Nyt legetøj

Nej, nej, det er skam ikke mig, der har fået legetøj, men igen Allan, der har fået overtalt mig til en ny investering.
Da han for et par år,eller tre siden købte nyt kamera, fulgte der kun et lille objektiv med, så allerede der, var han klar over, at han måtte have et større af slagsen også. Derfor gik der heller ikke lang tid, før han havde investeret i det. Det ville nemlig dække alle hans behov for fotografering. Altså når også han fik en ekstern blitz og et fotostativ. Det var han i hvert fald fuldt overbevist om, og han var faktisk også godt tilfreds med, at han nu kunne zoome motivet længere ind. 
Ulempen var bare, at han alt for ofte havde det forkerte objektiv på, eller værre endnu, at han slet ikke havde tagt det med sig, men når nu han absolut vil have sådan et stort kamera, så mente jeg umiddelbart, at han bare måtte sørge for at tage det med, han skulle bruge.
Da vi så var her, fik Allan lov at låne noget udstyr af ham her, og det skabte et helt nyt behov. For lige siden har Allan jamret sig over, at han skal skifte objektiv hele tiden. Mærkeligt nok, så er det nemlig altid det forkerte objektiv, der sidder på kameraet, når han skal fotografere. Jeg syntes egentlig, at Allan har fotoudstyr nok, men jeg har overgivet mig, efter Allan har undersøgt markedet og egne behov grundigt, en ekstra gang. Det viste sig nemlig, at det han troede han ønskede sig, alligevel ikke var det helt rigtige. Han er nu blevet den lykkelige ejer af endnu et objektiv, og han påstår, at han ikke har flere ønsker til sit kamera…………hvis altså han også bare lige får en modlysblænde og et polaroidfilter.











Jeg ved noget Allan ikke ved. Hans ønsker stopper ikke her, jeg kender ham alt for godt.

Nyt legetøj – også til mig

For snart to år siden fik jeg en lille bærbar af Allan i fødselsdagsgave, men nu er den allerede helt død. Jeg skulle bare forny og installere mit antivirusprogram, som vi også havde gjort på vores stationære pc´er. Da pc´en skulle genstartes låste den sig, og vi kunne ingen vegne komme. Vi kunne kun tænde og slukke, og havde ingen andre muligheder. Der er grænser for hvor meget, jeg vil ofre på den lille maskine, så den blev afleveret til en ung mand, der godt kan lide at rode med sådan noget. Han roder stadig, når han har tid, og nægter at opgive. Allan syntes selvfølgelig bare, at jeg straks skulle fare ud og købe mig en ny, men så meget bruger jeg den jo heller ikke. Efter en måned på værkstedet, er jeg nu begyndt at savne den lille maskine.
Vi har længe talt om at det måske ville være godt at have en iPad også, eller i stedet. I det samme Allan hørte mig udtale savnet, mente han, at jeg skulle køre afsted med det samme. Jeg synes det var meget bedre, at han tog sig af den opgave, så jeg ikke skulle bruge tid på det. Vi blev enige om, at vi nok fik mest glæde af en iPad. Allan har jo sin nye telefon, og hvis min unge ven får gang i den lille maskine, så…
Legetøj og tidsfordriv mangler vi ikke. Jeg har slet ikke sat mig ind i, hvad det nye legetøj kan. Jeg kan læse min blog og min mail, så der er meget der skal udforskes. Jeg har dog fundet ud af, at jeg har nogle begrænsninger, fordi jeg mangler at oprette ting og sager. I denne tid er der dog andre steder jeg vælger at bruge min fritid. Udelivet er min oase. Når cyklen er parkeret, så stryger jeg en runde i haven. Der finder jeg blandt andet de lækreste røde jordbær.
Der er ikke så mange, at de kan serveres i en dyb tallerken med fløde, men der er nok til et lille frugtmåltid. Og bedst af alt, jeg får dem helt for mig selv, eller dvs. jeg må dele med fuglene, for de kommer oftest først. Men Allan spiser kun jordbær når de serveres med fløde. Han ved slet ikke hvad der er godt. Han vil hellere have en småkage.

Livet er en stor flytning og hjernegymnastik

Det skulle være så godt, men så rendte vi ind i et problem. Vi havde målt op. Begge to endda, så vi havde helt styr på hvor meget længde og bredde der var plads til, da vi mellem jul og nytår stod i butikken for at købe ny fryser. En der passede nogenlunde på målene, var bare ikke muligt. Enten kunne vi få en der var alt for lille til vores behov, eller også kunne vi få en, hvor vi skulle flytte ydermuren for at få plads til den. Kummefrysere er stort set en udgået vare fik vi at vide, fordi folk ikke vil have dem. Jeg har aldrig ville eje en skabsfryser. Dem har jeg haft alt for meget ‘ballade’ med de steder jeg arbejdede som servetrice. Men jeg havde atlså intet valg. Efter megen snak, og vished om at det kunne stå på det udvalgte sted, både i højden men også for både det ene og det andet vindue, bestilte vi et stort Liebherr. Da vi kom hjem, kunne Allan godt se, at det alligevel ikke kunne stå, hvor vi havde regnet med det skulle. Jeg havde mest lyst til at ringe og annullere handlen, men en fryser var nødvendig, så det duede altså ikke. Vi har brugt timer på at rive køkken ned, lave gang og værelse om. Heldigvis kun ved opmåling, snak og i tankerne. Vi fandt den eneste, bedste og billigste løsning uden at vi behøver at skulle bygge til eller flytte et andet sted hen.  
Løsningen består i at flytte to skabe, som vi også må undvære i fremtiden. Umiddelbart en rimelig let sag, hvis altså ikke det var fordi disse skabe danner væg til et andet rum. For ikke at skulle lave både væg, loft og gulv om i to rum, skal skabsrammen blive stående og det nye fryseskab skal ind i dette hul. Skabene står på sokkel og bærer altså hele skabsvæggen, og soklen skal fjernes, for at fryseskabet kan komme ind i højen. Det betyder altså en mindre ombygning igen. Alt det der stod i disse to skabe skal have en ny plads. Vi har bare ikke flere pladser. Allan foreslår hurtigt at vi køber et par skabe mere. Jo, men hvor vil du stille dem. Nå, ja, det kunne han da godt se. Er I klar over hvor meget sådan et dobbeltskab rummer, når den ene halvdel er fyldt med hylder… Foreløbig har jeg nærmest kun fået plads til alt mit ‘hjemmebryg.’
I går gik Allan i gang med at brække skabene ned og bygge op igen. Fryseskabet ankom også i går og venter tålmodigt på at komme på plads. Jeg kigger i skuffer og skabe, for at se hvad vi kan flytte rundt på. Hver gang jeg finder et nyt opbevaringssted, er der andet der skal flyttes. Lidt bliver kasseret, men ikke noget der batter noget. Vi har loft over hele huset, men der fik jeg ryddet op for et par år siden, så der stort set kun er julepynt og legetøj tilbage. Der skal vi ikke have fyldt op igen. Da begge ungerne boede hjemme, var der plads til dem og alle deres ting, og altså også to værelser mindre til os. Vi bliver nød til at sortere og kassere endnu engang. Jeg ved det ikke er nemt, men det er simpelthen en nødvendighed. På gulvet både her og der, står der en masse ting der skal have en plads et eller andet sted. Det må flyttes lidt efter lidt.

Allan har længe gået og sukket efter en tablet og er nu den lykkelige ejer af sådan et væsen. Hver eneste aften sidder han og sukker og jamrer over dette nye legetøj. Det vil ikke som han vil, og han er en mand der absolut ikke mestrer tålmodighedens kunst ret godt. Der kommer masser af lyd og armbevægelser fra hans side, når han sidder med det nye vidunder. Selvom den ikke er som min iPad, og jeg bestemt ikke er nogen erfaren bruger i den slags nørderier, så fik jeg da fjernet et par af de forhindringer han jamrede højlydt over i aftes. Så lykkelig var han, og det er han stadig.