
Der er altså et eller andet med det vand. Det har vi heldigvis så rigeligt af her på Lolland. Bare det bliver hvor det hører til, og ikke oversvømmer marker og huse, som det har gjort hele sommeren.
Aftenen bliver himmelsk, når jeg om lidt sætter mig med strikketøjet og en ekstra lille tår rødvin og ser vild med dans, mens arme og ben restituerer sig efter en ordentlig omgang nåle. Sådan en gang akupunktur giver træthed, så jeg håber jeg får en himmelsk nattesøvn, men absolut ikke før dansen er slut.
Alle der læser med, ønskes en himmelsk weekend.

Du kan se flere himmelske billeder hos Petunia.

Hurtig aftale

I morges, mens jeg lå og ventede på at vækkeuret skulle ringe, tikkede en sms ind fra Camilla: Er I egentlig hjemme i morgen til motensaften? Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, men….. og så en længere forklaring, vedrørende en ret stor stol vi har stående til opmagasinering, fordi de unge ikke har haft plads til den. Nu ville de gerne have den tilbage. Selvom de har hver en bil, har de ikke anhængertræk på nogen af dem, så de var afhængige af at kunne låne en bil. Vi havde ingen aftaler med nogen, så de kunne bare komme.
Vi ville høre nærmere, når sagen var undersøgt. Allerede mens jeg var på vej på arbejde, ringede Camilla og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, men fortsætter så. Jeg tænkte om du og far ville komme herind, og tage stolen med, så kan vi spise lidt mad sammen. Jo, tak, det vil vi gerne. Jeg skal bare lige tale med far, så får du besked. Det haster jo ikke, siger hun, bare i løbet af dagen. Og iiih altså mor, ved du hvad, jeg kunne så godt tænkte mig at få andesteg. Jeg fangede lynhurtigt, at det krævede Allans medvirken, hvis det skulle kunne gå op i en højere enhed, så ham skulle jeg have fat i først. Jeg ved nemlig at de unge tidligst er hjemme kl. 17.00. Altså ville det blive meget sen aftensmad, når vi skulle hen og stege anden først.
Allan fik en opringning, om at han skulle køre ud og købe en and hurtigst muligt, så den kunne nå at tø op. Så skrev jeg til Camilla, at vi Allan stegte den her på Lolland, mens vi andre tre var på arbejde. Når det er jul, steger jeg alligevel altid anden i god tid, så den kan nå at køle af, inden den bliver klippet i stykker. Sådan har jeg altid gjort. Bortset fra at Camilla insisterede på at betale det hele, så kunne hun godt se det var en god idé. Vi må diskutere det regnestykke i morgen. Hun er en stædig lille dame.
Allan fik fat i and og svesker. Æblerne har jeg fra haven. Jeg skal tidligt op i morgen, så jeg kan nå at hente persille i haven, skrælle æbler og fylde hele molevitten i anden, så Allan kan klare resten. Det bliver hans debut på at stege en and. Han får lige en lille skriftlig instruktion at holde sig til. Heldigvis har jeg tidligt fri i morgen, for når jeg kommer hjem, skal anden klippes i stykker. DET får jeg ALDRIG Allan til at gøre. Når vi når frem i morgen aften, skal anden bare varmes. Camilla vil gerne have hjælp til at lave brunkartofler. Sune er ekspert i lækre sovse, så det klarer han. Hvor skal vi smæske os i fed mad i morgen aften.     
Camilla skrev: Nææææææ hvor bliver det hyggeligt, og så sådan helt uventet :-)

Mandagstema: Langt borte

Ting kan være så langt borte, at man ikke kan se det med det blotte øje, og heller ikke have mulighed for at komme i nærheden af det. Sådan kan det også være med mennesker. Vi kan være i en helt anden verden, både fysisk og psykisk.
Da vi for ca. 30 år siden, gik og ventede på at få et barn mere, uden at vide hvor det skulle komme fra, føltes det utroligt langt væk. Helt anderledes end ved en graviditet, som da vi ventede Mads. Det kunne til tider også føles rigtig langt væk, når man så brændende ønsker, at have det lille væsen i sine arme. Vi kunne dog både føle og følge det lille nye liv på mange måder. Da vi endelig fik tilsendet et billede af Camilla, kom hun pludselig tæt på. Hun gik lige ind i hjertet på os. For de der ikke har prøvet det, lyder det nok mærkeligt, men alle adoptanter kan fortælle den samme historie. I hvert fald de mange hundrede adoptanter jeg har kendskab til. Camilla var vores, og alligevel var hendes liv i Korea, flere tusinde km væk, de første par måneder af hendes liv. Hun er stadig lidt langt væk, da hun har valgt at bosætte sig i Kbh., men nu kan vi nå hende pr. telefon eller mail, hvis ikke det kan blive til et visit.


De døde er også meget langt væk, og alligevel kan de være iblandt os. Jeg tænker især på min far, som døde for godt 4 år siden, men også andre personer, der har stået mig nær. Med fare for at blive misforstået, vil jeg alligevel sige, at jeg har det fint med, at far ikke er her mere. Hans egne ord var, at han havde haft et godt liv, havde fået alle sine ønsker opfyldt, og mere til, og mente ikke han havde mere tilgode. Han var mæt af livet. 
Vi taler meget om far. Vi ved lige nøjagtigt hvad han vil sige i bestemte situationer. Det vi elskede ham for, nemlig hans altid sprudlende festlige og høje humør, hans sang og musik, hans fis og ballade, han vittigheder, men også det vi var godt trætte af at høre på, for det var der selvfølgelig også. Far er meget langt borte og kan ikke få besøg, eller nås med en sms eller en telefonopringning. Alligevel er han altid tæt på os, selvom han ikke er fysisk til stede.

Du kan finde andre bud på mandagens tema lige her.

UFO og kvædechutney

I  sommeren 2008, skulle vi bare lige have skiftet de udvendige brædder på terrassen, fordi de var dårlige. Et hurtigt og let projekt mente vi. Da Allan pillede brædderne af, viste det sig, at den bærende hjørnestolpe heller ikke havde det for godt. Den var pilrådden i bunden, og hang bare løst i taget, og et par af de andre stopler havde det heller ikke for godt. Terrassen kunne altså let have bukket helt under.
Når nu vi skulle i gang, kunne vi ligeså godt tage en totalrenovering, så vi fik termoruder i, og en anden beklædning, som var vedligeholdelsesfri. Vi kørte lidt rundt i landskabet for at finde inspiration, og se hvad andre havde gjort, men fandt ikke rigtigt noget der tiltalte os. Vi undersøgte markedet, det tager tid. Vi havde masser af prøver med hjem, og da vi endelig havde besluttet os for det udvendige materiale, var der leveringstid på et par måneder. Vi turde ikke andet, end at dække terrassen til midlertidigt, uden at rive mere ned. Sidst i november havde vi endelig alle materialer i hus, så vi tog terrassen i små bidder.  På det tidspunkt af året, er der ikke mange lyse timer, så en arbejdslampe var eneste belysning, ud over sneen, som vi fik en del af inden jul, så vi gik i sne og frost og arbejdede det år, og blev lige akkurat færdig udvendig til nytårsaften. Bare sådan i store træk. Terrassen blev i hvert fald lukket, så den var tæt. Indvendigt gik vi i gang da det blev forår og sommer, og fik også den færdig. Det vil igen sige, de store og grove ting. Vi er ikke altid så gode til at få de sidste finesser færdige. Heraf navnet UFO UnFinished Object. Jeg har længe, de sidste par år, truet med, at jeg skulle male de rå lister omkring vinduerne. Endelig fik jeg taget mig sammen til at få dem malet her i weekenden. Jeg tændte op i brændeovnen, lukkede døren op til terrassen, så der blev dejligt lunt derude, men allermest for at malingen kunne tørre, så jeg kunne male 2. gang, i dag søndag. Jeg fik spartlet sømhuller og malet det hele første gang, undtagen en enkelt liste oppe under gardinstangen. Jeg kunne nemlig ikke se mere. Det var blevet mørkt, og det lys vi har derude, giver absolut ikke noget lys i det hjørne. Det var i øvrigt også blevet spisetid. Allan havde klaret kartoffelskrælningen, og sat kødet i oven, men der var lige lidt arbejde med sovs og tilbehør til mig. Mor har været på weekend her siden i går eftermiddags, så den stod på strikketøj hele aftenen for os begge, mens Allan så tv og sørgede for at lave kaffe til os.  
I morges, før de andre to fik øjne, var jeg gået i gang med at ordne 2,5 kg kvæder. Jeg plejer at lave kvædemarmelade og somme tider kvædebrød, men nu ville jeg prøve noget vi kunne spise som tilbehør til maden. Vi drak morgenkaffe, og jeg fortsatte med mine køkkensysler. Mens chutneyen stod og småsimrede på komfuret, fik vi strikket nogle omgange.

• 6-8 kvæder, afhængig af størrelsen (2,5 kg) uden kærnehus og skåret i mindre stykker 
• 3 rødløg hakkes fint
• 675 g rørsukker
• 3 stænger kanel
• 9 små fed hvidløg
• 3 chili, meget finthakket
• saft af 4½ citron
• 6 dl eddike
• 4½ dl æblejuice
• 300 g smuttede grofthakkede mandler
• Salt og peber

Skær kvæderne i mindre stykker og kom alle ingredienser, undtagen æblejuicen i en gryde. Læg låg på og lad det simre en times tid. Tilsæt juice.
Det blev frokosttid, og derefter fortsatte jeg mit malerarbejde på terrassen. Efter Allan havde serveret eftermiddagskaffe til os, takkede mor for en dejlig weekend, og jeg fortsatte mit malerarbejde. Nu vil jeg kalde det færdigt. Døren skal dog have en overhaling mere. Den skal også males i falsen, men det bliver først, når den igen kan stå åben, og der er en smule tørring i luften. Det må blive til foråret. Jeg har allerede lavet en seddel til kalenderen, men sådan en seddel kan jo altid flyttes :-)
Det er fyraften, og senere skal jeg på en lille rundtur i  Blogland, for at se hvad I har foretaget jer de sidste dage.

Himmelsk # 57

De sidste dage på Rhodos blæste det ret meget, og om aftenen var det så koldt, at vi måtte have overtøj på. Her laver bølgerne springvand, så vi holdt pænt afstand fra kanten, da det ville være en kold fornøjelse at gå aftentur i vådt tøj. Det var der andre der gjorde, fordi de skulle have en stribe billeder med hjem af overrislingen.   





















Man kan se solen går ned i Tyrkiet. Du kan se andre bidrag her.

Opskrift på hæklede julehjerter

Marianne spurgte om jeg havde en opskrift på de hæklede julehjerter, hun selv var i fuld gang med. Jeg har for snart mange år siden hæklet nogle i det tynde DMC garn. Og senere nogle lidt større i alm. tyndt strikkegarn. Nogle af disse hjerter har jeg syet sammen, så de er blevet til dobbelte hjerter, nøjagtigt som de flettede man måske har på juletræet. Jeg har været i gemmerne for at lede efter opskriften, som jeg vidste var håndskrevet, fordi jeg bare havde lånt sådan et lille hjerte at hækle efter i tidernes morgen. Min opskrift er vist umiddelbart ganske uforståelig. Den kræver nok, at man har et hjerte at kigge efter samtidig, men den lyder sådan her: Slå 21 luftmasker op. De næste 2 lm = 1. stm, hækl 10 dobb. stm.= 11 stm, 13 lm – 10 stm tilbage. 8 dobb. stm, 9 stm. Til sidst hank.
Jeg har dog fundet et andet mønster med både hjerter, kurve og kræmmerhuse.

De fleste af mine julehjerter ligger i en kasse på loftet året rundt.

Tagarbejde og teamwork

Der er sket en del med Mads´  tag den sidste måned. Det er bare så ærgerligt, at de billeder der blev taget, mens Mads, Charlotte, Mads´ kæreste, og jeg gik helt alene og arbejdede med taget en hel søndag. Historien kan I godt få, men desværre kan jeg ikke vise billederne, da  jeg simpelthen ikke aner, hvor de er blevet af. Måske er de aldrig kommet fra kameraet og til pc´en, før jeg har formateret SD kortet! Og jeg har endda fået Charlottes tilladelse, til at "udstille" hende, så man kan se hvor hårdt hun arbejdede. Altså, vi tre fortsatte der hvor de andre var stoppet. Jeg havde nemlig lovet at give Mads en hånd med, da ingen andre kunne den dag.  
Normalt er jeg ikke den der kravler til vejrs og arbejder flere meter over fast grund, men det var jo oppe på taget, at Mads havde brug for hjælp. Charlotte, er en rigtig landkrabbe, og har det bedst på landjorden, så der stod hun og rakte lægter, værktøj og hvad vi ellers havde brug for, op til os, så vi var fri for at kravle op og ned ad stigen hele tiden. Det var en stor hjælp, men til sidst blev hun dog så irriteret på sig selv, at hun bad os holde på stigen i hver sin ende, så hun kunne komme op på det flade tag, som ses til venstre i billedet, og være lidt mere med. Selvom der er flere kvm fladt tag, var hun meget usikker på benene, og gik meget langsomt og forsigtigt, med armene ude til siden, som en linedanser vist går de første gange. Jeg kunne se hun havde den helt rette stilling til at holde lægterne, som hun stod der med let bøjede ben, mens Mads skar dem til, lægterne altså, og jeg sad på taget og målte, afmærkede, tog imod og rakte ned, så var jeg også fri for at lege alt for meget akrobat deroppe. Det er Mads, som har arbejdet nogle år som tagdækker, meget bedre til. Der skulle jo kravles op og ned nogle gange for at save dem til og bagefter skrue dem fast. Vi kan skam godt samarbejde. Det gik rigtigt godt, og vi hyggede os alle tre. Det plejer vi nu også at gøre, men når Charlotte er på Lolland, er det som regel en helt anden slags hygge vi har sammen, når vi ses.
Vi begyndte at slæbe tagplader op på taget, de var tunge og meget skarpe. Allan kom forbi og gav et nap med det. Vi nåede at få lagt et par rækker, og mens vi har været på Rhodos, har Mads fået hjælp af et par venner, så nu er taget lagt, og rygningen er kommet på. Det var meningen, at der i år også skulle have været bygget en kvist på. De fleste materialer er indkøbt, men vi nåede det altså ikke, fordi vejret har drillet så meget hele sommeren, at vi er kommet alt for sent i gang. På denne årstid tager vi slet ingen chancer. Vi ved jo ikke hvilken vinter der venter lige om hjørnet.
Mads har gang i et andet projekt. Efter at han sidste år, flyttede fyrrummet, har han skullet ud i regn, sne og kulde, og hele vejen  rundt om huset, for at komme til fyrrummet. Hans ønske var, at få sat en dør i, så han kunne gå direkte fra huset og derud. Men allerførst skulle der flyttes en radiator, som skulle spejlvendes. Den blev skilt ad. Der blev klippet lidt her og der, og tilsidst samlet, malet og sat op igen det nye sted, bag døren, som var eneste mulighed. Den “nye” radiator, er samtid blevet en rigtig god håndklædetørrer. 
Der blev der slået hul i væggen, og i weekenden hjalp Allan med at sætte døren i, og Mads gik straks i gang med at male første gang, og fuge, så der er tæt. 
Mads er klar til vinteren, med tæt tag og adgang til fyrrummet, uden at skulle ud vintervejret, som de lover vi får masser af igen i år. Det betyder ikke at vi ønsker sne og vinter nu. Det må sandelig godt vente en måneds tid eller mere.