Der er andet i livet end ferie

Weekender er heller ikke så tossede, og det er længe siden vi har haft nogen af dem, sådan uden at de har været booket til et eller andet, men I slipper ikke for at høre om resten af turen til Mallorca, og heller ikke for at se den solopgang jeg fangede i løbet af ugen på vej til arbejdet.




















For et par dage siden ringede Camilla og spurgte om vi var hjemme lørdag, for så ville de komme en tur. Mads havde nemlig lovet at udskifte en rem og et par remhjul på hendes bil. De ville komme fra morgenstunden, så de kunne nå den anden aftale de havde i Faxe lige over middag. Vejret var dejligt, så for mit vedkommende var det på med overtøjet og afsted på en times morgentur, inden “gæsterne” kom.
Da jeg kom tilbage var Mads uventet dukket op, og snart kom de andre også. Mads og S… kørte til Mads for at lave bilen, mens vi hyggede med Camilla. Da bilen først var køreklar lidt over 12, fik den lille familie en madpakke med, da de havde ikke tid til at indtage måltidet her, hvis de skulle nå frem bare nogenlunde til tiden.    
Der var åben plantage, hvor man, for sidste gang i år, kunne plukke sine egne æbler. Det er æbler der kan holde sig hele vinteren, hvis de opbevares korrekt, og til 10,- kr. pr. kg får man det vist ikke billigere, da vi i år ikke er selvforsynende fra træet i haven, som vi har været de sidste par år. Derfor kørte Allan og jeg ud for at plukke os et mindre lager. Plantagen var enorm, og man kunne blive transporteret rundt med traktor og vogn, og bare hoppe af og på, men vi valgte at gå rundt, for både at se og nyde, og finde de helt rigtige æbler.
Vi plukkede de tre slags der var at vælge imellem. De fleste æbler er nemlig plukket og sendt til distribution eller produktion af most. Vi fik plukket godt 16 kg og fik smagt på alle tre æbler i plantagen. Der var jo ingen grund til at plukke dem man måske ikke brød sig så meget om, men vi kunne lide både Marnica, Rubens og Rød Holstener Cox, så vi fik alle slags med hjem.
Haven råber: “Befri mig for ukrudt”, så jeg har pillet lidt hist og pist, ikke rigtigt noget der blev til noget. Jeg har for det meste bare nusset rundt og kigget lidt håbløst på det hele, uden at yde ret meget. Drivhuset, jamen altså… hvad skal vi dog med alt det det bliver ved med at kaste af sig. Jeg er druknet i chili, jeg har dem i fryseren på glas og tørrede i poser. Jeg har foræret væk og det vrimler stadig frem. Jeg hader hvis de skal gå til spilde. Peberfrugter ligger også i fryseren til hele vinteren. Jeg har grønne syltede tomater på glas. Røde tomater i både, til vinterens sammenkogte retter samt tomatsuppe i store mængder, i fryseren, og alligevel nænner jeg ikke at hive de sidste tomatplanter op. De kaster jo stadig røde tomater fra sig.  
I går var vi ude og handle lidt, for første gang siden vi kom hjem fra ferien. Rema 1000 havde tilbud på vildt, så vi ville gerne have lidt til fryseren. Desværre var det meste af det, vi synes er godt, udsolgt. Vi ville bl.a. have haft et par krondyrbøffer med hjem, men de var også udsolgt. I stedet blev de erstattet af et par kængurusteaks. Det var nu heller ikke helt tosset. Tilbehøret kunne godt have været mere avanceret, men det var hvad jeg kunne stramme mig op til. En vildsvinekølle blev placeret i fryseren sammen med så meget andet. 

Mallorca 3 – Alle indvolde blev rystet

Vi satte kursen mod Valldemossa, hvor der var sort af biler, busser og turister.
Allerede ved dette syn begynder vi at trække følehornene til os, men byen skal jo ses, siger alle “de kloge”  Alle P-pladser var betalingspladser, og de var pakket med biler. Vi tænkte vi kunne finde et sted lige udenfor byen, men der var det ikke tilladt at parkere, og vi skulle ikke i karambolage med myndighederne. Alle de sideveje vi fandt i byen havde skilte med al indkørsel forbudt. Vi opfattede denne by som en stor pengemaskine, bare fordi flere berømtheder, har boet der, eller fordi Michael Douglas stadig bor der. Vi boykottede det tiltængte besøg og fortsatte til Deiá, hvor der både er luft og en skøn udsigt. 
På tilbagevejen besøgte vi Port de Valldamossa, som tiltrækker os mere end selve byen og menneskemylderet. Sikke en lang og pragtfuld bjergtur, med hårnålesving i massevis. Lige til at blive søsyg af, men jeg klarede det. Når både jeg selv og chaufføren tager de hensyn der skal tages, klarer jeg efterhånden og for det meste alle ture i bil uden at blive dårlig. 
Nede i denne lille perle, var der fred, ro og idyl. Kun ganske få biler fandt derned, mens vi var der.
Vi tog turen op igen og videre til Esporlas. Der var udøvende bjergklatrere, vi ikke kunne beundre på vej ned, fordi der ikke var mulighed for at holde nogen steder, de var der stadig da vi kørte op. Vi havde en bil i hælene, så der måtte fotograferes mod solen og gennem forruden, mens vi listede forbi, så dette billede er redigeret, fordi det var en stor tåge med skyggen af en mand. 
Da vi kom lige forbi La Granja, arbejdermuseet, stoppede vi op for at se hvad det var, men vi nøjedes med at kigge lidt på det udefra.
  
Turen fortsatte mod Puigpunyent, til La Reservada, en stor naturpark, som Allan mente var noget for os. HOLDdaOP. Der fik vi godt nok rystet nyrene og alle de andre indvolde godt og grundigt. Vejen var elendig med masser af store huller og smal som bare f…… Det var umuligt at køre uden om hullerne. Vi kørte og vi kørte, mere end i går. Af og til mødte vi et skilt som viste, at vi var på rette vej. Hverken landkort eller GPS viste os nogen veje, alligevel fortsatte vi vores evendelige bjergkørsel. Endelig var vi fremme til 2,5 millioner kvm naturpark.
Da vi nåede frem stod Allan af ved deres indgangspriser. Så slemt var det nu heller ikke, men vi er vant til at naturen er gratis, og især mente vi, at vi skulle have lidt for indgangspengene. Bilen kunne ikke komme med ind, og da vi aldrig ville nå at se det hele til fods, eller bare lidt af det, blev vi igen udenfor. Vi skulle jo også ned fra bjerget inden det blev mørkt.
Vi havde dog tid til en kop kaffe og et stykke kage, som vi indtog mellem gæs, ænder påfugle og andet fjerkræ, inden vi begav os ned ad samme vej, som var eneste mulighed. Vi målte turen som trods alt kun var på sølle 5 km, men føltes som 30 km og det var stadig varmt som bare pokker.
Vi kørte hjem over Capdella og Calvia og helt ned til Cala Falou. Magaluf skulle vi også lige snuse til inden vi ramte Palmanova, men der er alt for meget storby over hele dette område til vores smag. Selvom vi havde fået at vide, at alle turisterne faktisk havde forladt øen, og der næsten ikke var flere tilbage, så gav hele området ved Palmabugten absolut ikke dette indtryk. Igen... vi vil nødig være der i højsæsonen. Vi skal have luft og mere landliv, så vi stikker af i bilen igen i morgen.

Mallorca 2 – Hårnåletur til Es Verger

Da vi tidligere har gennempløjet øen fra Cap de Formentor til Cala Pi og Sant Jordi, samt hele øst- og nordkysten, havde vi besluttet at ferien skulle foregår i Tramuntanaområdet denne gang. Vi vil gerne derud hvor turisterne ikke kommer, men fik at vide, at sådanne steder fandtes ikke. De har nok til dels ret, men det bliver i hvert fald minimeret en hel del, når vi prøver at holde os væk fra alle motorvejene, og også meget gerne kører der hvor turistbusserne ikke kan komme hen.
Derfor var den første destination Alaró og derefter ca. 4 km bjergkørsel, det føltes meget længere, med meget ujævne og smalle veje samt utallige og heftige hårnålesving i store stigninger. Mallorca er ellers kendt for utrolig god skiltning, men det gælder altså kun de store veje, og man tror næppe, at der på denne udfordrende vej, findes noget at køre efter, men belønningen er stor. Jeg vidste Es Verger ventede på toppen, for ellers var vi nok vendt om.
Pludselig holder man ved en meget primitiv gårdsplads, hvor fårene render rundt mens maden bliver tilberedt i restaurentens køkken. Den slags restaurenter havde aldrig gået i DK. Der serveres ægte bondemad i den gamle stald. I dele af bygningen kan man både se, høre og lugte fårene gennem tremmerne. Der er også udendørs spiseplads, og der skal man vist regne med at dele bord med fårene, som, da billedet blev taget, var spredt over det store areal, helt uden afspærringer af nogen slags.
Vi kiggede ind i køkkenet gennem rastauranten, det afslørede flere ting, bl.a. at de var gået i gang med madlavningen. Der kl. 10.30 ville vi smage en ægte mallorcinsk pølse, men der var desværre først servering af mad om en time. Det ville vi ikke vente på. Vi kunne købe os en øl, men nej tak, vi skulle jo køre bil.
Vi fortsatte turen mod La Calobra, som vores GPS ikke kunne finde, nok fordi at det på vores kort staves La og på Google Sa, har vi fundet ud af, men vi havde da et par kort af dem der udleveres til turister. Selvom kortene ikke er de bedste i verden, så giver de da et fingrpeg i hvilken retning vi skal køre. Et eller andet smuttede åbenbart for os ret efter Escorca, og vi kom desværre ikke til Cala Tuent, men turen fortsatte med masser af hårnålesving til Fornalutx, dog med en noget bedre vej. Vi mødte utallige cykelryttere, både de bedre “amatører” og de helt professionelle. Ikke så mærkeligt, for det er jo Konge Etapen, har jeg fundet ud af. Det så legende let ud, men det har det aldeles ikke været. Vi kom igennem det flotteste landskab omkring Gorg Blau og for en gangs skyld var der mulighed for at komme ind til siden, så vi kunne stå ud ad bilen og fotografere de to søer vi kom forbi. De fleste billeder under hele ferien, har det været nødvendigt at tage gennem bilruden mens vi kørte, eller i bedste fald kunne tillade os at holde stille.
Vi kom tilbage til civilisationen da vi nåede Sóller. Der vrimlede det med turister, så vi skyndte os videre til Port de Sóller, hvor vi gik os en tur mens vi spise en is. Vi hørte et par musikere spille på både panfløjte og andre instrumenter. Hold op, hvor lød det godt. Vi så det gamle tog, der kører i fast rutefart mellem Palma og Sóller. Alle vogne var fyldt til bristepunktet med mennesker, og på gaden stod folk ventende i kø for at komme med på næste tur. Også på dette sted var der alt for mange turister til vores smag, så vi vendte næsen mod hotellet.
Da vi på hjemvejen pludselig skulle vælge tunnel eller ej, valgte Allan tunnel, og han var næppe kommet ind i banen, før vi blev klar over at det nok ikke var det vi skulle. Vi havde bare ikke nogen mulighed for at ændre retning. Vi havde absolut ingen anelse om hvad vi var i færd med. Vi havde jo allerede passeret en masse, både små og store, tunneler på øen, men denne slog alt, den var virkelig meget, me-e-e-get lang, den ville slet ingen ende tage. Der kom dog lys forude til sidst, og jeg øjnede straks et par bomme og sagde, vi skal vist betale for at komme videre. Vi ville meget hellere have taget den noget mere besværlige, men smukke bjergrute. Det var ikke de 5 euro det kostede at passere, der betød så meget, men der er nu ikke meget at se derinde i mørket. Set i bakspejlet er det da indlysende, at når et “larmende” skilt blinker, som når vi kører til Fyn eller Sverige, så kunne vi vel nok have tænkt, at vi skulle vælge tunnel fra! Skidt, pyt, det var trods alt også en oplevelse at køre igennem den godt 3 km lange Sóller tunnel, som åbenbart er den farligste af slagsen i hele Europa.
Temperaturen har i dag tirsdag den 9. okt. ligget på 31,5 grader, og selv i bjergene var der hverken luft eller en enkelt lille kølig brise at hente, men vi fik hentet en masse dejlige oplevelser. og flere ventede næste dag.

Mallorca 1- specielt besøg

Både afrejse og ankomst lå for en gangs skyld indenfor vores normale døgnrytme. Vi nåede frem lørdag, mens det stadig var lyst og gik på opdagelse allerede samme aften.
Næste dag fortsatte vi oplevelserne. Trods det at vi tilbagelagde et par og tredive km til fods på de to dage, fandt vi faktisk ikke noget særligt at se, selvom vi søgte væk fra byen og turisterne.
Derfor var søndagen ikke mange timer gammel, da vi var klar over, at vi skulle leje bil allerede fra mandag morgen og tre-fire dage frem. To til tre dage plejer at være nok til os, men i den “storby” ville vi hurtigt komme til at kede os. Hjemmefra var vi klar over, at Palmanova og den del af øen, nok ikke var det sted der tiltalte os mest, men vi havde jo mulighed for at stikke af. Desværre havde det store anerkendte udlejningsfirma ikke en eneste bil ledig på hele øen før tirsdag. Det har vi aldrig nogensinde oplevet før.
Held i uheld måske, for om natten fik Allan så mange smerter i ryg og ben, og selvom han spiste af de medbragte smertestillende piller, han ind imellem tager for sine dårlige knæ, var det uudholdeligt for ham. I løbet af formiddagen måtte jeg ned og bede receptionen om at kontakte lægen, som forbløffende hurtigt var fremme. Allan blev tjekket grundigt for både det ene og det andet, og blev beroliget med, at det ikke var noget alvorligt, men "bare" overanstrengte muskler. Han fik ordineret nogle endnu stærkere piller, og så skulle han bare slappe lidt mere af i bentøjet. Vi kunne også vælge at tage ind på klinikken til scanning. Den yderst kompetente læge mente dog ikke, at det var nødvendigt, men det var helt op til os, men jeg stolede på lægens ord, hvad Allan på det tidspunkt havde lidt sværere ved. Vi valgte klinikken fra. Hvis pillerne mod forventning  ikke hjalp, kunne vi bare ringe til lægen igen, så ville han sørge for, at vi kunne komme på klinikken med det samme. Vi fik udleveret en recept, og pillerne blev hentet på apoteket.
Det var frygteligt og ulideligt meget varmt, 25-32 grader hele ugen, og jeg tænkte, det ville blive en lang dag i bagende sol, eller en endnu længere dag i en mørk lejlighed. Jeg valgte terrassen og heden og svedte så fedtet dryppede, mens jeg fik læst og løst lidt kryds og tværs og Allan tog sig en god lur. Pillerne havde den helt rigtige virkning, og han blev frisk og insisterede på, at vi skulle liste en tur rundt i byen. Jeg holdt øje med skridttælleren, for jeg ved, at vi tit bliver overrasket over, at vi tilbagelægger så mange skridt. Da jeg bad Allan om at kigge på sin egen skridttæller, var han noget forbavset over, at han formåede at gå godt 7.000 skridt den dag. Meget af mandagen blev bare nydt på terrassen. 
Næste morgen da vi stod op, havde vi fået endnu et specielt besøg, af en kæmpe fætter, endda lige midt på køkkenbordet. Efter den villigt stod model for fotograferne, skubbede jeg blidt til den, men den ville åbenbart ikke forlade lejligheden. Vi troede den var skadet, så til sidst måtte jeg bære den ud. Det viste sig, at den sagtens kunne flyve, men den vendte tilbage til terrassen, hvor den blev, mens vi spiste vores morgenmad, inden vi skulle ned og hente bilen og ud på de store oplevelsesture i Tramuntanabjergene.

Tilføjelse: Allan har googlet og fundet ud af, at det er et rovdyr, en knæler, vi har haft besøg af. 

Jeg nød dagen, mens kufferterne blev pakket

Da jeg sidste torsdag kom ud i køkkenet, var der nybrygget kaffe, nøjagtigt som der plejer at være. I dagens anledning, var der dog også pyntet med pakker og flag.
Jeg havde frabedt mig at få gaven fra Allan før på selve dagen. Lidt fødselsdag må der trods alt godt være over det. Resten af dagen forløb som en ganske almindelig arbejdsdag, hvor Allan dog havde lovet at stå for aftensmaden. Jeg fik strøget lidt tøj og påbegyndt pakningen af et par kufferter, for Allan havde bestilt ophold til os her, efter at han dog havde forhørt sig, om jeg var med på idéen. Han havde set en læserrejse i den lille gratisavis, som jeg havde taget med hjem fra arbejdet. På det tidspunkt, altså for ca. en måned siden, sparede vi 2.100,- kr. pr. næse i forhold til den pris vi selv kunne gå ind og bestille den samme rejse til. Dertil kommer transporten til lufthavnen og parkeringsafgiften derinde. Jeg var helt med på hans idé.
Det er dejligt nemt, vi skal bare til en station 2o km væk, hvor en bus fragter os til lufthavnen, og køres os hjem igen. Vores pris for alt dette er 2.898,- pr. person, og det synes vi er billigt for en uges oplevelser i sydens sol.
Når dette indlæg udgives, så er kufferten pakket for anden gang, og vi er tilbage i Danmark efter en uges ferie på Mallorca.
Beretning og billeder vil dukke op her på bloggen, så snart jeg har mulighed for det.

En lille historie om de fleste

På min tidligere arbejdsplads, var der mange sjove historier i omløb. Jeg vil gerne dele en af dem med jer. Historien er mere end 25 år gammel, så måske kender du den! 
  
De allerfleste af  os tror, at vi er noget, og for dem vil jeg gerne fortælle en lille historie:

• Da Gud skabte mennesket, begyndte de forskellige kropsdele, at diskutere om, hvem der burde have magten over resten af kroppen.
• Hjernen forklarede, at eftersom den kontrollerede alle kroppens dele, så burde den være chef.
• Benene mente, at eftersom de bar mennesket, hvor det ville være, så skulle de være boss.
• Maven protesterede, at eftersom den fordøjede maden, så var den nærmest til at komme i første række.
• Øjnene sagde, at uden dem ville mennesket være hjælpeløs, så de burde have kommandoen.
• I denne situation ansøgte røvhullet om jobbet. De andre kropsdele begyndte at grine så enormt, at røvhullet blev gal og kneb sig sammen.
• Efter nogle dage blev hjernen sløv, benene usikre, maven syg og øjnene så blodsprængte, så de ikke længere kunne se.
• De gav alle op og gjorde røvhullet til chef.
• Dette beviser, at man ikke behøver at have en overintelligent hjerne for at blive chef.
• Det er nok at være et rigtigt røvhul.

Jeg vil for god ordens skyld nævne, at jeg altid har været yderst tilfreds med mine chefer.

Øverste billede viser, at man med god samvittighed, her på egnen, kan sige man har været, eller smutter en tur på kontoret. At det så i dette tilfælde handler om et værtshus er en helt anden sag. Kontoret har til huse i Nyk. F. Jeg aldrig været der trods det blev etableret i 1988, jeg nøjes med at gå forbi. Jeg vil hellere hjem hvor der er højt til himlen og frisk luft, som det fremgår af nederste billede.

Hvis du spørger om min alder

så kender jeg den ikke. De fleste opfatter det som om jeg ikke vil fortælle det, eller at jeg er en af dem der holdt op med at fylde år, da jeg nåede de 29. Sådan er det ikke. Jeg kan altså bare ikke huske, hvor gammel jeg er. Sådan har det været lige siden jeg fyldte 18. Jeg slynger gerne mit fødselsår 1955 ud, og så kan folk selv regne på det, ellers må jeg tage fingrene til hjælp, eller spørge Allan. Han har nemlig altid helt styr på min alder. Min fødselsdag, som er i dag, glemmer jeg til gengæld ikke, den flytter sig jo heller ikke hele tiden, men har været den samme i alle… tælle, tælle, tælle… 57 år i dag. Om et øjeblik har jeg igen glemt det tal. Det er da også totalt uvæsentligt.  
Jeg er klar over, at jeg er i forfald. Det har jeg igen fået at føle.
Jeg har haft en større opgave på arbejdet, som i et par dage har budt på alt for mange museklik, og nej der findes ingen genvejstaster i den opgave.  Da jeg var klar over, jeg skulle spare på de klik, var det ikke ved pc´en, jeg skulle sidde, når jeg kom hjem, så jeg kastede mig ihærdigt over strikketøjet. Det er længe siden jeg har strikket så meget, på så kort tid. Ukrudt har jeg også været ude at hive i, men ingen af delene er armen særlig vild med. Den kan i det hele taget ikke lide noget som helst i øjeblikket. Når man ikke vil høre lytte til de signaler kroppen sender, så må man føle. Det er så hvad jeg gør. Jeg føler lider i stilhed. Armen har nu en gang påtaget sig at være arm, så må den også prøve at samarbejde, bare en lille smule. Så er der min fod… nej ikke mere brok nu. Jeg besøger bare flittigt mine behandlere 3 gange i denne uge.
 Noget helt andet er efterårets forfald, man kan knap nok se det endnu. Sikke et syn jeg har på vej til og fra arbejde. I vejrabatten, lige foran roemarken, står de flotteste valmuer, og lige overfor er marken helt gul, jeg tror det er en sennepsmark, så langt øjet rækker. 
Her i haven er der også stadig farver og liv. Kun en enkelt busk er begyndt at iklæde sig efterårsdragten, men det varer sikkert ikke længe, inden de alle følger efter. Men alt er stadig grønt her, både hækken, græsset og ukrudtet.