onsdag den 25. december 2013

Julefreden har overtaget

P1140411 Jeg havde håbet lidt på at afkorte min arbejdsdag lillejuleaften, men sådan blev det ikke. Timerne drønede afsted, og inden jeg så mig om var hele dagen gået. Jeg fik styr på det vigtigste. Låste døren og holder nu min længste juleferie nogensinde. Faktisk bliver den lige så lang som alle mine sommerferier er. Hele 13 dage. Hvad der venter mig den 6. januar, vælger jeg at ignorere indtil jeg ser mit skrivebord igen i 2014. Allerede om fredagen havde chefen indbudt til gløgg i privaten. Der fik vi udleveret vores julegaver, som altid indeholder flere flasker vin, lidt chokolade og bogen om Jul på Falster. I år fik vi en ekstra bog, som jeg gælder mig rigtigt meget til at læse. Den handler om vores arbejdsplads og ejerne bag gennem de sidste 600-700 år.
P1140391
Allan fik loddet tud på de tagrender Mads skulle have i julegave. Han nåede endda at sætte dem op på den ene side af huset lillejuleaftensdag. Juleaften blev som forventet. Stille, rolig og ikke mindst rigtig hyggelig. Hver en gaveudpakning blev fulgt med alles øjne, fordi kun en pakker op af gangen. Alle var ovenud tilfredse med hver en gave. Jeg havde  ønsket mig, at vores videobånd fra ungerne var helt små, blev overspillet på DVD, så vi kunne få et gensyn med de oplevelser. Vi har nemlig ikke haft video i huset i rigtigt mange år. Så videobåndene har bare stået og ventet på jeg en dag fik mit ønske opfyldt. Mads´ video lever endnu, så endelig blev mit ønske delvis indfriet. Foreløbig er det blevet til 3 stk. DVD.
Efter gaveudpakningen blev der plads til både kaffe og slik, for de flestes vedkommende inden halvdelen af gæsterne kørte hjem. Den anden halvdel overnattede, og en dukkede op igen til morgenmaden. Senere forlod ungerne huset, og mor blev kørt hjem.
P1140398 P1140400
Vejret har været ret blæsende, men jeg trak i overtøjet og gummistøvlerne og gik mig en tur. Jeg ville rundt om sundet og se hvordan Bodil havde forandret landskabet lidt længere væk. Man kan vist tydeligt se hvor vandet har nået til på de tre øverste billeder. Jeg talte med et familiemedlem til Allan, som er en af dem der er rigtig hårdt ramt. De tager det utroligt flot, synes jeg, og det er ingen selvfølge, selvom de har prøvet det før og havde lavet en masse foranstaltninger, og han fortsætter ufortrødent, og siger han vinder næste gang. 
pageStranden og skoven har flyttet sig, og er slet ikke til at kende igen. Der er skyllet utroligt mange ting op på stranden. Kæmpe store cementklodser og jernrør støbt i cement. En masse drivtømmer og meget andet. Krigerkanoerne på stribe, er næppet drevet i land, men de er kommet til, efter Bodils besøg. Inde i skoven var der dejligt læ og solen tittede også frem. Der lå tang langt inde mellem træerne. Ude ved skrænten, hang der tang i træerne, højere end jeg kunne nå ved et lille hop, så vandet eller bølgerne har godt nok været høje. Der er atter taget en bid af Skansen, men vandet tager jo en bid hvert eneste år også uden de helt store storme. Efter 2 timers vandring ved stranden og i skoven var jeg hjemme igen. En rigtig dejlig tur, som jeg har savnet i den seneste tid. Der har været andet, der kaldte.
Jeg vil nu tage et gensyn med en svunden tid fra ungerne var helt små. Lige fra Camilla blev hentet i lufthavnen, hvor vores første videooptagelse starter. Jeg glæder mig i det hele taget til bare at se, hvad de DVDer indeholder. Som udgangspunkt ved jeg det godt, for alle overskrifter var noteret på videobåndene. Det kan kun blive et dejligt gensyn.

13 kommentarer:

  1. Hvor er det en god ide, at få jeres gamle videofilm lagt over på DVD, dem forstår jeg så godt du glæder dig til at gense.
    God aften his jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja ikke :-) Jeg er allerede godt i gang med mange sjove og dejlige gensyn. Tak vi havde en dejlig aften.

      Slet
  2. Glædelig jul til jer, Pia, og jeg har også et ønske om at få lagt alle videoer over på DVD, mon ikke vi får det gjort en dag?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde. Selvfølgelig får I det gjort. Jeg har stor fornøjelse af at se 30 år tilbage lige p.t. og der er flere timers underholdning endnu.

      Slet
  3. Det er dog voldsomt, som hende Bodil har taget fat nede hos jer! Stakkelse mennesker, der er ramt, altså.
    Den bog du fik, lyder rigtig interessant - den vil jeg gerne kigge i, hvis der kommer en lejlighed til det.
    Fortsat god ferie - det må være skønt at have så mange dage fri for en gangs skyld - så var det nok det værd at arbejde lidt længere d. 23. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja hun lavede en del ravage på vores kanter også.
      Du må selv hjælpe med at huske på den bog, når vi ses.
      Tak. Ja, det er rart at prøve at have mere end 3-4 dages juleferie. Sidste år fik jeg dog en smagsprøve på det, da jeg gik delvis arbejdsløs. Jeg ville være bedst tjent med at arbejde i julen, men har altså besluttet at holde fri, og tage resten af slæbet i det nye år :-)

      Slet
  4. God juleferie - og det er da rart at freden endelig har sænket sig. Vand er en urkraft kan man også se i din beskrivelse af, hvad de sker med landskabet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rart at have fri til at gøre nøjagtig hvad man lyster. Vand baner altid og uden hensyn en vej. Både fascinerende og skræmmende som naturen nu en gang er.

      Slet
  5. Du skriver altså altid sådan nogle spændende indlæg. Gode gaver, du har fået der i form af DVD'er! Og hold da op, stormen og dens efterfølgende højvande har hærget hos jer. Det samme her, dog ikke lige hvor jeg bor, men i vores område (Hornsherred).

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, tak, men det er jo bare mit liv, som det er, og som jeg nyder hver minut af.
      Vi slap heldigvis også selv nådigt. Ingen vandskade her, kun et smadret drivhus. Mange har desværre ikke været nær så heldige som du og jeg.

      Slet
  6. Jeg kan godt lide, at der er en tradition med firmajulegaverne - andre synes, det er kedeligt. Og sådan en lokal julebog MÅ man da have, synes jeg.
    Nu ved jeg, hvad jeg kunne ønske mig til næste gavegang: En DVD med vores gamle videooptagelser - eller nogle af dem. Jeg skal nok bare have kleenex med i en lille sidepakke, tror jeg :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glemte helt at udtrykke min imponerethed over Allans kunnen - og energi. Tænk at give en tagrende som julegave! Bare det var mig.

      Slet
    2. Jeg er vældig tilfreds med min julegave. Det er da noget vi kan bruge og have glæde af. Jeg har fået disse 'Jul på Falster' bøger siden 1998, så jeg har en pæn samling efterhånden. Den første udkom 3 år tidligere, men der var det endnu ikke indført med bogen. På det tidspunkt fik vi 'kun' vin.
      Kleenex er godt at have indenfor rækkevidde, men lattermusklerne bliver i den grad også rørt her.
      Nu skal du ikke bliver alt for imponeret. Han er udlært blikkenslager og vvs-mand, så hvis ikke han skulle kunne, hvem skulle så :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)