lørdag den 22. februar 2014

Tyveri, Grease og lidt om livet

Grease-LogoVi ved jo alle at livet af og til kræver lidt ekstra opmærksomhed. Sådan er det hos os i øjeblikket. Jeg har fortalt om noget, og andet er af mere privat karakter, så det vil jeg ikke ud med i offentligt forum. Der sker dog også en del andet, både gode og mindre gode ting. 
Meget tidligt fredag morgen ringede min telefon.  Undskyld mor, hvis jeg vækkede dig, men nu da jeg gik ud for at køre på arbejde, opdagede jeg at bilen er stjålet i løbet af natten. Allan blev vækket, og var helt forvirret. Den stakkels mand troede han havde sovet over sig. Han vil være oppe så vi kan drikke morgenkaffe og tale sammen, inden jeg kører på arbejde. Mads ringede til sin arbejdsplads, men da de ikke så godt kunne undvære ham, lovede han at komme så hurtigt som muligt.
Da jeg kørte hjemmefra om morgenen, vidste jeg ikke hvor lang min sidste arbejdsdag i det firma ville blive. Vi havde bestilt billetter til musicalen Grease, og satsede på at vi kunne nå at få lidt at spise først derinde, og turde ikke andet end at bestille bord. Det blev på Nimb Vinotek, hvor vi fik simremad. En lækker lammekølle, med rigeligt kød. Desserten var Creme bruleé. Vi nåede det hele og fik en dejlig aften ud af det. Vores pladser på gulvet kunne dog have været bedre, men det var de bedste pladser vi kunne få, ud af mange, da vi bestilte, uanset hvilken dag vi valgte. Vi har været for sent ude. Vi landede her på matriklen lidt før 1 i nat.
P1140822 Creme bruleé
Mads har længe ønsket sig nyt tapet til sit badeværelse og køkken, inklusiv opsætning. Ønsket gik i opfyldelse til hans fødselsdag. Tapetet eller penge til det, fik han af andre. Jeg havde lovet at sætte det op, hvis han selv gjorde klar til det. Pillede det gamle tapet af, og flyttede det, der nu skulle flyttes. Den stjålne bil gjorde dog, at han ikke var helt klar, da vi kom kl. 9 i dag som aftalt.
2014.jpg aEiijj hvor er jeg altså glad, sagde han flere gange i løbet af dagen. Helt nyt badeværelse på en dag. Nu kan jeg spare på strømmen lyset. Det blev nemlig et helt andet og meget større og lysere badeværelse han fik i dag. Mor vil du love mig, at du du nægter at sætte mere grønt tapet op hos mig nogensinde, hvis jeg skulle få den fjollede ide igen. Det turde jeg godt love.
Mads havde en aftale, og vi ville også gerne hjem og nyde en stille aften. Jeg har lovet at komme og hjælpe ham, med at sætte tingene på plads igen i morgen, så vi er klar til tage hul på endnu en uge, som godt må se lidt bedre ud.

14 kommentarer:

  1. Øv hvor træls, at Mads' bil er blevet stjålet, det er SÅ irriterende, at man ikke kan have sine ting i fred.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hans kæreste eje, selvom det er en gammel bil. Det er en bil han har ofret så meget tid på, og den kan IKKE købes igen.

      Slet
  2. Ja livet er sørme meget op og ned - det oplever jeg også for tiden, så jeg tror, det er lidt af de samme problemer, vi bokser med.

    Hvor er det synd for Mads, at han har fået stjålet sin bil, især når han har ofret så meget tid på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Livet går som altid op og ned. Næh, det er nu nogle helt andre ting, men samlet set er der rigeligt at forholde sig til i øjeblikket.
      Hans hjerte bløder for den bil, og derfor lader han den syne igen og igen. Der er vist snart ikke noget af det oprindelige tilbage :-)

      Slet
  3. Surt. Mon ikke de formastelige har skyndt sig at fjerne nummerpladerne - ellers er det jo for nemt at finde den igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er gået mange tanker igennem hovedet om den bil. Nummerpladen kan ikke fjernes. Mads har selv prøvet, da han skulle male den, men bilen kunne jo være sendt til Polen, eller skrællet for mulikanlæg og andre værdier. Eller brændt af efter den havde været brugt til indbrud og meget andet.

      Slet
  4. Det er møghamrende irreterende at folk ikke kan kende forskel på dit og mit, det er synd for Mads. Håber at den kan findes igen. En god uge til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det. Den er efterlyst i avisen af politiet, og vi selv har gjort alt for at sprede efterlysningen på Facebook. Mere end 1000 af vores fælles venner har spredt efterlysningen overalt i DK.
      Bilen blev hentet hjem i går. Mere om det i et indlæg, når jeg får tid.

      Slet
  5. Hvor lyder det dog godt, at Mads har fået sin bil igen (jf. din ovenstående kommentarsvar). Man føler sig simpelthen så meget gået for nær, når man bliver bestjålet.
    Han er heldig med så arbejdsomme forældre, der hjælper til med badeværelse fx - og at huske på de farver, man ikke selv kan lide ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en glad, taknemlig og meget rørt 'ung' mand vi har nu. Han er allerede i gang med at reparere :-)
      Vi hjælper gerne ungerne, og deler tit opgaver mellem os. Mads "får lov" at lave noget for os en anden dag. Bil, cykler, plæneklipper, havetraktor og den slags som han er meget bedre til. Da vi startede med at istandsatte dødsboet for 14 år siden, skulle der være FARVE på væggene. Det var så det sidste farverige tapet, der blev udskiftet nu. Det kan jo blive moderne igen, men så er det næppe mig der tapetserer for ham, så det er let at love, at jeg aldrig vil sætte sådan noget op hos ham igen ;-)

      Slet
  6. Uha, hvor er det ærgerligt, at Mads' bil var stjålet - men dejligt at læse, at han har fået den igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig i begge dele.

      Slet
  7. Sikke nu noget med en stjålet bil og - Grease og livet gang i almindelighed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sådan kan det gå, og nu er der styr på både bilen og badeværelset :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)