Som skolepige erfarede jeg, at min mormor og morfar havde fået to børn uden at være blevet gift. Det var ikke normalt på det tidspunkt. Hvis man kom i ulykke, som det hed, var det bare med at blive gift inden det kunne ses. Mormor og morfar blev først gift da deres yngste, min mor blev døbt. Det var ret usædvanligt, og jeg spurgte hvorfor det var sådan. Mormor grinede bare lidt, men svarede mig aldrig på det.
Fra min mor ved jeg, at det var fordi mormor og morfar ikke måtte få hinanden for min oldemor. Jeg har altid kun hørt hende omtalt som “bedstemor”, så derfor benyttes denne betegnelse for hende.
Bedstemor og bedstefar var ret velstående gårdejere, og havde 4 børn. Ingen svigerbørn var gode, eller fine nok til hende.
Den ældste søn, måtte ikke få den pige han ville have. Han var så ulykkelig, at han troppede op på gården og skød sig selv foran moderens soveværelsesvindue, så han var sikker på hun så det.
Den næstældste, en datter, måtte heller ikke få sin udkårne, men der var det allerede “gået galt” datteren ventede nemlig barn. Faderen til barnet ville gerne giftes med datteren, men det fik bedstemor sat en stopper for. Barnebarnet, en dreng, tog bedstemor i pleje, og han blev opkaldt efter den søn der skød sig selv. Denne datter blev først gift i en meget sen alder, efter at forældrene var døde.
Tredie barn i flokken, var min morfar. Han var ellers den, der skulle overtage gården, men det ville min mormor ikke være med til, fordi hun skulle bo sammen med hele familien på gården.
Det undrer vel ikke nogen, når jeg fortæller, at sidste barn i flokken, heller ikke fandt en mand, der var god nok til bedstemor. Det endte dog med, at det unge par indgik en aftale med bedstemor, bedstefar var død. Betingelserne vil man korse sig over. Jeg vil eller må ikke nævne dem her, af hensyn til efterkommerne, da oplysningerne er mindre end 60 år gamle. Men den ene betingelse var, at de skulle blive boende på hjemstedet. Det gik selvfølgelig slet ikke. Efter en tid blev svigersønnen indlagt, på det vi i dag kalder, psykiatrisk afdeling. Datteren tog affære, hun forlod hjemstedet, solgte gården og fik sin mor, bedstemor på alderdomshjem.
Bedstemor døde på alderdomshjemmet, da hun skar pulsåren over på sig selv i 1951.
Datter og svigersøn fik et godt liv her i vores lille by.
Fortsættelse følger snarest, om hvad jeg har erfaret ved slægtsforskning.
Pyha, sikke en familiehistorie, Pia - den er sandelig lidt ud over det sædvanlige. De stakkels unge mennesker, der lå under for en tyrannisk dame. Det er jo lige til en bog ...
SvarSletJeg syntes også det er en barsk historie, Madame. En bog! Ja, men det bliver nok ikke mig der får skrevet den ☺
SvarSletEn anden blogger mindede mig om bogserien Sværkeslægten - har du læst den? Jeg tror, du vil kunne lide at læse den. Det hele foregår på Falster...
SvarSletSikke da en historie - tænk at hun ikke lærte noget af sin søns selvmord.
Der er faktisk stof til en bog, som Madame siger.
Nej, den serie har jeg ikke læst, men har godt hørt om den. Bøgerne er meget populære.
SvarSletMåske indså hun endelig hvad hun havde forvoldt da hun tog livet af sig selv ?
Hvor spændende og grufuldt.
SvarSletMen sådan er jo slægtsforskning. Der rasler let nogle skeletter ud af skabet; i dette tilfælde lidt mere håndgribeligt end godt var.
Jeg har selv i vor slægt -blot 2 generationer tilbage- eksemplet på, at 5 ud af 6 søskende forblev ugifte af samme årsag. Det har været en forfærdentlig tid, hvor landbrugets velstand gik samme til hovedet.
Farmer, det ER nemlig spændende det slægtsforskning ☺ Det har bestemt ikke været nemt dengang. Godt vi for det meste har andre vilkår i dag.
SvarSlet