Biluheld i september 2002

Min far lå på sygehuset, mor og jeg var på vej hjem fra et sygebesøg, da jeg nærmede mig en traktor på hovedvejen, som jeg selvfølgelig overhalede efter at have orienteret mig, som man nu gør. Da jeg er oppe på siden af traktoren, ser jeg han drejer ud mod mig, mor siger ihhh han drejer…. Jeg havde set det, men kunne intet gøre. Det sagde BANG, og vi røg tværs over vejen, lagde et vejskilt ned, og landede inde i roemarken. Der røg en million tanker igennem mit hoved på få øjeblikke.

Der var fyldt med røg og damp i bilen. Og da jeg ikke var klogere, troede jeg bilen kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være. Jeg tog min håndtaske, med penge og mobil tlf., så jeg kunne tilkalde hjælp, og kastede tasken med indhold langt ud i roemarken, så var det da reddet. Mor var meget stille og reagerede slet ikke, da jeg sagde vi skal ud, og det skal gå strækt. Jeg fløj om til modsatte side hvor hun sad, og hev døren op og sagde, kan du komme ud. Helt forvirret sagde hun, hun havde været besvimet, øh.. hva´ - ja, - det tror jeg da. Vi skal ud og væk NU, jeg ved ikke hvad der sker med bilen. Det er tilladt at grine. Til min skræk så jeg, at traktoren lå væltet oppe på landevejen, føreren kunne jeg ikke få øje på, og der var en pøl på vejen af noget, jeg troede var, diesel. Jeg tænkte bare, jeg må redde manden, inden det går helt galt. Jeg benede derop, og da jeg nåede frem, kravlede en meget brødebetynget ung mand ud med hænderne over hovedet, og han kunne kun sige flg.: ”Min far slår mig ihjel, min far slår mig ihjel” Nej, han gør ikke siger jeg, han er glad for du er i live. Nej, han slår mig ihjel, han slår mig ihjel, for jeg glemte det han havde sagt til mig, både at kigge bagud og vise af, og da jeg så jer på siden af mig, rev jeg i rattet og så væltede traktoren.

Inden vi kørte fra hospitalet, havde jeg talt med Allan, og sagt vi var på vej hjem med noget let aftensmad, så ham ringede jeg til igen og sagde, at vi blev lidt forsinket, fordi der var en ….. ,jeg brugte ikke et særligt pænt udtryk, der var kørt ind i os, og bilen ikke kunne køre mere, så vi ville gerne hentes. Derefter ringede jeg til politiet, og der kan jeg love for virkningen kom, mine ben kunne slet ikke stå stille, jeg rystede som et espeløv og hjertet hamrede løs, mens jeg fortalte historien. Politiet sagde, holdt, stop, det skal jeg lige have en gang til. Siger du, at en traktor er væltet på landevejen, og at I ikke har brug for nogen ambulance. Ja, rigtigt forstået. Hmm, jeg sender en bil.

Jeg havde dårligt lagt røret, da der allerede stod en betjent, ankommet i civil bil. Det var godt nok hurtigt. Han sagde det så voldsomt ud, og spurgte hvad der var sket. Jeg forklarede, og spurgte så, om ikke han skulle notere noget, nej, han var bare på vej hjem fra job, og ville blot se om der var brug for hjælp. I mellemtiden, havde nogle vidner fra et nærliggende hus, ringet til den unge mands forældre, og faderen råbte, skreg og skabte sig overfor sin søn, så både vidner og konen måtte tysse på ham. Og jeg kunne altså heller ikke lade være at sige, at det trods alt så ud til, at det kun var døde ting, det var gået ud over. Han himlede op over at han ikke kunne sprøjte som planlagt. Den unge mand var blot 16 år, og havde lige akkurat fået sit traktorkørekort, som han ikke engang havde fået med, og det var hans allerførste køretur. Jeg havde ærlig talt lidt ondt af ham. Konen sendte faderen hjem, mens hun selv blev hos drengen.

Vel hjemme om aftenen, spurgte jeg Allan om han var meget ked af det med bilen. Han er meget, meget næn over vores biler, JA, det er jeg……….. men jeg er meget glad for du stadig er i live.

Jeg kunne ikke sove om natten. Ikke fordi jeg havde mareridt, nej bestemt ikke. Jeg kunne bare se det komiske i det hele. Så jeg lå og grinte højlydt, flere gange. Mor og jeg blev selvfølgelig tjekket hos lægen, men bortset fra at mors krop var lilla overalt, lægen havde aldrig set noget lignende, og jeg havde et par trykkede ribben, så slap vi fra det uden mén. Men ømme og forslået, af slag, seler og airbags, var vi i mange måneder. Hold da op hvor mor og jeg har fnist og skraldgrinet af det utallige gange i lange, lange tider. Egentlig er der vel ikke så meget at grine af, men vi kunne bare ikke lade være, jeg tror også det er god terapi.