søndag den 3. maj 2015

Møde med de døde - og de levende

Vi har været på en længere rejse, både mentalt og fysisk. P1060723
I julegave fik mor af os et ‘gavekort’ til et kirkegårdsbesøg i København. Det må da være den ideelle gave til en gammel graver, tænkte jeg. Jeg ved hun har været med graverforeningen rundt i landet hvert eneste år, og set alverdens kirker og kirkegårde, i de næsten 25 år hun var graver. Kirker og kirkegårde interesserer hende stadig.
Ikke bare Danmarks største, men Skandinavies største, Vestre kirkegård, på 54 ha lød spændende. Den var i hvert fald stor nok til, at vi let kunne få hele dagen til at gå der.  page V.K
Efter at have mødt en masse kendte, og af os mindre kendte eller helt ukendte personer, og vi havde set ganske almindelige gravsteder, men også kedelige, sjove og meget anderledes gravsteder, var vi blevet mættet. Nogens ben trængte til hvile og bilens P-tid var udløbet. Vi tog en sidste tur rundt gennem området i bilen, i tilfælde af et eller andet interessant, vi måske havde overset, ville stikke os i øjnene, så vi var nød til at gå ud og gå en tur mere. 
Jeg spurgte mor om hun havde mod på mere kirkegård. Det havde hun. Vi spiste den medbragte klemme, og kørte til Bispebjerg, som valget faldt på.
page Bispebjerg
Bispebjerg ligner til forveksling Vestre kirkegård, med masser af natur og enorme områder. Også her var der masser af samtaleemner om de forskellige gravsteder. Enten det er de store fællesplæner eller de ‘almindelige’ gravsteder. Nederest til venstre er fra børnekirkegården. Billederne viser bare lidt om, hvor forskellige vi er som mennesker.
Begge kirkegårdene bliver flittigt brugt til at motionere i. Især løbere. Også de daglige gåture med familien finder sted på kirkegårdene. Ikke lige noget vi er vant til at se. Masser af barnevognstrillere er der. Andre slår sig ned på nogle af de mange plæner og nyde livet, måske sammen med en god bog. Også her tog vi bilen og kørte en omgang inden vi forlod stedet.
Disse to kirkegårde ville være ideelle at cykle rundt på. De har et imponerende stort stisystem.
P1060762a
Vi  besluttede at drikke den medbragte kaffe i Frederiksberg Have, og derefter gå en tur rundt. Her var der bestemt også mange mennesker, der var ude at nyde det gode vejr. page FVi købte os en is, og glædede os over, at alle de der af en eller anden grund 'er nød’ til at bo derinde på stenbroen, trods alt også har nogle dejlige grønne områder, hvor man kan trække vejret, og finde fred, ro og fordybelse. 
Da vi gik tilbage til bilen, lå Frederiksbergs ældre kirkegård og råbte på os, så der var vi også lige inde og gå en tur. Selvom den også var stor, så var det dog en mere normal kirkegård, men også her var der specielle sten og kendte mennesker.  
P1060790 P1060793

Poul Schlüters 2. kone og Flemming Flindt, samt mange andre kendte, har fået deres sidste hvilested her.
P1060789
Selvom kilokken havde passerte 17, var kirkedøren stadig åben, så vi gik ind. Her mødte vi et skilt, hvor der stod, at man venligst bedes forlade kirken kl. 17, da dørene automatisk låses på det tidspunkt, og alarmen bliver sat i gang, hvis man opholder sig der. Tror I lige vi kom ud i en gevaldig fart. Vi satte kursen mod Lolland, og håbede på at vi kunne spise på Wittrup Motel, men der var privat fest, så det var ikke muligt. Vi kørte videre til Karlslunde, hvor vi fik en lækker gullasch, meget, meget bedre end nogen af os havde forventet. Kødet smeltede på tungen, og der var rigeligt med mad.
Vi fik kørt mor hjem, og landede her kl. 21 i aftes. Ingen af os havde problemer med at sove, da det blev tid til det.

14 kommentarer:

  1. Der er da blevet gået en masse kirkegårdsskridt. Det er nok ikke så mærkeligt, at din mor stadig er interesseret i kirkegårde - man kan sikkert slet ikke undgå at blive lidt miljøskadet efter så mange år i den samme branche.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er der helt afgjort. De små korte ben, er kommet på overarbejde. I dag har hun rendt rundt på Dølle med Mark og hans kæreste. Miljø- og arbejdsskade lider de fleste af os nok af i mere eller mindre grad.

      Slet
  2. Jeg er vild med at gå rundt på kirkegårde - der er altid noget at se på. Hvad enten det er tidligere tiders mausolæer, grossereren, der absolut skulle vise sin storhed, eller dem, der har mistet et barn.
    Frederiksberg Have er en af mine yndlingsparker - for et par år siden havde jeg valgt at fejre min fødselsdag med en tur i bådene sammen med børn og svigersøn.
    Så jeg er vild med jeres tur i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kan finde mange interressante historier, eller skæbner, ved at gå sig en tur, sådan et sted. Eller der bliver jo mest ved gætterier, da de rigtige historier findes i kirkebøgerne og andre arkivalier. Sten og gravsted fortæller oftest allermest om de efterlevende, da det vist er de færreste af os, der både har bestilt stenen og fået lavet efterskriften så den er klar til vi skal herfra, men man gør sig da nogle tanker. Jeg så en tekst, hvor 7 små børn og en far havde mistet en mor og hustru, alt for tidligt. Frygteligt må det have været.
      Det er også en dejlig have, og en fødselsdagsfejring lige i min ånd.

      Slet
  3. Det var noget af en tur! Jeg besøger sjældent kirkegårde, men når det sker, bliver jeg altid slået af freden, og jeg bliver bevæget, når jeg ser de alt for mange korte liv og teksterne, der skriger af savn og sorg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kommer også sjældent på kirkegårde, men de to første jeg har nævnt, forbinder man umiddelbart slet ikke med en kirkegård. Vi 3 gør i hvert fald ikke, efter at vi har oplevet det.

      Slet
  4. Sikke dejlige billeder fra Frederiksberg Have... jeg har kigget over til den fra Zoo, men ikke selv været der... det er vist en fejl!
    Kirkegårde fortæller mange historier... både om de døde og om de efterlevende. Kulturhistorie og livsvilkår på få kvadratmeter...

    SvarSlet
    Svar
    1. Frederiksberg Have er bestemt et besøg værd. Vi kunne stadig se løgplænerne i (næsten) fuldt flor. Smukt var det også med alle de lysegrønne træer, nøjagtig som skovene her omkring ser ud.
      Historie i alle kategorier er der meget af, hvis man har den interesse. Sjovt nok faldt Allan helt tilfældig over en af gravsten af hans moster og onkel. Den stak pludselig, helt uventet, ham i øjnene, da vi gik forbi.

      Slet
  5. Det var en fin tur. Jeg havde ikke lige forestillet med så mange kirkegårdsbesøg på en og samme dag, men jeg kan sagtens få øje på, at det var en god ide, når I alligevel havde gjort den rejse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det havde vi heller ikke selv forestillet os. Planen var bare EN, og intet mere, men planer har det somme tider med at ændre sig undervejs.

      Slet
  6. Sikke en dejlig tur, men også krævende. Forstår godt, at I formentlig sov godt, da I endelig landede hjemme.

    Jeg har været på begge kirkegårde og også Frederiksberg Have i sin tid. Dejligt sted.

    Hvis din mor kan lide Kirkegårdsfotos, har jeg masser af dem ovre hos mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Frisk luft og bevægelse en hel dag giver som regel en bedre nattesøvn.
      Jeg har været ovre at kigge, men jeg kan ikke se billederne, der er kun nogle blå bjælker. Mine forældre havde hele samlingen af Danmarks kirker, men det måtte til loppemarkedet, da mor flyttede i lejlighed for 5 år siden.

      Slet
  7. Sikke en dejlig tur i.det fine vejr!

    Set fra et slægtsforskersynspunkt er kirkegårdene ikke bare smukke at gå tur på, de er også fyldt med nyttige og vigtige oplysninger. Det var det, der fik os til at lave Dansk KirkegårdsIndex: http://stegemueller.dk/dki/index.php

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en god tur og vejret viste sig fra sin bedste side.

      Vi har enkelte gange ledt efter et gravsted på bestemte kirkegårde, men det var før kirkebøgerne kom på nettet, og der blev lettere adgang. Jeg kender godt siden :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)