søndag den 11. marts 2012

Et barn blev født for 29 år siden

Langt borte i et fremmed land, kom Camilla til verden, og vi blev forældre for 2. gang. Eller gjorde vi nu også det?
Vi anede nemlig intet om, at hun var på vej, eller at hun skulle blive vores barn. Vi vidste, at vi var godkendt til et barn fra Korea i alderen 0-3 år, men om barnet allerede var født, eller endnu ikke var blevet til et lille foster. Det vidste vi ikke noget om, vi kunne kun gisne.
Børnene leger Børnene hygger 
Denne uvished var svær at bære. Vi var jo godkendt for længe siden, så hvorfor kunne de ikke bare give os et af de mange børn, der ventede på at få et nyt hjem! Vi var selvfølgelig bekendt med procedurer og regler, men det bliver alt for kompliceret at forklare her.
Vi anede, som nævnt, ikke om vi havde et barn på 3 år, der bare ventede på at alle formaliteter faldt på plads, eller om vi først fik barn om 2-3 år. Der gik 1½ måned før vi fik at vide, at vi ville blive forældre til den lille pige, der dags dato, mange tusinde kilometer væk, så dagens lys, uden at have sine forældre hos sig. 
Børnene spiller fodbold Børnene står på skøjter 
Vi skal selvfølgelig til fødselsdag i dag. Dvs. Camilla kommer hjem med sin lille familie, fordi vi har mere plads til at samle flokken. Det betyder ikke, at det er mig, der står for alt arbejdet. Nej, barnet insisterer, som altid på, at det skal hun nok selv klare, bare vi vil lægge hus til, og det gør vi selvfølgelig med glæde. Jeg plejer dog at kunne overtale Camilla til, at vi klarer borddækningen, mens hun og Sune står i køkkenet hele dagen.
For første gang nogensinde, slår Mads og Camilla deres fødselsdag sammen, da det har vist sig at være helt umuligt for Mads, at få samlet os forældre, sin søster, samt svigerforældrene samme dag, og havde derfor meldt ud, at han ikke holdt fødselsdag i år. Camilla fik dog denne idé, og på den måde, kunne Mads og Charlotte overse at holde fødselsdag, selvom de nok først er gået i seng, når dette indlæg udgives. Vi kommer dog til at mangle fire personer, bl.a. S. forældre, men sådan er det. Mads og C. har fået de lette opgaver med indkøb af drikkevarer. Jeg havde tilbudt at bage en lagkage, og det blev accepteret af dagens fødselar. De to natteravne var modtagelige for al hjælp. Vi bliver kun 10, men det skal nok blive hyggeligt.

16 kommentarer:

  1. Tillykke til og med Camilla, her skinner solen fra en blå himmel.
    Håber I får en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Solen skinner også fint her og det skal nok blive en dejlig dag.

      Slet
  2. Stort tillykke med Camilla håber at I har haft en fornøjelig fødselsdag..;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak... selvom den ikke er overstået, så bliver den helt sikker fornøjelig :-)

      Slet
  3. kæmpe stort tillykke herfra, :O)

    SvarSlet
  4. Stort tillykke, ønsker Jer en dejlig dag.

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, håber også I får en dejlig dag, hvad end den så må indeholde.

      Slet
  5. Det må være en helt særlig fornemmelse at vente på sådan en besked for så mange år siden! Og kunne se tilbage på den ventetid i dag.

    Tillykke med begge børn og hav en dejlig fødselsdagsfest!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en meget diffus tid. Ventetiden var ulidelig, og så slap vi endda billigt. Tror ikke jeg havde overlevet 3 år :-) Nogen må endda vente meget længere.

      Tak, vi har haft en skøn dag.

      Slet
  6. Stort tillykke med datteren. Og rigtig god dag til jer alle!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Vi har alle haft en dejlig dag.

      Slet
  7. Tillykke med Camilla.
    Det må altså være en underlig måde at være 'gravid' på - forstår godt, at det er temmelig frustrerende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Ja, man har jo intet konkret at forholde sig til, som man normalt har, når man venter barn. Et billede af barnet betyder SÅ meget, det kan alle de adoptanter, jeg kender, skrive under på.

      Slet
  8. Dit indlæg måtte jeg lige sove på. Det var den stærke beskrivelse af en form for uvished, jeg aldrig har tænkt på eller forholdt mig til, der beskrives. Vished er i princippet bedre end uvished, og det må have været en noget mærkværdig fornemmelse ikke at vide om ens barn er 3 år eller knapt nok født. Men der kom dog skik på det - og alle havde forhåbentlig gode stunder i går.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uvished er aldrig rart. Det er lidt som at være syg, uden at kende diagnosen. Man bliver ikke nødvendigvis rask, fordi man får en diagnose, men man får noget at forholde sig til.

      Tak, vi havde lutter gode stunder :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)