Afsløret

Jeg har ikke fortalt vidt og bredt at jeg blogger. Her i aften tikkede en mail ind fra Allans søster. Hun havde læst jeg bagte nøddebrød, men hun kunne ikke finde opskriften.

Opskriften kommer her:

150 g mandler 100 g valnødder 100 g solsikkekerner 100 g græskarkerner 5 æg 5 spsk koldpresset olivenolie

Blend alle nødderne og kernerne halvfint, tag evt. nogle af valnødderne fra og hak dem groft. Dejen skal være forholdsvis fast og let at arbejde med. Bland alle ingredienserne i en skål, og form derefter massen til et firkantet brød på en bageplade.

Bages ved 160 g i 40-45 min, alt efter hvilken form du har givet brødet. Det kan også bages i en rugbrødsform.

Brødet kan varieres på utallige måder. Du kan bruge kokosmel i stedet for f.eks. græskarkerner, du kan bruge hasselnødder, usaltede jordnødder eller hørfrø. Eller du kan krydre brødet lidt med kardemomme, kanel, eller allehånde. Kun fantasien sætter grænser.

Der er 34 g kulhydrat i hele brødet, og er godt hvis man ikke vil spise for mange kulhydrater.

Er I oppe? - kan jeg ringe?

Sådan lød den sms jeg fik meget tidligt i morges af Camilla. Jeg ringer til hende….nåååh, så I er oppe….. ja, jeg er, far og mormor sover. Camilla fortsætter…. har I travlt i dag,…. næh, siger jeg……..og hun fortsætter…. Jeg vil gerne have jeres hjælp, hvis I altså har tid, men kun hvis I har tid. Selvfølgelig vil vi hjælpe, og vi har altid tid til ungerne. Jeg tænkte, vi skulle lokkes en tur til staden, men næh, hun ville komme til Lolland. Allan skulle være fotograf og skyde en masse billeder, mens Camilla og jeg skulle handle hund, som det hedder i fagsprog. Det skal være nogen der har en masse tålmodighed, siger hun. Jeg tænker, det er hverken Allan eller hun selv i besiddelse af. De har begge en meget kort lunte.

Hvis ikke du vil læse lidt praleri, så spring dette afsnit over. For et par uger siden bestod frk. 12 tal, som Camilla kaldes af venner og kollegaer, det sidste fag, så hun nu er indehaver af en fuld akademiuddannelse indenfor kommunikation og formidling, som hun har læst til de sidste par år, sideløbende med sit job, hvor hun ikke kan nøjes med 37 timer pr. uge. Derfor har hun ikke haft den ønskede tid, til hendes største interesse, hundende, træning og udstillinger rundt omkrig i Danmark og Europa. Hendes ønske er at deltage i verdensudstillingen i Paris i år. Foreløbig er det dog kun Danmark og Tyskland der er booket. Der skulle billeder i kassen, som skal fremsendes til træneren.

Solen skinnede i Kbh., og hun glemte at spørge til vejret på disse kanter, så hun blev lidt ærgerlig over at opdage, at vejret var diset og gråt, da hun nåede os. Vi fik dobbelthandlet hunde, Camilla og jeg, mens Allan skød mere end 160 billeder, og mormor fulgte det hele med stor fornøjelse, og interesse. Jeg skulle hoppe og sige underlige lyde, kalde og lokke med legetøj. Det har helt sikkert set fornøjeligt ud, Camilla kunne ikke holde masken. Jeg prøvede bare at gøre hvad jeg fik besked på. Da hun igen kunne få vejret, sagde hun: “Godt mor, godt mor, det er helt rigtigt.” Jeg er helt sikker på vi kunne have taget entré i dag.

Camilla havde lavet flødeboller, som vi fik til formiddagskaffen. Hun fik sorteret halvdelen af billederne fra og var rigtig glad, fordi Bacchus stod som han skulle, på mange af billederne. Tak, far, det er nogle rigtige gode billeder du har taget. Allan blev selvfølgelig glad for roserne. Vi har jo ikke en dyt forstand på hvornår hunden står rigtigt, selvom Camilla tegner, forklarer og fortæller. Det er peditesser det handler om, set med vore øjne, men det er åbenbart meget vigtigt. Far…. siger Camilla…. uden mor kunne du altså ikke have taget de billeder, det kræver også en god handler, og helst to. Så lærte vi også noget i dag. Allan var stadig glad, da en glad lille Camilla kørte hjem med dagens høst for at finsortere i fred og ro.

Jeg fik afprøvet en ny opskrift på hørfrø-rugbrød. Hvordan knuser man hørfrø??? Hverken blænderen eller nøddehakkeren ændrede frøenes udseende, så jeg brugte dem hele. Rugbrødet skal jeg bruge til min madpakke de næste dage. Vi prøvesmagte en lille bid til eftermiddagskaffen, og Allan spiste de sidste 2 flødeboller. Selvom de smagte godt, havde mor og jeg fået rigeligt.

Opskriften på brødet er her, hvis du har lyst af prøve.

Mor blev kørt hjem med let aftensmad, ligesom vi selv fik, nemllig resterne fra i går.

En lørdag med svind – det lysner

Sneen synger på sidste vers.

Arbejdet har forstyrret min nattesøvn. 20 min. før fyraften i går, opdagede jeg til min rædsel, at der ingen tal var at finde i mit regnskabsprogram efter at vores EDB mand har lagt nye koder ind for udvidelse af programmet. Da jeg ringede til ham var der kun telefonsvarer, og ingen hjælp at hente. Chefen er på ferie i udlandet. Det er virkelig noget møj alt sammen. Jeg skal bare have grønt lys til at gøre noget helt usædvanligt. Mail og sms om en opringning fra chefen, den kom i formiddags.

Landmændende kæmper forgæves med at få roerne op. Fabrikken i Nyk. har lukket for modtagelse. Nakskov kører på ubestemt tid, nogen har stadig et spinkelt håb.

I sidste weekend ryddede jeg op i mine opskrifter, der røg rigtigt mange ud. I morges blev de “nye” løse sat ind i mappen. Og så er det elles meget, meget længe siden vi sidst har fået fremkaldt papirbilleder, men i torsdags med posten kom der 400 billeder, som Allan havde bestilt. Langt over halvdelen er nu sat i album, og jeg er begyndt at skrive tekster, men fik skrivekrampe. I stedet røg jeg ombord i syning af gardiner, som skal sætte prikken over i´et her.

Maden er sat i oven, og der er mere end Allan og jeg kan spise i dag, så mens jeg sidder og syr, tænker jeg på mor. Jeg vil jo gerne have lavet noget herhjemme, når jeg endelig har weekend, men jeg ved også, at der ikke kommer nogen hos hende i denne weekend. Så jeg ringer og spørger om hun vil en tur herned og spise og overnatte. Jeg ved på forhånd, at jeg ikke får et nej. Hun bliver så glad. Lige nu sidder hun og strikker inde i stuen. Allan er gået i køkkenet for at lave aftenkaffe.

Gardinerne er færdige. De er lagt i de rigtige folder, og tvangsbundet for en tid, så de kan lære at blive, hvor jeg gerne vil have dem.

Sølvbryllup på Kreta

Mange mente vi ville få problemer til et evt. sølvbryllup, da vi blev gift ved et dobbeltbryllup. Jeg var ikke enig, for vi ville ikke holde fest, men rejse. Det var mange advarsler om, at vi ville fortryde, og at det kunne vi ikke, for så skuffede vi nogen, men vi gjorde det, og frabad os derfor æresport osv. En fra vores gade sagde, at det var da ikke noget vi selv bestemte, hvortil jeg meget bestemt sagde. Det kan du da lige tro vi gør, sådan et ønske har I bare at respektere. Det blev respekteret.
Meningen havde hele tiden været, at vi skulle rejse med ungerne, men de var begge under uddannelse, og det var eksamenstid, så de tog til min søster og svogers fest, mens vi rejste med et par rigtig gode venner. Børnene tog vi en rejse med, da det passede bedre ind i deres liv. Vi bor altid i lejlighed.
Den 14. maj 2002 bliver vi vækket med “kanonslag” kl 6.30, det brager løs i en halv time. vi aner faktisk ikke hvad det er. Det banker på døren, og da vi lukker op, står vennerne med en flaske gammel dansk, og vi ser, at hele gangen og døren er pyntet med flag, og de har lavet sølvbryllupsskilt, som de ikke kan hænge op, uden at ødelægge døren. Det hele er transporteret med i kufferten fra DK. Vi får hver en lille dram, inden vi alle fire går ned for at spise den morgenmad, som vi har bedt receptionen om at arrangere. Der er dækket op på hotellets terrasse, et sted hvor turisterne normalt ikke kommer. Morgenbordet var ok, men ikke noget exceptionelt, bortset fra prisen. Det var f…… dyrt.
Til aftenensarrangementet foreslog guiden, Restaurant Galini, der lå oppe i bjerget, så vi skiltes fra vennerne, mens Allan og jeg travede op og lavede en aftale med værten. Det lød meget lovende alt sammen. Hvis bare halvdelen af det passede, ville det være rigtigt fint. Vi mødtes igen med vennerne til et glas champagne, inden vi begav os ud på bjergturen. Værten sagde, at de ville kræse om os på restauranten, og det skal jeg også love for der blev. Alle tjenerne hilste med hånden og bød os velkommen. Vi fik anvist vores bord, en skøn plads, og blev behandlet som konge og dronning, faktisk endnu bedre. Jeg har selv været i serveringsbranchen og på de bonede gulve, så jeg ved hvad jeg taler om. Vi fik serveret en frisk lille velkomstdrik, og et glas vand, inden tjenerne kom med små varme fugtige stofservietter, serveret med tang, som i flyverne. Efter brugen blev servietterne igen indsamlet.
Der var hele tiden to tjenere om vores bord, og vi var altså kun 4 personer. De holdt hele tiden diskret opsyn, og skænkede og bød mad i samme øjeblik vi bare selv tænkte tanken, at række ud efter noget af det. Derefter kom de og lagde servietterne på skødet af hver enkelt af os. Vi var lige ved at tro at de også ville komme og tørre os om munden, det gjorde de dog ikke. Rødvinen blev trukket op ved bordet og hældt over i en stor flot karraffel, via en hane, så vinen løb lige så stille fra flaske til karaffel. Der blev serveret et hav at forskellige græske specialiteter. Vi var mætte, men langt fra færdige med at spise. De fjernede tallerkener og stillede nye. De blev ved med at komme med nye, spændende og lækre retter. Det var en oplevelse at se dem skænke rødvin, på en meget speciel måde. Man er vel lidt miljøskadet, efter mange år i branchen. Den næste flaske rødvin blev behandlet på nøjagtig samme måde som den første. Vi fik igen varme fugtige servietter, serveret nøjagtig på samme måde som de første. Der blev serveret en flaske champagne, som er en gave fra restauranten, mens en anden tjener bad restaurantens ca. 80 gæster om opmærksomhed, fordi han vil sige noget. Han holdt en flot tale for os på engelsk, selvom han intet kendte til os.
Hjemme i lejligheden sluttede vi af med en tår kaffe. Det blev helt igennem en dejlig og uforglemmelig dag, som vi altid vil mindes, som noget helt specielt. Vi har aldrig et eneste øjeblik fortrudt, at vi rejste.
Regningen, den var til at betale. Vi var meget overrasket over. at vi fik så meget for pengene.

En søster fra Grønland

I 60´erne og 70´erne, var det meget populært at sende grønlandske børn til Danmark, på et års skoleophold, for at lære det danske sporg. Børnene skulle ud i de små samfund og ikke i storbyerne. I vores lille samfund var der allerede familier, der havde åbnet deres hjem for disse skolebørn. Min søster havde en klassekammerat, hvor forældrene havde sagt ja til at være værtsfamilie. Og på den skole min mor arbejdede, havde lærerparret, som vi havde privat omgang med, også taget et barn til sig. Billedet er fra min søsters konfirmation i 1971 hvor hele familien var med. Mor har stadig kontakt med lærerne.

Da man manglede værtsfamilier til det kommende år, spurgte læreren min mor, om ikke det var noget for hende. Mor sagde nej, da hun allerede havde 3 børn at tage vare på. Men nogen fik hende alligevel overtalt, og vi børn syntes det lød spændende, at få en søster et helt år. Efter de sociale myndigheder, havde afholdt et par samtaler med mine forældre, og set hjemmet, og vi børn også var blevet spurgt om dette og hint, blev familien godkendt som plejefamile til Ruth, som ankom da skoleåret begyndte sommeren 1972.

De grønlandske børn var altid et år eller to ældre end dem de skulle gå i klasse med, fordi alt nu foregik på dansk. Ruth var en stille pige og jeg ved hun savnede sin familie i Grønland. Der blev sendt mange breve og kassettebånd frem og tilbage. Af Ruths forældre fik vi en hel friskslagtet sæl, som mor ikke anede hvad hun skulle stille op med, før hun fik undersøgt sagen. Ruth skar sig straks en luns og spiste det helt råt. Sådan brød vi os ikke om det. Det meste fik mor røget, og det smagte herligt. Sælskindet kom op at hænge på væggen.

Ud over at vi var blevet en person mere omkring spisebordet, i det år Ruth boede hos os, var der ingen ændringer i vores familieliv. Det var stadig den samme hverdag. Heller ikke julen var anderledes. Men for Ruth har det været en stor omvæltning, ikke kun sprogmæssigt, men hele hendes liv blev jo ændret øjeblikkelig. Ruth lærte et bedre dansk, og vi syntes det var sjovt at lære lidt grønlandsk. Ruth var en moden, men en meget genert og stille pige. Min søster var og er stadig stadig fyldt med fis og ballade, og kunne fyre godt op under hende, så de væltede rundt i leg på gulvet, hvor jeg nok var den, der havde de mest fortrolige samtaler med hende. Hun svarede høfligt mine forældre og andre voksne, men henvendte sig ikke selv, med mindre hun havde et ønske om et eller andet, og selv var nød til at overbringe budskabet. Ruths forældre sendte hende afsted af et godt hjerte, ligesom hendes søskende var blevet det, eller skulle. I tiden efter Ruth rejste tilbage til Grønland, skrev jeg sammen med hende, men da jeg til sidst aldrig fik svar på et eneste brev, ophørte det også fra min side. Det kunne være interessant at høre hendes historie i dag. Hun kan helt sikket stadig både skrive og tale dansk, hvor jeg kun kan huske to grønlandske sætninger og ikke stave til det mere.

Udlån, glæde og lokale problemer

Camilla får ny bil ca. hvert halve år. Får og får er nok lidt meget sagt, for hun betaler hver eneste krone selv, og er derfor en smule utilfreds med at hun ikke har frit valg på alle hylder, hverken hvad farve eller model angår, og ej heller hvor ofte hun skal skifte, men sådan er reglerne i firmaet for personaleleasing. Bilen er nøjagtig samme model, som den hun afleverede, den nye er bare i en “kedelig morfar farve” siger hun. Den “gamle” var helt hvid. Allerede tidligt lørdag, til morgen-formiddagskaffen, ankom de unge, fordi der skulle sættes vinterdæk på den nye bil. Hverken kæresten eller svigerfar havde værktøjet, så der var jo ikke andet at gøre, end at tage turen til Lolland og låne vores og spare en værkstedsregning.

Allan finder værktøj frem og kigger på dæk og fælge sammen med Sune, mens Camilla tømmer bilen. Allan har lovet at give et nap med status på arbejdet, så han forlader hurtigt matriklen. Sune sætter de “nye” fælge på mens Camilla støvsuger bilen. Min mor har kludder i sit strikkegarn, så da de unge kører videre over middag, smutter jeg en tur hos mor til kaffetid. Indtil jeg ankom, havde hun tilbragt dagen sammen med Mark og hans “nye” bil. Da jeg forlader hende stråler hun som en sol og siger det har været en dejlig dag, med masser af adspredelse og selskab.

Hele weekenden har sneen smeltet hurtigere end kloakerne kan følge med. Vores køkkenvask har stået og snakket gevaldigt. Vandet i toilettet har stået lidt rigeligt højt. Heldigvis er det hele blevet hvor det skulle. Sådan har det desværre ikke været hos andre i området.

Der er oversvømmelser og afhoppede kloakdæksler, som beredsskabsstyrelsen har været ude og inspicere i dag. Vandet pibler ud alle steder. Jeg talte med flere personer på min tur, og de sagde at toiletpapir og andet ulækkert lå og flød. Det så jeg nu ikke.

De stakkels mennesker hvor vandet trænger ind i husene.

Vandet kommer også op fra små springvand rundt omkring, selvom der ikke er kloakdæksler. Det fremgår desværre ikke så tydeligt på disse billeder, som i virkeligheden.

Vores hus ligger heldigvis ikke i det område, så vi skal ikke klage.

Fiberboller

Vil du dele din bedste brødopskrift med os, spørges der hos Blogkvinder 40+

Hvad skal jeg mon vælge! Et godt rugbrød, eller noget mere blødt brød! Jeg synes jeg har mange gode opskrifter af begge slags. Det er i den “blødere” afdeling andre har bidraget med opskrifter, så det vælger jeg også. Når jeg bager, vælger jeg mellem forskellige opskrifter, da det ellers bliver for ensformigt at sætte tænderne i, synes jeg. Jeg har valgt disse lækre fiberboller, som også kan holde maven i orden.

850 g hvedemel (måske kun 600 g - det kan variere meget)

150 g fiberkost (kan købes i Superbest)

100 g margarine

2 mellemstore æg

50 g gær

1 spsk sukker (kan udelades

2 tsk salt

5 dl mælk eller vand (jeg bruger vand, eller halvt af hver)

Smelt margarinen, hæld væden i, hvori gæren opløses. Kom resten af ingredienserne i og ælt. Jeg bruger tupperwares store bageskål, hvor jeg lægger låg på, uden at pifte, og når låget springer af, er dejen færdighævet. Det kan variere fra 15 min. til en time. Dejen kan også sættes til hævning, tildækket med klar film, på et lunt sted ca. 30 min.

Form 24 boller, og lad dem efterhæve ca. ½ time, hvorefter de pensles med vand og bages ved 220 g i ca. 15 min.

Bollerne fryses, mens de er håndvarme. Inden vi går i seng, tager vi de boller op, vi skal spise næste morgen, da jeg ikke har lyst til at spise daggammelt morgenbrød, når vi kan få noget der smager som nybagt, ved at give det en tur i mikroovnen.