mandag den 23. januar 2012

ABC: Flidspræmie

Tredie runde af ABC Scandinavia er nået til bogstavet F.
Dette indlæg er selvhøjtideligt og pralende, så er du advaret mod at læse videre. Jeg har altid elsket at gå i skole. Ikke mindst i det mindre klasser, hvor det eneste, der aldrig blev hængende, uanset hvor meget jeg læste på lektien, var historie. Alt andet var jeg så opslugt af. Selv salmeversene, som vi skulle lære udenad. Yndlingsfagene var nok dansk og regning. Jeg elskede staveord, diktat og fristile, samt skønskrift med pen og blæk. Stolt var jeg, den dag jeg blev den lykkelige ejer af en fyldepen. Vi fik uddelt små klistermærker eller de skønne stempelmærker, når arbejdet var udført med den højst opnåelige karakter, nemlig 6. Jeg har lært at skrive skråskrift, men en dag skulle vi partout skrive formskrift. Jeg ville så gerne have beholdt skråskriften. Da der mange år senere blev frit valg, kunne jeg ikke skrive det ordentligt mere. 
dansk stil dansk stil 001
Regning var også et af mine yndlingsfag, selv blækregning, som det hed dengang, og som de fleste i klassen hadede, synes jeg var sjovt. I regning var der yderligere en gulerod der trak gevaldigt, for når vi havde regnet et vist antal sider, eller de omdelte regneark, så måtte vi gå ned bag i klassen og spille skak i resten af timen, efter først til mølle princippet. Min sidekammerat og jeg, var ofte at finde ved skakbrættet.
Jeg aner ikke om flidspræmie var noget der altid havde eksisteret på skolen. Jeg havde i hvert fald aldrig hørt om det, da jeg fik udleveret bogen: Bertel Kulsvier, en drengebog, hvad i himlens navn skulle jeg med den! Jeg har aldrig læst den. Det var ikke nogen ny bog, men en gammel slidt en fra skolebiblioteket. Der var stor oprydningsdag og bogsalg sidste skoledag.
P1020702 Præmie
Da jeg senere kom til Rørbæk Skole, vidste jeg godt. at de brugte flidspræmier til de klasser, som man også kaldte for afgangsklasserne. Jeg havde ikke skænket flidspræmier en tanke, siden jeg i 4. klasse, tror jeg det var, modtog bogen om Bertel, så overraskelsen var kæmpestor, da skoleinspektøren holdt tale, ved dimittendfesten for ca. 100 elever, vi var en meget stor årgang, med min. 20 elever i hver klasse, og deres forældre, og bl.a. bad mig komme op og modtage min præmie, endnu en bog.

16 kommentarer:

  1. Åh, lidt pral må man gerne komme med. Især så mange år efter ;-)

    Men hvorfor i alverden læste du ikke bogen? Var det sådan et princip, at du ikke læste drengebøger. Jeg arvede min fars og fasters børnebøger, og jeg syntes altså, at drengebøgerne var de mest spændende.

    SvarSlet
  2. flidspræmier? kender jeg ikke til,hvis man var heldig kom der et flafg eller en firkløver med guldkant...

    SvarSlet
  3. Flidspræmier havde vi ikke i min skole...fik heller ikke en, da jeg i mit ansigts sved høvlede en amagerhylde sammen...haha. Pral du bare løs ;-)

    SvarSlet
  4. Du må meget gerne prale :-)
    Jeg undrede mig også lidt over, at du ikke læste drengebogen - jeg synes tit, det var de mest spændende.
    Jeg fik også engang en flidspræmie: Huset Buddenbrook af Thomas Mann. Vorherretilhest...
    Så ville jeg godt nok hellere have haft Kulsvierdrengen ;-)

    SvarSlet
  5. Fruen... Godt ;-)
    Hvorfor bogen ikke blev læst, kan jeg ikke svare sikkert på. Måske blev jeg småfornærmet! Jeg ved det ikke. Jeg foretrak bare pigebøger frem for drengebøger. Jeg var mere til Heidi og den slags. Da jeg prøvede at læse den senere var den bare SÅ kedelig. Jeg tror det er den eneste bog jeg er startet på, som aldrig er blevet læst færdig.

    SvarSlet
  6. Jonna.... Firkløvere, flag og den slags fik vi også klistret i bøgerne, på et tidspunkt. Desværre var der også de elever der aldrig opnåede at modtage sådan et lille mærke. De var så oftest dygtige til noget helt andet, som ikke blev præmieret på samme måde.

    SvarSlet
  7. Gitte... Jeg fik heller ikke præmie for min amagerhylde, men jeg var glad og tilfreds med det træskærerarbejde jeg havde lavet. Der i sløjdlokalet var jeg mere dreng :-)

    SvarSlet
  8. Ellen... Tak, jeg har jo allerede gjort det :-)
    Det er aldrig rigtigt faldet mig ind at læse drengebøger. Drenge var for vilde og jeg var den stille pige.

    Det lyder som om du fik læst din flidspræmie! Du må altså gerne læse min også :-)

    SvarSlet
  9. Jeg var en tand værre end du, for jeg elskede ALLE fag, også historie - med tre undtagelser: gymnastik, husgerning og håndarbejde.

    I 2.g fik jeg en flidspræmie, også en bog, der aldrig blev læst. Hvis det endelig skulle være, ville jeg hellere have haft en eller anden form for diplom eller sådan noget, som man i det mindste kunne have glædet sig over synet af, men min bog, Sind af Jakob Knudsen (et højst besynderligt valg; gad vidst, om jeg egentlig stadig har den et eller andet sted), havde som bonus verdens tristeste indbinding.

    Bare det var mig, der havde fået Huset Buddenbrook! Det havde også været relevant, for den læste vi i uddrag i tysk.

    SvarSlet
  10. Rasmine... Både håndarbejde og husgerning var da interessant :-) også gymnastikken, især hvis det VAR gymnastik.
    Endnu en flidspræmie og en bog der ikke blev læst. Det lyder som om det var mere reglen end undtagelsen. Et diplom i stedet, ville ikke have været så tosset :-)

    SvarSlet
  11. OK - lad gå med gymnastikken, når det altså VAR gymnastik :-)

    SvarSlet
  12. Rasmine... Nemlig, de fleste boldspil kunne jeg godt undvære :-)

    SvarSlet
  13. Dejligt indlæg - glæder mig over folk der står ved sig selv. Jeg fik af uransagelige grunde også en flidspræmie, Kongens Fald, og det var vel i 1960 da jeg tog preliminæreks., som det hed på den skole jeg gik. Bedre kendt som realeksamen.

    SvarSlet
  14. Jørgen... Tak :-) Hvis ikke man vil stå ved sig selv, er der måske et eller andet man bør ændre på! :-)
    Det lyder som om du også blev overrasket, men jeg går ud fra du havde fortjent den. Jeg startede først i skolen i 1962, så realeksamen kender jeg bedre :-)

    SvarSlet
  15. Hej! Intressant att läsa. Här är det 5 cm snö och -2 grader kallt ute. Ha en fin dag !

    SvarSlet
  16. Janne... Det var godt :-) Her er der ingen sne, men 8 minusgrader i morges

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)