Det har ikke rigtigt spillet her

Jeg har aldrig før i mit liv været så meget bagud med købet af julegaver. Selvfølgelig kunne vi lade være at rejse på ferie i december. Det var dejligt mens det stod på, men jeg har enstemmigt besluttet, at det gør vi aldrig mere.

Vi render ind i det ene problem efter det andet. I fredags blev Allan udstyret med en udførlig dosmerseddel på madvarer og et par julegaver, mens jeg atter tog en laa-ang arbejdsdag for at indhente det forsømte, efter at blive sendt hjem fra arbejde og få to ufrivillige fridage, som ikke kunne bruges til noget fornuftigt udenfor egen matrikel. Et instinkt fik mig til at ringe hjem inden jeg kørte fra byen, for at høre om Allan havde fået klaret opgaverne. Svaret var nej… han nåede kun 2-3 km, så strejkede bilen den gamle grønne Polo. Den satte pludselig ud, og ville bare ikke længere, så holdt han der på landevejen og kunne ikke få gang i skidtet igen. Allan ringede til en ven, (vi hjælper hinanden gensidigt når behovet er der) Kan du komme og trække mig hjem. JA, det kan jeg i hvert fald siger H…. så Allan baksede med at skubbe bilen i garagen og kigge på den, ringe til autoforhandleren for hjælp. Lige lidt hjalp det. Allan skubbede lidt rundt med bilen igen, så aftensmad havde han heller ikke nået at få klaret. Jeg fik købt noget og ringede atter hjem og sagde tænd oven, jeg kommer med noget mad, og så må vi spise når det er færdigt.

Jeg havde kun denne weekend til at få købt julegaver, så jeg havde lagt billet ind om at få farbare veje, så vi kunne komme afsted, ellers ville det blive en jul uden gaver i år. Jeg fik lavet en udførlig liste med hvad vi skulle købe til hvem og i hvilke butikker. Min bøn blev heldigvis hørt. Sneen blev sendt til andre egne af landet, så i går morges kørte vi en tur til Næstved. Det gik helt efter planen.

Billederne er taget ud gennem bilruden, undtagen solnedgangen på det sidste til højre.

Både i aftes og i morges pakkede jeg gaver ind, og kørte til Nykøbing da butikkerne åbnede, for at få styr på de sidste gaver, samt madvarerne til juleaften. Det har været en næsten håbløs opgave, at få de sidste julegaver i hus. Kø, kø og atter kø, for at få at vide, at det har vi desværre ikke. Jeg vendte næsen hjemad hvor solen skinnede og mosekonen bryggede. Der kunne jeg dog ikke holde ind og fotografere.

Jeg har tit tænkt på at tage et billede af Majbølle Mølle, så her er den – vinterklædt. Lidt længere fremme så jeg disse svaner og gæs som er gået på land.

Allan har rodet med bil hele dagen og har haft hjælp af Mads, men bilen kan desværre stadig ikke starte. Nu er han låst fast til matriklen, for jeg skal bruge den anden bil for at komme på arbejde. Jeg har styr på julegaverne, mangler kun en til Allan. Om den kommer i hus vil de næste par dage vise. Jeg er i gang med at skrive julekort, så vi når det nok, trods alt.

Ferien til Malta og Gozo

Vi skulle tjekke ind i Kbh senest kl. 5, og da vi nærmest var sneet inde her på Lolland, vidste vi ikke helt, hvor lang tid turen ville tage. Det ville jo være frygteligt ærgerligt at komme for sent til flyet. Vi havde også bestilt parkering i lufthavnen. Det i sig selv ville også tage lidt tid med bussen derude fra. Det gik nu ganske gnidningsløst da vi nåede Sjælland. Selvom vi ankom i god tid, var indtjekningen allerede startet, så vi fik afleveret kufferterne og spise den medbragte morgenmad inden vi fløj til Billund for at samle den sidste to tredjedel af feriegæstere op. Det hele forløb planmæssigt. Der var dog lidt problemer med kufferterne, men da de endelig var på plads, meddelte kaptajnen, at vi var rendt ind i flyverestrektioner fra Bruxelles, så vi skulle vente et par timer før vi kunne komme afsted. Det mindede pludseligt lidt for meget om turen til Tenerife i marts måned. Det lykkedes dog at få tilladelse til at flyve lidt før, via en anden rute. Vi landede i 18 graders varme på Malta med kun to timers forsinkelse. Vi fik en god og lang tiltrængt nattesøvn, inden vi tog rygsækken på nakken for at udforske den nærmeste by, Mellieha, 3 km væk. Det var søndag og der var gudstjeneste, folk valfartede dertil. Folk gik ud og ind flere gange midt i forløbet. Det var åbenbart normal kutyme, så det eksempel fulgte jeg. De milde himmel, sikke en kirke, og det er slet ikke den største på Malta. Der var masser af storskærme rundt omkring, så alle kunne følge med. Ifølge guiden fra vores rejseselskab, findes der på Malta 365 kirker og befolkningenstætheden på Malta, vil svare til, at vi i Danmark skulle være 55 mill. indbyggere. Lidt væk fra kirken så vi en lille dør stå halvt åben og kiggede selvfølgelig ind. Det var en kirkegård, helt anderledes end de danske, pyntet med masser af kunstige blomster. De få levende blomster der var der, var for længst visne.
På vores to vandreture ind til denne lille by, både søndag og mandag, fandt vi også en lille hellig grotte, hvor folk kunne gå ned og bede for at blive raske. Der var lagt “gaver” fra folk som var blevet helbredt. Inden vi nåedede hjem, fandt vi endnu en kirkegård, bag en låge midt i “ingenmandsland”. Meget anderledes, men også med kunstige blomster og kranse.
Vi plejer næsten altid at leje bil 2-3 dage. Det talte vi også lidt om at gøre denne gang, men Malta er så lille en ø, at vi valgte det fra. Denne fornøjelse er jo ikke helt billig og kørslen foregår også i venstre side af vejen. Ikke fordi vi ikke turde køre, men man skal nu lige tænke sig om en ekstra gang. Tirsdag tog vi til Gozo og da vi nu havde brugt 3 dage på bare at gå og gå, var det tid til at komme lidt længere omkring.
Det er meget billigt at benytte de lokale busser på Malta, og de kører uafbrudt hvert 20 minut i alle retninger, det kræver blot en smule tålmodighed, for busserne er ofte propfyldte, og er der ikke flere pladser, venter man bare på næste bus. Onsdag steg vi på en bus til hovedstaden Valletta, det kostede den svimlende sum af 0,58 euro pr. næse for en enkeltbillet. Det var virkelig en oplevelse at køre i de ældgamle busser fra 50´erne - øhhh, det er jo der jeg er født, og jeg er da ikke spor gammel! Vi fik rystet alt på plads. Vi ankom til den meget specielle busterminal i Valletta, som er en oplevelse i sig selv, med alle de gamle busser….. det syntes selv jeg, som absolut ikke er spor bilinteresseret. En autoforhandler havde opstillet minibusser, som han vist havde til salg, for der var forsvundet én, da han pakkede sammen, kunne vi se.
Der var også flere hestetaxi at finde i terminalen. I gågaden så vi julemanden optræde. Det var lidt underligt at gå der i sommervejr, og høre julemelodier blive spillet i alle højtalerne, og se alle de julepyntede vinduer.
Torsdag tog vi med endnu en bus, den knagede og bragede hver gang vejen svingede, det lød som om den kunne knække sammen hvert øjeblik det skulle være. Den gik også i stå hvergang chaufføren skulle holde stille. Jo, det er virkelig en oplevelse disse busture. De gamle busser udgår i 2011, så vil du have fornøjelsen af denne oplevelse, så skal du snart afsted til Malta. Nå, vi nåede helskindet, gennem en flot tur langs kysten, i et gevaldigt blæsevejr, til Maltas største by Sliema. Vi havde regnet med at få tiden til at gå, ved at kigge på butikker, men dem fandt vi ikke mange af. Jeg mangler nok også det der shopping gen. Jeg finder utroligt sjældent noget, jeg ønsker at eje. Det er Allan normalt meget bedre til. stedet traskede vi op og ned langs strandpromenaden og spiste den medbragte mad. Senere fandt vi en café hvor Allan kunne få sig en stor ulækker kage med masser af creme, syltetøj, marcipan og kokos til den søde tand. Jeg fik mig en ostekage. Denne bustur var noget dyrere, da en enkeltbillet beløb sig til 1,13 euro pr næse. Allans ben trængte til hvile, så vi tog bussen hjem igen, for at spise på restaurenten i lejlighedskomplekset, og det var rigtig god mad.
Fredag gik vi igen afsted. Vi skulle finde Skipper Skræk byen. Der hvor musicalen blev optaget.
Da vi blev klar over vi var kommet på afveje, skød vi genvej over stok og sten, det var mere besværligt end det så ud til. Vi ville jo ikke vade over folks haver, så det blev mange zig-zag ture, for der var også mange andre forhindringer, som vi ikke lige kunne se på forhånd.
Men vi fandt den lille by til sidst. Vi nøjedes dog med at se det hele udefra, da vi fandt ud af at det var et udflugtsmål for mindre børn, selvfølgelig ifølge med voksne. Der holdt ikke mindre end 3 store skolebusser, og vi kunne se de legede derinde.
Vi fik på denne ferietur til Malta gået ialt 73,5 km, ikke så ringe, selvom vi plejer at gå det dobbelte, men det var før Allan blev “handicappet”
Lørdag morgen da vi stod op var det kun 16 grader, blæsende og hundekoldt, og sådan ville det blive den næste uge, så vi har bare været heldige med vejret. Og vi slap for en masse snevejr i DK.

Sne og fygning på Lolland

Det skulle først starte i eftermiddags, men allerede tidligt i formiddags sneede det enormt. Jeg var nærmest bekymret for at blive sendt hjem igen i dag. Jeg havde besluttet mig for at tage et par ekstra timer, for at få has på bunkerne efter et par ufrivillige fridage, samt en uges ferie. Da landposten dukkede op i eftermiddags var jeg klar over der stadig var hul igennem. Jeg kom da også hjem uden problemer, men der var store driver. Da jeg havde kørt de første 3 km var jeg så heldig, at sneploven kom imod mig, så det sidste stykke gik fint.

Nedenunder er et billede fra 01.12.2008 og et fra 28.12.2005.

Det ene ser helt sommeragtigt ud, men julepynten er kommet frem. ☺

En tur til Gozo

Da vi var på Malta i sidste uge, talte vi om at tage en tur til naboøen Gozo. Ifølge vejrudsigten ville vi få storm i løbet af et par dage. Og da jeg ikke er særlig søstærk, blev vi hurtigt enige om at vi måtte afsted mens det var stille vejr. Enten ligner vi nogle gamle sløve svæklinge, eller også er guider generelt bare ikke vant til at møde folk der vil gå på egne ben og passe sig selv. Lige meget hvem vi rejser med og hvor vi rejser hen, påstår de at vi ikke kan gå til det vi vil. Men vi er ret stædige og vi gider altså ikke være sammen med 50 andre mennesker hver eneste dag, og følge en nøje tilrettelagt tur, hvor alle turisterne valfarter til. Selvfølgelig kunne vi gå, selvom guiden påstod der var alt for langt til færgelejet. Der bliver godt nok også altid kigget efter os, når vi går i vejkanten på landevejene, hvor der heller ikke findes hverken cykelstier eller fortorv. Kort kunne vi heller ikke få noget af, men vi traskede afsted med rygsækken, og efter en tid kom et skilt der viste 3 km. Det kunne vi da sagtens klare.
På Malta, får man som turist lov til at gå i fred, uden at blive råbt an af folk, der vil sælge os både det ene og det andet. Det var rigtigt dejligt ikke at blive overfaldet hele tiden. Men da vi nåede Gozo, var freden slut. Der stod en enorm skare af ihærdige sælgere der ville tjene penge på turisterne. Det lignede et stort presseopbud, som om selveste dronningen skulle ankomme. Vi afslog som sædvanlig, mens den ene bus efter den anden, samt en masse privat-taxaer, små både osv. tog afsted med alle de andre.
Vi fandt os et lille hyggeligt sted, hvor vi bestilte en lækker bruchetta, og fik en tår at drikke. Derefter gik vi videre i landskabet.
Allans ben var efterhånden mærket af de lange vandreture, også fra de to foregående dage på Malta, så vi blev enige om at tage færgen tilbage. Vi blev noget imponeret over den afgangsterminal der var på Gozo. På Malta gik vi ombord mellem bilerne. På Gozo var der ikke mindre end to gates, gangbroer og rullende trapper, og sidstnævnte måtte der en del overtagelse til fra min side, inden Allan indvilligede og indrømmede at det nok var en god idé at han brugte dem for en gangs skyld, for at skåne benene.
Da vi nåede tilbage til havnen på Malta, foreslog jeg at vi tog en bus tilbage til lejligheden, men Allan nægtede, så vi gik turen hjem også, med et par hvilepauser indlagt.