søndag den 17. februar 2013

Det hvide guld

Landskabet var smukt i sidste uge, da rimfrosten hang overalt, men det er nu ikke det jeg vil fortælle så meget om. 
P1080983 P1080984
Siger man Lolland forbinder alle vist øen med roer. Selvom tiderne har ændret sig utroligt meget fra jeg var barn og til i dag, fylder roerne og sukkerfabrikkerne stadig en stor del af Lolland-Falster. Vidste I at Danmark har et sukkermuseum? Vi vidste det i hvert fald ikke, til trods for at det ligger her på øen. Det er vel et lille års tid siden vi hørte om det. Vi føler Nakskov ligger meget lang væk, men det gør det egentlig ikke. Vi kommer der bare utroligt sjældent. Danmarks eneste Sukkermuseum, er et lille museum, men det har vokseværk. Vi har nu besøgt det, og det er ren nostalgi. Du kan læse meget mere på deres egen hjemmeside. P1090006










Jeg har fået roearbejde ind med ske. Vi unger, har fået mange timers søvn i barnevognen mellem roerækkerne. Jeg kan i hvert fald stadig se mine lillesøster for mig, sovende i den blå barnevogn. Vi har dog også opholdt os i roebørnehaven de kolde efterårsdage, mens mor arbejdede i roerne. Jeg og mine søskende har selv både luget 1. 2. og 3. gang, samt trukket roer op, banket og stablet, både roebunker og roetoppe. Vi har leget på og med roesporene og i roevognene. Vi har holdt fast i den bagerste roevogn, når vi cyklede i skole. Det var skønt at få transporthjælp til en del af de 2x10 km vores daglige cykelrute var på. Kom der ingen tog, kunne vi være heldige at møde en traktor, eller to, hvor vi kunne snige os til at få et lift. Hvis vi så en traktor et stykke fremme, efter vi var kommet om hjørnet, kunne vi cykle meget stærkt, for at indhente den, for at få “et lift.” Dengang skulle mor bare have vidst hvad vi lavede, så havde der vanket formaninger i stor stil. Roetiden var altid hilst velkommen blandt skolebørn. Bare det at ligge i læ bag vogntøjet, var en hjælp i den stride efterårsvind.
Sukker roefrø
I 1976 fik jeg job på SN-Frø, SN står for Sukkerfabriken Nykøbing, og staves kun med et k. I mange år var min julegave 120 kg sukker, eller 150 kg? samt en stor kasse syltede, rødbeder, asier, marmelade og den slags fra Samodan som også hørte til koncernen. Hverken SN-Frø eller Marmeladefabrikken eksisterer mere. Sidstnævnte er blevet til Kulturfabrikken. Med alt det sukker i huset, løb jeg aldrig tør. Selvom jeg virkelig kogte saft, syltede og bagte i meget større mængder, hvor hustanden bestod af fire personer, end jeg gør i dag, var der også “råd” til hjemmebrygget hvidvin. De sidste år jeg var ansat, var julegavens sukkermængde reduceret en hel del. SN øl og vinTilbage til museet. Vi så et par korte film. Bl.a. Jens og de 100 dage. Helt Morten Korch agtig, med en sød  lille gammelklog 10 årig dreng. 
P1080994 P1090028 P1090026
Der er bygget mange ting udelukkende af sukkerknalder. Der er lavet en model af hele Nakskov Sukkerfabrik. Dog ikke i sukkerknalder. Der er roeredskaber, billeder, bøger, og de frivillige vil gerne fortælle, hvis man ønsker det. Ellers får man lov at gå og passe sig selv.
Roecyklen STØT P1090051
Der var dog også redskaber som var før min tid. Roelugningsapparatet STØT – eller roecyklen, som den også blev kaldt. Her lå man på maven, mens man lugede roerne med den korte hakke. Der var en roemoshakker, brugt i laboratoriet. Skulle du få lyst til at opleve det lille museum, er der ingen undskyldning selvom du er dårligt gående, der er både kørestol og trappelift til handicappede.
Musvåge Vesterborg
Vi kørte ad de små veje hjemad, og så en del rovfugle. Her er en musvåge, den eneste bedste jeg fangede.
P1090061 aSvaner og gæs i hundredevis stod på markerne. Der er højst sandsynligt en masse føde at finde fra resterne af roerene. Her er både pibesvaner, grågæs og canadagæs samlet.

16 kommentarer:

  1. Spændende at høre om dine oplevelser med og i roerne Pia.. Det hvide guld er et godt ord for sukker.. Du har ret det er svært at sige Lolland uden at tænker roer.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sukkeret fik betegnelsen "Det hvide guld" længe før jeg blev født. Det betød masser af arbejde og dermed penge til en masse mennesker. Det var I de år hvor polakkere og svenskere i massevis kom til DK for at arbejde, og de blev her. Derfor er der så meget svensker i både Allan og mig :-)
      Lolland og roer hører bare sammen :-)

      Slet
  2. Tak for historien, spændende at høre om...;-D

    SvarSlet
  3. Jeg havde hørt om sukkermuseet, men har naturligvis aldrig set det ... måske er der for langt til Nakskov ;-) - det ser nu interessant nok ud til at være et besøg værd.
    120 kilo sukker er godt nok meget - det svarer til 10 kilo hver eneste måned ... så meget kan man da umuligt nå at bruge? Jeg kan godt forstå, de satte gavestørrelsen ned :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt gjort (hørt) Det er langt at køre for at opleve et lille museum, men hvis man er på disse kanter og har interessen og måske også nogle børn med, er det lærerigt. Der er også Polakkassernen :-)
      Nej du har helt ret, jeg gjorde et ihærdigt forsøg hvert eneste år. Mor og et par andre fik også glæde af det sukker indtil vi måtte nøjes med 40 kg, men så rakte det heller ikke altid hele året.

      Slet
  4. Dejlig historie. Jeg kommer til at tænke på at jeg lugede roer hos min morfar, overnattede og stod op kl. 5. Og lugede.
    Nu forstår jeg bedre hvorfor du altid sylter og regerer. Det er jo en betinget refleks efter årsrationen på 150 kg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Man stod nemlig tidligt op for at komme i roerne. Vi unger fik dog lov at sove længere sammen med far. Mor stod op og cyklede afsted, hun kom så hjem og vækkede resten af familien og så var de afsted igen.
      Det var og er trods alt stadig billigere at købe sukker og lave det hele selv. Det smager i tilgift meget bedre, og man ved det er den rene vare :-)

      Slet
  5. 150 kg sukkker,,,,, smiler det var da en slat , godt nok brugte man mere sukker dengang,,men alligevel,
    jeg anede ikke der var et sukkermuseum i Nakskov,,, godt at vide ❤

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en pæn slat der kævede en del lagerplads i køkkenskabene :-) det er rigtigt at sukkerforbruget dengang generelt var meget større. De fleste skulle jo have sukker ovenpå frugtgrøden og de friske jordbær og den slags, sågar i den brune sovs :-) Ingen af delene har jeg brudt mig om. Her har jeg altid trukket lidt på sukkeret. Jeg kan godt lide det er friskt :-)

      Slet
  6. 150 kg - hold da op! Jeg har aldrig hakket roer, men jeg har trukket en del op - med top og krop - først på sæsonen. Og af en eller anden grund var det altid koldt, vådt og væmmeligt, så vi (min bror og jeg) var grundigt våde og forkomne, før vi nåede at få fuldt læs. Havde ikke hørt om sukkermuseet, måske et besøg værd, hvis vi skulle komme på de kanter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var ikke altid lige sjovt at være i roemarken, men mor byggede huler til os af roetoppene og havde plastic og tæpper med så vi kunne få lidt læ og varme, når vejret var værst. Sidst på eftermiddagen blev vi også tøet op foran kakkelovnen :-) Det var luksus da der senere kom et lille roehus med bord og bænke. Lige plads til 4 voksne mennesker.

      HVIS man er i nærheden er Sukkermuseet et hyggeligt sted. Vi brugte trods alt 1½ time derinde :-)

      Slet
  7. Det er spændende, at læse om roerne på Lolland. Jeg har også hakket roer som barn. Roelugningsapparatet bruger man også i dag bare i en nyere udgave, Den bruges når man luger økologisk gulerødder

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er nok mange der har prøvet at arbejde i roerne. Jeg har ikke set sådan et apparat i en nyere udgave, men selvfølgelig er der hjælpemidler til enhver arbejdsopgave i et moderne samfund, som vi har i dag. Alt andet er jo næsten utænkeligt.

      Slet
  8. Her på Fyn havde vi også roerne indtil Assens lukkede for få år siden.

    Jeg har haft min kontrakt lejet ud til en avler på Lolland indtil jeg for et par år siden fik et bud på den, som jeg ikke kunne modstå.

    Uha ja, al det roehakkeri, 1.2. og måske 3. gang. Barnevognene for enden af rækkerne. Så ud at luge stokroer og til sidst -som Fruen i Midten skriver- ud at tage hjørnere op med krop og top til køerne, så der ikke blev kørt i dem med traktoren, når aftopper og efterfølgende roeoptageren kom.

    Fra starten af 80-erne, da jeg blev selvstændig, var alt dog mekaniseret og jeg savner ind i mellem roeafgrøden.
    Men hvor er jorden dog blevet behagelig let at have med at gøre efter at vi aldrig skal mose rundt i efterårspløret længere.
    Det har virkelig gavnet jordstrukturen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er bekendt med Assens, har (havde) familie i byen, og på arbejdet har vi også haft
      flere kontrakter med fynboere i en årrække.
      Ja, den roeoptagning var hårdt arbejde, ikke bare for børn, Vi kunne jo bare springe dem over vi ikke kunne få op, men de voksne havde også tit deres mas med at få roerne sparket løs, så de kunne trækkes op.
      Du må have en gård på Lolland eller Falster så du kan få dine roer tilbage, men så følger pløret med :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)