lørdag den 3. februar 2018

Gran Canaria og anderledes færdselsregler!

Færdselsregler, i andre lande, sorter normalt ikke under mig, da Allan hellere end gerne vil være chauffør. Der er sket en hel del på færdselsområdet siden vi var der sidst i 1999, og det kan let blive et dyrt bekendtskab, hvis man ikke sætter sig ind i de love og regler, der findes på feriestedet. Da Allan til den tid fylder 70 år, er der også andet der skal undersøges. Vi har været på ferie andre steder, hvor vi har hørt fra medrejsende, at dåbsattesten alene sætter en stopper for bilkørsel.
Jeg havnede på Sørens blog. Søren driver også hjemmesiden Canariainfo. Maspalomas
Trafikreglerne på Gran Canaria er ikke, som vi kender det herhjemme eller andre steder i Europa. Der er en del forskellige ting, der er forbudt. Der bliver slået hårdt ned, og der skal betales kontant på stedet, ellers bliver man slæbt med. 

Nogle af reglerne vil vi aldrig komme til at forbryde os mod, da vi ikke opfører os sådan, men der er andre, hvor vi sagtens kunne ryge i fælden.Klitterne Maspalomas

Uanset hvad man synes om reglerne, så gør man klogt i at følge dem. Bødelisten ser sådan ud:
Ingen løse sandaler på chaufføren. (de skal sidde fast med hælrem)   80 Euro
Kørsel barfodet, eller med bar overkrop (det sidste gælder alle i bilen) 80 Euro
Hvis chaufføren drikker vand medens han kører ……………100 Euro
Hånd, albue eller hele armen ud af vinduet (dette gælder alle i bilen) 80 Euro
Kørsel med hætte eller hue, der dækker ørene (gælder alle i bilen)    80 Euro
Spise is eller andet mad under kørslen (gælder kun chauffører)   100 Euro
Har man ting liggende i bagruden, som kan dække for udsynet    200 Euro
Hvis du vasker din bil på offentlig vej…………. Pris op til  3000 Euro
Har forsædepassageren fødderne oppe i forruden, eller ud ad vinduet   100 Euro
Smider du et cigaretskod ud af vinduet (4 punkter, ikke til turister)         200 Euro (den forstår jeg så ikke helt, men vi smider intet ud ad vinduet)
Glemt kørekort (turen stopper, medmindre en anden lovligt kan fortsætte  10 Euro
Er der flere passagerer i bilen, end der er seler til skal nogen gå hjem     80 EuroPuerto Mogán

Det er de mest almindelige ting man bliver stoppet for, men så er der alle de andre, som at man ikke må svinge til venstre, eller på noget tidspunkt nå over de hvide striber, med mindre man skal uden om en cyklist, som man ikke må blive bagved. Afstanden til cyklisten skal være 1,5 meter. Man skal blinke til venstre, hvis man skal holde i kø eller stoppe ved et fodgængerfelt. Man må selvfølgelig ikke betjene telefon under kørslen, og heller ikke en gps. Det må chaufføren heller ikke gøre, så længe han sidder på chaufførsædet, selvom han holder ind til siden.
Hvert 10. år skal man have fornyet sit kørekort med en lægerklæring til den dag man fylder 55 år. Derefter hvert 5 år til man bliver 65-70, hvorefter det skal ske hvert år til man fylder 80. Der er mange flere regler, og du kan selv læse mere her. Det er en god side med mange tips om alt muligt. Den skal jeg have pløjet igennem. En god research er godt at have med sig. 

12 kommentarer:

  1. Heldigvis har jeg ingen planer om at køre i bil på de kanter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det ved jeg så heller ikke om vi kommer til. Det afhænger af så meget.

      Slet
  2. Pyha, pludselig er jeg glad for, at vi spadserer eller benytter os af offentlige transportmidler, når vi er på ferie.
    Jeg gætter også på, at straffen for at køre nogen over i fodgængerfelter er meget høj - på Tenerife holder de i hvert fald tilbage som på kommando, hvis man bare antyder, at man vil over.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi går også rigtigt meget, men tager sjældent offentlige transportmidler, da jeg let bliver køresyg og kombinationen af busser, by- og bjergkørsel er ikke nogen god cocktailfor mig.
      Helt rigtig gættet. De bløde trafikanter har fortrinsret, det har de i øvrigt flere steder, hvor vi har været.

      Slet
  3. De bløde trafikanter har vist altid fortrinsret, uanset hvor man er.
    Vi har ikke haft problemer med leje bil, efter John fyldte 70, men det er godt nok ikke så mange gange; nemlig på Mallorca og i Canada og USA. Jeg ved det ikke specifikt, men har ikke indtryk af, at det er et problem før man har rundet de 75 år. De fleste spørger om man er over eller under 70, men reelt gør det ingen forskel ... lidt underligt, egentlig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, men der er nogle steder, hvor de har retten til at gå direkte ud på kørebanen uden at se sig for først (fodgængerfelt eller ej) og bilisten får ALTID skylden.
      I det græske, kan man kun leje bil, hvis man er mellem 20 og 70, og er man under 24 koster det ekstra. Altså er det slut, i hvert fald på nogle øer, når man er fyldt 70.
      På Gran Canaria kan det være slut, når man er fyldt 70, hvis ikke kørekortet er et år gammelt. Og selvom Allan har haft kørekort siden han fyldte 18, tæller det ikke, med mindre vi medbringer det gamle kørekort som bevis, advarer nogen der bor der fast. Politiet ser nemlig kun på, hvornår det nye kort er udstedt. Udlejningsfirmaerne fortæller ikke om denne fælde. De er kun interesseret i at leje biler ud.

      Slet
    2. Til det første: Det er også globalt ;-) - uanset hvor fjollet fodgængeren opfører sig, får bilisten skylden, hvis der er tale om påkørsel.
      Men okay ... det er vist godt, vi ingen umiddelbare planer har om Gran Canaria eller de græske øer :-) - og man skal nok vare sig for at sammenligne kanarieøerne med Mallorca ...
      Reglerne er jo ellers logiske nok - det fjollede er, at man har ment det nødvendigt at skrive dem ned, og den med gps'en er da helt uforståelig - så kan man jo ikke indstille sin gps. At hoppe over på passagersædet for at gøre det, må jo så være i orden, men så får man vel bøde for ikke at medbringe en chauffør :-D

      Slet
    3. Jeg ved det, men nogle steder har de retten til den fjollede opførsel, og du skal ikke længere end til Holland ;-)
      Nej, du kan ikke sammenligne med Mallorca, og heller ikke med Tenerife eller de andre Kanariske øer. Gran Canaria har sine helt egne regler og man skal bare vide hvad man går ind til, uanset hvor man rejser hen i verden.

      Mange af reglerne er helt logiske. Der er i hvert fald meget at huske på, hvis man vil leje bil der, men jeg kan sagtens holde ferie uden en bil. Jeg vil stornyde at gå :-)

      Slet
  4. Jeg er kun med som passager, men her er der jo også lidt skærpede regler kan jeg se. Jeg må huske ikke at trække huen ned over ørene, og få en bluse eller trøje på :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jep, men hvem har også brug for hue på de kanter. Angående blusen tænker jeg om en top med tynde stropper, er god nok! Der kan selen jo også give brændmærker, hvis uheldet er ude. Nå, man må hellere være på den sikre side hvis vi på nogen måde, skal i bil :-)

      Slet
  5. Tak for go' info - vi står godt nok ikke lige for at skal til Grand Canaria, men det giver da lige en påmindelse om, at vi skal holde os orienteret uanset hvilket land, vi kører i :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvom man ikke har brug for det, kan det være god eller sjov viden. Det er vist de færreste steder, der også er færdselsregler for medpassagererne, som udløser bøder.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)