Kender du typen

Jeg har tit tænkt, når jeg har set dette tv-program, at det kunne være sjovt at høre, hvad de ville nå frem til om mig, hvis de blev lukket ind i vores hjem, og ud fra det de ser, vurdere hvilken type jeg er. Det kommer aldrig til at ske. For det første er jeg ikke kendt, og for det andet, skal jeg ikke på landsdækkende tv, men det ændrer ikke på, at jeg synes det kunne være sjovt at blive vurderet ud fra det ens hjem indeholder.

For snart meget længe siden, så vi Kender du typen. Da der på skærmen kom tre valgmuligheder, siger Allan. Hende (navnet har jeg glemt)  kan det i hvert fald ikke være. Hvorfor kan det ikke være hende, spørger jeg. Fordi hendes mor bor lige deroppe, men selvom han peger, er jeg slet ikke med. Man kan da ikke dømme folk ud fra deres familie. Bor og lever du og jeg måske som vores forældre? Næh, det måtte han jo hurtigt indrømme, vi ikke gjorde. Det var netop hende, det ikke kunne være, der boede der.
Det kan også gå helt galt, hvis man lægger trykket forkert på et ord. Nogle ord er uforståelige, mens andre bare betyder noget ganske andet. 
Allan sad og løste kryds og tværs. Da han var gået i stå, spurgte han mig hvad småle (udtales med langt å) betød. Det aner jeg ikke. Det har jeg aldrig hørt. Lad mig se. Der står altså småle, som at grine. Det fremkaldte latter og en hovedrysten fra ham selv. 
Jeg skal ikke gøre mig bedre, for da jeg sad med en kryds og tværs, læste jeg ordet bendel, (betydning bånd) da det langt om længe gik op for mig, at der stod bendel. Altså en del af et ben.
Kender du typen, der egentlig mener at have en masse at fortælle, men som bare ikke vil ud med det. Sådan har jeg det lige nu.
Egentlig vil jeg gerne fortælle, men det bliver ikke nu. Måske en anden gang.

Weekenden er gået med frivilligt arbejde, gæster og Camillas 35 års fødselsdag, og siden den 1. marts har vi været frivillig ‘handicaphjælper’ og det fortsætter en tid endnu. Næste weekend er fyldt op med fætter-kusine-komsammen og hyggeligt samvær med naboerne. 
Selvom det har regnet meget i dag. Hele 13 mm her klokken 18, og et par mm i går også, så har vi stadig en hel del sne. Dog mest ved skel, og der hvor sneploven har kørt. Det øverste billede er taget i egen have i dag. Både krokus, vintergækker og erantis er dukket op af snedriverne. 

Skriv dagbog og del en dag i september

Sådan lød opfordringen fra Nationalmuseet. Jeg nøjes ikke med en enkelt dag, men tager hele september i et indlæg.

Det er ikke fordi september er gået hurtigere end alle de andre måneder. Der er såmænd heller ikke sket, hverken mere eller mindre, end der plejer. Måneden har været fyldt med mange forskellige ting og gøremål. Ganske som vi har for vane. Bortset fra de gøremål hverdagen består af, for at det hele kan fungere, med job, hus, have, familie og interesser der skal plejes, har september budt på meget andet, jeg godt ville have fortalt om, men jeg har allerede skrevet mange flere blogindlæg, end hensigten var, da jeg vendte tilbage til denne verden, så september kommer i et sammenskrevet resume.  

Jeg lægger ud med et fornemt besøg vi fik i haven af en spurvehøg. Det syn nød vi længe. Vi har også nydt nogle dejlige timer sammen med Camilla.

Det var min tur, til at stå for den traditionelle fætter-kusine-sammenkomst, og da deltagerantallet skrumper år for år, kunne vi lige klemme os sammen her i huset, hvor jyder, svenskere, sjællændere og lollikker hyggede både lørdag og søndag. Op til denne weekend brugte jeg en del timer i køkkenet, men havde så tid at hygge begge dage på lige fod med alle gæsterne.

Mads har, ikke blot lagt nyt tag på sit fyrrum, men også hævet taget en lille meters penge. Derfor har jeg igen haft tjansen med at isolere.  
For 10. gang, har der været Frugtfestival i Sakskøbing, og i år var vi hjemme, så vi kunne støtte op, og holde gang i den lille handelsby. Faktisk var det ikke så lidt penge, vi fik brugt på gode danske råvarer, fra vores mange små lokale butikker. Vi fik mange forskellige ting med hjem, lige fra æbler til de mere dyre specialiteter. Der var mange gode tilbud. Noget helt nyt for os var, Knas ost og æbleisvin. Begge dele var hammerdyrt og desværre ikke på tilbud. Det kom dog med hjem alligevel. Vi mødte også mange kendte ansigter, som vi fik en snak med. Det blev en rigtig hyggelig dag.
Søster havde inviteret til søskende-kom-sammen. Sædvanen tro gik aftenen med sang, musik og hygge. Alle fars gamle sanghæfter med de gamle sange og skillingsviser, vi er opvokset med, blev pløjet igennem. Efter sådan en sangaften, er stemmen noget rusten næste dag. 

Onsdag den 6. september, var den dag alle danskere, af Nationalmuseet, blev opfordret til at skrive detaljeret dagbog. Jeg var selvfølgelig med, som jeg også var for 25 år siden. Min dagbog kom til at fylde fem sider.

Jeg er blevet begavet med en masse garn. En sækfuld fra kusinen i Århus, og en sækfuld fra Allans familie i Næstved. Det er en fornøjelse at strikke med nyt garn. Fra Røde Kors får jeg sjældent hele nøgler af noget som helst, så dette er virkelig luksus. Jeg glæder mig lige så meget over dette garn og de færdige arbejder, som de små børn ude i den store verden gør, når de får udleveret tøjet.

Vi har haft et frygteligt tordenvejr på disse kanter. I boligselskabet hvor mor bor, slog det ned i genboens lejlighed, så stikkontakterne fløj ud ad væggen. Selve strømmen fik de samme aften, men resten har, jeg ved ikke hvor mange mænd, arbejdet en hel uge på at få løst. Mange telefoner, pc’er og tv’er er brændt af. Mor måtte have to nye telefoner, og en ny boks til tv’et. En hel uge uden telefon og tv, var hverdagskost for de fleste. Sukkerfabrikken i Nykøbing F. blev også ramt, så de måtte udsætte indleveringen af roer. 

Jeg har kørt utallige børfulde brænde ind og stablet det, også hos Mads, mens han og en ven har skåret og flækket. Jeg har ikke tal på hverken timer eller børfulde, men det er mange rummeter.   
På månedens allersidste dag, mens jeg havde gang i tusind mange ting i køkkenet, undrer jeg mig flere gange over alt det vand der løber hen ad bordet. Sådan plejer jeg da ikke at slaske. Jeg opdager at vandhanen er utæt. Det pibler op nede fra bordkanten, så jeg kalder på Allan. Da han vil lukke for ballofixen under vasken, begynder det også at sprøjte ud med vand der. Vi måtte skynde os at lukke for alt vandet. I elvte time, nåede han Silvan, som var de eneste, der havde åbent sådan en meget sen lørdag eftermiddag, så vi i det mindste kunne få vand i huset. Resten af arbejdet blev udsat til næste dag. Det blev sent  aftensmad. Jeg glædede mig over at det ikke var den dag vi skulle have huset fuld af gæster. 


Det var også den måned, hvor chefen, på mit ‘nye’ arbejde, spurgte, om der stadig var meget at se til, hvortil jeg svarede, ja, og jeg tvivler på, at jeg kommer ned på det antal timer, som jeg arbejde sidst jeg arbejdede for dig. Hjælpen kom ugen efter, og jeg er ved at sætte hende ind i det. Nu er jeg nede på 8 arbejdstimer pr. dag, og jeg både håber og tror, at det bliver som i gamle dage, hvor jeg kan gå endnu tidligere oftere.  

Jeg har også haft et lille møde med min chef, på den anden arbejdsplads, så vi sammen kunne lægge en strategi fra det nye år. Her har jeg nemlig også mere arbejde end jeg kan nå, og jeg vil gerne arbejde lidt færre timer. Vi har lagt en slagplan, men da jeg ikke har lavet tidsregistrering, er det et skud i tågen, hvor meget tid jeg bruger på dette og hint. Nu må vi se, hvor meget luft det giver mig på den lange bane. Ellers tager vi en snak igen i 2018.

Udfordringer krydres med fornøjelser

Vi prøver stadig at blande så mange fornøjelser ind i hverdage og weekender, som vi har mulighed for. Vi gør stadig de samme ting. Der er bare længere imellem det hele nu. Udfordringer kan være sjove og spændende, men også irriterende og nærmest håbløse at se sig ud af. Dette indlæg er en lille blanding af det hele.
Sidste weekend var det min tur til at holde den årlige fætter-kusine-kom-sammen på mors side. Datoen blev fastsat allerede sidste år. Vi er kun 12 fætre og kusiner inklusive ægtefæller og mor, så vi kan sagtens være i vore private hjem. Alle vores børn holder vi udenfor, i modsætning til på fars side. Jeg kunne med nød og næppe nå slagteren efter arbejde for at handle ind til middagen. Da jeg skulle betale, kunne ekspedienten ikke få dankortterminalen og mit kort til at arbejde sammen. Efter 4 forsøg, spurgte hun, om der var noget galt med mit kort. Det mente jeg bestemt ikke. Vi prøvede en gang mere uden held. Jeg har ingen kontanter, siger jeg. Kan jeg betale med MobilePay? Det kunne jeg til alt held. Jeg smuttede ud i bilen og hentede min telefon. Jeg havde været noget på den, hvis jeg ikke kunne få mit kød med hjem, da det var umuligt at nå at handle mere, når jeg også skulle have menuen, og hvad der ellers hører sig til, klar til gæsterne kom om lørdagen. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vi snakkede og hyggede i mange timer. Det blev langt over midnat inden gæsterne brød op.
Efter 4 timers nattesøvn stod vi op, drak morgenkaffe og tog turen til København, med den i forvejen læssede trailer, i øs-pjask regnvejr. Vi havde lovet at give C et nap med at sætte lejligheden i stand. Hun selv var kommet hjem fra hundeudstilling i Holland aftenen før, med endnu en fin placering, dog uden pokaler i denne omgang. Det første arbejde, vi lagde ud med, gik som en leg og var hurtigt overstået, mens andet blev ved med at drille, og endte med at blive udsat til et senere tidspunkt.
I denne uge fik jeg, efter flere ugers venten, endelig svar fra Ankestyrelsen. Det var blot en bekræftelse på at de nu havde modtaget klagen, men at de manglede en underskrift fra mor på en fuldmagt til mig. De ville ikke foretage sig noget, før de havde den. Hvis ikke de fik den i inden 14 dage, ville der ikke ske mere i dagen. Altså for filan. Mor KAN ikke skrive under. Hun har som de fleste af os, ikke lært at skrive med hverken mund eller tæer. Hun har givet mundtlig og telefonisk fuldmagt til alle os 4 børn hos kommunen, læger, sygehuse og alle steder hvor det er nødvendigt. Det står højt og tydeligt i det fremsendte materiale fra kommunen. Når Ankestyrelsen havde fået fuldmagten ville de bestræbe sig på at afklare sagen inden 7 måneder. S.Y.V. måneder. Foreløbig har det varet 2½ måned uden at vi er kommet nogen vegne. Det er f.... ikke nemt at komme videre med noget som helst.
Der er også blevet meget længere mellem min lange gåture. Der er langt fra plads til, at jeg kan rive 2 timer ud et par gange om ugen eller mere, for at gå mine 5-10 km, og bare pleje mig selv. I fredags, havde jeg afsat nogle timer til ren selvforkælelse. Det blev til 7 km, som jeg nød, kun i mit eget selskab.  
I går fyldte Camilla 33, så i dag havde hun inviteret til fødselsdag på Café 3kanten, efter konceptet ‘vælg selv din frokost og drikkevarer med efterfølgende kaffe fra menukortet’. Det blev til nogle hyggelige timer sammen med de allernærmeste familiemedlemmer.

ABC: Klapjagt

Denne uges bogstav hos ABC-Scandinavia er K.
Jeg ville næsten påstå, at klapjagt er et uddødt fænomen. Mig bekendt foregår jagterne på de store steder i dag kun med hundefolk og helt uden klappere, men hvis man læser her, får man et andet indtryk. Vejret har stor indflydelse på hvordan jagten forløber. Ingen er vel i tvivl om, at det var gevaldigt tåget, den dag disse billeder blev taget
Som barn ville jeg gerne være klapper på et af de lokale slotte, men det var ikke så helt ligetil at komme ind. Slet ikke som pige. De antog oftest kun drenge, fordi man regnede med, at de var mere robuste. Det var nemlig ikke for tøsedrenge. Da min fætter havde ansøgt og blev antaget, ville min kusine og jeg gøre alt for også at komme med på holdet året efter. Vi søgte og ventede meget spændt. Lykkelig var vi jeg, da vi blev godkendt til at prøve vor første klapjagt. Min kusine, hendes storebror og jeg, var derefter fast på holdet hvert år, hvor vi deltog med allerstørste glæde ved den store årlige jagt. 
Vi fik udpeget vores led i kæden, hvor vi skulle sørge for at holde samme afstand hele dagen. Der var ikke noget med at gå uden om brombærkrat, grøfter eller andre forhindringer, der veg mere end ca. en meter. Vi skulle bare vade igennem ild og vand, mens vi klappede i hænderne, eller med en kæp på træerne, for at jage vildtet frem.Vi skulle lytte efter horn og komme hurtigt frem, hvis eller når såten blev afblæst. 
At komme “hjem” i jagtstuen på Slottet, hvor der blev tændt op i pejsen, så vi kunne få varmen, mens vi spiste vores medbragte klemmer og fik serveret en stor kop varm kakao med et wienerbrød til inden klapjagten fortsatte, var skønt. Når den lange dag var omme, fik vi udbetalt dagens løn i en brun prøvepose. Jeg husker det som en guldgrube, og jeg syntes det var alle pengene værd. Der var dog et år, hvor det var et forfærdeligt vejr. Hundekoldt med blæst, regn og sne, hvor min kusine og jeg blev sendt tidligt hjem. Vi fik slet ikke valget om at blive, men blev blot sendt hjem, helt uden penge. Det var vi lidt utilfredse med, men turde ikke sige noget og cyklede slukøret hjem til min moster. Vi var ret kede af at have mistet vores løn. Vi havde dog været der en halv dag. Da min fætter kom hjem, havde han to ekstra lønningsposer med. En til søster og en til mig. Behøver jeg at sige, at vi var ovenud lykkelige, da vi så, at der var løn for hele dagen. Min moster har utallige gange fortalt, at vi begge var så forfrosne og trætte, så hun pakkede os ind med tæpper og varmedunke. Og da det blev spisetid, var jeg så slap, at jeg ikke kunne løfte det kalkunlår, som min aftensmad bestod af. Historien var vist en af min mosters favoritter, og den blev også nævnt i min konfirmationssang.
For nogle år siden, fik jeg mulighed for at opleve en jagt, som den så ud nu. Jeg sagde selvfølgelig straks ja. Det var spændende og meget anderledes end da jeg var barn. Det hele er noget mere konfortabelt med fastmonterede bænke i “prærievognen” hvor vi havde tag over hovedet og lukkede sider, i stedet for bare at sidde på bunden af en åben traktorvogn. Interessant var det også at se hundene arbejde. De er fantastisk gode til de opgaver, de er sat til at udføre. Da jeg var barn, var det ikke hunde, der var flest af på jagterne, men blot et par stykker til at finde det nedskudte vildt på ejerens komando. I dag ser verden helt anderledes ud, også på det område.

Fætter-kusine-sammenkomst

Hele weekenden har vi været til fætter-kusinefest. Hvordan det hele startede i 1997, kan du læse her.
Min farmor og farfar fik 8 børn. Det blev der 35 børnebørn ud af. I kan så selv prøve at regne på, hvor mange vi kan blive ialt, hvis vi fik samlet alle med ægtefæller og efterkommere til sidste skud på stammen. Jeg må indrømme, at jeg ikke har helt styr på det mere. Det er nu lettere at finde de døde slægtninge, og holde styr på dem, end det er at styre den levende flok, der vokser og vokser, og er spredt rundt omkring i verden. De fleste dog i Sverige og Danmark. Der er nu kun et barn tilbage af børneflokken på 8. Faster og onkel skulle have deltaget, men de meldte afbud en time før, p.g.a. sygdom.
Vi har aldrig været fuldtallig til disse fætter-kusinearrangementer, hvor vi mødes om eftermiddagen til en tår kaffe, snak og leg, og en tår at drikke. Mange af os ses kun hvert andet år. Andre ser vi endnu sjældnere. I år kom nogle kort forbi, for at hilse på, inden de tog til bryllup. Nogen gik tidligt hjem, og andre kom senere. Nogle af os var der fra start til slut, og vi er nogle få, men meget trofaste deltagere, bl.a. Ellen og John.
Hvert eneste år, er der dukket helt nye familiemedlemmer op. Sådan var det også i år. Dvs. det var ikke nye mennesker for os, da vi har været sammen med dem alle til familiefester, men de havde aldrig deltaget i denne sammenhæng. Til gengæld var de meget nye for mange andre, da nogen slet ikke havde kendskab til deres eksistens. Og sådan noget er jo altid interessant. Det giver god grundlag til at få endnu mere snak. Vi har haft nogle hyggelige timer, hvor vi som sædvanlig fik snakket på kryds og tværs. Vejret var heldigvis med os, så vi kunne sidde ude hele eftermiddagen.

Der var en smuk solnedgang, men desværre ikke det bedste udsyn til den. Alt for mange bygninger stod i vejen, men her får I en lille bid af det vi kunne se. Vi havde medbragt campingvognen, så det var dejligt at kunne gå “hjem” og hurtigt krybe til køjs.

Inden vi kørte sydpå i dag, gav vi en hånd med oprydningen, og jeg fik kørt mor til en af oldebørnenes 4 års fødselsdag. Hun skal jo helst have det hele med, mor altså.

Fætter- kusinefest

Da jeg begyndte at slægtsforske, for mere end 20 år siden, fandt jeg så mange sjove og spændende ting, som min far, faster og et par stykker mere, syntes var meget interessante. De to søskende kunne sagtens blive enige om, at det vare en rigtig god idé, hvis vi holdt sådan en fætter- kusinefest. Det syntes jeg sådan set også, men det lå ligesom i luften, at det var mig der skulle sørge for at få det realiseret. I min opvækst har mine forældre haft kontakt med alle mine fars søskende i mere eller mindre grad, så jeg havde tjek på de 8 søskende og deres børn igen. Men der sluttede mit kendskab så også for en stor del af familien. Jeg syntes opgaven var for stor til mig alene, for jeg var klar over vi var rigtigt, rigtig mange, nemlig 35 fætre og kusiner, hvis alle stadig var i live. Dertil kommer ægtefæller og efterkommere af disse.

Årene gik, og i sommeren 1996 fyldte min tante 70, og holdt åbent hus. Der mødte bl.a. en kusine op, som jeg ikke havde set, siden vi var ganske små. Fætter- kusinefesten kom igen på tale, og kusinen, syntes det var en rigtig god idé, som hun godt ville være med til at få stablet på benene, og hun var ikke i tvivl om at der var hjælp at hente hos hendes søskende også. Som sagt, så gjort. Vi var et lille udvalg på 6 personer der mødtes, og fik sammensat en slagplan.

Jeg vidste at min ene faster i Sverige fik elleve børn, og at hun allerede havde et utal af børnebørn og oldebørn - så mange, at hun ikke selv havde styr på noget af det, som hun engang skrev tilbage til mig. Samme faster skrev tillige at hendes børn ikke var interesseret i sådan en fest. Punktum. Altså hun svarede for børnene, uden at have spurgt dem. Det var før nettets muligheder, men jeg vidste at en del af disse børn boede i en storby i Jylland, og så måtte vi jo prøve via oplysningen. Jeg fik fat i min fætter, som jeg aldrig før havde set eller talt med. Han var meget sød og hjælpsom, og lovede at give beskeden videre til sine søskende i DK. Den lille festkomité holdt et par møder mere, og den første fest kom på benene den 30. august 1997, hvor der mødte 40-45 personer op på Lolland. Mange fætre og kusiner havde aldrig mødt hinanden før. Og sørme om ikke der dukkede en kusine med sin familie op, fra den store søskendeflok på 11, og de er ligeså trofaste som mange af os andre. Interessant var det også, at se et par søskende, som så hinanden igen for første gang i 40 år.

Børn af os fætre og kusiner. Familien vokser stadig.

Vi havde lige en indkøringsfase, hvor nogle ville holde fest hvert år, mens andre ville hvert 3. år. Det blev vedtaget, at festen holdes hvert andet år. Nogle er meget, meget trofaste, mens andre dukker op af og til, men hvert eneste år, er der dukket ”nye” fætre og kusiner op.

Forhåndsinvitationen til næste fest i 2011 – den 8. i rækken, røg i mailboksen for et par dage siden, så det bliver spændende at se om der dukker nye familiemedlemmer op igen, ud over dem familien, naturligt nok, bliver udvidet med.