På besøg hos en kvaksalver

Allerede i slutningen af sidste års dansesæson, fik jeg problemer med min fod. Jeg har fået rigtigt mange behandlinger, for at afhjælpe generne. Helt godt ville det aldrig blive, det var jeg informeret om. Dansesæsonen startede igen, og problemerne blev absolut ikke mindre. Min behandler havde fortalt mig, at jeg nok ville få et problem med at danse, uden smerter. Han ved også at både Allan og jeg brænder for dansen, så vi blev enige om, at jeg skulle prøve at se hvordan det gik, når og hvis jeg lod være med at gå op på tæerne, som man skal. Det hjalp lidt, men det er ikke nemt at danse på flad fod. Det kan man bare ikke. Dvs. nogen kan, men jeg kan i hvert fald ikke ret godt. Vi har flere gange de sidste 3 mdr. talt om at droppe dansen helt. Allans bentøj skaber sig jo også ind imellem. Det er vanvittigt at jeg hver 2. – 3. uge betaler mere hos behandleren for at få “repareret” end dansekontingentet koster. 

Selvom vi ville være kede af at stoppe med dansen, så kommer helbredet dog i første række, så jeg sagde til danselæreren, at vi nok blev nød til at stoppe p.g.a. af min fod. Hun sagde bare straks, det kan kureres. Njaaa… det tror jeg nu ikke rigtigt på, sagde jeg. Alt hvad jeg har hørt og fået fortalt om det, er at den aldrig bliver normal igen, men man kan afhjælpe med indlæg osv. som jeg også gør. Hun påstod hårdnakket at den behandler, hun selv benytter, kunne klare det.

Da det ikke kun er under dans, jeg har haft ondt, men også ved almindelig gang, var det da værd at prøve. Jeg elsker at gå på bare fødder inde, og tåsandaler er mit allerbedste fodtøj hele sommeren. Begge dele har jeg måttet vinke farvel til i år, for det er som at træde på en stor sten med kniv i. Danselæreren skulle nok sørge for at få en tid til mig, men der var lang ventetid. Han er nemlig en travl mand, den kvaksalver, som han selv kalder sig af profession. Jeg har været afsted en gang, for 4 uger siden. På væggene hang plakater med mange vise ord, fra bogen Visdomsord 1997. Besøget var en ret speciel oplevelse. Han siger han kan se knoglerne. Metoden er kirosomatri.
Har du ondt der, der eller der, spørger han, mens han trykker fast gennem alt mit tøj. Jeg skulle kun lægge frakke og fodtøj.  Nej svarer jeg hver gang, selvom han gav et ekstra tryk. Med jævne mellemrum fik han fat i noget, der virkelig gjorde nas og jeg udbrød: “Av, for …” og han fuldførte selv sætningen, med ukvemsord som jeg helst ikke selv bruger. Jeg fik trykket en masse på plads alle mulige og mærkelige steder overalt fra kranie til tæer og fingre. Kun i højre arm og skulder, kunne han ikke finde noget galt. Heldigvis, for jeg havde lige fået behandling af “min egen” mirakelmand. Det vidste kvalsalveren ikke, og fik det heller ikke at vide.

Den første uge efter besøget, havde jeg en masse ømme pletter og blå mærker fra hans tryk, men bortset fra at foden er blevet “anderledes,” så har jeg ikke mærket nogen forbedringer. Det går stadig jævnt ned ad bakke hver eneste gang, vi har været til dans. Inden jeg forlod kvaksalveren, spurgte jeg, om jeg nu var helt i orden, eller hvad hans erfaring var med sådan en fod. Han anbefalde at jeg besøgte ham endnu en gang, og det gør jeg så, i næste uge. Miraklernes tid er trods alt ikke forbi.

Kvaksalveren var kun vidende om mine fodproblemer, men kunne åbenbart “se noget” helt, helt andet, som ingen andre end jeg selv vidste. Sådan noget har jeg prøvet et par gange før, da Mads var lille. Der er altså mere mellem himmel og jord, end de fleste af os tror. 

Lavendler, en foldet kanin og lidt strik

I sommers plukkede jeg nogle lavendler, som blev hængt til tørre. Nu har de hængt så længe i klædeskabet, at de er begyndt at drysse, så det var det vist på tide at få udført den oprindelige plan. Vort soveværelsesvindue står åbent året rundt, så der er let adgang for myggene. Jeg ved af erfaring, at et par citronskiver i et glas vand på natbordet er effektivt nok til at holde dem væk. Det er bare ikke altid jeg har friske citroner liggende, og ofte opdager jeg først myggene, når skaden er sket. Derfor ville jeg sy nogle små duftposer fyldt med lavendler. Stofrester har jeg rigeligt af, men det broderi anglaise, jeg mente lå lige for i skabet var der altså ikke. I stedet fandt jeg en rest silkestof. Tænk, så nænner jeg ikke at “ødelægge” det, fordi resten var for stor, og jeg nok kunne bruge det til noget bedre.
Jamen altså, nu har det stof ligget der, siden jeg syede mig en kjole og en boleojakke til Camillas  konfirmation. Stoffet er noget vennerne havde fået fri dømmekraft til at købe i Thailand på mine vegne. Jeg skyndte mig at klippe det i stykker, og der er til mange puder endnu. Inde i hver pude har jeg syet en pose af noget bomuld, så i teorien kan de holde mange år. Sækken den lille pose, er den eneste der er let at udskifte puden i. De andre, skal sprættes op først. Duften af lavendel var stram i hele huset i går, da jeg syede. Flere gange i nat, tænkte jeg, hvad er det der lugter af. 
Jeg fik også lyst til at lege med en vaskeklud, da den dukkede op hel ny og ubrugt. Før i tiden lavede jeg mange af disse kaniner, som blev brugt til små gaver. 
Man tager en vaskeklud og ruller den fra hjørne til hjørne. Pølsen bukker man helt sammen på midten, og folder de yderste snipper (ørene) bagover. Sno en elastik om, og ansigtet dannes. Derefter puttes en lille tot vat ind i samlingen på midten. Dette danner snuden. Sy et par øjne på, det kan være “rigtige” øjne som kan købes i hobbyforretninger, eller det kan være en lille knap eller perle. Bind et silkebånd om for at skjule elastikken.
I kaninens krop, bagved ørene, er der et lille hul, til at lægge en lille ting. Rejseshampoo, parfume, slik, penge, eller hvad man nu synes passer sig til situationen.

De sidste par dage er jeg kommet lidt rundt i gemmerne for at lede efter ting og sager. Jeg vidste godt jeg havde nogle pynteting liggende, som aldrig er blevet færdige. Der var nemlig en gang hvor vi kørte på loppemarked med egen bod nogle gange om året. Der strikkede, hæklede og syede jeg en masse. Der ligger en pænt lille lager af mange forskellige ting. Noget er der aldrig blevet begyndt på. Jeg faldt i staver, over det jeg har haft lavet inden resterne igen blev lagt væk, til en anden god gang. Jeg må hellere lade være med at gabe over mere. I øjeblikket er jeg godt i gang med at tømme ud i garnkisten. Jeg regner med at blive færdig med endnu en sweater i aften. De er udelukkende strikket af garnrester. Ih… hvor er det altså dejligt at få ryddet lidt op, og det helt uden at smide ud. Næste gang mor skal møde i nørklegruppen, får hun disse to sweatere med fra mig. Det glæder både hende, Røde Kors og børnene et eller andet sted ude i den store verden. Tænk bare hvor mange mennesker, der kan få glæde af en rest garn, som de fleste nok bare ville kassere. Røde Kors har altid brug for frivillige hænder, garn og strik til optrevling, så smid endelig ikke ud.  

Kvædetid, vennetid, vintertid og sovetid

Det forår og sommer der var i haven for at par dage siden, har de sidste par dages nattefrost nu sat en stopper for. Jordbærrene kunne ikke klare kulden, og de tomatplanter der, i drivhuset, har lænet sig op mod ruderne er også døde. Jeg var færdig med at sove, alt, alt for tidligt i morgs, så i stedet for at blive ved med at rotere der i sengen, stod jeg op, trak i det varme tøj og gik mig en morgentur på denne frostkolde, men alligevel dejlige søndag morgen. Da jeg kom tilbage ved halv otte tiden, var Allan også stået op. Morgenkaffen var klar og han var selv godt i gang med at indtage hans eget hjemmebagte solsikkebrød, som dog var hentet i fryseren.

Da kvæderne for et par uger siden begyndte at falde ned, tænkte jeg, når man kan lave æble- og rabarberflæsk, så må man da også kunne lave kvædeflæsk? Jeg ville egentlig bare kaste mig ud i opgaven, men blev nysgerrig, og googlede for at se om der var noget der hed sådan. Det var der sørme. Jeg fandt en opskrift hos Årstiderne, men fulgte den ikke helt. Kvædeflæsk har allerede været på menuen et par gange i denne sæson. Sidste gang for et par dage siden. 

Vennerne var inviteret til spisning i aftes og menuen var langtidsstegt vildsvinekølle med rodfrugter. Køllen og rodfrugter blev sat i ovnen ved 80 grader allerede om formiddagen, og så stod det ellers bare der de næste 7 timer. Det er første gang jeg bruger den metode, selvom jeg havde lovet mig selv, at jeg ville benytte mig af det så ofte som muligt, siden jeg læste det hos Ellen og også har smagt mad, som er tilberedet på den måde, hos dem. At få indkørt nye vaner er bare ikke altid lige nemt. Vennerne havde aldrig smagt vildsvin før, så de var meget overrasket over at vildsvinekød var så magert og helt uden fedt og havde sådan en dejlig smag. Det kommer til at smage meget bedre når det tilberedes på den måde. Der kommer også vildsvin på vennernes menu i fremtiden.

Mens aftensmaden stod og passede sig selv, havde jeg gang i noget kvædesmør, på samme måde som æblesmør. Det skal også stå og koge ind i flere timer. Det betyder at man sagtens kan have mange jern i ilden, når det man sætter i gang, kan passe sig selv i flere timer. Gid det også var sådan med rengøringen. Selvom støvsuger, spande, klude og sæbe blev stillet frem, skete der ikke en pind, før vi hankede op i det hele. På med musikken, så går det heldigvis som en leg, og vi kom ud i det fine solskinsvejr. Allan tog til åbent hus, og jeg fik pillet tomater, peber og chili. Vennerne blev forsynet med en pose blandet da de kørte hjem i aftes. 
Hele eftermiddagen er brugt i haven. Alt i drivhuset er høstet, og resterne er gravet op. Nu er jeg helt færdig. Desværre ikke med haven, men jeg er kørt træt, som i rigtig meget træt. Jeg håber Allan de næste dage graver resten af jordbærplanterne op. Jeg orkede ikke selv mere. Det bliver den bløde stol og strikketøjet, der vinder i aften. Mon ikke også nattesøvnen vinder over mig denne nat. I morgen venter der både en arbejdsdag og den sædvanlige danseaften.  

Kalenderen siger efterår, men kan det nu passe?

Lidt efterår er der dog derude. Det er i hvert fald nærmest blevet vinterkoldt de sidste dage, men naturen har helt sit eget liv og har vist nærmest helgarderet sig, ser det ud til. Vores have er da gået helt amok. Prøv lige at se vores jordbær, som de ser ud i dag. Jeg havde godt lagt mærke til at par ’selvsåede’ kartoffelplanter, der længe har stået i kompostbunken. I dag var ude at grave dem op. Ved siden af ligger et par kvæder, som dokumentation for årstiden. Vi skal have nye kartofler på menuen i aften.

Jeg selv er også nærmest gået i forårsplantehjørnet. De krukker vi har foran terrassen, bliver hvert år plantet til med sommerblomster, men resten af tiden står de og ser så kedelige ud. Det ville jeg gerne have ændret på, så vi kørte en tur i Steens Planteskole i tirsdags, da jeg havde tidligt fri. Med råd og vejledning fra gartnerne derude, fik vi fyldt bilen med planter til krukkerne samt lidt andet nyt til haven. Alle fem krukker er nu plantet til med vintersneboller som vil stå og blomstre lige til marts måned, hvis vi altså ikke får en streng vinter, og hele sommeren vil de stå som grønne planter indtil august hvor de igen sætter blomster. De andre planter vi havde med hjem, bl.a. tyttebær, står og venter på at blive sat i jorden. 

Billederne ser jo næsten sommerlige ud, men det var hundekoldt, og man jeg kan ikke holde varmen ved plantearbejde. Jeg skal have noget mere bevægelse for at holde varmen. I denne tid er jeg rigtig glad for at have indendørs arbejde, selvom man ind imellem kan længes ud fordi det hele ser så indbydende ud, indefra. Mens jeg sad inde i kontorvarmen og var i gang ved computeren forsvandt al strømmen, så et kvarters tid, var jeg nærmest total arbejdsløs. Så er det da bare med at nyde, det der sker på den anden side af vinduet. Et par hestepiger red forbi, og på vej hjem, måtte jeg endnu engang forevige valmuerne i fuld blomst, denne gang med den falmende skov i baggrunden.  

Da jeg kom hjem havde Allan fået vinterklargjort campingvognen, selvom han, inden vi tog til Mallorca, ikke helt havde opgivet tanken om at vi kom afsted endnu en weekend i år, men da de forleden aften lovede sne visse steder, opgav han tanken om mere campingliv i år. Nu er vognen kørt til opbevaring, som den plejer. 

Der er da gået fuldstændig kuk i årstiderne. Godt man har en kalender at holde sig til, og ikke skal bedømme ud fra haven og naturen alene. Under min havevandring, fik jeg for et par dage siden øje på disse påskeblomster. Det vrimler med små spirer, nej faktisk er de rimelige store de spirer, og de ser ud til at være fuldstændig ligeglade med vejrudsigten og kalenderen. Gad vide om de overlever!

Mallorca 5 – Himmelsk afslutning

Ved hjælp af bilen, opdagede vi, at der var lidt vi kunne udforske til fods i vores område, hvis vi bevægede os i den modsatte retning.
Der var bedre badeforhold, lod vi os fortælle, vi afprøvede det ikke selv, og der var tydeligvis luksushoteller. Begge dele er vi sådan set ligeglade med. Vi skal jo kun bade under bruseren og sove i lejligheden.
Hvad det er for et træ, vi så, har vi ingen anelse om. Billedet viser frøkapsler på størrelse med valnødder. Er der nogen der ved hvilket træ det er, vil vi da gerne vide det. “Nogen” der gik forbi sagde det var blommer. De kan da aldrig have set en blomme… Vi gik hjem for at indtage frokosten på terrassen, og hvile benene inden vi tog endnu en tur i byen. Vi havde kun lige sat os, da det pludseligt, som det nu en gang gør dernede sydpå, blæste gevaldigt op. Kort efter stod det ned i stænger, og det kan nok være der kom liv i hele strand- og poolfolket, de løb som var det selve livet det gjaldt. Det tordnede og bragede i en halv time, luften blev renset, og det gode vejr kom igen, dog med lidt mere normale temperaturer. Det blev endda så køligt, at vi måtte have en trøje på, da vi hen under aften begav os ud på endnu en tur. Om natten fik vi også en pæn omgang torden.
Lørdag skulle vi forlade hotellet værelset senest kl. 12:00. Vi skulle først med bussen kl. 16:00 og sjovt nok føler vi os pludselig altid lidt hjemløse på afrejsedagen. Os som alligevel nærmest aldrig benytter hverken lejlighed eller dets område i løbet af en hel ferie. Vi tog selvfølgelig endnu en tur rundt i byen, og selvom vi havde bestilt mad i flyveren, så sørgede vi alligevel for at få os et godt måltid mad. Vi har før været 12 timer forsinket.
Den sidste time, inden vi skulle med bussen, tilbragte vi på hotellets poolområde, med en cappuccino. Igen ville Allan gerne have kage til. Det kunne hotellet ikke klare, men pludselig kom “tjeneren” hastigt forbi, mens han sagde vent, vent.. Hurtigt blev der serveret en lille pakke kiks med chokolade og Allan fik julelys i øjnene. Mere skal der såmænd ikke til at glæde ham. Han ville også gerne dele, men jeg holder mig til det jeg ved hvad er.
Mens vi sad der, begyndte det at regne igen, og det væltede ned hele vejen ind til lufthavnen. Der var store mængder vand på vejene og fare for aquaplaning selv på motorvejen. Vores egen buschauffør formåede under kørslen, at give os selv et par gevaldige brusebade helt op på sideruderne. 
Da vi skulle med lufthavnsbussen ud til selve flyveren, så vi den flotteste og bredeste regnbue, vi længe har set. Åhh hvor ville jeg gerne have skudt et par billeder af den, men mig og min køresygetendens gav ikke mulighed for dette. Jeg er nød til at holde fast i et eller andet stabilt med mindst en hånd. Hvis jeg skal kikke ud, skal det være i kørselsretningen, og det kun hvis bussen ikke drejer, ellers må jeg nøjes med at stirre på et dumt sæde, der ikke flytter sig. Der var åbenbart meget langt ud til vores fly. Vi kørte rundt mellem bygninger, biler og fly længe, så jeg var bange for at regnbuen forsvandt inden jeg fik mulighed for at fotografere. Jeg nåede to skud af de sidste svage stråler inden den forsvandt helt og jeg kunne stige ombord på flyveren. Vores ferie kunne ikke være lagt på et meget bedre tidspunkt. Ugen efter lovede de regn og efterår på Mallorca, og vi kom tilbage til et tørt men meget koldt Danmark.
Under ferien har vi kørt godt 640 km rundt på øen i bil, men vi nåede også at gå mere end 83.000 skridt på vores udflugter. Det “løse” er ikke talt med. Der er meget mere at vise og berette om fra ferien, men alting skal jo have en ende, og det må alle mine mygstik altså også meget gerne snart få. Allan har ikke fået et eneste.
Flere himmelske billeder her

Mallorca 4 – Ælle bælle

Faktisk havde vi lidt svært ved at beslutte os til dagens udflugt. Enten skulle vi tage en meget stor del af samme bjergtur som i går, for at se det sidste nordvest for Andratx, eller den samme bjergtur som i forgårs, for at se det vi missede på den tur. Det mente vi alligevel var lidt fjollet. Vi blev enige om, at vi hellere ville bruge dagen på at gense den østlige og nordlige del af øen, som vores erfaring fra 2006 sagde, var noget mere rolig end området omkring Palma. Næsten ligegyldigt hvor man befinder sig på øen, er der masser af trafik, og der er et enormt vejnet. Ligeledes vidste vi at vi sagtens kunne nå at gense en god bid af øen, selvom vi tog de små veje.
Vi kørte til Algaida, og på den tur findes der vindmøller i massevis. Mange endda fine og velholdte. For at prøve noget nyt, besøgte vi denne gang glaspusteriet, hvor der er gratis adgang til det arbejdende værksted, og selvom vi har set sådan noget flere gange, er vi lige fascineret af det hver eneste gang. Der var også en kæmpe butik hvor man kunne købe eller bare kigge på kolonorme mængder af små og store glasting fra gulv til loft. Det kræver næsten et helt indlæg for sig selv at vise og beskrive dette.
Videre til Manacor hvor vi meget kort kiggede ind på Perlefabrikken, når nu vi alligevel kørte lige forbi. Der kunne man se de berømte Majorica perler bliver fremstillet. Vi kom dog ikke til den helt rigtige store fabrik, så vi måtte nøjes med at se det på en tv-skærm. Der var også en hel “hal” med mallorkinske smykker til salg, og de fortale, at på den store fabrik var der endnu flere. Du milde kineser siger jeg bare.
Derfra til Artá og den smukke natur omkring grotten, som vi genkendte på lang afstand. Vi ved der er mange smukke steder på østkysten, så hvad skulle vi egentligt nu vælge at gense? Vi kørte lidt ned og ind i landet igen ad små veje og helt op igen til Can Picafort og til Alcudia hvor vi boede sidst.
Vi gik en tur op i den gamle bydel. Det var stadig megt varmt og Allan længtes efter kaffe og kage. Jeg ville helst have noget der mindede lidt mere om mad, selvom vi altså havde spist frokost. Alligevel valgte jeg kaffe og kage som Allan. Ingen af delene smagte mig. Jeg havde glemt at det var den meget stærke spanske kaffe. Kaffen gled dog ned, det gjorde kagen for så vidt også, bare ikke i min mave, men i Allans, og det var han slet ikke ked af, han synes det var det rene guf for ganen. Jeg bestilte en toast, det ved man da hvad er.
Vi kørte til Port de Pollenca, og var på vej for at gense Pollenca også, men vi var kommet ud på de helt små grusveje, så inden vi kom for langt væk og op i bjergene, vendte vi om og satte kursen mod Palmanova via den gamle hovedvej.
Jeg tror ikke der findes andre steder på kloden, hvor der er så mange rundkørsler pr. kvm som på Mallorca, og de allerfleste af dem er udsmykket med et eller andet kunstværk. 
Vi nåede tilbage inden det blev mørkt, og vores bil var allerede blevet efterspurgt, selvom det var vores, indtil næste dags morgen.