De sunde og de gode valg i livet

Hvad der er sundt og godt, er der ikke nogen entydig facitliste på. Hvad der er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for dig, uanset om vi taler livsform eller kosten alene. Måske vil mange umiddelbart tænke, at sund kost er ens for alle, men sådan er det ikke. Det vi får tudet ørene fulde med er sundt, kan nogen, i værste fald, dø af at spise. Og selvom vi synes vi lever et godt liv, er det ikke nødvendigvis et sundt liv.
Jeg vil påstå, jeg lever et rimeligt sundt liv. Jeg lever i hvert fald et godt liv, og det vil jeg vove at påstå, jeg altid har gjort, når vi ser bort fra de ting, der bliver trukket ned over hovedet på en, men som man ikke selv har den store indflydelse på. De ting har der såmænd været nok af igennem årene. Så må der justeres, så vi kan få det bedste ud af det, vi er havnet i.
På et enkelt område, synes Allan at mit liv er kedeligt, mens andre måske vil mene jeg er heldig. Jeg bryder mig nemlig ikke om søde sager. Der er f.eks. ikke meget chokolade, jeg sætter tænderne i, af den simple grund, at jeg ikke kan lide mørk eller fyldt chokolade, hverken med creme, spiritus, marcipan, kokos eller rosiner, for slet ikke at nævne smagen af pebermynte eller alt muligt andet. Flødeboller og isvafler kan heller ikke friste og tørrede frugter er for søde. Småkager rører jeg helst heller ikke. Er der glasur på kagen, bliver den pillet af, og sådan kunne jeg blive ved. Allan kan ikke forstå at jeg fornægter mig alle disse ting, for som han siger, ved du jo ikke om du dør i morgen. Nej, det ved jeg ikke, men så er jeg ikke gået glip af noget i den retning. Jeg gider ikke fylde mig med noget, jeg ikke bryder mig om. Det kan se nok så lækkert ud, og være nok så dyrt, men hver gang jeg har smagt en lille flig, bekræftes jeg gang på gang i, at det ikke er noget jeg bryder mig om. Anderledes ser det ud, hvis der er frugt, mad eller nødder i nærheden. Her er jeg altspisende, og kan sagtens spise usundt, og mere, end jeg har godt af.  

 

Siden juleaften 2016 har det skortet noget på det sunde liv, når vi taler motion. En ting var, at jeg dårligt kunne gå, men jeg fik også, pludselig midt i det hele, forbud mod at cykle. Da jeg i hverdagen sidder på min flade mellem 7 og 10 timer dagligt, uden mulighed for at gå mere en højst 10 skridt til kopimaskinen, er det vigtigt for mig at få rørt mig lidt, når jeg har fri, for sådan har jeg det nu en gang bedst.
I 2017 har mit liv bestemt ikke været normalt, hvad bevægelse angår. Den fod har spærret utroligt meget ben for mine udfoldelser. Siden november er det gået rimeligt godt med at gå. Jeg er så meget tilbage på sporet, og er usigelig taknemmelig over, at jeg igen kan bevæge mig rundt, de allerfleste steder med det rigtige fodtøj på.

Det sunde valg er også, at man ikke lader sig påvirke af at uret siger bip, når nu man ikke har mulighed for at gå nogen steder. Da jeg for nogle år siden købte uret, fordi mit ‘normale’ ur var gået i stykker, var det lidt svært at ignorere disse små bip-lyde, som kommer, når det er tid for bevægelse. Det eneste jeg kunne, og stadig kun kan, er at hæve skrivebordet og arbejde stående. Det får desværre bare ikke de røde streger til at forsvinde. Her måtte jeg, som så mange andre gange i livet, sige til mig selv, at jeg ikke skulle lade mig irritere af noget, jeg ikke havde mulighed for at ændre på. Det er fint med en lille reminder om, at det er tid at lette rumpen og gå en tur, hvis man altså har mulighed for det, men uanset hvor mange skridt man har gået, går der ikke lang tid, før uret bipper igen for at fortælle, at det er tid at komme i bevægelse. Det har jeg ingen problemer med at ignorere, men jeg kan også fristes til at give den en skalle mere. Når alt kommer til alt, så er det trods alt mig der bestemmer.