søndag den 21. august 2016

Nabohygge, rundvisning Frederiksdal og pluk selv kirsebær

Det begyndte allerede torsdag aften med madlavning til fredagens gadefest, som ikke har meget med fest at gøre, men blot er hygge med naboerne. Vi mødes for at spise, snakke, synge, hygge og spise endnu mere mad. Vi fortsætter så længe vi gider. Sådan har det været i mere end 25 år, og det er mange år siden vi fortsatte til den lyse morgen.
I år var vi hjemme inden midnat. Ingen bor mere end 500 meter fra spejderhytten, hvor det foregår, og hver familie medbringer en ret mad.  P1120338








Fredag, mens jeg lavede maden færdig, fik jeg lavet en gang tomatchutney. Den jeg lavede sidste år, er vi ret vilde med.
P1120336For en kort stund, fik jeg ryddet ud i tomatbeholdningen på køkkenbordet. Et kæmpe glas, og et lidt mindre blev det til i denne omgang. De gule tomater er helt vilde med at yde. Det er nogle kæmper, der fylder godt i gryden. Drivhuset yder næsten det samme som det plejer. Det var bare længe om at komme i gang, fordi jeg plantede så sent. Jeg sylter, fryser og forærer væk, og der står tomat, i en eller anden form, på menuen næsten hver eneste dag.  
Lørdag og søndag havde vi lovet at passe unger, mens forældrene tog til 90’er fest i Næstved. Jeg havde lovet at hente ungerne og køre forældrene til toget allerede kl. 10 om formiddagen, mens Allan hjalp med oprydningen i spejderhytten fra aftenen i forvejen.
Der var åben mark på Frederiksdal Gods (dem med den berømte kirsebærvin) Hvert år, kan man på Frederiksdal, en dag om året, komme og plukke kirsebær. Endda så mange man lyster, og det er ganske gratis. Sådan et tilbud kan man da ikke lade gå fra sig. Gider man ikke plukke kirsebærrene selv, kan man købe 8 kg for 60,- kr. Det synes jeg er enormt billigt. Jeg plukker dog gerne selv. De hænger jo i store klaser, så man skal ikke gå og lede efter dem. At der samtidig var rundvisning i bryggeriet, og uddeling af smagsprøver i marken, ville da ikke gøre dagen ringere.
P1120339 P1120340

Jeg havde smurt os nogle klemmer, som vi medbragte. De blev fortæret inden vi gik os en tur i parken og ud til Naturcenteret, mens vi ventede på klokken skulle blive 13, hvor den første rundvisning skulle starte. Der var mødt rigtigt mange mennesker op. Jeg tror vi var 50. Alle måtte, hvis vi ønskede det, løfte propper og dufte til hvilket som helst fad, for at dufte hvor forskelligt det var. Vi måtte også stikke hovedet ind i de forskellige beholdere og tanke.
P1120341 P1120343

Det mest fascinerende for alle fremmødte, var vist den vin, der bliver til udenfor. Som Morten (guiden) sagde, bliver vinen mishandlet på alle de måder det overhovedet er muligt. Den står ude alle året 12 måneder, i flere år, og får både sol, lys,varme, kulde, sne og frost. Her fik vi også lov at gå rundt og løfte hætterne og dufte.
Det var ikke kun os to voksne, der syntes rundvisningen var interessant. Ungerne var meget mere begejstrede, end jeg havde turdet håbe på. Hvert et ord blev slugt med stor interesse. Det var tydeligt da gårsdagens oplevelser skulle genfortælles.
IMG_2721Da rundvisningen var slut, kørte vi ud til marken, hvor vi belæsset med emballage gik i gang med at plukke de små stevnsbær. En skulle overhovedet ikke plukke noget som helst. En anden fik plukket en lille smule, så var det ikke interessant mere. IMG_2737
Vi andre to holdt ud, til vi havde fyldt 2 gulvspande og en balje. Vi sluttede af med smagsprøver af kirsebærsoftice, franskbrød med kirsebærmarmelade, den nye sparkling og de 5 vine de sælger. Der var selvfølgelig også rig mulighed for at købe varer med hjem. Selvom vi kan købe det i butikkerne alle vegne, røg der alligevel en flaske vin med hjem.  
IMG_2741 P1120344

Hjemme blev kirsebærrene vejet. 19,9 kg, så der var lidt at gå i gang med. En spandfuld bær blev skyllet og en stor portion blev sat over til saft. Mens jeg lavede mad, begyndte S at udstene bær, så vi kunne få kirsebærsmoothies lidt senere. Resten af bærrene fik lov at hvile til næste dag. Aftenen gik med at spille 500 og Yatzy
I morges stod jeg op kl. 6 og fik lavet saft og skyllet de sidste bær, mens de andre sov skønhedssøvn. Efter den fælles morgenmad, kørte de 2 af dem ned for at fiske, mens vi andre gik i gang med at udstene flere bær. Der blev lavet romtopf, og to forskellige slags marmelade og råsyltet.
Sidst på formiddagen kom forældrene sammen med børnenes bedstemor. Vi fik snakket og hygget over en tår kaffe og en ostebolle, inden de alle 5 forlod os.
Jeg fik udstenet 2,5 kg bær mere som blev lagt i fryseren til at lave chutney og andre lækkerier af en anden dag. De sidste mange kilo røg også i fryseren med sten, for nu var det på tide, at jeg kom ud og fik nydt det gode vejr.

11 kommentarer:

  1. Som sædvanlig er der gang i den! Det lyder helt fantastisk med kirsebærrene og vinen. Man hører så meget om bæravlere, der bliver udkonkurreret af østeuropa, og så er det da herligt, at nogen holder ved, laver liflig vin og sågar tilbyder selvpluk. Det er flot!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en fantastisk historie om hvordan det blev til. Den gode forretning er en tilfældighed. Den opstod da to mennesker, der aldrig før havde mødt hinanden, kom til at sidde sammen ved siden af hinanden til en middag.
      I disse Co2- og madspildstider er der virkelig nogen der lever op til det. De vil hellere forære kirsebær væk, end de skal gå til grunde, og de har succes med det.

      Slet
  2. Holddaop - jeg var tilfreds med mit ene kilo :-)
    Det værste er at udstene dem, hvis bare ikke de skulle det, ville jeg godt have mange flere kirsebær. Man kan lave saft, selvfølgelig, men det er der ikke rigtig nogen af os, der drikker.
    Meget spændende med vinens historie - jeg er forbavset over, at ballonerne står ude hele året rundt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nøjsomhed er en dyd :-)
      Selvom det er nogle små bær, hvor der vel går 3 stykker på et almindeligt kirsebær, gik det faktisk forbløffende hurtigt, synes jeg. Jeg har for et par måneder siden lagt flere kilo moreller i fryseren, også et tilbud om at plukke selv. Der er masser af muligheder uden at skulle udstene. Fyld i and, i stedet for svesker, kirsebærgrød og -sovs. Vi kan godt spytte stenene ud. Ellers er der kirsebærsirup, kirsebærrand, suppe, gele, is, snaps og likør.
      Jeg tror alle som en blev overrasket.

      Slet
  3. Øh, berømt og berømt. Jeg er vist ikke helt oppe på beatet, hvad angår kirsebær vin ;-) God historie, men hvad er lige fidusen med det der ude-vin. Hvad sker der under den såkaldte mishandling? Og som sædvanlig gør du ikke noget halvt, men plukker næsten 20 kilo - milde Moses altså :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er du vist ikke Frue ;-) Frederiksdals vine ER verdensberømte og eksporteres til en række lande i Europa og Asien. Den kan ikke sammenlignes med hverken rødvin eller andre kirsebærvine. Den er noget helt for sig selv.
      Ude-vinen kalder de Rancio-metoden. Vin skal bla. opbevares mørkt og have en vis temperatur året rundt, og de gør alt det der er forbudt for netop at fremstille denne unikke vin.
      Du kan læse meget mere her. https://www.hjhansen-vin.dk/frederiksdal-rancio-1/2-ltr/
      Der er nogen, der aldrig kan få nok af naturens overflod :-)

      Slet
  4. Vi mødes og taler sammen 3-5 gange årligt til forskellige arrangementer.
    Det tager lidt tid at udstene så mange bær, men jeg var alligevel positivt overrasket over hvor hurtigt det gik.
    Tak og god aften til dig.

    SvarSlet
  5. Sådanne guidede ture er fantastiske. Det er ikke sikkert, man kan huske alt, hvad der bliver sagt, men man bliver både klogere og gladere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er de nemlig. Nej, mam kan ikke huske alt, når man bliver bombarderet med informationer, men jeg var meget overrasket over, at drengen på 13, som vi havde med, kunne genfortælle detalieret til sine forældre. Var jeg i tvivl om han syntes det var så interessant, som han inden havde givet udtryk af, så blev den tvivl fejet væk fra min side.

      Slet
  6. Dejlig weekend, skønt med lidt at vælge mellem sådan en aften, altså maden. mums.
    Endnu mere mums til kirsebær, et bær der gør mig glad. Jeg må købe i butikkerne når der er sæson, og det er dyrt. Mellem 20 og 25 kr. pr. 300 g for danske bær. Rema1000 har af og til 500 g danske for kr. 20,-, så er det med at slå til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, for alle deltagere er maden nok det mest spændende den aften, da det er den eneste overraskelse der kan være på programmet, da vi aldrig ved hvad de andre medbringer af spændende og nye retter.
      Kirsebær er min favoritfrugt, men her har vi mange små boder ved husene, hvor man kan købe sig en pose eller bakke til varierende priser lige fra en 5'er og opefter. Er vi på tur i andre egne af landet, og jeg ser en kirsebærbod, bliver der råbt stoooop, der er kirsebær ;-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)